Appel iværksat den 27. maj 2013 af Fresh Del Monte Produce, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 14. marts 2013 i sag T-587/08, Fresh Del Monte Produce, Inc. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-293/13 P)

2013/C 252/27

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Fresh Del Monte Produce, Inc. (ved Rechtsanwalt B. Meyring, advocate L. Suhr og avocat O. Van Ermengem)

De andre parter i appelsagen: Internationale Fruchtimport Gesellschaft Weichert GmbH & Co. KG og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har for det første gjort gældende, at Kommissionen og Retten anvendte artikel 81, stk. 1, EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 23, stk. 2, i forordning 1/2003 (1) urigtigt, idet de holdt Del Monte ansvarlig for overtrædelsen. Et ansvar for moderselskabet kræver, at datterselskabet ikke er i stand til at træffe selvstændige afgørelser vedrørende sin adfærd på markedet. Dette indebærer, at moderselskabet alene kan pålægges et ansvar i de tilfælde, hvor et datterselskab følger moderselskabets anvisninger vedrørende alle vigtige spørgsmål, mens Kommissionen og Retten holdt Del Monte ansvarlig for Weicherts adfærd, selv om de medgav, at »Weichert ikke altid fulgte Del Montes anvisninger«, og at »Weicherts prisafgørelser muligvis ikke levede op til Del Montes forventninger«. Hertil kommer, at det hverken fremgår af afgørelsen eller af dommen, at Weichert faktisk fulgte nogle af Del Montes anvisninger. Appellanten har tilføjet, at Rettens bedømmelse er begrænset til en række forhold, som angiveligt gav Del Monte en vis indflydelse, men den anvendte ikke den fremgangsmåde, der er fastsat i retspraksis med henblik på bedømmelsen af, hvad der gjorde denne indflydelse »bestemmende«.

Appellanten har som subsidiært appelanbringende anført, at Retten gengav visse beviser urigtigt, navnlig med hensyn til sin bedømmelse af Weicherts partnerskabsaftale og udtalelser fra andre importører.

Appellanten har endvidere anført, at Retten ved at forkaste individuelle forhold alene på det grundlag, at sådanne beviselementer ikke godtgjorde, at der ikke forelå bestemmende indflydelse, i realiteten vendte bevisbyrden om. Dette udgjorde en tilsidesættelse af artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (uskyldsformodning), artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og princippet in dubio pro reo.

Appellanten har endelig anført, at Retten anvendte artikel 81, stk. 1, EF urigtigt, idet den fastslog, at Dole, Chiquita og Weichert deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse til trods for den omstændighed, at Weichert ikke var bekendt med nogen kommunikation mellem Dole og Chiquita.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).