15.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/26

—

Kommissionens afgørelse K(2013) 6355 endelig af 3. oktober 2013 om undertegnelse af addendummet til aftalememorandummet om et finansielt bidrag fra Schweiz annulleres.

—

Det fastslås, at virkningerne af afgørelsen opretholdes, indtil den er blevet erstattet.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Med dette søgsmål har Rådet på grundlag af artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2013) 6355 endelig af 3. oktober 2013 om undertegnelse af addendummet til aftalememorandummet om et finansielt bidrag fra Schweiz (herefter »den anfægtede afgørelse«) (1).

2)

Den anfægtede afgørelse, hvormed Kommissionen gav to af dens medlemmer bemyndigelse til at undertegne det ovennævnte memorandum uden forudgående tilladelse fra Rådet, opfatter Rådet som ulovlig, fordi den udgør en tilsidesættelse af grundlæggende principper i EU-retten, som er forankret i traktaterne. Annullationssøgsmålet er nærmere bestemt støttet på to anbringender:

3)

For så vidt angår det første anbringende har Kommissionen, ved alene at undertegne addendummet til aftalememorandummet med Schweiz på EU’s vegne og uden forudgående tilladelse fra Rådet, handlet under tilsidesættelse af princippet om kompetencefordeling, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU, idet den har tildelt sig selv kompetencen til at træffe afgørelse om EU’s politik, som er en kompetence, der tilkommer Rådet i henhold til artikel 16 TEU, og den har således tilsidesat princippet om den institutionelle ligevægt.

4)

For så vidt angår det andet anbringende er Rådet af den opfattelse, at Kommissionens fremgangsmåde har tilsidesat princippet om loyalt samarbejde af fire årsager, fordi Kommissionen: 1) bevidst har gjort indgreb i de kompetencer, som Rådet har ifølge artikel 16 TEU, og derfor har handlet i strid med princippet om kompetencefordeling i artikel 13, stk. 2, TEU, og følgelig med princippet om den institutionelle ligevægt, 2) bevidst og ensidigt har undladt at tage hensyn til medlemsstaternes rolle i sagen og derved har tilsidesat princippet om kompetencetildeling, jf. artikel 4, stk. 1, TEU, 3) forsætligt har handlet på en måde, der gjorde Rådets anstrengelser for at rette op på den situation, som Kommissionen havde skabt, ineffektive, og 4) bevidst handlede på en måde, der bragte enhedsprincippet i EU’s eksterne repræsentation i fare.