Sag C-625/13 P

Villeroy & Boch AG

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og ‑inventar – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – samordning af priser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – samlet overtrædelse – bevis – bøder – fuld prøvelsesret – rimelig frist – proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. januar 2017

1. Appel–anbringender–urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder–afvisning–Domstolens prøvelse af bedømmelsen af beviserne–udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt–Domstolens prøvelse af, om begrundelsespligten er opfyldt–omfattet

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)

2. Appel–anbringender–utilstrækkelig begrundelse–rækkevidden af begrundelsespligten–Rettens forpligtelse til at godtgøre forskellene mellem en række domme vedrørende den samme kommissionsafgørelse–foreligger ikke

   (Statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)

3. Karteller–forbud–overtrædelser–aftaler og samordnet praksis, der udgør en samlet overtrædelse–virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen–betingelser–praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan–vurdering–krav om konkurrenceforhold mellem de deltagende virksomheder–foreligger ikke

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

4. Appel–anbringender–anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte–ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl–afvisning

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 169, stk. 2)

5. Appel–anbringender–utilstrækkelig begrundelse–rækkevidden af begrundelsespligten

   (Statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)

6. Retslig procedure–fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling–betingelser–Rettens behandling–betingelser

   (Rettens procesreglement (1991), art. 48, stk. 2)

7. Konkurrence–administrativ procedure–kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse–bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen–omfanget af bevisbyrden–bevis ført ved et vist antal indicier og sammenfaldende omstændigheder, som beviser forekomsten og varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd–lovlighed

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

8. Konkurrence–administrativ procedure–kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse–bevismiddel–dokumentbeviser–vurdering af et dokuments bevisværdi–kriterier–erklæringer fra andre selskaber, der deltog i kartellet

   (Art. 101, stk. 1, TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

9. Konkurrence–EU-regler–overtrædelser–ansvar–moder- og datterselskaber–økonomisk enhed–bedømmelseskriterier–formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede eller næsten helejede datterselskaber–afkræftelig karakter–tilsidesættelse af uskyldsformodningen–foreligger ikke–tilsidesættelse af princippet in dubio pro reo og af princippet om lovhjemmel for strafansvar og straf–foreligger ikke

   (Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)

10. Konkurrence–virksomhed–begreb–økonomisk enhed–pålæggelse af ansvar for overtrædelser–moderselskab og dattervirksomheder–de berørte selskabers solidariske ansvar–Kommissionens forpligtelse til at fastsætte de solidarisk hæftende meddebitorers kvoteandele–foreligger ikke

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

11. Konkurrence–bøder–størrelse–fastsættelse–domstolskontrol–Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret–rækkevidde–forpligtelse til at foretage en kontrol af egen drift af en afgørelse, der pålægger en bøde–foreligger ikke–tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse–foreligger ikke

    (Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

12. Appel–Domstolens kompetence–kontrol med Kommissionens bedømmelse af overtrædelsens grovhed ved fastsættelsen af en bøde–ikke omfattet–kontrol begrænset til efterprøvelse af, at Retten har taget hensyn til forhold, som er vigtige for vurderingen af overtrædelsens grovhed, og samtlige de argumenter, der er fremført mod den pålagte bøde

    (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)

13. Appel–Domstolens kompetence–omgørelse af billighedsgrunde af Rettens skøn vedrørende størrelsen af de bøder, som er blevet pålagt virksomheder, der har tilsidesat traktatens konkurrenceregler–ikke omfattet–omgørelse af dette skøn på grund af en overtrædelse af proportionalitetsprincippet–lovlighed

    (Art. 256 TEUF og 261 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

14. Konkurrence–bøder–fastsættelse–tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist i den administrative og retslige procedure–tilsidesættelse, der ikke i sig selv begrunder en bødenedsættelse

    (Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 38, 39, 96, 107, 135 og 138)

2.  Rettens forpligtelse til at begrunde sine domme indebærer i princippet ikke, at den skal begrunde den løsning, som den vælger i en sag, i forhold til den løsning, som den vælger i en anden sag, der er indbragt for den, selv om den vedrører den samme kommissionsafgørelse om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF.

   (jf. præmis 42 og 61)

3.  En virksomhed, der har deltaget i en samlet og kompleks overtrædelse af konkurrencereglerne ved egne handlinger, der falder ind under de i artikel 101, stk. 1, TEUF omhandlede begreber aftaler eller samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, og som havde til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, kan også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den. Dette er tilfældet, såfremt der er ført bevis for, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte, og at den havde kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

   Endvidere henviser ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF generelt til alle aftaler og former for samordnet praksis, som via enten horisontale eller vertikale forbindelser fordrejer konkurrencen på det indre marked, uafhængigt af hvilket marked parterne er aktive på, og uden at dette påvirkes af den omstændighed alene, at det kun er én af parternes kommercielle adfærd, der er omfattet at vilkårene i de omhandlede arrangementer.

   Det følger heraf, at Retten uden at begå en retlig fejl kan fastslå, at et selskab har deltaget i en samlet overtrædelse af konkurrencereglerne, der dækker et bestemt område, når det er godtgjort, at selskabet havde kendskab til udførelsen af den konkurrencebegrænsende praksis på dette område, hvilken praksis var en del af den samlede plan, der tilsigtede at begrænse konkurrencen, og uanset at dette selskab ikke selv deltog i gennemførelsen af denne praksis.

   (jf. præmis 56, 59 og 60)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 69, 70 og 130)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 72, 73 og 137)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 86 og 87)

7.  Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, må i de fleste tilfælde udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende indicier eller omstændigheder, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne. Hvad navnlig angår en overtrædelse, som strækker sig over flere år, er den omstændighed, at der ikke blev fremlagt et direkte bevis for et selskabs deltagelse i denne overtrædelse i en bestemt periode, ikke til hinder for, at denne deltagelse også i denne periode anses for at foreligge, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier, idet der i denne henseende kan tages hensyn til, at selskabet ikke har foretaget en offentlig afstandtagen.

   (jf. præmis 111)

8.  Kommissionen godtgør i tilstrækkeligt omfang en virksomheds deltagelse i en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, når den ikke alene støtter sig på en anmodning om bødefritagelse fra et af de karteldeltagende selskaber, men på et håndskrevet referat af et ulovligt møde, som var affattet af en repræsentant fra dette selskab samme dag, som det ulovlige møde fandt sted, og som ikke er samtidigt med dette selskabs indgivelse af sin anmodning om bødefritagelse i medfør af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, men med de faktiske omstændigheder. Et sådant bevis kræver ikke andre samstemmende beviser.

   (jf. præmis 134)

9.  Fast retspraksis om, at der i det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet direkte eller indirekte ejer hele eller størstedelen af kapitalen i det datterselskab, som har overtrådt EU-konkurrencereglerne, foreligger en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskab, hvilket giver mulighed for at tilregne moderselskabet datterselskabets adfærd, tilsidesætter hverken retten til uskyldsformodning, som er sikret ved artikel 48, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, eller princippet in dubio pro reo og princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel. Formodningen for, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskab, når det ejer hele eller størstedelen af kapitalen i dette, fører ikke til en skyldsformodning for det ene eller andet af disse selskaber, hvorfor den hverken tilsidesætter uskyldsformodningen eller princippet in dubio pro reo. Hvad angår princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, kræves det, at loven klart definerer overtrædelserne og de sanktioner, de medfører, idet denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og, om fornødent, ved hjælp af retternes fortolkning heraf kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar.

   (jf. præmis 146, 147 og 149)

10.  Selv om det følger af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen kan pålægge flere virksomheder en bøde solidarisk, når de er en del af den samme virksomhed, giver hverken affattelsen af denne bestemmelse eller formålet med solidaritetsordningen mulighed for at finde, at denne sanktionsbeføjelse ud over fastsættelsen af de ydre solidaritetsforhold ligeledes omfatter fastsættelsen af de solidarisk hæftende meddebitorers kvoteandele som led i deres indbyrdes forhold.

    Tværtimod befinder solidaritetsordningens formål sig i den omstændighed, at den er et supplerende retligt instrument, som Kommissionen besidder for at kunne styrke effektiviteten af sine handlinger på området for inddrivelse af bøder pålagt for overtrædelse af konkurrenceretten, eftersom denne ordning nedsætter risikoen for insolvens for Kommissionen i sin egenskab af kreditor for det skyldige beløb, som disse bøder udgør, hvilket bidrager til det afskrækkende formål, som generelt forfølges ved konkurrenceretten.

    Fastsættelsen af de solidarisk hæftende meddebitorers kvoteandele i deres interne forhold tilsigter ikke dette dobbelte formål. Der er nemlig tale om en tvist, som indtræder på et senere tidspunkt, og som i princippet ikke længere er i Kommissionens interesse, for så vidt som hele bøden er blevet betalt til den af en eller flere af disse meddebitorer. Det kan således ikke kræves, at Kommissionen fastsætter sådanne kvoteandele.

    (jf. præmis 151-153)

11.  Hvad angår domstolskontrol af en kommissionsafgørelse, hvorved der pålægges en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, kompletteres legalitetskontrollen, der er indført i artikel 263 TEUF, af den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, i henhold til artikel 261 TEUF. Denne kompetence giver Unionens retsinstanser beføjelse til ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

    Unionens retsinstanser er med henblik på at opfylde kravene til en fuld prøvelse som omhandlet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder hvad angår bøden under udøvelsen af de i artikel 261 TEUF og 263 TEUF fastsatte kompetencer forpligtede til at undersøge ethvert retligt eller faktisk klagepunkt, der har til formål at godtgøre, at bødens størrelse ikke er i overensstemmelse med overtrædelsens grovhed og dens varighed. Udøvelsen af den fulde prøvelsesret svarer imidlertid ikke til en kontrol af egen drift, og proceduren er kontradiktorisk. Det er i princippet op til sagsøgeren at gøre anbringender gældende til prøvelse af den anfægtede afgørelse og at fremlægge bevismateriale til støtte for disse anbringender.

    Den manglende kontrol af hele den omtvistede afgørelse af egen drift er ikke i strid med princippet om effektiv domstolsprøvelse. Det er således ikke nødvendigt for at overholde dette princip, at Retten, der godt nok er forpligtet til at besvare de påberåbte anbringender og til at udøve en såvel retlig som faktisk kontrol, er forpligtet til af egen drift at foretage en ny og fuldstændig undersøgelse af sagen.

    (jf. præmis 178-182)

12.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 183 og 187-189)

13.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 184 og 192)

14.  På konkurrenceområdet kan en tilsidesættelse af retten til overholdelse af en rimelig frist på grund af længden af den administrative og retslige procedure ikke i sig selv føre til en nedsættelse af størrelsen af den bøde, som er pålagt en virksomhed for den omhandlede overtrædelse.

    (jf. præmis 190)