Appel iværksat den 29. november 2013 af Villeroy & Boch AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 16. september 2013 i de forenede sager T-373/13, T-374/10, T-382/10 og T-402/10, Villeroy & Boch AG m.fl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-625/13 P)

2014/C 39/17

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Villeroy & Boch AG (ved Rechtsanwalt M. Klusmann og S. Thomas)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Under opretholdelse af de i første instans nedlagte påstande:

Anbringender og væsentligste argumenter

Med de første seks anbringender bebrejdes Retten, at den har begået flere retlige fejl i forbindelse med bevisvurderingen. Således har Retten fundet, at den kunne dømme sagsøgeren på grundlag af beviser vedrørende en angivelig overtrædelse, der var begået i Frankrig, selv om disse beviser af Retten er blevet bedømt modsat i andre parallelle sager (1). Dette tilsidesætter princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode og logikkens grundsætninger, idet én og samme bedømmelse ikke bør føre til et forskelligt resultat til skade for sagsøgeren.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Retten har tilskrevet sagsøgeren, der producerer sanitærudstyr af keramik, de overtrædelser, der er begået i Italien af ikke-konkurrerende virksomheder (dvs. armaturproducenter), selv om sagsøgeren ikke en eneste gang har været til stede på det angivelige kartels møder. Retten har endvidere angående samme punkt i parallelle sager (2) vedrørende sagsøgerens konkurrenter fastslået, at ikke-konkurrerende virksomheder ikke kan bebrejdes en ulovlig adfærd, herunder selv om de var til stede i forbindelse med de af armaturproducenterne angiveligt begåede ulovligheder. Ud over en klart diskriminerende forskelsbehandling til skade for sagsøgeren tilsidesætter dommen princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode og logikkens grundsætninger. Når Retten nemlig har lagt til grund, at den samme faktiske omstændighed kan medføre to forskellige bedømmelser, bør den mindst bebyrdende vælges for de selskaber, der skal idømmes straf, og ikke som i det foreliggende tilfælde den mest bebyrdende.

For så vidt angår den komplekse overtrædelse, der er begået i Nederlandene, har sagsøgeren med det tredje anbringende anfægtet den manglende lovlighed af en afgørelse af deklaratorisk karakter, der er begrundet i forældede faktiske forhold, og anfægtet den manglende sammenhæng mellem Rettens konstateringer i begrundelsen for dommen og dens konklusion. Konklusionen er formuleret bredere end Rettens faktiske konstateringer i begrundelsen, hvilket udgør en alvorlig begrundelsesmangel, når domskonklusionen ikke er understøttet af begrundelsen. Dette indebærer en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og artikel 81 i Rettens procesreglement.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Retten for så vidt angår Belgien ikke har taget hensyn til flere relevante faktiske forhold, selv om Retten havde anført disse under den mundtlige forhandling.

Med det femte anbringende anføres klagepunkter vedrørende konstateringerne af en overtrædelse i Tyskland. Retten bebrejdes, at den har misforstået eller fordrejet sagsøgers anbringender i denne henseende, og at flere af dens konstateringer vedrørende en angiveligt ulovlig informationsudveksling som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF er retligt uholdbare.

Det sjette anbringende omhandler retlige fejl, som Retten har begået ved vurderingen af overtrædelsen i Østrig.

Med det syvende anbringende har appellanten anført, at afledt tilregnelse i forhold til denne af overtrædelser, der er begået af andre virksomheder, som udgør selvstændige juridiske personer, udgør en tilsidesættelse af skyldsprincippet.

Med det ottende anbringende anfægtes den retlige sammenfatning af flere forhold, der ikke er forbundet hverken faktisk eller retligt, til en angiveligt enkelt, sammensat og vedvarende overtrædelse (single, complex and continuous infringement), der efter sagsøgerens opfattelse allerede på grund af den manglende komplementaritet af de forhold, der er vurderet under ét, retligt set ikke burde have fundet sted. Således som det er anvendt i det foreliggende tilfælde, tilsidesætter det retlige begreb vedrørende en »single, complex and continuous infringement« grundsætningen om retten til en retfærdig rettergang.

Med det niende anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at det ikke var berettiget at pålægge koncernen solidarisk hæftelse for bøden, idet den ikke havde deltaget direkte i overtrædelsen, hvorved legalitetsprincippet og princippet om personligt ansvar er blevet tilsidesat.

Med det tiende anbringende har sagsøgeren anført, at Retten har foretaget et fejlagtigt »light review«, hvorved Retten ikke har varetaget sin prøvelsesopgave i tilstrækkeligt omfang og dermed tilsidesat den fællesskabsretligt sikrede retsbeskyttelsesgaranti.

Endelig anføres det med det ellevte anbringende, at den stadfæstede bøde endvidere er uforholdsmæssigt stor. Under hensyntagen til, at fastlæggelsen af visse belastende faktiske forhold allerede er blevet ophævet ved dommen, og til at disse på grund af en retligt fejlagtig begrundelse bør ophæves i endnu videre omfang, kan en uændret bøde som fastsat af Retten svarende til den lovmæssigt fastsatte maksimumstraf på højst 10 % af koncernens omsætning, ikke være forholdsmæssig og dermed ikke lovlig. Da de fleste af de faktiske forhold, der er anført for at begrunde overtrædelsen, ikke forelå, kan det ikke lægges til grund — henset til den åbenbare mangel på beviser og årsagsforbindelse, samt til manglende tilregnelse i forhold til appellanten — at der er blevet begået en enkelt, sammensat og vedvarende overtrædelse i en periode på ti år for så vidt angår tre grupper af varer i seks forskellige lande, men højst, at der er begået lokale overtrædelser, der på ingen måde kan begrunde omfanget af den pålagte straf. Den foreliggende sag udgør langt fra et alvorligt tilfælde eller et meget alvorligt tilfælde, hvilket Retten har undladt at tage hensyn til, hvorved denne i høj grad har tilsidesat de vurderingskriterier, som den burde have fortolket.

(1)  Rettens dom af 16.9.2013 i de forenede sager T-379/10 og T-381/10, Keramag Keramische Werke AG m.fl. og Sanitec Europe Oy mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

(2)  Rettens dom af 16.9.2013 i de forenede sager T-379/10 og T-381/10, Keramag Keramische Werke AG m.fl. og Sanitec Europe Oy mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser og Rettens dom af 16.9.2013 i sag T-380/10, Wabco Europe m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.