Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag C-474/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) ved afgørelse af 11. juli 2013, indgået til Domstolen den 3. september 2013, i sagen:

Thi Ly Pham

mod

Stadt Schweinfurt, Amt für Meldewesen und Statistik ,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, vicepræsidenten, K. Lenaerts, afdelingsformændene A. Tizzano, R. Silva de Lapuerta, T. von Danwitz, A. Borg Barthet og M. Safjan samt dommerne A. Rosas, G. Arestis (refererende dommer), J. Malenovský, D. Šváby, C. Vajda og S. Rodin,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. april 2014,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Thi Ly Pham ved Rechtsanwalt M. Sack

– Stadt Schweinfurt, Amt für Meldewesen und Statistik ved J. von Lackum, som befuldmægtiget

– den tyske regering ved T. Henze, som befuldmægtiget

– den nederlandske regering ved M. de Ree, M. Bulterman og H. Stergiou, som befuldmægtigede

– Europa-Kommissionen ved G. Wils og M. Condou-Durande, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 30. april 2014,

afsagt følgende

Dommens præmisser

Dom

1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348, s. 98).

2. Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en retssag anlagt af Thi Ly Pham mod Stadt Schweinfurt, Amt für Meldewesen und Statistik (Schweinfurt kommune, kontor for personregistrering og statistik) vedrørende lovligheden af den afgørelse om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, som er blevet truffet over for hende.

Retsforskrifter

EU-retten

3. 17. betragtning til direktiv 2008/115 har følgende ordlyd:

»Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere bør behandles humant og værdigt med respekt for deres grundlæggende rettigheder og under overholdelse af folkeretten og national ret. Med forbehold for de retshåndhævende myndigheders første pågribelse i henhold til national lovgivning bør frihedsberøvelse som hovedregel finde sted i særlige faciliteter for frihedsberøvede.«

4. Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»I dette direktiv fastsættes der fælles standarder og procedurer, som skal anvendes i medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.«

5. Samme direktivs artikel 15, der har overskriften »Frihedsberøvelse«, bestemmer:

»1. Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når

a) der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller

b) den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

[...]

5. Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

6. Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af

a) manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller

b) forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande.«

6. Artikel 16 i direktiv 2008/115 med overskriften »Forholdene under frihedsberøvelsen« bestemmer i stk. 1:

»Frihedsberøvelse skal som hovedregel finde sted i faciliteter for frihedsberøvede. Når en medlemsstat ikke kan indkvartere de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i særlige faciliteter for frihedsberøvede og er nødt til at anbringe dem i et fængsel, skal de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere holdes adskilt fra almindelige indsatte.«

Tysk ret

7. § 62a, stk. 1, i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om udlændinges ophold, beskæftigelse og integration på Forbundsrepublikkens område) af 30. juli 2004 (BGBl. 2004 I, s. 1950), som ændret (BGBl. 2011 I, s. 2258, herefter »AufenthG«), der gennemfører artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115, bestemmer:

»Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse skal som hovedregel finde sted i særlige faciliteter for frihedsberøvede. Er der i en delstat ikke særlige faciliteter for frihedsberøvede til rådighed, kan frihedsberøvelse i denne delstat gennemføres i fængsler; i så fald skal personer, der frihedsberøves i perioden indtil udsendelse, holdes adskilt fra indsatte, der afsoner en straf. […]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

8. Thi Ly Pham, der er vietnamesisk statsborger, indrejste i Tyskland uden identitetspapirer og opholdstilladelse. Den 29. marts 2012 blev der truffet afgørelse om, at hun skulle frihedsberøves med henblik på udsendelse indtil den 28. juni 2012. Ved en skriftlig erklæring af 30. marts 2012 gav hun sit samtykke til at blive anbragt i et fængsel sammen med almindelige indsatte, fordi hun ønskede at have kontakt med landsmænd, der befandt sig i dette fængsel.

9. Ved kendelse af 25. juni 2012 forlængede Amtsgericht Nürnberg frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse af Thi Ly Pham indtil den 10. juli 2012. Thi Ly Pham appellerede denne kendelse, som imidlertid blev stadfæstet ved kendelse afsagt af Landgericht Nürnberg den 5. juli 2012. Thi Ly Pham blev faktisk udvist til Vietnam den 10. juli 2012, men ønsker med indbringelsen af sagen for Bundesgerichtshof at få fastslået, at de nævnte kendelser fra Amtsgericht og Landgericht om forlængelse af frihedsberøvelsen har krænket hendes rettigheder.

10. Ifølge Bundesgerichtshof kan en foranstaltning, som indebærer frihedsberøvelse, henset til, at der er tale om et indgreb i en særligt betydningsfuld grundlæggende rettighed, undergives retslig prøvelse, også efter at foranstaltningen er blevet gennemført, da den berørte person har en beskyttelsesværdig interesse i at få fastslået, at en frihedsberøvelse er ulovlig, selv efter at den er blevet gennemført.

11. Ifølge denne ret er frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, som er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, i et fængsel sammen med almindelige indsatte som udgangspunkt i strid med såvel artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115 som med AufenthG’s § 62a, som gennemfører den nævnte bestemmelse i national ret. Denne frihedsberøvelse ville imidlertid være lovlig, hvis artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115 blev fortolket således, at medlemsstaterne råder over en vis skønsmargen ved anvendelsen af denne bestemmelse, som giver dem mulighed for at tage hensyn til den pågældende tredjelandsstatsborgers samtykke til at blive anbragt sammen med de nævnte indsatte.

12. Bundesgerichtshof bemærker, at der på den ene side kan være en risiko for omgåelse af kravet om adskillelse, eksempelvis hvis de pågældende myndigheder regelmæssigt lader tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af direktiv 2008/115, underskrive forud affattede samtykkeerklæringer eller udøver pres på dem for at opnå deres samtykke til at blive frihedsberøvet i et fængsel sammen med almindelige indsatte. Formålet med kravet om adskillelse er ifølge denne ret på den anden side udelukkende at forbedre tredjelandsstatsborgernes situation, hvilket disse må kunne give afkald på, hvis de, efter at være blevet informeret om deres ret til at blive indkvarteret adskilt fra almindelige indsatte, ønsker at blive anbragt sammen med sådanne eller giver udtrykkeligt samtykke hertil, eksempelvis, som i den foreliggende sag, på grund af mulighederne for kontakt med landsmænd eller jævnaldrende. I tysk ret tages der i tilfælde af sikkerhedsforvaring, hvor der ligeledes er foreskrevet en adskilt anbringelse af de berørte personer, efter praksis fra Bundesverfassungsgericht (forbundsforfatningsdomstolen) hensyn til en sikkerhedsforvaret persons samtykke til at blive anbragt sammen med indsatte, der afsoner en straf.

13. Under disse omstændigheder har Bundesgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det foreneligt med artikel 16, stk. 1, i [direktiv 2008/115], at en person, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, anbringes i et fængsel sammen med almindelige indsatte, såfremt den frihedsberøvede giver samtykke hertil?«

Om det præjudicielle spørgsmål

14. Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 16, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en medlemsstat at frihedsberøve en tredjelandsstatsborger med henblik på udsendelse i et fængsel sammen med almindelige indsatte, såfremt tredjelandsstatsborgeren giver samtykke hertil.

15. Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, som den forelæggende ret har fremsendt til Domstolen, at Thi Ly Pham blev frihedsberøvet i et fængsel på grundlag af AufenthG’s § 62a, stk. 1.

16. Det fremgår imidlertid af præmis 28-31 i dom Bero og Bouzalmate (C-473/13 og C-514/13, EU:C:2014:2095), at det forhold, at der ikke findes nogen særlig facilitet for frihedsberøvede i en delstat i Forbundsrepublikken Tyskland, ikke i sig selv kan begrunde anvendelsen af artikel 16, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2008/115.

17. Hvad angår fortolkningen af denne bestemmelse inden for hovedsagens rammer fremgår det af dens ordlyd, at den foreskriver en ubetinget forpligtelse til at holde tredjelandstatsborgere med ulovligt ophold adskilt fra almindelige indsatte, hvis en medlemsstat ikke kan anbringe disse tredjelandsstatsborgere i særlige faciliteter for frihedsberøvede.

18. I denne henseende har den tyske regering, støttet af den nederlandske regering, gjort gældende, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, eftersom formålet med dette krav om adskillelse er at værne om dennes interesser og velfærd, vil kunne give afkald herpå, eksempelvis i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den pågældende ønskede at bevare kontakten med sine landsmænd.

19. Det skal fastslås, at kravet om at holde tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold adskilt fra almindelige indsatte er undtagelsesfrit og udgør en garanti for overholdelsen af de rettigheder for de nævnte tredjelandsstatsborgere, som EU-lovgiver har anerkendt, for så vidt angår forholdene under frihedsberøvelse med henblik på udsendelse i fængsler.

20. Domstolen har således allerede fastslået, at direktiv 2008/115 tilsigter at udforme en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der bygger på fælles standarder, så personer tilbagesendes på en human måde og med fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og værdighed (domme El Dridi, C-61/11 PPU, EU:C:2011:268, præmis 31, og Arslan, C-534/11, EU:C:2013:343, præmis 42).

21. I denne henseende er kravet i dette direktivs artikel 16, stk. 1, andet punktum, om at holde tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold adskilt fra almindelige indsatte mere end blot en specifik gennemførelsesbestemmelse vedrørende frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere i fængsler og udgør en materiel betingelse for denne frihedsberøvelse, uden hvis opfyldelse frihedsberøvelsen principielt ikke er i overensstemmelse med direktivet.

22. På denne baggrund kan en medlemsstat ikke tage hensyn til den berørte tredjelandsstatsborgers vilje.

23. Det følger derfor af de ovenstående betragtninger, at det forelagte præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at artikel 16, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader en medlemsstat at frihedsberøve en tredjelandsstatsborger med henblik på udsendelse i et fængsel sammen med almindelige indsatte, selv om tredjelandsstatsborgeren giver samtykke hertil.

Sagens omkostninger

24. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 16, stk. 1, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader en medlemsstat at frihedsberøve en tredjelandsstatsborger med henblik på udsendelse i et fængsel sammen med almindelige indsatte, selv om tredjelandsstatsborgeren giver samtykke hertil.