Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-89/13,

Calestep, SL, Estepa (Spanien), ved advokat E. Cabezas Mateos,

sagsøger,

mod

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) ved M. Heikkilä, A. Iber og C. Schultheiss, som befuldmægtigede, bistået af advokat C. Garcia Molyneux,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation ECHA’s afgørelse SME (2012) 4028 af 21. december 2012, der fastslår, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne for nedsættelse af gebyret for små virksomheder, og pålægger denne en administrativ afgift,

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne F. Dehousse (refererende dommer) og A.M. Collins,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

Dommens præmisser

Sagens baggrund

1. Den 29. november 2010 registrerede sagsøgeren, Calestep, SL, to stoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396, s. 1).

2. Under registreringsproceduren oplyste sagsøgeren, at selskabet var en »lille« virksomhed som omhandlet i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124, s. 36). Denne erklæring gjorde det muligt for sagsøgeren at drage fordel af en nedsættelse af det gebyr, der skal ledsage alle registreringsansøgninger i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006. I henhold til samme forordnings artikel 74, stk. 1, er gebyrets størrelse fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 af 16. april 2008 om gebyrer og afgifter til Det Europæiske Kemikalieagentur i henhold til forordning nr. 1907/2006 (EUT L 107, s. 6). Bilag I til forordning nr. 340/2008 indeholder oplysninger om de gebyrer, der skal betales for registreringsansøgninger i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1907/2006, og de nedsættelser, som kan indrømmes mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Kan en fysisk eller juridisk person, der hævder at være berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse, ikke dokumentere sin ret til en sådan nedsættelse eller fritagelse, opkræver Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) endvidere i henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 det fulde gebyr eller den fulde afgift med tillæg af en administrationsafgift. Med henblik herpå vedtog ECHA’s bestyrelse den 12. november 2010 afgørelse MB/D/29/2010 om klassificering af de tjenester, for hvilke der skal opkræves afgift (herefter »afgørelse MB/D/29/2010«). Det fremgår af denne afgørelses artikel 2 og af tabel 1 heri, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, at administrationsafgiften, som er omhandlet i artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008, er 20 700 EUR for en stor virksomhed, 14 500 EUR for en mellemstor virksomhed, 8 300 EUR for en lille virksomhed og 2 070 EUR for en mikrovirksomhed.

3. Den 29. november 2010 udstedte ECHA to fakturaer (nr. 10024188 og nr. 10024196), der begge lød på 9 300 EUR. Dette beløb svarede til det gebyr, der ifølge bilag I til forordning nr. 340/2008 i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, skulle betales af en lille virksomhed i forbindelse med en fælles indsendelse for stoffer i en mængde over 1000 ton.

4. Den 28. februar 2011 opfordrede ECHA sagsøgeren til at indsende en række dokumenter med henblik på at efterprøve sagsøgerens oplysning om, at selskabet udgjorde en lille virksomhed.

5. Efter en udveksling af dokumenter og e-mails fremsendte ECHA den 21. december 2012 afgørelse SME (2012) 4028 til sagsøgeren, hvori det blev fastslået, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for nedsættelse af gebyret for små virksomheder, og hvori sagsøgeren blev pålagt en administrativ afgift (herefter »den anfægtede afgørelse«). I afgørelsen oplyste ECHA sagsøgeren om, at det skulle anses for en mellemstor virksomhed, og at ECHA ville sende en faktura til selskabet, der dækkede forskellen mellem det gebyr, der oprindeligt var blevet betalt, og det endeligt skyldige gebyr samt en faktura på 14 500 EUR for betaling af administrationsafgiften.

6. I forbindelse med gennemførelsen af den anfægtede afgørelse fremsendte ECHA den 23. januar og den 8. februar 2013 tre fakturaer til sagsøgeren på henholdsvis 6 975 EUR, 6 975 EUR og 14 500 EUR.

Retsforhandlinger og parternes påstande

7. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. februar 2013 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

8. Den 19. februar 2013 fremsatte sagsøgeren begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af betalingen af fakturaerne af 23. januar og 8. februar 2013.

9. Ved kendelse af 11. marts 2013, Calestep mod ECHA (T-89/13 R, EU:T:2013:123), tog dommeren i sager om foreløbige forholdsregler ikke begæringen til følge og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

10. Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, og den foreliggende sag er følgelig blevet henvist til denne afdeling den 27. september 2013.

11. Den 9. januar 2015 blev parterne som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 opfordret til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt dom af 2. oktober 2014, Spraylat mod ECHA (T-177/12, Sml., EU:T:2014:849), efter deres opfattelse er relevant for den foreliggende sag, og til at besvare et spørgsmål. Parterne har imødekommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

12. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13. ECHA har nedlagt følgende påstande:

– Sagen afvises.

– Subsidiært frifindes ECHA, og den retlige gyldighed af den anfægtede afgørelse bekræftes.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

14. I henhold til procesreglementets artikel 126 kan Retten, når en sag er åbenbart ugrundet, på forslag fra den refererende dommer til enhver tid beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

15. I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

Om Rettens kompetence

16. Selv om parterne ikke har bestridt Rettens kompetence, finder den det hensigtsmæssigt indledningsvis at udtale sig om sin kompetence til at træffe afgørelse i det foreliggende annullationssøgsmål. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at eftersom spørgsmålet om, hvorvidt sagen henhører under Rettens kompetence, angår en ufravigelig procesforudsætning, kan dette efterprøves af Retten af egen drift (jf. dom af 15.3.2005, GEF mod Kommissionen, T-29/02, Sml., EU:T:2005:99, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

17. Artikel 94, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006 bestemmer, at »[e]n sag kan indbringes for Retten […] eller Domstolen i henhold til artikel 230 [TEUF] for at anfægte en afgørelse truffet af Klageudvalget eller i tilfælde, hvor der ikke kan påklages til udvalget, af [ECHA]«.

18. I denne forbindelse bestemmer artikel 91, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006, at »[a]fgørelser truffet af [ECHA] i henhold til artikel 9, artikel 20, artikel 27, stk. 6, artikel 30, stk. 2 og 3, og artikel 51 [i forordning nr. 1907/2006] kan påklages« til Klageudvalget.

19. Den anfægtede afgørelse er imidlertid ikke blevet truffet i henhold til bestemmelserne i artikel 91, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006, men i henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 og artikel 2 i afgørelse MB/D/29/2010. Det skal ligeledes understreges, at hverken forordning nr. 340/2008 eller afgørelse MB/D/29/2010 blev vedtaget i henhold til bestemmelserne i artikel 91, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006.

20. Det skal desuden bemærkes, at bestemmelserne i artikel 9, 27, 30 og 51 i forordning nr. 1907/2006, som samme forordnings artikel 91, stk. 1, henviser til, vedrører afgørelser, som ikke har nogen forbindelse til det gebyr, som de indberettende virksomheder skal betale.

21. Artikel 20 i forordning nr. 1907/2006 vedrører »[ECHA’s] forpligtelser«. Artikel 20, stk. 5, bestemmer, at »[ECHA’s] afgørelser truffet i henhold til stk. 2 i denne artikel kan påklages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 91, 92 og 93« i forordning nr. 1907/2006. Artikel 20, stk. 2, vedrører den »fuldstændighedskontrol«, som ECHA foretager af hver registrering, herunder om gebyret er betalt. Det skal imidlertid bemærkes, at denne kontrol »ikke [omfatter] en vurdering af kvaliteten og rimeligheden af de indsendte data og begrundelser«. Artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 bestemmer desuden, at såfremt en registrering »er ufuldstændig«, og registranten »ikke fuldstændiggør sin registrering inden for den fastsatte frist«, »afviser [ECHA] registreringen«. I det foreliggende tilfælde er den anfægtede afgørelse imidlertid ikke baseret på artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, og registreringen af de omhandlede stoffer afvises heller ikke heri.

22. Henset til samtlige disse betragtninger må det fastslås, at Retten er kompetent til at træffe afgørelse i den foreliggende sag.

Formaliteten

23. ECHA har gjort gældende, at i stævningen og anmodningen om foreløbige forholdsregler er sagsøgerens vedtægtsmæssige hjemsted og en e-mailadresse på et selskab, der indgår i samme koncern som sagsøgeren, nævnt som sagsøgerens repræsentants kontaktoplysninger. Denne omstændighed har givet anledning til tvivl om, hvorvidt sagsøgerens repræsentant ved Retten er uafhængig. De dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt i forbindelse med replikken, afkræfter ikke denne tvivl. Sagsøgerens repræsentant vil nemlig meget vel kunne være registreret som selvstændig advokat og samtidig have en arbejdsmæssig relation til en arbejdsgiver.

24. Sagsøgeren har i sin replik anført, at dennes repræsentant har været medlem af advokatsammenslutningen i Sevilla (Spanien) siden 1975, og at han alene arbejder for klienter, som han selv har valgt, hvilke klienter modtager en faktura påført merværdiafgift (momsen). Der består med andre ord ikke noget lønmodtagerforhold mellem sagsøgerens advokat og sagsøgeren. Sagsøgerens vedtægtsmæssige hjemsted og e-mailadresse er alene nævnt i stævningen med henblik på at lette kommunikationen, uden at dette indebærer, at der er tale om et lønmodtagerforhold. Sagsøgeren har desuden vedlagt replikken en række dokumenter vedrørende dets repræsentants virksomhed.

25. Artikel 19, stk. 1, 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne såvel som Unionens institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.

[…]

Andre parter skal repræsenteres af en advokat.

Kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.«

26. Artikel 21, stk.1, i statutten for Domstolen bestemmer følgende:

»Sag anlægges ved Domstolen ved indlevering af stævning til justitssekretæren. Stævningen skal angive sagsøgerens navn og bopæl, underskriverens stilling […]«

27. Artikel 43, stk. 1, første afsnit, i procesreglementet af 2. maj 1991 bestemmer:

»Det originale eksemplar af ethvert processkrift skal underskrives af partens befuldmægtigede eller advokat.«

28. Ifølge fast retspraksis fremgår det af de ovenfor nævnte bestemmelser og navnlig af, at der i artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen anvendes udtrykket »repræsenteres«, at når en sag anlægges for Retten, er en »part« i nævnte artikels forstand ikke bemyndiget til selv at føre sin sag, men skal lade en anden person møde for sig, og denne person skal have møderet for en ret i en medlemsstat eller i en stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (kendelse af 5.12.1996, Lopes mod Domstolen, C-174/96 P, Sml., EU:C:1996:473, præmis 11, af 8.12.1999, Euro-Lex mod KHIM (EU-LEX), T-79/99, Sml., EU:T:1999:312, præmis 27, og af 19.11.2009, EREF mod Kommissionen, T-40/08, EU:T:2009:455, præmis 25).

29. Kravet om, at en anden person skal møde, er i overensstemmelse med den opfattelse af advokatens rolle, hvorefter denne betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for. Denne opfattelse er i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles retstraditioner og findes også i Unionens retsorden, således som det netop fremgår af artikel 19 i statutten for Domstolen (kendelser EU-LEX, nævnt i præmis 28 ovenfor, EU:T:1999:312, præmis 28, og EREF mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, EU:T:2009:455, præmis 26).

30. Selv om det i det foreliggende tilfælde er korrekt, at den omstændighed, at sagsøgerens vedtægtsmæssige hjemsted og e-mailadressen på et selskab, der indgår i samme koncern som sagsøgeren, er angivet som kontaktoplysninger på sagsøgerens advokat, kan give anledning til tvivl om, hvorvidt advokaten er uafhængig, afkræftes denne tvivl af de i sagen indleverede dokumenter og forklaringerne i replikken.

31. Af de dokumenter, der er knyttet som bilag til replikken, fremgår det nemlig navnlig for det første, at sagsøgerens advokat har været medlem af advokatsammenslutningen i Sevilla siden 1975 i egenskab af advokat »por cuenta propia« (som selvstændig erhvervsdrivende), hvilket adskiller vedkommende fra andre advokater »por cuenta ajena« (som arbejdstager), for det andet at sagsøgerens advokat har egen adresse og eget telefon- og faxnummer, for det tredje at sagsøgerens advokat som selvstændighed har angivet, at han beskæftiger en såkaldt »administrativ assistent«, og for det fjerde at de indkomst- og momsangivelser, som sagsøgerens advokat har indgivet, viser, at han har udført virksomhed som advokat, som ikke har nogen forbindeles til sagsøgeren. Derudover har sagsøgeren udtrykkeligt i replikken angivet, at der ikke foreligger noget lønmodtagerforhold mellem sagsøgeren og dennes advokat.

32. I lyset af det ovenstående kan den foreliggende sag antages til realitetsbehandling.

Om realiteten

33. Det foreliggende søgsmål er støttet på et enkelt anbringende, der i det væsentlige vedrører en fejlagtig kvalificering af sagsøgeren som en »mellemstor« virksomhed.

34. Sagsøgeren har med henvisning til artikel 2, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361 gjort gældende, at selv om den koncern, som sagsøgeren tilhører, faktisk beskæftiger mere end 50 personer, er de andre betingelser vedrørende den årlige omsætning eller den samlede årlig balance ikke opfyldt. Sagsøgeren skal derfor kvalificeres som en »lille« virksomhed og ikke som en »mellemstor« virksomhed.

35. ECHA har bestridt denne fortolkning. Artikel 2, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361 efterlader ingen tvivl med hensyn til, om et selskab alene kan anses for en lille virksomhed, såfremt det opfylder de to kumulative betingelser om, at selskabet skal beskæftige under 50 personer, og om, at selskabet skal have en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. EUR. Dette fremgår af artiklens ordlyd og af praksis fra Unionens retsinstanser.

36. Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren alene bestrider fortolkningen af artikel 2, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361, hvorefter betingelsen om antallet af beskæftigede, er en kumulativ betingelse, som skal være opfyldt, for at selskabet kan anses for en »lille« virksomhed.

37. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at både artikel 3 i forordning nr. 1907/2006 og niende betragtning til og artikel 2 i forordning nr. 340/2008 henviser til henstilling 2003/361 med henblik på at definere mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Artikel 2 i forordning nr. 340/2008 bestemmer nærmere bestemt, at der ved små virksomheder forstås »små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361[…]«.

38. Henstilling 2003/361 indeholder et bilag, hvis afsnit I omhandler »[d]efinition[en] af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder vedtaget af Kommissionen«. Artikel 2 i dette afsnit har overskriften »Antal beskæftigede og finansielle tærskler til afgrænsning af virksomhedskategorierne«.

39. Artikel 2, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361 bestemmer, at »ved små virksomheder [forstås], virksomheder som beskæftiger under 50 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. EUR«.

40. I henhold til en ordlydsfortolkning af denne bestemmelse er kriteriet om antallet af beskæftigede (herefter »kriteriet om antallet af beskæftigede«) på den ene side og kriteriet om finansielle tærskler (herefter »det finansielle kriterium«) på den anden side kumulative betingelser i artikel 2, stk. 2, i bilaget til 2003/361. Dette fremgår tydeligt af anvendelsen af det sideordnede bindeord »og«, der viser, at betingelserne er kumulative til forskel for anvendelsen af bindeordet »eller«, som viser, at der er tale om alternative betingelser (jf. i denne retning dom af 17.7.1997, Ferriere Nord mod Kommissionen, C-219/95 P, Sml., EU:C:1997:375, præmis 13-15, og af 24.5.2012, MasterCard m.fl. mod Kommissionen, T-111/08, Sml., EU:T:2012:260, præmis 139).

41. Det skal desuden understreges, at kriteriet om antallet af beskæftigede er afgørende med henblik på at fastslå, om en virksomhed er en mikrovirksomhed, en lille virksomhed eller en mellemstor virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i henstilling 2003/361. Som angivet af ECHA i sine skriftlige indlæg følger det af fjerde betragtning til henstilling 2003/361, at »[k]riteriet om antallet af beskæftigede […] uden tvivl fortsat [er] et af de vigtigste, og det må betragtes som hovedkriteriet, men det er nødvendigt at indføre et supplerende finansielt kriterium for at tage højde for en virksomheds reelle betydning, dens resultater og dens stilling i forhold til konkurrenterne«. Det skal derudover bemærkes, at selv om medlemsstaterne, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og en Europæiske Investeringsfond (EIF) i henhold til artikel 2 i henstilling 2003/361 kan vælge at fastsætte lavere tærskler, dvs. ikke at anvende det finansielle kriterium ved gennemførelsen af deres politikker, skal kriteriet om antallet af beskæftigede altid være opfyldt.

42. Det skal endelig bemærkes, at det fremgår af retspraksis vedrørende fortolkningen af Kommissionens henstilling 96/280/EF af 3. april 1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder (EFT L 107, s. 4), der er blevet erstattet af henstilling 2003/361, og hvori kriteriet om antallet af beskæftigede og det finansielle kriterium i det væsentlige har samme ordlyd, at disse kriterier er kumulative (jf. i denne retning dom af 8.7.2004, Dalmine mod Kommissionen, T-50/00, Sml., EU:T:2004:220, præmis 285 og 286).

43. Sagsøgerens fortolkning, hvorefter en virksomhed, der beskæftiger mere end 50 personer – således som det er tilfældet i den foreliggende sag – kan kvalificeres som en lille virksomhed som omhandlet i henstilling 2003/36, er således åbenbart fejlagtig.

44. På baggrund heraf skal sagsøgerens eneste anbringende forkastes, og ECHA skal frifindes i det hele, idet søgsmålet er åbenbart ugrundet.

Sagens omkostninger

45. I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør selskabet betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, i henhold til ECHA’s påstande herom.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

bestemmer:

RETTEN (Sjette Afdeling):

1) Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) frifindes.

2) Calestep, SL, bærer sine egne omkostninger og betaler de af ECHA afholdte omkostninger, herunder dem, der er afholdt i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

Således bestemt i Luxembourg den 16. september 2015.