Sag C-413/13
FNV Kunsten Informatie en Media
mod
Staat der Nederlanden
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af
Gerechtshof te ’s-Gravenhage)
»Præjudiciel forelæggelse — konkurrence — artikel 101 TEUF — materielt anvendelsesområde — kollektive overenskomster — bestemmelse, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere — begrebet »virksomhed« — begrebet »arbejdstager««
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. december 2014
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – anmodning om fortolkning som følge af, at en EU-retlig bestemmelse i medfør af en bestemmelse i national ret finder anvendelse på en intern situation – kompetence til at give denne fortolkning
(Art. 267 TEUF)
Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – kollektive overenskomster – bestemmelse, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere – begrebet »falske selvstændige« – vikarer for musikere, som befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for arbejdstagere – bestemmelse falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
Konkurrence – EU-regler – virksomhed – begreb – selvstændige tjenesteydere – omfattet – betingelser – udbyder tjenester mod betaling og manglende underordnelsesforhold
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 17-20)
EU-retten skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som er tilknyttet en af de arbejdstagerorganisationer, der er aftalepart, og som for arbejdsgiveren i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver udfører den samme aktivitet som denne arbejdsgivers øvrige ansatte, kun er undtaget fra artikel 101 TEUF’s anvendelsesområde, såfremt disse tjenesteydere er falske selvstændige, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med disse arbejdstagere sammenlignelig situation. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage en sådan efterprøvelse.
(jf. præmis 22, 23, 30, 41 og 42 samt domskonkl.)
Tjenesteydere såsom vikarer for orkestermusikere er i princippet virksomheder i artikel 101, stk. 1, TEUF’s forstand, idet de mod betaling udbyder deres tjenester på et bestemt marked, og idet de udøver deres aktivitet som uafhængige økonomiske aktører i forhold til deres kommittent. En sådan konstatering er ikke til hinder for, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst ligeledes kan betragtes som resultatet af en dialog mellem arbejdsmarkedets parter i en situation, hvor selvstændige tjenesteydere, i hvis navn og på hvis vegne fagforeningen har forhandlet, reelt er falske selvstændige, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med arbejdstagerne sammenlignelig situation. En tjenesteyder kan nemlig miste sin status som selvstændig erhvervsdrivende og således som virksomhed, såfremt den pågældende ikke på uafhængig måde bestemmer sin adfærd på markedet, men i det hele er afhængig af sin kommittent, eftersom denne ikke bærer nogen af de økonomiske og kommercielle risici, der er forbundet med sidstnævntes aktivitet, og fungerer som hjælpeorgan, der er integreret i nævnte kommittents virksomhed.
I øvrigt må begrebet arbejdstager i EU-retlig forstand defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer arbejdsforholdet under hensyntagen til de berørte personers rettigheder og pligter. I denne forbindelse er en betegnelse som selvstændig tjenesteyder i henhold til national ret ikke til hinder for, at en person er arbejdstager i EU-retlig forstand, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv og dermed skjuler, at der foreligger et reelt arbejdsforhold. Det følger heraf, at status som arbejdstager i EU-retlig forstand ikke kan påvirkes af det forhold, at en person er ansat som selvstændig tjenesteyder i henhold til national ret, for så vidt som denne person handler efter arbejdsgiverens anvisninger, bl.a. hvad angår personens frihed til at vælge arbejdstid, -sted og -indhold, ikke bærer den kommercielle risiko for denne arbejdsgiver og er en integrerende del af den nævnte arbejdsgivers virksomhed, så længe ansættelsesforholdet varer, ved, at der dannes en økonomisk enhed.
(jf. præmis 27, 31 og 33-36)
Sag C-413/13
FNV Kunsten Informatie en Media
mod
Staat der Nederlanden
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af
Gerechtshof te ’s-Gravenhage)
»Præjudiciel forelæggelse — konkurrence — artikel 101 TEUF — materielt anvendelsesområde — kollektive overenskomster — bestemmelse, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere — begrebet »virksomhed« — begrebet »arbejdstager««
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. december 2014
Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — anmodning om fortolkning som følge af, at en EU-retlig bestemmelse i medfør af en bestemmelse i national ret finder anvendelse på en intern situation — kompetence til at give denne fortolkning
(Art. 267 TEUF)
Konkurrence — EU-regler — materielt anvendelsesområde — kollektive overenskomster — bestemmelse, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere — begrebet »falske selvstændige« — vikarer for musikere, som befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for arbejdstagere — bestemmelse falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
Konkurrence — EU-regler — virksomhed — begreb — selvstændige tjenesteydere — omfattet — betingelser — udbyder tjenester mod betaling og manglende underordnelsesforhold
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 17-20)
EU-retten skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som er tilknyttet en af de arbejdstagerorganisationer, der er aftalepart, og som for arbejdsgiveren i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver udfører den samme aktivitet som denne arbejdsgivers øvrige ansatte, kun er undtaget fra artikel 101 TEUF’s anvendelsesområde, såfremt disse tjenesteydere er falske selvstændige, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med disse arbejdstagere sammenlignelig situation. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage en sådan efterprøvelse.
(jf. præmis 22, 23, 30, 41 og 42 samt domskonkl.)
Tjenesteydere såsom vikarer for orkestermusikere er i princippet virksomheder i artikel 101, stk. 1, TEUF’s forstand, idet de mod betaling udbyder deres tjenester på et bestemt marked, og idet de udøver deres aktivitet som uafhængige økonomiske aktører i forhold til deres kommittent. En sådan konstatering er ikke til hinder for, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst ligeledes kan betragtes som resultatet af en dialog mellem arbejdsmarkedets parter i en situation, hvor selvstændige tjenesteydere, i hvis navn og på hvis vegne fagforeningen har forhandlet, reelt er falske selvstændige, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med arbejdstagerne sammenlignelig situation. En tjenesteyder kan nemlig miste sin status som selvstændig erhvervsdrivende og således som virksomhed, såfremt den pågældende ikke på uafhængig måde bestemmer sin adfærd på markedet, men i det hele er afhængig af sin kommittent, eftersom denne ikke bærer nogen af de økonomiske og kommercielle risici, der er forbundet med sidstnævntes aktivitet, og fungerer som hjælpeorgan, der er integreret i nævnte kommittents virksomhed.
I øvrigt må begrebet arbejdstager i EU-retlig forstand defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer arbejdsforholdet under hensyntagen til de berørte personers rettigheder og pligter. I denne forbindelse er en betegnelse som selvstændig tjenesteyder i henhold til national ret ikke til hinder for, at en person er arbejdstager i EU-retlig forstand, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv og dermed skjuler, at der foreligger et reelt arbejdsforhold. Det følger heraf, at status som arbejdstager i EU-retlig forstand ikke kan påvirkes af det forhold, at en person er ansat som selvstændig tjenesteyder i henhold til national ret, for så vidt som denne person handler efter arbejdsgiverens anvisninger, bl.a. hvad angår personens frihed til at vælge arbejdstid, -sted og -indhold, ikke bærer den kommercielle risiko for denne arbejdsgiver og er en integrerende del af den nævnte arbejdsgivers virksomhed, så længe ansættelsesforholdet varer, ved, at der dannes en økonomisk enhed.
(jf. præmis 27, 31 og 33-36)