Appel iværksat den 22. marts 2013 af Ghezzo Giovanni & C. Snc di Ghezzo Maurizio & C. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 22. januar 2013 i sag T-218/00, Cooperativa Mare Azzurro Socialpesca Soc. coop. arl, tidligere Cooperativa Mare Azzurro Soc. coop. rl og Cooperativa vongolari Sottomarina Lido Soc. coop. rl mod Europa-Kommissionen

(Sag C-145/13 P)

2013/C 207/02

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Ghezzo Giovanni & C. Snc di Ghezzo Maurizio & C. (ved avvocati R. Volpe og C. Montagner)

De andre parter i appelsagen: Cooperativa Mare Azzurro Socialpesca Soc. coop. r.l., tidligere Cooperativa Mare Azzurro Soc. coop. r.l., Cooperativa vongolari Sottomarina Lido Soc. coop. r.l. og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved kendelse af 23. januar 2013 (herefter »den appellerede kendelse«) frifandt Retten Europa-Kommissionen i det af Ghezzo Giovanni & C. s.n.c. anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2000/394/EF om nedsættelse af sociale bidrag, idet søgsmålet delvis ikke kunne antages til realitetsbehandling og delvis var retligt ugrundet.

Med det første appelanbringende har appellanten gjort gældende, at der ikke er givet nogen begrundelse for, hvorfor søgsmålet for Retten ikke kunne antages til realitetsbehandling, og punkt 58 i den appellerede kendelse tilsidesætter dermed det generelle princip om, at retsakter skal begrundes, nærmere artikel 81 i Rettens procesreglement.

Med det andet appelanbringende har appellanten gjort gældende, at der ikke er foretaget en korrekt og udtømmende fortolkning af artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1 TEUF).

Det er desuden gjort gældende, at artikel 87, stk. 1, EF ligeledes er blevet tilsidesat, eftersom der hermed er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling, for så vidt det blev fastslået, at 22 selskaber ikke skulle betale den til dem ydede støtte tilbage, da de havde givet en fuldstændig begrundelse for udbetaling af støtten, hvorimod appellanten blev anset for ikke at have givet en sådan fuldstændig begrundelse for støtten.

Den appellerede kendelse tilsidesætter derudover princippet om forbud mod forskelsbehandling for så vidt den godkender Kommissionens beslutning, hvorefter tilbagesøgningen af den udbetalte støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF ikke skal foretages over for kommunale virksomheder (som Kommissionen ved gennemførelse af denne beslutning gav mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger med henblik på en vurdering af lovligheden af den ydede støtte), mens appellanten aldrig blev opfordret til at afgive yderligere oplysninger, inden tilbagesøgningen blev iværksat.

Til yderligere støtte for påstanden om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF har appellanten præciseret, at den appellerede kendelse ikke giver nogen begrundelse for, hvorfor den støtte, som er ydet til appellanten, skader samhandelen inden for Fællesskabet. Kommissionen og dernæst Retten fastslog nemlig, at de omhandlede nedsættelser var ulovlige med henvisning til, at en fordrejning af samhandelen er en nødvendig betingelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til virksomheder i fiskeindustrien, men det relevante marked blev ikke undersøgt, og der blev ikke givet nogen begrundelse.

Den appellerede kendelse tilsidesætter artikel 87, stk. 3, litra a), EF [nu artikel 107, stk. 3, litra a), TEUF], eftersom den ikke tog stilling til betingelserne for at anvende den omhandlede undtagelse på appellanten. Navnlig er levestandarden i Chioggia usædvanlig lav med en uhørt høj arbejdsløshed.

Den appellerede kendelse tilsidesætter ligeledes artikel 87, stk. 3, litra c), EF [nu artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF] for så vidt det hermed blev fastslået, at undtagelsen ikke finder anvendelse på appellanten, selv om der ikke blev givet noget begrundelse herfor, og artikel 87, st. 3, litra d), EF [nu artikel 107, stk. 3, litra d), TEUF] for så vidt det hermed blev fastslået, at undtagelsen ikke finder anvendelse på appellanten, samtidig med at det blev fastslået, den finder anvendelse på andre venetianske virksomheder, hvorved er sket en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

Endelig har appellentanten anført, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af den manglende »eksisterende støtte«, og at den dermed fortog en tilsidesættelse af artikel 1, 14 og 15 i forordning 659/1999 (1). Det er ubestridt, at sådanne efterfølgende retsakter som de her omhandlede er udtryk for årtiers vedvarende nedsættelse af socialsikringsbidrag.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).