23.3.2013

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/22

Appel iværksat den 24. januar 2013 af Mario Paulo da Silva Tenreiro til prøvelse af Personalerettens dom af 14. november 2012 i sag F-120/11, da Silva Tenreiro mod Kommissionen

(Sag T-32/13 P)

2013/C 86/36

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Mario Paulo da Silva Tenreiro (Kraainem, Belgien) (ved advokaterne S. Orlandi, J.-N. Louis og D. Abreu Caldas)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås:

—	at Personalerettens dom af 14. november 2012 i sag F-120/11, da Silva Tenreiro mod Kommissionen, hvorved Kommissionen blev frifundet, ophæves.

—	Der træffes en ny afgørelse med følgende indhold:

—

Det fastslås:

—	at Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at imødekomme appellantens ansøgning til den ledige stilling som direktør for direktorat A »Civil justice« i Generaldirektoratet for Retlige Ankliggender samt afgørelsen om udnævnelse af Y til denne stilling, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostning i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

Det første anbringende vedrørende forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder:

—

dels derved, at Personaleretten fandt, at ordet »background«, som blev anvendt i meddelelsen om ledig stilling i den anfægtede procedure henviste til erfaring og ikke til en uddannelse. Appellanten har gjort gældende, at det bl.a. fremgår af de af Kommissionen offentliggjorte meddelelser om ledig stilling, at der vėd krav om erhvervserfaring anvendes ordet »erfaring« og ikke »background«.

—	dels derved, at Personaleretten fandt, at ordet »regulering« ikke henviste til reguleringsmekanismer, men til lovgivningsprocessen.

Det andet anbringende vedrører retlige fejl, for så vidt som Personaleretten undersøgte indicierne for magtfordrejning isoleret og ikke samlet, uden at forsøge at godtgøre, om summen af indicier gjorde det muligt, henset til antallet af indicier, at stille spørgsmålstegn ved formodningen om, at de i første instans anfægtede afgørelser er lovlige.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at Personaleretten henset til, at parterne ikke var ligestillet, har tilsidesat retten til en retfærdig rettergang ved at nægte at træffe foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse af sagen, som gør det muligt at bestyrke indicierne om magtfordrejning og at fremføre bevis for et forhold, som kun kunne godtgøres ved en sådan foranstaltning.