Sag C-349/13
Minister Finansów
mod
Oil Trading Poland sp. z o.o.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny)
»Præjudiciel forelæggelse — punktafgifter — direktiv 92/12/EØF og 2008/118/EF — anvendelsesområde — mineralolier og energiprodukter — smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof eller brændsel til opvarmning — ikke omfattet — punktafgift på forbrug af energiprodukter pålagt af en medlemsstat i overensstemmelse med specifikke regler vedrørende ordningen med den harmoniserede punktafgift — begrebet »formaliteter i forbindelse med grænsepassage« — artikel 110 TEUF — kortere betalingsfrist i visse tilfælde for erhvervelser i andre medlemsstater end for varer erhvervet på det nationale marked«
Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 12. februar 2015
Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – punktafgifter – direktiv 92/12 og 2008/118 – anvendelsesområde – smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof eller brændsel til opvarmning – ikke omfattet – forbrugerafgift i henhold til ordningen med den harmoniserede punktafgift – lovlig – betingelse – ingen formaliteter i forbindelse med grænsepassage
[Rådets direktiv 92/12, art. 3, stk. 3, og 2008/118, art. 1, stk. 3, og art. 34, stk. 2, første afsnit, litra a)]
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – identificering af relevante elementer i EU-retten
(Art. 267 TEUF)
Fiskale bestemmelser – interne afgifter – forbud mod forskelsbehandling af importerede og lignende indenlandske varer – produkter indført under afgiftssuspensionsordningen og produkter erhvervet på det nationale marked – alene mulighed for indførte varer for at anvende ordningen med betalt punktafgift, som medfører en kortere betalingsfrist – lovlig
(Art. 110 TEUF)
Artikel 3, stk. 3, i direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed og artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at varer, der ikke henhører under anvendelsesområdet for disse direktiver, såsom smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof og brændsel til opvarmning, pålægges en afgift reguleret ved bestemmelser, som er identiske med bestemmelserne for ordningen med den harmoniserede punktafgift som omhandlet i de pågældende direktiver, når den omstændighed, at disse varer pålægges denne afgift, ikke medfører formaliteter i forbindelse med grænsepassage inden for rammerne af samhandelen mellem medlemsstater.
De krav, der er knyttet til den nationale punktafgiftssuspensionsordning vedrørende disse varer, som finder anvendelse på såvel produkter indført fra en anden medlemsstat som produkter erhvervet på det nationale marked, kan ikke betragtes som udgørende en formalitet ved grænsepassage.
I øvrigt kan de forpligtelser, der vedrører ordningen med betalt punktafgift, nemlig forpligtelserne til at indgive en angivelse af erhvervelsen inden for Fællesskabet og stille sikkerhed for punktafgiften før indførslen af de pågældende varer, ikke udgøre formaliteter i forbindelse med grænsepassage, for så vidt som disse forpligtelser skal opfyldes, før de pågældende varer krydser grænsen, eller for så vidt som det, at der stilles en garanti for betalingen af punktafgiften, er forbundet med den afgiftsudløsende omstændighed, og for så vidt som disse forpligtelser svarer til de forskrifter, som de personer, der skal erlægge punktafgiften i tilfælde af varer underlagt ordningen med den harmoniserede punktafgift, skal opfylde i henhold til artikel 34, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2008/118. På samme måde kan forpligtelsen til at indgive den forenklede angivelse, beregne og indbetale punktafgiften inden ti dage efter afgiftens opståen samt føre en fortegnelse over de punktafgiftspligtige varer, der er erhvervet inden for Fællesskabet, som tilsigter at sikre betalingen af den skyldige punktafgift, ikke betragtes som formaliteter i forbindelse med grænsepassage.
(jf. præmis 38, 39-43 og 52 samt domskonkl.)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 45)
Der foreligger ikke forskelsbehandling til skade for indførte produkter i strid med artikel 110 TEUF, når fristen for betaling af skyldig punktafgift for produkter indført under afgiftssuspensionsordningen regnet fra disses frigivelse på det nationale marked er den samme som den, der er fastsat for produkter erhvervet på det pågældende marked under samme ordning, i henhold til en national lovgivning, der underlægger smøreolier, der ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed og direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12, betaling af punktafgift.
Den omstændighed, at der alene for indførte varer ligeledes er mulighed for at anvende ordningen med betalt punktafgift, som medfører en kortere betalingsfrist, kan ikke rejse tvivl ved den omstændighed, at en sådan lovgivning ikke er udtryk for forskelsbehandling.
(jf. præmis 50 og 51)
Sag C-349/13
Minister Finansów
mod
Oil Trading Poland sp. z o.o.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny)
»Præjudiciel forelæggelse — punktafgifter — direktiv 92/12/EØF og 2008/118/EF — anvendelsesområde — mineralolier og energiprodukter — smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof eller brændsel til opvarmning — ikke omfattet — punktafgift på forbrug af energiprodukter pålagt af en medlemsstat i overensstemmelse med specifikke regler vedrørende ordningen med den harmoniserede punktafgift — begrebet »formaliteter i forbindelse med grænsepassage« — artikel 110 TEUF — kortere betalingsfrist i visse tilfælde for erhvervelser i andre medlemsstater end for varer erhvervet på det nationale marked«
Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 12. februar 2015
Fiskale bestemmelser — harmonisering af lovgivningerne — punktafgifter — direktiv 92/12 og 2008/118 — anvendelsesområde — smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof eller brændsel til opvarmning — ikke omfattet — forbrugerafgift i henhold til ordningen med den harmoniserede punktafgift — lovlig — betingelse — ingen formaliteter i forbindelse med grænsepassage
[Rådets direktiv 92/12, art. 3, stk. 3, og 2008/118, art. 1, stk. 3, og art. 34, stk. 2, første afsnit, litra a)]
Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — identificering af relevante elementer i EU-retten
(Art. 267 TEUF)
Fiskale bestemmelser — interne afgifter — forbud mod forskelsbehandling af importerede og lignende indenlandske varer — produkter indført under afgiftssuspensionsordningen og produkter erhvervet på det nationale marked — alene mulighed for indførte varer for at anvende ordningen med betalt punktafgift, som medfører en kortere betalingsfrist — lovlig
(Art. 110 TEUF)
Artikel 3, stk. 3, i direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed og artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at varer, der ikke henhører under anvendelsesområdet for disse direktiver, såsom smøreolier, der anvendes til andet end motorbrændstof og brændsel til opvarmning, pålægges en afgift reguleret ved bestemmelser, som er identiske med bestemmelserne for ordningen med den harmoniserede punktafgift som omhandlet i de pågældende direktiver, når den omstændighed, at disse varer pålægges denne afgift, ikke medfører formaliteter i forbindelse med grænsepassage inden for rammerne af samhandelen mellem medlemsstater.
De krav, der er knyttet til den nationale punktafgiftssuspensionsordning vedrørende disse varer, som finder anvendelse på såvel produkter indført fra en anden medlemsstat som produkter erhvervet på det nationale marked, kan ikke betragtes som udgørende en formalitet ved grænsepassage.
I øvrigt kan de forpligtelser, der vedrører ordningen med betalt punktafgift, nemlig forpligtelserne til at indgive en angivelse af erhvervelsen inden for Fællesskabet og stille sikkerhed for punktafgiften før indførslen af de pågældende varer, ikke udgøre formaliteter i forbindelse med grænsepassage, for så vidt som disse forpligtelser skal opfyldes, før de pågældende varer krydser grænsen, eller for så vidt som det, at der stilles en garanti for betalingen af punktafgiften, er forbundet med den afgiftsudløsende omstændighed, og for så vidt som disse forpligtelser svarer til de forskrifter, som de personer, der skal erlægge punktafgiften i tilfælde af varer underlagt ordningen med den harmoniserede punktafgift, skal opfylde i henhold til artikel 34, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2008/118. På samme måde kan forpligtelsen til at indgive den forenklede angivelse, beregne og indbetale punktafgiften inden ti dage efter afgiftens opståen samt føre en fortegnelse over de punktafgiftspligtige varer, der er erhvervet inden for Fællesskabet, som tilsigter at sikre betalingen af den skyldige punktafgift, ikke betragtes som formaliteter i forbindelse med grænsepassage.
(jf. præmis 38, 39-43 og 52 samt domskonkl.)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 45)
Der foreligger ikke forskelsbehandling til skade for indførte produkter i strid med artikel 110 TEUF, når fristen for betaling af skyldig punktafgift for produkter indført under afgiftssuspensionsordningen regnet fra disses frigivelse på det nationale marked er den samme som den, der er fastsat for produkter erhvervet på det pågældende marked under samme ordning, i henhold til en national lovgivning, der underlægger smøreolier, der ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed og direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12, betaling af punktafgift.
Den omstændighed, at der alene for indførte varer ligeledes er mulighed for at anvende ordningen med betalt punktafgift, som medfører en kortere betalingsfrist, kan ikke rejse tvivl ved den omstændighed, at en sådan lovgivning ikke er udtryk for forskelsbehandling.
(jf. præmis 50 og 51)