18.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/9

1)

Skal Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (herefter »direktiv 93/13/EØF«) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (2) af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT L 149, s. 22) i betragtning af artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats forskrift som den, der er indeholdt i artikel 151j, stk. 1, i Občiansky zákonník, sammenholdt med de øvrige i hovedsagen omhandlede forskrifter, hvorefter kreditoren kan kræve, at en forpligtelse, som følger af urimelige kontraktvilkår, opfyldes ved en fuldbyrdelse i forbrugerens pantsatte faste ejendom, uden at kontraktvilkårene vurderes af en ret, på trods af, at spørgsmålet, om der foreligger urimelige kontraktvilkår, er omtvistet?

2)

Er Den Europæiske Unions bestemmelser anført i første spørgsmål til hinder for en medlemsstats forskrift som den, der er indeholdt i artikel 151j, stk. 1, i Občiansky zákonník, sammenholdt med de øvrige i hovedsagen omhandlede forskrifter, hvorefter kreditoren kan kræve, at en forpligtelse, som følger af urimelige kontraktvilkår, opfyldes ved en fuldbyrdelse i forbrugerens pantsatte faste ejendom, uden at kontraktvilkårene vurderes af en ret, på trods af, at spørgsmålet, om der foreligger urimelige kontraktvilkår, er omtvistet?

3)

Skal Den Europæiske Unions Domstols dom af 9. marts 1978 i sag [106/77], Simmenthal (3) fortolkes således, at den nationale retsinstans for at opfylde formålet med de i første spørgsmål nævnte direktiver i betragtning af artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal undlade at anvende bestemmelser i national ret, som for eksempel artikel 151j, stk. 1, i Občiansky zákonník, sammenholdt med de øvrige i hovedsagen omhandlede forskrifter, hvorefter kreditoren kan kræve, at en forpligtelse, som følger af urimelige kontraktvilkår, opfyldes ved en fuldbyrdelse i forbrugerens pantsatte faste ejendom, uden at kontraktvilkårene vurderes af en ret, idet det herved, på trods af, at spørgsmålet, om der foreligger urimelige kontraktvilkår, er omtvistet, undgås, at kontraktvilkårene prøves ved retten af egen drift?

4)

Skal artikel 4 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at et kontraktvilkår i en forbrugeraftale — som forbrugeren har indgået uden advokatbistand — hvorefter kreditor kan foretage udenretlig fuldbyrdelse i forbrugerens pantsatte ejendom uden en retslig prøvelse, udgør en omgåelse af det grundlæggende retsprincip i Den Europæiske Union om en retsinstans’ prøvelse af egen drift af kontraktvilkår, og at den derfor er ulovlig, også selv om formuleringen af et sådant kontraktvilkår hidrører fra en bestemmelse i national ret?