20.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 207/31


Appel iværksat den 16. maj 2013 af Rousse Industry AD til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 20. marts 2013 i sag T-489/11, Rousse Industry AD mod Europa-Kommissionen

(Sag C-271/13 P)

2013/C 207/52

Processprog: bulgarsk

Parter

Appellant: Rousse Industry AD (ved advokati Al. Angelov og Sv. Panov)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 20. marts 2013 i sag T-489/11 ophæves.

Der træffes endelig afgørelse i sagen, og artikel 2, 3, 4 og 5 i Kommissionens afgørelse af 13. juli 2011 vedrørende den af Bulgarien til Rousse Industry AD tildelte statsstøtte C-12/10 og N 389/09 annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har som begrundelse for appellen gjort følgende appelanbringender gældende:

1)

Første appelanbringende: En tilsidesættelse af processuelle regler, som krænker appellantens interesser

i)

Retten tog i domsbegrundelsen ikke stilling til de væsentlige spørgsmål vedrørende de faktiske omstændigheder, der blev forelagt parternes som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, eller til parternes besvarelse heraf.

ii)

Det ovenstående udgør en væsentlig proceduremangel, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 58 i statutten for Domstolen, idet Retten var forpligtet til at tage stilling til alle de krav, klagepunkter og argumenter, der fremførtes af parterne.

2)

Andet appelanbringende: Retten tilsidesatte EU-retten

i)

Retten anvendte artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1) retsstridigt, idet den lagde til grund, at der forelå en ny støtte til fordel for Rousse Industry AD.

ii)

Retten afsagde sin dom i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den med urette lagde til grund, at støtten er uforenelig med EU’s indre marked, og at den begrænser konkurrencen, og at den omstændighed, at staten ikke har krævet det skyldige beløb tilbage, udgør en fordel for selskabet.

iii)

Rettens dom er ikke i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 296 TEUF, idet Retten ved sin bedømmelse af de kriterier, som Europa-Kommissionen har valgt for den private kreditor, valgte en tilgang, der retligt set er urigtig. Europa-Kommissionen har ikke underbygget sine konklusioner i afgørelsen vedrørende kriteriet om den private kreditor med en analyse og økonomiske grunde, hvorfor Retten ikke havde noget grundlag for at tiltræde Kommissionens argumenter.

iv)

Retten fortolkede og anvendte artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 og artikel 296 TEUF urigtigt, idet Europa-Kommissionen i en afgørelse skal angive størrelsen af den støtte, der ligger til grund for et krav om tilbagebetaling, sammen med renterne, hvorved renterne skal fastsættes ved en passende sats, der er fastsat af Europa-Kommissionen, hvilket ikke er sket — dvs. at Europa-Kommissionens retsakt ikke er begrundet.


(1)  EFT L 83, s. 1.