15.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/20

—

Appellanten gives medhold i denne appel, idet Rettens dom af 16. september 2013 i sag T-376/10, Mamoli spa mod Kommissionen, omgøres, derved at

—

Om realiteten, subsidiært

annulleres artikel 2 i Europa-Kommissionens afgørelse K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, sag COMP/39.092 — Badeværelsesudstyr og –inventar, idet der foretages en ny beregning af bøden, som nedsættes til et beløb lig med 0,3 % af Mamoli Robinetterias omsætning i 2003, eller under alle omstændigheder til et lavere beløb end den pålagte sanktion, som Domstolen måtte finde hensigtsmæssig.

1)

Første anbringende. Tilsidesættelse af de processuelle principper, som regulerer formuleringen af anbringender.

Appellanten har anført, at Retten har begået en alvorlig fejl ved at sammenblande anbringenderne med argumenterne fremført til støtte for selve anbringenderne. Denne fejl har bevirket, at en del af de af appellanten fremsatte anbringenderne ikke kunne antages til realitetsbehandling.

2)

Andet anbringende. Tilsidesættelse af retten til forsvar.

Appellanten har anført, at de andre parter i sagen før vedtagelsen af afgørelsen har kunnet fremføre modargumenter på grundlag af omstændigheder, som ikke er meddelt Mamoli. Retten har ikke foretaget en behørig bedømmelse af dette aspekt.

3)

Tredje anbringende. Tilsidesættelse af legalitetsprincippet ved vedtagelsen af samarbejdsmeddelelserne i lyset af tilsidesættelsen af artikel 101 TEUF-105 TEUF samt artikel 23 i Rådets forordning nr. 1/2003 (1).

Hele proceduren er udledt af og baseret på Kommissionens samarbejdsmeddelelser. Appellanten er af den opfattelse, at Kommissionen i mangel af en retsakt fra EU-lovgiver ikke har nogen kompetence til at tildele delvis eller fuld immunitet til virksomheder eller til på grundlag af en sådan meddelelse at iværksætte en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne, der resulterer i pålæggelse af byrdefulde sanktioner. Retten har ikke givet en tilstrækkelig besvarelse af de indsigelser, som appellanten har rejst, og har undladt at uddybe de forskellige retlige spørgsmål, som er blevet rejst.

4)

Fjerde anbringende. Tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og af artikel 2 i forordning nr. 1/2003.

Appellanten har anført, at Kommissionen i løbet af undersøgelsen har begået alvorlige fejl. Kommissionen har ikke taget hensyn til det italienske markeds særlige træk (f.eks. struktur, karakteristika og grossisternes rolle) og har bragt den foreliggende situation på det italienske marked på en fællesnævner med det tyske markeds situation. En sådan fejl har kunnet indvirke på Kommissionens konklusioner om tilstedeværelsen på det italienske marked af et kartel vedrørende fastsættelse af priser. På grund af de påpegede fejl har Kommissionen endvidere ikke kunnet løfte sin bevisbyrde. Der er slet ikke blevet taget hensyn til betydningen af Ideal Standards rolle på det italienske marked. Retten har fuldstændigt undladt at tage hensyn til appellantens argumenter og indsigelser.

5)

Femte anbringende. Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om personligt strafansvar i forbindelse med, at appellanten Mamoli er blevet pålagt bøden og ved fastsættelsen af bødens størrelse.

Kommissionen har ved at pålægge appellanten den højeste bøde tilsidesat ovennævnte principper. Appellantens reelle adfærd er ikke blevet bedømt korrekt af Kommissionen, som har fastsat bødens størrelse uden at tage hensyn til Mamolis adfærd og adfærdens reelle betydning i forbindelse med den foreholdte overtrædelse. Kommissionen har endvidere begået en fejl ved ikke at anerkende, at der forelå formildende omstændigheder med hensyn til Mamoli. Selv om Retten har givet Mamoli medhold i vise indsigelser vedrørende fejl begået af Kommissionen i forbindelse med fastsættelsen af bøden, har den ikke nedsat bøden.

6)

Sjette anbringende. Tilsidesættelse af forordning nr. 1/2003, sammenholdt med punkt 35 i retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (2006/C210/02).

Appellanten har anført, at selv om Kommissionen har forstået, at Mamoli rent faktisk befinder sig i en alvorlig økonomisk situation, der svækker virksomhedens betalingsevne, har den vedtaget en afgørelse, der ikke er egnet til at nå det fastsatte mål. Retten har ikke foretaget en bedømmelse af de af Mamoli fremførte argumenter.

7)

Syvende anbringende. Tilsidesættelse af processuelle regler

Retten har med urette afvist Mamolis begæringer om bevisoptagelse.