Sag C-650/13

Thierry Delvigne

mod

Commune de Lesparre-Médoc

og

Préfet de la Gironde

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal d’instance de Bordeaux)

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 39 og 49 — Europa-Parlamentet — valg — valgret — unionsborgerskab — tilbagevirkende kraft af en mildere straffelovgivning — national lovgivning, der fastsætter en frakendelse af valgretten i tilfælde, hvor der er afsagt en straffedom i sidste instans inden den 1. marts 1994«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. oktober 2015

  1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — anmodning om fortolkning af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — national lovgivning med tilknytning til EU-retten — Domstolens kompetence

    (Art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 51, stk. 1)

  2. Europa-Parlamentet — valg — valgret og valgbarhed — berettigede — medlemsstaternes kompetence — grænser

    (Art. 14 TEU; art. 22 TEUF og art. 223, stk. 1, TEUF; akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet, art. 1, stk. 3, og art. 8)

  3. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — spørgsmål, som er åbenbart irrelevant, hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar, og spørgsmål, som ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen — foreligger ikke — formaliteten

    (Art. 267 TEUF)

  4. Grundlæggende rettigheder — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — begrænsning af udøvelsen af de rettigheder og friheder, der er fastsat i chartret — betingelser — valgret og valgbarhed — tilbagevirkende kraft af en mildere straffelovgivning — national lovgivning, der fastsætter en frakendelse af valgretten i tilfælde, hvor der er afsagt en straffedom i sidste instans inden den 1. marts 1994 — lovlig

    (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 39, stk. 2, art. 49, stk. 1, sidste punktum, og art. 52, stk. 1)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 25-27, 33 og 34)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 31 og 32)

  3.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 36-39)

  4.  Artikel 39, stk. 2, og artikel 49, stk. 1, sidste punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning uden videre udelukker en person fra den kreds af personer, der har valgret og er valgbare til Europa-Parlamentet, når denne person er blevet idømt en straf for alvorlig kriminalitet ved en dom, der er blevet endelig inden den 1. marts 1994.

    Det er ganske vist åbenbart, at en sådan frakendelse af retten til at stemme udgør en begrænsning i udøvelsen af den rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 39, stk. 2. Imidlertid giver chartrets artikel 52, stk. 1, mulighed for, at der kan indføres begrænsninger i udøvelsen af rettigheder såsom dem, der er knæsat i chartrets artikel 39, stk. 2, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder. Eftersom frakendelsen af den omhandlede stemmeret er en følge af anvendelsen af de nationale bestemmelser, må det antages, at denne frakendelse er fastsat ved lov. Endvidere overholder begrænsningen det væsentligste indhold af den valgret, der er omhandlet i chartrets artikel 39, stk. 2. Begrænsningen rejser nemlig ikke tvivl om denne ret som sådan, idet den under specifikke betingelser udelukker visse personer på grund af deres adfærd fra den kreds af personer, der har ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet, forudsat at disse betingelser er opfyldt. Endelig er en begrænsning forholdsmæssig, når den dels tager hensyn til arten og grovheden af den forbrydelse, der er begået, samt til straffens varighed, dels at national ret gør det muligt for en person, der er genstand for en frakendelse af stemmeretten, at anmode om ophævelse af den pågældende frakendelse.

    Hvad angår reglen om den mildere straffelovs tilbagevirkende kraft, som fremgår af chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, anføres det deri, at hvis der, efter at en lovovertrædelse er begået, i loven fastsættes en mildere straf, skal denne anvendes. Denne regel er ikke efter sin art til hinder for en national lovgivning som den omhandlede, idet denne lovgivning begrænser sig til at opretholde frakendelsen af stemmeretten som en automatisk følge af en straffedom alene for de domme, der er endelige og blev afsagt i sidste instans, mens den gamle straffelov var gældende.

    (jf. præmis 45-49, 51, 53, 56 og 58 samt domskonkl.)