21.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 274/25

—

En række kommissionsforordninger, som stiller rørsukkerraffinaderier konkurrencemæssigt ringere, nemlig (i) forordning nr. 505/2013 (1) og nr. 629/2013 (2) om ekstraordinære foranstaltninger med hensyn til at bringe sukker og isoglucose uden for kvoten i omsætning på EU’s marked med nedsat overskudsafgift i produktionsåret 2012/13; (ii) forordning nr. 574/2013 (3) og nr. 677/2013 (4) om fastsættelse af en tildelingskoefficient for disponible mængder af sukker uden for kvoten, der skal sælges på EU’s marked med nedsat overskudsafgift; og (iii) forordning nr. 460/2013 (5) om den minimumstold for sukker, der skal fastsættes for den 3. dellicitation og nr. 542/2013 (6) om den minimumstold for sukker, der skal fastsættes for den 4. dellicitation, annulleres; ulovlighedsindsigelsen i medfør af artikel 277 TEUF antages til realitetsbehandling og tages til følge vedrørende forordning nr. 36/2013 (7) om en løbende licitation for produktionsåret 2012/13 for import af sukker under KN-kode 1701 14 10 og 1701 99 10 til nedsat toldsats.

—

Alternativt ulovlighedsindsigelsen i medfør af artikel 277 TEUF antages til realitetsbehandling og tages til følge vedrørende forordning nr. 505/2013 og nr. 629/2013.

—

Artikel 186 (a) i forordning nr. 1234/2007 (8) (den omarbejdede forordning) erklæres retsstridig i medfør af artikel 277 TEUF for så vidt som denne ikke udgør en korrekt gennemførelse af de relevante bestemmelser i forordning nr. 318/2006 (9).

—

EU, der er repræsenteret ved Kommissionen, tilpligtes at erstatte det tab, sagsøgerne har lidt som følge af Kommissionens tilsidesættelse af sine retlige forpligtelser og størrelsen af denne erstatning for det tab, som sagsøgerne har lidt i perioden fra den 1. april 2013 til den 30. juni 2013, fastsættes til 42 261 036 EUR samt de øvrige tab, sagsøgerne har lidt efter dette tidspunkt. Alternativt fastsættes erstatningen til et andet beløb, der afspejler det tab, som sagsøgerne har lidt eller vil lide, og som vil blive nærmere opgjort af sagsøgerne i løbet af denne sag, især med henblik på at tage hensyn til fremtidige tab. Alle ovennævnte beløb forhøjes med rente fra datoen for afsigelsen af Domstolens dom, til betaling sker.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet forordning nr. 505/2013 og nr. 629/2013 på den ene side fastsætter en fast overskudsafgift på 177 EUR og 148 EUR pr. ton, der finder generel anvendelse — dvs. mindre end de sædvanlige 500 EUR pr. tons — der finder anvendelse på en specifik mængde (i alt 300 000 tons) sukker, der fordeles ligeligt mellem ansøgende sukkerroeavlere. På den anden side fastsætter forordning nr. 36/2013 en ukendt og uforudsigelig toldsats, som kun gælder for auktionsvindere (der kan være rørsukkerraffinaderier, sukkerroeforarbejdningsvirksomheder eller tredjemænd), og på et ikke nærmere angivet samlet beløb.

2)

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af den omarbejdede forordning og manglende retsgrundlag, idet Kommissionen med hensyn til forordning nr. 505/2013 og nr. 629/2013 ikke har nogen som helst beføjelse til at forøge kvoter og derimod skal opkræve høje, afskrækkende afgifter på frigivelse af sukker uden for kvoten på EU-markedet. Med hensyn til skatteauktionerne har Kommissionen åbenbart ikke nogen beføjelse til at vedtage denne type foranstaltning, som aldrig har været forudset i den grundlæggende lovgivning.

3)

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet Kommissionen har skabt et system, hvorefter toldafgifter ikke er forudsigelige og fastlagt ved en konsekvent anvendelse af objektive kriterier, men snarere bestemmes af en subjektiv vilje til at foretage betaling (endog af aktører, der er genstand for en række meget forskellige former for belastninger og incitamenter i den henseende) uden en reel forbindelse med de faktiske produkter, der importeres.

4)

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som Kommissionen let kunne have vedtaget mindre indgribende foranstaltninger for at håndtere forsyningsknapheden, som ikke udelukkende var til skade for importerende raffinaderier.

5)

Femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet sagsøgerne havde en berettiget forventning om, at Kommissionen ville bruge de disponible værktøjer i forordning nr. 1234/2007 for at genoprette adgangen til råt rørsukker, til raffinering. Sagsøgerne havde også en berettiget forventning om, at Kommissionen ville bevare balancen mellem importerende raffinaderier og indenlandske sukkerproducenter.

6)

Sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om omhu, grundighed og god forvaltningsskik, idet Kommissionen ved forvaltningen af sukkermarkedet gentagne gange har gjort sig skyldig i grundlæggende fejl og selvmodsigelser, der i bedste fald viser en manglende forståelse af de grundlæggende markedsmekanismer. F.eks. var Kommissionens balance — der udgør et af hovedværkstøjerne med hensyn til indhold og timing af en markedsintervention — åbenbar urigtig og baseret på en fejlbehæftet fremgangsmåde. I øvrigt var de af Kommissionen trufne foranstaltninger i lyset af forsyningsknapheden åbenbart uforholdsmæssige.

7)

Syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 39 TEUF, idet Kommissionen ikke har opfyldt to af målene i denne traktatbestemmelse.

8)

Ottende anbringende vedrører tilsidesættelse af Rådets forordning nr. 1006/2011 (10). De afgifter, der gælder for hvidt sukker, ligger kun lige over dem for råt sukker, idet forskellen kun er på 20 EUR pr. ton. Dette er i klar modsætning til forskellen på 80 EUR mellem standardimportafgiften for raffineret sukker (419 EUR) og råsukker til raffinering (339 EUR), der er fastsat i Rådets forordning nr. 1006/2011.

Til støtte for erstatningspåstanden har sagsøgerne endvidere gjort gældende, at Kommissionen groft og åbenbart har overskredet grænserne for det skøn, den er tillagt ved forordning nr. 1234/2007, som følge af dens passivitet og uhensigtsmæssige handlinger. Desuden udgør Kommissionens undladelse af at træffe passende foranstaltninger en klar tilsidesættelse af en retsregel, »som har til formål at tillægge borgerne rettigheder«. Kommissionen har især tilsidesat retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om pligt til at udvise omhu, grundighed og om god forvaltningsskik, der er generelle EU-principper.