1

Med sin appel har Rådet for Den Europæiske Union nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (T‑304/11, EU:2013:224, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 464/2011 af 11. maj 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af zeolit A i pulverform med oprindelse i Bosnien-Hercegovina (EUT L 125, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«), for så vidt som den vedrører Alumina d.o.o. (herefter »Alumina«).

2

Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, og berigtigelse i EUT 2010 L 7, s. 22, herefter »grundforordningen«) bestemmer i artikel 2, stk. 1-4 og 6:

»1.   Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.

Når eksportøren i eksportlandet ikke fremstiller eller sælger samme vare, kan den normale værdi imidlertid fastsættes på grundlag af andre sælgeres eller producenters priser.

Transaktioner mellem parter, som synes at være forretningsmæssigt forbundne eller at have en indbyrdes kompensationsaftale, kan kun anses for at finde sted i normal handel, og priserne for de pågældende transaktioner kan kun anvendes til fastsættelse af den normale værdi, hvis det fastslås, at de ikke er påvirket af dette afhængighedsforhold.

[…]

2.   Salg af samme vare bestemt til forbrug på hjemmemarkedet anvendes normalt som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi, hvis den solgte mængde udgør mindst 5% af salget af den pågældende vare til Fællesskabet. En lavere salgsmængde kan dog anvendes, hvis eksempelvis de priser, hvortil varen sælges, anses for repræsentative for det pågældende marked.

3.   Sælges samme vare ikke eller ikke i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller muliggør et sådant salg ikke en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for samme vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative.

[…]

4.   Salg af samme vare på eksportlandets hjemmemarked eller eksportsalg til et tredjeland til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne (faste og variable) pr. enhed med et beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, kan kun anses for ikke at have fundet sted i normal handel i prismæssig henseende, og der kan kun ses bort herfra ved fastsættelsen af den normale værdi, hvis det fastslås, at sådanne salg har fundet sted i en længere periode i betydelige mængder og til priser, som ikke giver dækning for alle omkostninger inden for en rimelig periode.

[…]

6.   Beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste fastsættes på grundlag af de faktiske omkostninger, der påløber i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede eksportørs eller producents produktion og salg i normal handel af samme vare. Kan disse beløb ikke fastsættes på dette grundlag, kan de fastsættes på grundlag af:

3

Den del af sagens baggrund, der er relevant for nærværende appel, er fremstillet som følger i den appellerede doms præmis 1, 3, 5 og 7-10:

[…]

[…]

[…]

4

Til støtte for sit søgsmål for Retten fremsatte Alumina to anbringender om tilsidesættelse dels af grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6, dels første punktum i samme artikels stk. 6. Med det andet anbringendes andet led gjorde Alumina i det væsentlige gældende, at Rådet havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at selskabets salg af den pågældende vare til sin eneste kunde på hjemmemarkedet fandt sted i normal handel, selv om priserne var blevet forhøjet med 25% som en risikopræmie for forsinket eller manglende betaling. I denne sammenhæng tog Retten dette andet led af det andet anbringende til følge ved at fastslå, at salgspriserne i forhold til den eneste kunde på hjemmemarkedet ikke afspejlede salg i normal handel som omhandlet i grundforordningens artikel 2, og den annullerede følgelig den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte Alumina.

5

Rådet har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

6

Alumina har nedlagt følgende påstande:

7

Til støtte for sin appel har Rådet påberåbt sig et eneste anbringende, der er rettet mod de konklusioner, Retten nåede frem til i den appellerede doms præmis 36-41 vedrørende begrebet salg, der finder sted »i normal handel« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit.

8

For det første er Rådet af den opfattelse, at Rettens bedømmelse i den appellerede doms præmis 36-41 vedrørende det andet led af det andet anbringende, som Alumina gjorde gældende til støtte for sin påstand, er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten foretog en fejlagtig fortolkning af begrebet salg, der finder sted »i normal handel« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 6. Retten begik nemlig en retlig fejl ved at fastslå, at der ikke skal tages hensyn til salg, der ikke fandt sted i normal handel, på grund af at priserne omfattede en risikopræmie til dækning af køberens forsinkede eller manglende betaling, som ikke er knyttet til varens værdi, ved beregningen af den normale værdi. En sådan fortolkning af begrebet »salg i normal handel« er hverken understøttet af grundforordningen eller af aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT), der fremgår af bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), underskrevet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994 L 336, s. 1). Endvidere er Rådet af den opfattelse, at præmis 17 i dommen i sagen Minolta Camera mod Rådet (C‑178/87, EU:C:1992:112), der blev nævnt af Retten i den appellerede doms præmis 27, som dommens præmis 38 henviser til, ikke understøtter Rettens fortolkning.

9

Det kriterium om en »pris, der afspejler varens værdi«, som Retten anvendte, er ifølge Rådet uhensigtsmæssigt til at afgøre, om et salg finder sted i normal handel. For det første tvinger en sådan fortolkning institutionerne til systematisk at gætte grundene til betaling og anvendelsen af de meddelte priser og til at fastlægge varens faktiske værdi. For det andet indebærer en sådan fortolkning en betydelig risiko for misbrug ved at favorisere, at salgskontrakter medtager en klausul, der bestemmer, at priserne omfatter en risikopræmie, med henblik på at undgå en anvendelse af disse priser ved fastlæggelsen af den normale værdi.

10

Særligt for så vidt angår den appellerede doms præmis 38 finder Rådet, at henvisningen til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), vedrørende de øvrige faktorer, der påvirker priser, ikke er relevant. Under alle omstændigheder har de justeringer, der er fastsat i denne artikel, til formål at fjerne vise forskelle mellem den normale værdi og eksportprisen og ikke udelukkende at justere den normale værdi, der er baseret på den pris, som denne vare sælges til i normal handel på det indre marked.

11

Rådet er i denne forbindelse af den opfattelse, at salg har fundet sted i normal handel, selv om sælgeren har forhøjet sin salgspris for at dække risikoen for forsinket eller manglende betaling. Såfremt denne situation risikerede at påvirke sammenligneligheden mellem den normale værdi og eksportprisen, ville der skulle foretages de justeringer, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 10, ved sammenligningen af normalprisen og eksportprisen. Rådet har i denne forbindelse bemærket, at artikel 2, stk. 10, litra g), udtrykkeligt foreskriver justering for forskelle i omkostningerne ved at yde kredit i forbindelse med de pågældende salg.

12

For det andet er Rådet af den opfattelse, at den fortolkning, som Retten anlagde af begrebet »salg, der finder sted i normal handel«, som fra dette begreb udelukker salg til priser, der omfatter en præmie, som har til formål at dække risikoen for, at køberen ikke kan eller vil betale, er i strid med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som institutionerne tvinges til systematisk at gætte grundene til betaling og anvendelsen af de meddelte priser og til at fastslå varens »faktiske« værdi, som anført i denne doms præmis 9.

13

Endelig har Rådet gjort gældende, at Retten ikke overholdt sin begrundelsespligt, for så vidt som den appellerede dom ikke indeholder en forklaring, der gør det muligt at konkludere, at salgene ikke finder sted i normal handel, hvis prisen omfatter en risikopræmie for manglende betaling.

14

Alumina er principalt af den opfattelse, at det anbringende, der er påberåbt af Rådet til støtte for appellen, ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom det i realiteten vedrører Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder i den appellerede doms præmis 31-35. Selskabet har subsidiært bestridt, at dette anbringende er velbegrundet, og har påstået det forkastet.

15

Alumina har gjort gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom Rådet har rejst tvivl om den fastlæggelse af faktum, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 31-35 for at fastslå, at salget af de omhandlede varer ikke fandt sted i normal handel, uden at angive den retlige fejl, som denne sidstnævnte skulle have begået.

16

Det bemærkes herved, at det følger af artikel 256 TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Det er kun i tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af Rettens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, eller ved en urigtig gengivelse af de beviser, som er lagt til grund for disse faktiske omstændigheder, at denne konstatering og vurdering af de nævnte beviser udgør retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret i forbindelse med appellen. Domstolen har i henhold til traktatens artikel 256 TEUF til gengæld kompetence til at prøve den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget (jf. domme Rådet mod Zhejiang Xinan Chemical Industrial Group, C‑337/09 P, EU:C:2012:471, præmis 55, og Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C‑419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 30 og 31).

17

I det foreliggende tilfælde har Rådet foreholdt Retten, at den fortolkede begrebet salg »i normal handel« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 6, fejlagtigt. På grundlag af denne fortolkning kvalificerede Retten fejlagtigt de faktiske omstændigheder, der tjente som grundlag for den omtvistede forordning, for at konkludere, at den mangel, som består i en hensyntagen til risikopræmien, påvirker gyldigheden af den foretagne beregning af den normale værdi med henblik på vurderingen af, om der forelå dumping.

18

Appellen vedrører derfor ikke Rettens fastlæggelse af faktum som sådan og heller ikke Rettens bevisbedømmelse vedrørende risikopræmien, men den vedrører fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse og dennes anvendelse på de faktiske omstændigheder, således som de er fastlagt af Rådet.

19

På denne baggrund skal appellen antages til realitetsbehandling.

20

Det bemærkes, at fastsættelsen af den normale værdi udgør et væsentligt forhold, som skal gøre det muligt at fastlægge, om der foreligger en dumping. Grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemmer herom, at »den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet«. I denne forbindelse skal det ligeledes fastslås, at det i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi fremgår af såvel ordlyden som opbygningen af denne bestemmelse, at den normale værdi i første række skal fastlægges på grundlag af den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel. I henhold til samme artikels stk. 3, første afsnit, kan dette princip kun fraviges, såfremt samme vare ikke sælges i normal handel, eller såfremt dette salg er utilstrækkeligt, eller såfremt et sådant salg ikke muliggør en passende sammenligning (jf. dom Goldstar mod Rådet, C‑105/90, EU:C:1992:69, præmis 12).

21

Disse fravigelser fra den metode, hvorefter den normale værdi skal fastlægges på grundlag af de faktiske priser, er udtømmende, og de refererer til, hvad der er karakteristisk for afsætningen, og ikke til prisen på varen (dom Ajinomoto og NutraSweet mod Rådet og Kommissionen, C‑76/98 P og C‑77/98 P, EU:C:2001:234, præmis 40).

22

Som generaladvokaten har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, indeholder hverken den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 eller grundforordningen imidlertid en definition af begrebet normal handel. Grundforordningen nævner ganske vist i artikel 2 udtrykkeligt to forskellige former for salg, der under visse betingelser ikke skal anses for at udgøre normal handel.

23

For det første præciserer grundforordningens artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, at transaktioner mellem parter, som synes at være forretningsmæssigt forbundne eller at have en indbyrdes kompensationsaftale, kun kan anses for at finde sted i normal handel, og priserne for de pågældende transaktioner kan kun anvendes til fastsættelse af den normale værdi, hvis det undtagelsesvis fastslås, at de ikke er påvirket af dette afhængighedsforhold (dom Petrotub og Republica mod Rådet, C‑76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 85).

24

For det andet følger det af grundforordningens artikel 2, stk. 4, første afsnit, at salg af samme vare på eksportlandets hjemmemarked eller eksportsalg til et tredjeland til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne, kun kan anses for ikke at have fundet sted i normal handel, hvis det fastslås, at disse salg har fundet sted i en længere periode i betydelige mængder og til priser, som ikke giver dækning for alle omkostninger inden for en rimelig periode.

25

Grundforordningens artikel 2 giver imidlertid ikke herved en udtømmende liste over de metoder, der gør det muligt at fastslå, om transaktionerne fandt sted i normal handel. I denne forbindelse har Domstolen allerede præciseret, at begrebet normal handel sigter til selve arten af den pågældende afsætning. Efter begrebet gælder der, hvad angår spørgsmålet om fastlæggelsen af den normale værdi, andre regler i tilfælde, hvor en afsætning på hjemmemarkedet ikke sker på normale forretningsmæssige vilkår, navnlig når en vare sælges til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne, eller når der finder transaktioner sted mellem parter, der er forretningsmæssigt forbundet, eller mellem hvem der består en kompensationsaftale (jf. domme Goldstar mod Rådet, EU:C:1992:69, præmis 13, og Ajinomoto og NutraSweet mod Rådet og Kommissionen, EU:C:2001:234, præmis 38).

26

I den appellerede doms præmis 36 fastslog Retten, at en præmie for manglende betaling udgør en modydelse for den risiko, som leverandøren løber ved at sælge varer til en bestemt kunde. Denne præmie repræsenterer dermed ikke en del af den solgte vares værdi og har heller ikke nogen sammenhæng med varens egenskaber, men afhænger af kundens identitet og leverandørens vurdering af kundens økonomiske kapacitet.

27

Retten fastslog endvidere i den appellerede doms præmis 38, at medregning af en risikopræmie ved beregningen af en fortjenstmargen med henblik på fastsættelsen af den normale værdi bevirker, at der tages hensyn til en faktor, som ikke afspejler en del af den solgte vares værdi, og som således kunstigt forhøjer resultatet af beregningen af den normale værdi på en sådan måde, at dette resultat ikke længere er et så pålideligt udtryk som muligt for varens salgspris, som denne ville være ved salg af varen i dens oprindelsesland i normal handel.

28

Som anført af generaladvokaten i punkt 43 i forslaget til afgørelse, er formålet med begrebet normal handel at sikre, at en vares normale værdi i videst mulige omfang svarer til den normale pris for samme vare på eksportørens hjemmemarked. Såfremt et salg finder sted på vilkår og betingelser, der ikke er i overensstemmelse med den handelspraksis, der gælder for salg af de samme varer på dette marked på det tidspunkt, der er relevant for konstateringen af, om der foreligger antidumping, udgør salget ikke et passende grundlag for at fastlægge den normal værdi for samme vare på det nævnte marked.

29

I det foreliggende tilfælde var det med rette, at Retten fastslog, at medregningen i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 3, af en præmie, såsom præmien vedrørende risikoen for manglende betaling, svarede til, at der indgår en faktor i beregningen, som ikke kan bidrage til fastsættelsen af den pris, som den omhandlede vare sælges til under normale omstændigheder i det indre marked. Et sådant forhold, der udelukkende vedrører den finansielle kapacitet hos en bestemt køber på hjemmemarkedet, er nemlig et blandt de kendetegn ved salget, som institutionerne skal tage hensyn til ved afgørelsen af, om disse salg fandt sted inden for rammerne af salg, der svarede til salgsbetingelserne for samme vare i det indre marked i den periode, der var relevant ved afgørelsen af, om der forelå dumping.

30

I denne forbindelse bemærkes, at prisen på en vare kun er et af vilkårene i en handelstransaktion. Spørgsmålet om, hvorvidt en pris er udtryk for normal handel afhænger ligeledes af de øvrige vilkår i en transaktion, der kan påvirke prisen, såsom transaktionens størrelse, de af parterne yderligere påtagede forpligtelser og leveringsfristen. Inden for rammerne af denne bedømmelse, der skal foretages fra sag til sag, skal institutionerne tage hensyn til alle de relevante faktorer og særlige omstændigheder, der vedrører de omhandlede salg.

31

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten ganske vist i den appellerede doms præmis 36, at medregningen af en risikopræmie for manglende betaling hverken repræsenterede en del af den solgte vares værdi eller havde nogen sammenhæng med varens egenskaber, og i samme doms præmis 38 fastslog Retten, at præmien ikke afspejlede en del af den solgte vares værdi. Som generaladvokaten anførte i punkt 58 i forslaget til afgørelse, udtrykker disse præmisser imidlertid ikke et af Retten fastslået grundlæggende princip om, at den omstændighed, at salgsprisen afspejler varens værdi, nødvendigvis er afgørende for, at et salg kan anses for at have normal karakter.

32

Det må således fastslås, at Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 38 om, at denne præmie kunstigt forhøjer resultatet af beregningen af den normale værdi, er i overensstemmelse med Domstolens eksisterende praksis om, at medregningen af denne præmie var af en sådan art, at den kunne påvirke spørgsmålet om, hvorvidt salget var normalt (jf. dom Ajinomoto og NutraSweet mod Rådet og Kommissionen, EU:C:2001:234, præmis 39 og 41). I denne forbindelse bemærkes, at institutionerne inden for disse rammer skal foretage en undersøgelse af, om denne salgsbetingelse er blevet anvendt på alle kunder på generel vis på markedet for den samme vare, eller om den var specifik på baggrund af den pågældende kundes situation.

33

Hvad angår Rådets argumenter vedrørende Rettens henvisning i den appellerede doms præmis 38-40 til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), skal det fastslås, at de er irrelevante, eftersom Rettens afgørende argumentation i denne forbindelse, som navnlig blev fremført i samme doms præmis 36 og 37, ikke er behæftet med en retlig fejl. Selv om det blev fastslået, at denne henvisning er fejlagtig, har dette ingen betydning for gyldigheden af den fortolkning af begrebet salg i normal handel, som Retten lagde til grund i den appellerede dom, og kan således ikke medføre en ophævelse af denne dom.

34

Hvad endelig angår den del af anbringendet, der vedrører Rettens tilsidesættelse af begrundelsespligten, som i øvrigt ikke er støttet på specifikke argumenter, må det forkastes, eftersom begrundelsen i den appellerede dom udgør en klar og utvetydig angivelse af Rettens argumentation.

35

Det følger af det ovenstående, at det eneste anbringende, som Rådet har påberåbt sig til støtte for appellen, ikke kan tages til følge, og appellen må derfor forkastes.

36

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der ikke gives appellanten medhold. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Alumina har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):