29.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 189/14


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Sigmaringen (Tyskland) den 13. maj 2013 — Sevda Aykul mod Land Baden-Württemberg

(Sag C-260/13)

2013/C 189/28

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Sigmaringen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sevda Aykul

Sagsøgt: Land Baden-Württemberg

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er forpligtelsen i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126/EF (1) til gensidig anerkendelse af kørekort udstedt af medlemsstaterne til hinder for en national bestemmelse i Forbundsrepublikken Tyskland, hvorefter retten til at gøre brug af en udenlandsk førerret i Tyskland efterfølgende skal frakendes administrativt, såfremt indehaveren af den udenlandske førerret har ført motorkøretøj i henhold hertil i Tyskland under påvirkning af ulovlige stoffer, og den pågældende følgelig ikke længere er føreregnet i henhold til de tyske bestemmelser?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Gælder dette ligeledes, såfremt udstederstaten udviser passivitet efter at have fået kendskab til kørslen i stofpåvirket tilstand, og indehaveren af den udenlandske førerret derfor fortsat udgør en risiko?

3)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Kan Forbundsrepublikken Tyskland betinge generhvervelse af retten til at gøre brug af den udenlandske førerret i Tyskland af, at de nationale betingelser for generhvervelse er opfyldt?

4)

a)

Kan forbeholdet vedrørende overholdelsen af territorialprincippet i straffelove og -bestemmelser i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2006/126/EF begrunde, at en medlemsstat, i stedet for udstederstaten, træffer førerretlige foranstaltninger? Tillader forbeholdet f.eks. efterfølgende frakendelse af retten til at gøre brug af den udenlandske førerret i Tyskland i henhold til en strafferetlig foranstaltning?

b)

Såfremt spørgsmål 4 a besvares bekræftende: Er det under hensyn til anerkendelsespligten den medlemsstat, der har pålagt foranstaltningen, eller udstederstaten, der har kompetence vedrørende generhvervelse af retten til at gøre brug af den udenlandske førerret i Tyskland?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20.12.2006 om kørekort, EUT L 403, s. 18.