1

I appelskriftet har Compañía Española de Petróleos (CEPSA) SA nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 16. september 2013, CEPSA mod Kommissionen (T-497/07, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2013:438), hvormed Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som appellanten havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 4441 endelig af 3. oktober 2007 om en procedure efter artikel [81 EF] (sag COMP/38.710 – Bitumen (Spanien), herefter »den omtvistede beslutning«), for så vidt som den vedrørte appellanten, og, subsidiært, nedsættelse af den bøde, som selskabet var blevet pålagt.

2

Artikel 3 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1958, 17, s. 385), bestemmer, at »dokumenter, som en fællesskabsinstitution retter til en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes på denne stats sprog«.

3

Sagens baggrund er gengivet i den appellerede doms præmis 1-91 samt 107 og 108 og kan sammenfattes som følger.

4

Det af overtrædelsen omhandlede produkt er penetrationsbitumen, som er en bitumen, der ikke har været genstand for nogen viderebearbejdning, og som anvendes til opførelse og vedligeholdelse af veje.

5

Det spanske marked for bitumen omfatter dels tre producenter, koncernerne Repsol, CEPSA-PROAS og BP, dels importører, herunder koncernerne Nynäs og Petrogal.

6

CEPSA-PROAS-koncernen er en børsnoteret international koncern inden for energisektoren, som er til stede i flere lande. Productos Asfálticos (PROAS) SA, som siden den 1. marts 1991 er et helejet datterselskab af CEPSA, markedsfører bitumenprodukter fremstillet af CEPSA og fremstiller og markedsfører andre bitumenprodukter.

7

PROAS havde i regnskabsåret 2001 en omsætning i Spanien fra salg af penetrationsbitumen til tredjeparter på 90700000 EUR, dvs. 31,67% af det omhandlede marked. CEPSA-PROAS' samlede konsoliderede omsætning udgjorde 18474000000 EUR i 2006.

8

Efter en anmodning om bødefritagelse indgivet den 20. juni 2002 af et af selskaberne i BP-koncernen i medfør af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002, C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) blev der gennemført kontrolundersøgelser den 1. og den 2. oktober 2002 hos koncernerne Repsol, CEPSA-PROAS, BP, Nynäs og Petrogal.

9

Den 6. februar 2004 tilsendte Europa-Kommissionen de omhandlede virksomheder en første række begæringer om oplysninger i medfør af artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] [artikel] [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81).

10

Ved telefax af henholdsvis den 31. marts og den 5. april 2004 indgav selskaberne i Repsol-koncernen og PROAS en anmodning til Kommissionen i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002, hvilken anmodning var ledsaget af en virksomhedserklæring.

11

Efter at have tilstillet fire andre begæringer om oplysninger til de omhandlede virksomheder indledte Kommissionen formelt en procedure, og i perioden fra den 24. til den 28. august 2006 tilstillede den de berørte selskaber i koncernerne BP, Repsol, CEPSA-PROAS, Nynäs og Petrogal en klagepunktsmeddelelse.

12

Inden Kommissionen tilstillede selskaberne i CEPSA-PROSA-koncernen klagepunktsmeddelelsen, forespurgte den ved skrivelse af 19. juli 2006 CEPSA, om selskabet accepterede, at Kommissionen anvendte det engelske sprog i alle officielle dokumenter, klagepunktsmeddelelser og afgørelser, som den måtte vedtage vedrørende selskabet. Ved skrivelse af 20. juli 2006 meddelte CEPSA Kommissionen, at den kunne tilstille selskabet en klagepunktsmeddelelse på engelsk.

13

Den 3. oktober 2007 vedtog Kommissionen den omtvistede beslutning, hvorved den fastslog, at de 13 selskaber, som var adressater for beslutningen, havde deltaget i en række aftaler om opdeling af markedet og prissamordning for penetrationsbitumen til vejanlæg i Spanien (med undtagelse af De Kanariske Øer).

14

Kommissionen fandt, at begge de påviste konkurrencebegrænsende foranstaltninger, dvs. horisontale aftaler om deling af markedet og prissamordning, på grund af deres karakter henhørte under de alvorligste overtrædelser af artikel 81 EF, som ifølge retspraksis kan begrunde kvalificeringen som »meget alvorlige« overtrædelse alene på grund af deres karakter.

15

Kommissionen fastsatte »udgangsbeløbet« for de bøder, som skulle pålægges, til 40000000 EUR under hensyntagen til overtrædelsens grovhed, værdien af det omhandlede marked vurderet til 286400000 EUR i 2001, som er det sidste hele år, hvor overtrædelsen fandt sted, og den omstændighed, at overtrædelsen var begrænset til salget af bitumen i én medlemsstat.

16

Kommissionen klassificerede dernæst de selskaber, som var adressater for den omtvistede beslutning, i forskellige kategorier defineret ud fra deres relative betydning på det omhandlede marked med henblik på anvendelsen af en differentieret behandling, således at deres reelle økonomiske evne til at forårsage alvorlig skade for konkurrencen blev taget i betragtning.

17

Repsolkoncernen og PROAS, hvis andele af det omhandlede marked udgjorde henholdsvis 34,04% og 31,67% for regnskabsåret 2001, blev klassificeret i den første kategori, BP-koncernen, med en markedsandel på 15,19%, i den anden kategori, og Nynäs- og Petrogal-koncernerne, hvis markedsandele udgjorde mellem 4,54% og 5,24%, i den tredje kategori. På dette grundlag blev »grundbeløbene« for de bøder, som skulle pålægges, tilpasset som følger:

18

Efter forhøjelsen af bødernes »grundbeløb« ud fra overtrædelsens varighed, dvs. en periode på 11 år og 7 måneder for PROAS (fra den 1.3.1991 til den 1.10.2002), fandt Kommissionen, at den bøde, som skulle pålægges PROAS, skulle forhøjes med 30% på grund af skærpende omstændigheder, idet denne virksomhed havde været en af kartellets væsentlige »drivkræfter«.

19

Kommissionen besluttede ligeledes, at PROAS i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002 var berettiget til en nedsættelse på 25% af den bøde, som selskabet normalt ville være blevet pålagt.

20

På grundlag af disse omstændigheder blev CEPSA og PROAS med solidarisk hæftelse pålagt en bøde på 83850000 EUR.

21

Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 20. december 2007 nedlagde appellanten påstand om annullation af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrørte appellanten, og, subsidiært, nedsættelse af den bøde, som selskabet var blevet pålagt. Selskabet nedlagde ligeledes påstand om, at Kommissionen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger.

22

Appellanten påberåbte sig syv anbringender til støtte for sine påstande.

23

Retten forkastede alle disse anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

24

Kommissionen nedlagde som modkrav påstand om, at Retten under udøvelsen af dens fulde prøvelsesret skulle forøge den bøde, som CEPSA var blevet pålagt, hvilket Retten ikke gav medhold i.

25

CEPSA har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

26

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

27

Appellanten har til støtte for appellen fremsat seks anbringender.

28

De to første anbringender, som behandles samlet, vedrører en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder for så vidt angår sprogordningen. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved fastsættelsen af den bøde, som appellanten blev pålagt. Med det fjerde og det femte anbringende, som behandles samlet, har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat princippet om overholdelse af en rimelig frist. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten.

29

Med sit første appelanbringende, der vedrører den appellerede doms præmis 113-115 og 119, har appellanten foreholdt Retten, at den ikke annullerede den anfægtede afgørelse på grund af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af, at Kommissionen under tilsidesættelse af artikel 3 i forordning nr. 1, artikel 3 TEU og artikel 41, stk. 4, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) tilstillede CEPSA en klagepunktsmeddelelse på engelsk, således som appellanten navnlig gjorde gældende i forbindelse med sin replik og under retsmødet. Appellanten har i denne forbindelse anført, at den omstændighed, at appellanten frit og frivilligt havde accepteret denne tilsidesættelse, er uden relevans.

30

Kommissionen har anført, at anbringendet vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af forordning nr. 1 udgør et nyt anbringende, der ikke kan realitetsbehandles under appellen. Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at anbringendet er ugrundet.

31

Med sit andet appelanbringende, der dels vedrører den appellerede doms præmis 109, 110 og 114, dels samme doms præmis 115, har appellanten foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at appellanten frit og frivilligt havde accepteret tilsidesættelsen af sprogordningen, og at appellantens ret til forsvar ikke havde lidt skade som følge af denne tilsidesættelse.

32

Appellanten har i denne forbindelse dels gjort gældende, at selskabet den 20. juli 2006 tilbagesendte det dokument, hvorved selskabet accepterede at modtage klagepunktsmeddelelsen på engelsk, alene med det formål at undgå en forhøjelse af sanktionen grundet den omstændighed, at en fremsendelse af klagepunktsmeddelelsen efter den 1. september 2006 ville have ført til, at Kommissionen havde pålagt selskabet en væsentligt mere byrdefuld sanktion.

33

Dels har appellanten anført, at Retten burde have anset den omstændighed, at denne meddelelse ikke var affattet på det påkrævede sprog, som ikke blot en tilsidesættelse af forordning nr. 1, men ligeledes som en krænkelse af selskabets ret til forsvar, for så vidt som det var nødsaget til at lade dette dokument oversætte, før det kunne besvare det, og dermed blev berøvet den nøjagtighed og autenticitet, der er forbundet med enhver originalversion.

34

Kommissionen har på sin side anført, at Retten ikke har gengivet de faktiske omstændigheder fejlagtigt, og at det under alle omstændigheder ikke er godtgjort, at der foreligger nogen tilsidesættelse af retten til forsvar, fordi proceduren ikke kunne have ført til et andet resultat, hvis den påståede uregelmæssighed ikke havde foreligget.

35

Kommissionens afvisningspåstand må forkastes. En part er således berettiget til over for Domstolen at fremsætte anbringender, der på det retlige plan tilsigter at bestride lovligheden af Rettens afgørelse (jf. dom af 29.11.2007, Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen, C-176/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:730, præmis 17). Retten behandlede i den appellerede doms præmis 107-119 udtrykkeligt appellantens klagepunkter vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af forordning nr. 1. Derfor kan appellanten fremsætte anbringender, der anfægter lovligheden af den del af den appellerede dom, der forkaster disse anbringender.

36

Hvad angår klagepunkterne vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af forordning nr. 1, såvel som af artikel 3 TEU og af chartrets artikel 41, stk. 4, fremgår det af Domstolens praksis, som Retten nævner i den appellerede doms præmis 115, at anvendelsen af det i artikel 3 i forordning nr. 1 foreskrevne sprog ikke udgør en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263, TEUF, hvis tilsidesættelse nødvendigvis påvirker lovligheden af ethvert dokument, der er tilstillet en person på et andet sprog (jf. i denne retning dom af 15.6.1970, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, 41/69, EU:C:1970:71, præmis 47-52). Det gælder i henhold til denne retspraksis, at hvis en institution til en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, fremsender et dokument, der ikke er affattet på denne stats sprog, medfører en sådan fremgangsmåde kun, at proceduren må anses for mangelfuld, hvis det har haft en skadelig virkning for vedkommende i forbindelse med den administrative procedure.

37

Det følger heraf, at det, i modsætning til det, som appellanten har gjort gældende, kun er, hvis anvendelsen af et andet sprog end det, der foreskrives ved artikel 3 i forordning nr. 1, ved fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen har haft skadelige virkninger for appellanten, at lovligheden af denne fremsendelse og derfor af den således indledte procedure kan anfægtes.

38

I denne sidste forbindelse må den argumentation, som appellanten inden for rammerne af det andet anbringende har fremført, om, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt, da den fastslog, at appellanten frit havde indvilliget i at modtage klagepunktsmeddelelsen i den engelske sprogversion, afvises, uden at det er fornødent, at Domstolen træffer afgørelse om, hvorvidt den er begrundet. Den angivelige urigtige gengivelse i den foreliggende sag kan således kun føre til en ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som det godtgøres, at den mangel ved samtykket, som følger deraf, efter omstændighederne gav anledning til en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar inden for rammerne af den administrative procedure.

39

Appellanten har imidlertid med henblik på at godtgøre en sådan tilsidesættelse i det væsentlige påberåbt sig de samme argumenter, som appellanten allerede havde fremført for Retten, og som blev forkastet i den appellerede doms præmis 113 med en begrundelse, som appellanten ikke har gjort gældende er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Disse argumenter må derfor afvises, og det følger deraf, at appellanten ikke kan gives medhold i det andet anbringende, for så vidt som det bygger på en angivelig urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

40

De to første appelanbringender skal derfor forkastes i deres helhed.

41

Appellanten har med sit tredje anbringende, som er rettet med den appellerede doms præmis 321-332, foreholdt Retten, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel, samt at Retten tilsidesatte proportionalitetsprincippet som fortolket af Domstolen.

42

Retten burde i lighed med den afgørelse, som den traf i dom af 14. juli 1994, Parker Pen mod Kommissionen (T-77/92, EU:T:1994:85), som appellanten har påberåbt sig til støtte for appellen, have nedsat den bøde, som CEPSA og PROAS blev pålagt med solidarisk hæftelse, for så vidt som Kommissionen ikke tog hensyn til den ringe andel – nemlig 0,77% – som omsætningen af det omhandlede produkt udgjorde af CEPSA-PROAS-koncernens samlede omsætning, hvilket førte til, at den endelige bøde, som CEPSA blev pålagt, svarede til mere end 90% af PROAS' omsætning i overtrædelsens sidste hele år.

43

Retten nægtede imidlertid at gøre anvendelse af den lære, der kan udledes af den dom, idet den nøjedes med at konstatere dels, at loftet på 10% af omsætningen var blevet anvendt korrekt i den foreliggende sag, uden at den foretog en undersøgelse af, om den ringe omsætning af det produkt, der var berørt af overtrædelsen, var relevant eller ej, dels, at dommen ikke vedrører en koncern.

44

Retten begik derved en retlig fejl, idet den stadfæstede et sanktionsniveau, som ikke alene er upassende, men ligeledes så excessivt, at det er uforholdsmæssigt som omhandlet i præmis 126 i dom af 22. november 2012, E.ON Energie mod Kommissionen (C-89/11 P, EU:C:2012:738).

45

Efter Kommissionens opfattelse er dette anbringende ugrundet.

46

For så vidt angår sagsøgerens klagepunkt om, at Retten gav en utilstrækkelig begrundelse, da den forkastede argumentationen om den uforholdsmæssige karakter af den bøde, som CEPSA-PROAS-koncernen var blevet pålagt, bemærkes det, at dette anbringende bygger på en åbenbart urigtig forståelse af den appellerede dom.

47

Retten fastslog således med henblik på at forkaste klagepunktet om den uforholdsmæssige karakter af den bøde, som CEPSA og PROAS var blevet pålagt med solidarisk hæftelse, for det første i den appellerede doms præmis 316, at for så vidt angik CEPSA-PROAS-koncernen var det kun PROAS' salg af penetrationsbitumen, der var blevet taget i betragtning. Retten anførte for det andet i den appellerede doms præmis 317 og 318, at Kommissionen ikke havde anvendt en multiplikationsfaktor. For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 323, at dom af 14, juli 1994, Parker Pen mod Kommissionen (T-77/92, EU:T:1994:85), ikke var relevant i den foreliggende sag, henset til dels den omstændighed, at Kommissionen i den omtvistede beslutning udelukkende havde taget hensyn til salget af det produkt, der var genstand for overtrædelsen, dels den omstændighed, at der i dom af 14. juli 1994, Parker Pen mod Kommissionen (T-77/92, EU:T:1994:85), var tale om et uafhængigt selskab, således at der ikke opstod et spørgsmål om eventuelt at tage hensyn til koncernens samlede omsætning. For det fjerde fastslog Retten som svar på det af CEPSA fremførte argument vedrørende en overskridelse af det loft på 10% af omsætningen, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003, L 1, s. 1), i den appellerede doms præmis 324, at den omstændighed, at den bøde, som CEPSA-PROAS-koncernen var blevet pålagt, var næsten af samme størrelse som PROAS' samlede omsætning i den omhandlede overtrædelses sidste hele år, ikke i sig selv gav grundlag for at fastslå en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet den i denne forbindelse i samme doms præmis 327-329 konstaterede, at Kommissionen med rette havde fastslået, at PROAS og CEPSA udgjorde en økonomisk enhed, og at dette loft skulle beregnes på grundlag af den samlede omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den selvstændige økonomiske enhed, der havde handlet som virksomhed i artikel 81 EF’s forstand

48

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at bøden var forholdsmæssig, bemærkes det, at det ikke tilkommer Domstolen af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet vedrørende størrelsen af de bøder, som er pålagt virksomheder for overtrædelse af EU-retten. Det er således kun i det omfang, at Domstolen måtte finde, at sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så excessiv, at den bliver uforholdsmæssig, at det skal fastslås, at Retten begik en retlig fejl på grund af den upassende karakter af en bødes størrelse (dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 205 og den deri nævnte retspraksis).

49

Det bemærkes, således som Retten med rette gjorde det i den appellerede doms præmis 328, i denne forbindelse, at det loft, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skal beregnes på grundlag af den samlede omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den selvstændige økonomiske enhed, der har handlet som virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, som nu modsvares af artikel 101 TEUF (jf. dom af 8.5.2013, Eni mod Kommissionen, C-508/11 P, EU:C:2013:289, præmis 109, af 11.7.2013, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 172 og 173, og af 26.11.2013, Groupe Gascogne mod Kommissionen, C-58/12 P, EU:C:2013:770, præmis 56). Således skal en sanktions forholdsmæssighed bl.a. bedømmes under hensyntagen til det afskrækkende formål, der tilsigtes med pålæggelsen, og det er således nødvendigt at tage hensyn til denne samlede omsætning ved denne bedømmelse, for at denne enheds økonomiske styrke kan tages i betragtning (jf. i denne retning dom af 20.1.2016, Toshiba Corporation mod Kommissionen, C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 83 og 84).

50

Appellanten har imidlertid, idet selskabet i det væsentlige har gjort gældende, at den bøde, som CEPSA-PROAS-koncernen er blevet pålagt, udgør mere end 90% af PROAS' omsætning, ikke fremlagt noget bevis til støtte for sit anbringende om, at den bøde, som selskabet er blevet pålagt, og som repræsenterer mindre end 1% af CEPSA-PROAS-koncernens omsætning, er så excessiv, at den bliver uforholdsmæssig som omhandlet i Domstolens praksis nævnt i denne doms præmis 48.

51

For så vidt som appellanten, idet selskabet har støttet sig til dom af 7. juni 1983, Musique Diffusion française m.fl. (100/80-103/80, EU:C:1983:158), har foreholdt Retten, at den undlod at efterprøve, om den pålagte bøde var forholdsmæssig, ikke blot sammenholdt med koncernens samlede omsætning, men ligeledes sammenholdt med overtrædelsens omfang, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten anvendte denne retspraksis korrekt, idet den tog hensyn til ikke blot koncernens samlede omsætning, men ligeledes til karteldeltagernes salg af penetrationsbitumen, herunder PROAS' salg. I øvrigt har appellanten ikke anfægtet den appellerede doms præmis 315, 316 og 322, ifølge hvilke PROAS deltog i overtrædelsen i en periode på 11 år og 7 måneder. Appellanten har heller ikke anfægtet Kommissionens forhøjelse af bødens grundbeløb med henblik på at tage hensyn til denne langvarige deltagelse i overtrædelsen.

52

Henset til det ovenstående må denne appels tredje anbringende forkastes som ugrundet.

53

Med sit fjerde anbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 267-269, har appellanten foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, idet den nægtede at træffe afgørelse vedrørende følgerne af Rettens egen fristoverskridelse ved afsigelsen af den appellerede dom. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at den fulde prøvelsesret, som Retten råder over, pålægger denne at tage hensyn til alle de faktiske og retlige omstændigheder i sagen, herunder princippet om overholdelse af en rimelig frist.

54

Det femte anbringende, som ligeledes vedrører en tilsidesættelse af det princip om overholdelse af en rimelig frist, som fremgår af chartrets artikel 41, stk. 1, og af artikel 47, stk. 2, er opdelt i tre led. Appellanten har nedlagt påstand om en nedsættelse af den bøde, som selskabet er blevet pålagt, med 25% som følge af denne overtrædelse og som erstatning. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at hver års forsinkelse i sagsbehandlingen bør medføre en nedsættelse på 10% af den pålagte bøde, og at hver periode på mere end seks måneder og mindre end et år bør medføre en nedsættelse på 5% af denne bøde.

55

Med dette anbringendes første led har appellanten foreholdt Retten, at den tilsidesatte sin pligt til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, idet der forløb fem år og ni måneder fra appellantens indgivelse af stævning til afsigelsen af den appellerede dom, hvilket omfattede en periode på fire år og to måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling til retsforhandlingernes mundtlige del.

56

Appellanten har med dette anbringendes andet led foreholdt Retten, at den tilsidesatte princippet om overholdelse af en rimelig frist, idet den ikke vurderede varigheden af den administrative procedure og retssagen samlet, hvilken samlede sagsbehandlingstid overstiger 11 år. Til støtte for sin argumentation har appellanten henvist til punkt 240 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Solvay mod Kommissionen (C-109/10 P, EU:C:2011:256).

57

Appellanten har med samme anbringendes tredje led, som er rettet med den appellerede doms præmis 245-265, foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, idet den fastslog, at sagsbehandlingen ved den administrative procedure overholdt en rimelig frist.

58

Til støtte for dette led har appellanten gjort gældende, at Kommissionens sagsbehandlingstid på fem år i den foreliggende sag ikke kan begrundes ved tvistens kompleksitet eller de anklagede virksomheders adfærd, idet de alle har samarbejdet under proceduren.

59

Appellanten har ligeledes anført, at Retten i den appellerede doms præmis 245-250 ved analysen af den administrative procedures varighed med urette tog hensyn til den omstændighed, at Kommissionen havde overholdt forældelsesfristen for pålæggelse af bøder på konkurrenceområdet. Appellanten har endvidere foreholdt Retten, at den ikke i forbindelse med sin vurdering i den appellerede doms præmis 251-265 tog hensyn til begyndelsestidspunktet for den administrative procedure, dvs. den periode, der forløb mellem oktober 2002 og juni 2004, i løbet af hvilken Kommissionen havde kunnet analysere BP-koncernens anmodning om bødefritagelse og foretage de undersøgelser, der var påkrævede grundet denne anmodning.

60

Kommissionen har gjort gældende, at det for så vidt angår den angivelige tilsidesættelse af en rimelig frist med hensyn til såvel den administrative procedure som retssagen, samlet eller hver for sig, tilkommer appellanten at anlægge et erstatningssøgsmål ved Retten. Den har tilføjet, at appellanten under alle omstændigheder ikke har forelagt noget bevis, der kan godtgøre, at proceduren ved Kommissionen og/eller Retten var uforholdsmæssigt langvarig, henset til sagens omstændigheder.

61

Hvad angår det femte anbringendes tredje led, hvorved appellanten har foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, idet den fastslog, at den administrative procedure ikke havde overskredet en rimelig frist, bemærkes det, at selv om en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan begrunde en annullation af en afgørelse truffet ved afslutningen af en administrativ procedure på grundlag af artikel 101 TEUF eller 102 TEUF, hvis denne tilsidesættelse ligeledes indebærer en tilsidesættelse af den omhandlede virksomheds ret til forsvar (jf. i denne retning dom af 21.9.2006, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied Kommissionen, C-105/04 P, EU:C:2006:592, præmis 42 og 43), kan Kommissionens tilsidesættelse af en rimelig frist for en sådan administrativ procedure, selv hvis denne antages godtgjort, ikke medføre en nedsættelse af den pålagte bøde (jf. i denne retning dom af 8.5.2014, Bolloré mod Kommissionen, C-414/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:301, præmis 109).

62

I den foreliggende sag er det, som det fremgår af denne doms præmis 54 og 57-59, uomtvistet, at appellanten ved sine klagepunkter vedrørende såvel Rettens hensyntagen til, at forældelsesfristen ikke var udløbet, ved dens konstatering af, at den administrative procedure ikke var uforholdsmæssigt langvarig, som vedrørende Rettens manglende hensyntagen til en del af den omtvistede administrative procedure, udelukkende har tilsigtet at opnå en nedsættelse af den bøde, som appellanten er blevet pålagt.

63

Det femte anbringendes tredje led må derfor forkastes som uvirksomt, uden at det er fornødent at tage stilling til, om det er begrundet.

64

Hvad angår det fjerde appelanbringende og det femte appelanbringendes første led om Rettens overskridelse af en rimelig sagsbehandlingstid bemærkes det, at en tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge chartrets artikel 47, stk. 2, til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, uagtet den fulde prøvelsesret, som Retten er tillagt ved artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning. En påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, kan således ikke forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv (jf. bl.a. dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 66, af 9.10.2014, ICF mod Kommissionen, C-467/13 P, EU:C:2014:2274, præmis 57, og af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 17 og 18).

65

Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, og for hvilken der fremsættes et erstatningskrav, skal tage stilling til et sådant krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres (jf. bl.a. dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 67, af 9.10.2014, ICF mod Kommissionen, C-467/13 P, EU:C:2014:2274, præmis 58, og af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 19).

66

Når det er sagt, kan Domstolen, når det, idet det ikke er nødvendigt, at parterne fremlægger oplysninger i denne henseende, er åbenbart, at Retten har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at pådømme sagen inden for en rimelig frist, fastslå dette (jf. bl.a. dom af 9.10.2014, ICF mod Kommissionen, C-467/13 P, EU:C:2014:2274, præmis 59, og af 12.11.2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 20).

67

Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Varigheden af proceduren for Retten, dvs. næsten fem år og ni måneder, hvilken navnlig omfatter en periode på fire år og en måned, der, som det fremgår af den appellerede doms præmis 92-94, forløb uden nogen proceduremæssig foranstaltning mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og retsmødet, kan ikke forklares med arten eller kompleksiteten af sagen eller af dens sammenhæng.

68

Dels er den for Retten indbragte tvist ikke kendetegnet ved nogen nævneværdig kompleksitet. Dels fremgår det hverken af den appellerede dom eller af de af parterne fremlagte oplysninger, at denne periode uden aktivitet var objektivt begrundet, eller at appellanten havde bidraget hertil.

69

Det følger imidlertid af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 65, at det fjerde appelanbringende såvel som det femte anbringendes første led skal forkastes.

70

Hvad angår det femte anbringendes andet led, hvorved appellanten har foreholdt Retten, at den ikke foretog en samlet bedømmelse af varigheden af den administrative fase og retssagen med henblik på at bedømme denne samlede varigheds rimelige karakter, bemærkes det igen, at der dermed tilsigtes en nedsættelse af den bøde, som appellanten er blevet pålagt.

71

Selv hvis det i modsætning til det af Retten i den appellerede dom konstaterede antages, at det kan godtgøres, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til overholdelse af en rimelig frist grundet den lange varighed af den administrative procedure og den retssag, som CEPSA var underlagt, kan en sådan tilsidesættelse ikke i sig selv føre til, at Retten eller Domstolen i forbindelse med en appel nedsætter den bøde, som dette selskab er blevet pålagt for den omhandlede overtrædelse (jf. i denne retning dom af 8.5.2014, Bolloré mod Kommissionen, C-414/12 P, EU:C:2014:301, præmis 107).

72

Det femte anbringendes andet led må derfor forkastes.

73

Som følge deraf skal det fjerde og det femte anbringende forkastes i deres helhed.

74

Appellanten har med sit sjette anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende tvist, idet den pålagde CEPSA at betale sagsomkostningerne, selv om den, henset til den omstændighed, at de to parter ikke fik medhold i deres argumentation, burde have fordelt omkostningerne mellem disse to parter.

75

Det følger i den henseende af fast retspraksis, at når alle de øvrige anbringender i en appelsag er blevet forkastet, må påstande om, at det fastslås, at Rettens afgørelse om sagsomkostningerne angiveligt er ulovlig, afvises i medfør af artikel 58, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter der ikke kan iværksættes appel alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse (jf. i denne retning kendelse af 13.1.1995, Roujansky mod Rådet, C-253/94 P, EU:C:1995:4, præmis 13 og 14, og dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 151).

76

Da appellantens fem første anbringender er blevet forkastet, må det sidste anbringende vedrørende fordelingen af sagsomkostningerne følgelig afvises.

77

Dermed bør appellen forkastes i det hele.

78

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes.

79

I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

80

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at CEPSA tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sidstnævnte har tabt sagen, bør denne pålægges at betale sagens omkostninger i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):