1)

Artikel 5, artikel 7, artikel 11, stk. 1, og artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/78/EU af 24. november 2010, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som dels tillader anvendelsen af almindelige legitimationsprocedurer over for kunder, som er finansieringsinstitutter, der er genstand for tilsyn med opfyldelsen af kundelegitimationskravene, når der foreligger mistanke om hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i dette direktivs artikel 7, litra c), dels pålægger institutter og personer, som er omfattet af nævnte direktiv, på grundlag af en risikovurdering at skærpe kundelegitimationsforanstaltningerne i situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i samme direktivs artikel 13, stk. 1, såsom ved pengeoverførsler.

Selv når der ikke foreligger en sådan mistanke eller en sådan risiko, tillader artikel 5 i direktiv 2005/60, som ændret ved direktiv 2010/78, endvidere medlemsstaterne at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser, når disse bestemmelser har til formål at styrke bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

2)

Direktiv 2005/60, som ændret ved direktiv 2010/78, skal fortolkes således, at institutter og personer, der er omfattet af dette direktiv, ikke må underminere den opgave med at føre tilsyn med betalingsinstitutter, som i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/111/EF af 16. september 2009, påhviler de kompetente myndigheder, og ikke må sætte sig i disse myndigheders sted. Direktiv 2005/60, som ændret ved direktiv 2010/78, skal fortolkes således, at selv om et finansieringsinstitut inden for rammerne af den forpligtelse til at føre tilsyn med kunderne, som påhviler det, kan tage de legitimationsprocedurer i betragtning, som anvendes af et betalingsinstitut over for dettes egne kunder, skal alle legitimationsprocedurer, som det anvender, afpasses efter risikoen for hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

3)

Artikel 5 og 13 i direktiv 2005/60, som ændret ved direktiv 2010/78, skal fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som er vedtaget under anvendelse af enten den skønsbeføjelse, som i medfør af dette direktivs artikel 13 tilkommer medlemsstaterne, eller den i nævnte direktivs artikel 5 omhandlede beføjelse, skal være forenelig med EU-retten, herunder med de grundlæggende friheder, som sikres ved traktaterne. Selv om en sådan national lovgivning med henblik på at bekæmpe hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme forfølger et legitimt mål, som kan begrunde en begrænsning af de grundlæggende friheder, og selv om den omstændighed, at det forudsættes, at pengeoverførsler, som foretages af et institut, der er omfattet af nævnte direktiv, til andre stater end den, hvor det har hjemsted, altid indebærer en øget risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af nævnte mål, går denne lovgivning imidlertid ud over, hvad der nødvendigt for at opnå det mål, som den forfølger, for så vidt som den formodning, som den opstiller, finder anvendelse på enhver pengeoverførsel uden at fastsætte en mulighed for at afkræfte den for så vidt angår pengeoverførsler, som objektivt ikke indebærer en sådan risiko.