—

Karen Millen Fashions Ltd ved solicitor J. Waters

—

Dunnes Stores og Dunnes Stores (Limerick) Ltd ved solicitor G. Byrne

—

Det Forenede Kongeriges regering ved S. Brighouse, som befuldmægtiget, bistået af barrister N. Saunders

—

Europa-Kommissionen ved F.W. Bulst og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 og artikel 85, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002 L 3, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Karen Millen Fashions Ltd (herefter »KMF«) og Dunnes Stores og Dunnes Stores (Limerick) Ltd (herefter samlet »Dunnes«) vedrørende et krav, som KMF har fremsat, om at der nedlægges forbud mod Dunnes’ brug af design.

3

Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPs-aftalen«) indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der henhører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1).

4

I afsnit 4, der har overskriften »Industrielle mønstre«, i aftalens del II benævnt »Normer vedrørende de intellektuelle ejendomsrettigheders disponibilitet, dækningsområde og anvendelse« bestemmes følgende i artikel 25 under overskriften »Krav vedrørende beskyttelsen«:

»1.   Medlemmerne træffer foranstaltninger til beskyttelse af uafhængigt frembragte industrielle mønstre, der er nye eller originale. Medlemmerne kan fastsætte, at mønstre ikke er nye eller originale, medmindre de tydeligt afviger fra kendte mønstre eller kombinationer af kendte mønsterbestanddele. Medlemmerne kan fastsætte, at en sådan beskyttelse ikke skal gælde for mønstre, der i alt væsentligt er dikteret af tekniske eller funktionelle forhold.

[...]«

5

Følgende fremgår af 9., 14., 16., 17., 19. og 25. betragtning til forordning nr. 6/2002:

[...]

[...]

[...]

[...]

6

Artikel 1 i forordning nr. 6/2002 har følgende ordlyd:

»1.   Et design, der opfylder de i denne forordning fastsatte betingelser, benævnes i det følgende »EF-design«.

2.   Et EF-design beskyttes:

[...]«

7

Ifølge forordningens artikel 4, stk. 1, beskyttes et design af et EF-design, hvis designet er nyt og har individuel karakter.

8

Forordningens artikel 5 bestemmer:

»1.   Et design anses for nyt, hvis intet identisk design er blevet offentliggjort:

2.   Design anses for at være identiske, hvis deres karakteristiske træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.«

9

Samme forordnings artikel 6 bestemmer:

»1.   Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort:

2.   Ved vurderingen af et designs individuelle karakter tages der hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.«

10

I artikel 11 i forordning nr. 6/2002 har følgene ordlyd:

»1.   Et design, der opfylder de i første afdeling fastsatte betingelser, beskyttes som ikke-registreret EF-design for et tidsrum på tre år fra den dato, hvor designet først er blevet offentliggjort inden for Fællesskabet.

2.   Med henblik på anvendelsen af stk. 1 anses et design for at være blevet offentliggjort i Fællesskabet, hvis det er blevet bekendtgjort, eller det er udstillet, benyttet kommercielt eller på anden måde er blevet kendt i Fællesskabet, således at fagkredsene inden for den pågældende sektor i Fællesskabet med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse. Designet anses dog ikke for at være blevet offentliggjort, blot fordi tredjemand har fået kendskab til det under et eksplicit eller implicit krav om fortrolighed.«

11

Forordningens artikel 19 bestemmer:

»1.   Registreringen som et EF-design giver indehaveren eneret til at bruge det pågældende design og til at forbyde tredjemand at bruge det uden indehaverens samtykke. Ved brug af det pågældende design forstås navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.

2.   Et ikke-registreret EF-design giver imidlertid kun indehaveren ret til at forbyde de i stk. 1 nævnte handlinger, hvis den brug, som der gøres indsigelse imod, skyldes kopiering af det beskyttede design.

Den brug, der gøres indsigelse imod, anses imidlertid ikke for at skyldes kopiering af et beskyttet design, hvis den hidrører fra et selvstændigt arbejde fra en designer, som med rimelighed må formodes ikke at have haft kendskab til det design, indehaveren har offentliggjort.

[...]«

12

Forordningens artikel 85, stk. 2, bestemmer følgende:

»I sager om krænkelse eller risiko for krænkelse af et ikke-registreret EF-design anser EF-designdomstolene designet for gyldigt, såfremt rettighedshaveren har fremlagt bevis for, at de i artikel 11, stk. 2, omhandlede betingelser er opfyldt, og påviser, hvorved designet har individuel karakter. Sagsøgte kan dog anfægte dets gyldighed i form af indsigelse eller ved et modkrav med påstand om ugyldighed.«

13

KMF er et engelsk selskab, hvis virksomhed består i at fremstille og sælge damebeklædning.

14

Dunnes er en stor detailhandelskoncern i Irland, hvis virksomhed består i at sælge damebeklædning.

15

I 2005 designede og udbød KMF en stribet skjorte i en blå og en brun udgave og en sort strikbluse til salg i Irland (herefter »KMF’s beklædningsgenstande«).

16

Repræsentanter for Dunnes købte eksemplarer af KMF’s beklædningsgenstande fra en af KMF’s irske forretninger. Efterfølgende fik Dunnes fremstillet kopier af disse beklædningsgenstande uden for Irland og udbød dem til salg i deres irske butikker i slutningen af 2006.

17

KMF, som anså sig for indehaver af de ikke-registrerede EF-design af de pågældende beklædningsgenstande, indledte den 2. januar 2007 en sag ved High Court, hvorved selskabet bl.a. nedlagde påstand om, at der skulle nedlægges forbud mod Dunnes’ brug af disse design, samt at KMF skulle modtage erstatning.

18

High Court tog KMF’s påstande til følge.

19

Dunnes har anket High Courts afgørelse til den Supreme Court.

20

Denne ret har oplyst, at Dunnes ikke har bestridt, at selskabet har kopieret KMF’s beklædningsgenstande, og Dunnes har medgivet, at de ikke-registrerede EF-design, som KMF anfører at være indehaver af, er nye.

21

Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at Dunnes har bestridt, at KMF er indehaver af et ikke-registreret EF-design for hver enkelt af KMF’s beklædningsgenstande, med den begrundelse dels, at beklædningsgenstandene ikke har individuel karakter som omhandlet i forordning nr. 6/2002, dels, at forordningen pålægger KMF at påvise, at disse beklædningsgenstande har en sådan karakter.

22

Under disse omstændigheder har Supreme Court besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen to præjudicielle spørgsmål:

23

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6 i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at for at et design kan anses for at have individuel karakter, skal det helhedsindtryk, som dette design giver den informerede bruger, adskille sig fra det helhedsindtryk, som en sådan bruger får af et eller flere tidligere design individuelt set eller af en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design.

24

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke fremgår af ordlyden af artikel 6 i forordning nr. 6/2002, at det helhedsindtryk, som artiklen henviser til, er det, som en sådan kombination giver.

25

Idet der henvises til det helhedsindtryk, som »alle andre design«, der er blevet offentliggjort, giver den informerede bruger, skal artikel 6 nemlig fortolkes således, at vurderingen af den individuelle karakter skal foretages ud fra et eller flere bestemte design, som er individualiseret, bestemt og identificeret blandt alle de design, som tidligere er blevet offentliggjort.

26

Som Det Forenede Kongeriges regering og Europa-Kommissionen har anført, er denne fortolkning i overensstemmelse med retspraksis, hvorefter den informerede bruger foretager en direkte sammenligning af de anfægtede design, når dette er muligt (jf. domme PepsiCo/Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 55, og Neuman m.fl. mod José Manuel Baena Grupo, C-101/11 P og C-102/11 P, EU:C:2012:641, præmis 54), eftersom en sådan sammenligning rent faktisk foretages på grundlag af det indtryk, en sådan bruger får på baggrund af bestemte tidligere individualiserede design, og ikke på grundlag af en samling af bestemte bestanddele eller dele af tidligere design.

27

Domstolens har ligeledes fastslået, at det ikke kan udelukkes, at en direkte sammenligning er umulig eller usædvanlig inden for den omhandlede sektor, navnlig på grund af særlige omstændigheder eller på grund af kendetegn ved de genstande, som det tidligere varemærke og det anfægtede design repræsenterer. Domstolen bemærkede i denne forbindelse, at idet der ikke foreligger en direkte angivelse heraf i forordning nr. 6/2002, kan det ikke antages, at EU-lovgiver har haft til hensigt at begrænse vurderingen af eventuelle design til en direkte sammenligning af disse (jf. domme PepsiCo/Grupo Promer Mon Graphic, EU:C:2011:679, præmis 55 og 57, og Neuman m.fl. mod José Manuel Baena Grupo, EU:C:2012:641, præmis 54 og 56).

28

Det skal i denne forbindelse imidlertid bemærkes, at selv om Domstolen åbnede for muligheden for at fortage en indirekte sammenligning af de omhandlede design, fastslog den efterfølgende, at Den Europæiske Unions Rets uden at foretage nogen urigtig retsanvendelse kan basere sin begrundelse på en ufuldstændige erindring af det helhedsindtryk, som designet giver (domme PepsiCo/Grupo Promer Mon Graphic, EU:C:2011:679, præmis 58, og Neuman m.fl. mod José Manuel Baena Grupo, EU:C:2012:641, præmis 57).

29

Som generaladvokaten har anført i punkt 48-50 i forslaget til afgørelse, skal en sådan indirekte sammenligning baseret på en ufuldstændig erindring ikke foretages på grundlag af en erindring af specifikke bestanddele af flere tidligere design, men på en erindring af bestemte design.

30

Disse betragtninger ændres ikke af de argumenter, som Dunnes har fremsat.

31

Hvad for det første angår de argumenter, der henviser til 14. og 19. betragtning til forordning nr. 6/2002, der anvender udtrykkene »den allerede eksisterende formgivning« og »i forhold til andre design«, skal det bemærkes, at præamblen til en fællesskabsretsakt ikke er retligt bindende og ikke kan påberåbes til støtte for at fravige bestemmelserne i den pågældende retsakt eller for at fortolke dem i åbenbar strid med bestemmelsens ordlyd (dom Deutsches Milch-Kontor, C-136/04, EU:C:2005:716, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

32

Under alle omstændigheder skal det fastslås, at selv om 14. betragtning til forordning nr. 6/2002 henviser til det helhedsindtryk, som en bruger får af den »allerede eksisterende formgivning«, fremgår dette udtryk ikke af nogen af forordningens bestemmelser.

33

Endvidere bevirker hverken anvendelsen af dette udtryk eller af udtrykket »i forhold til andre design« i 19. betragtning til forordning nr. 6/2002, at det relevante indtryk med henblik på anvendelse af denne forordnings artikel 6 er det indtryk, som gives ikke af et tidligere design individuelt set, men derimod af en kombination af enkelte bestanddele taget fra disse design.

34

Hvad for det andet angår henvisningen til »kombinationer af kendte mønsterbestanddele« i TRIPs-aftalens artikel 25, stk. 1, andet punktum, skal det blot bemærkes, at denne bestemmelse har en anden ordlyd, og at parterne i aftalen følgelig ikke har pligt til fastsætte, at vurderingen af, om et design er nyt eller originalt, skal foretages på grundlag af disse kombinationer.

35

Under disse omstændigheder skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6 i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at for at et design kan anses for at have individuel karakter, skal det helhedsindtryk, som dette design giver en informeret bruger, adskille sig fra det helhedsindtryk, som en sådan bruger får ikke af en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design, men af et eller flere tidligere design individuelt set.

36

Med det andet spørgsmål spørger den forelæggende ret nærmere bestemt, om artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at for at en EF-designdomstol kan anse et ikke-registreret EF-design for gyldigt, skal indehaveren af dette design bevise, at det har individuel karakter som omhandlet i denne forordnings artikel 6, eller at det er tilstrækkeligt, at vedkommende blot påviser, hvorved designet har individuel karakter.

37

Det fremgår af selve ordlyden at artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, at for, at et ikke-registreret EF-design kan anses for gyldigt, skal rettighedshaveren dels fremlægge bevis for, at de i denne forordnings artikel 11 omhandlede betingelser er opfyldt, dels påvise, hvorved designet har individuel karakter.

38

I henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 beskyttes et design, der opfylder de i første afdeling i denne forordning fastsatte betingelser, som ikke-registreret EF-design for et tidsrum på tre år fra den dato, hvor designet først er blevet offentliggjort inden for Den Europæiske Union.

39

Som det fremgår af selve overskriften til artikel 85 i forordning nr. 6/2002, er der i henhold til stk. 1 en formodning for, at registrerede EF-design er gyldige, og i henhold til stk. 2 en formodning for, at ikke-registrerede EF-design er gyldige.

40

Gennemførelsen af denne formodning om gyldighed er efter sin natur uforenelig med den af Dunnes støttede fortolkning af artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, hvorefter det bevis, som indehaveren af et design i henhold til denne bestemmelse skal fremlægge – dvs. for, at betingelserne i denne forordnings artikel 11 er opfyldt – omfatter bevis for, at det omhandlede design ligeledes opfylder samtlige betingelser i første afdeling i afsnit II i denne forordning, dvs. betingelserne i samme forordnings artikel 3-9.

41

Den af Dunnes foreslåede fortolkning af artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, vil desuden bevirke, at den anden betingelse i artikel 85, stk. 2, hvorefter indehaveren af et design skal påvise, hvorved designet har individuel karakter, mister sit indhold og sin betydning.

42

Denne fortolkning er endvidere ikke i overensstemmelse med det forfulgte mål om enkelthed og hurtighed, der begrunder beskyttelsen af et ikke-registreret EF-design, således som det fremgår af 16. og 17. betragtning til forordning nr. 6/2002.

43

Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at sondringen mellem sager om et registreret EF-design og sager om et ikke-registreret EF-design i artikel 85 i forordning nr. 6/2002 skyldes, hvad angår sidstnævnte kategori, behovet for at fastsætte datoen for, hvornår det omhandlede design er omfattet af den i denne forordning omhandlede beskyttelse, og for at fastlægge den præcise genstand for denne beskyttelse. Som følge af fraværet af registreringsformaliteter kan det være vanskeligere at udlede disse oplysninger, når der er tale om et ikke-registreret design, end når der er tale om et registreret design.

44

Hvis artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skulle fortolkes således, at et ikke-registreret EF-design kun kan anses for gyldigt, hvis rettighedshaveren beviser, at det opfylder samtlige betingelser i nævnte forordnings første afdeling i afsnit II, ville sagsøgtes mulighed for i henhold til artikel 85, stk. 2, at anfægte gyldigheden af nævnte design i form af indsigelse eller ved et modkrav med påstand om ugyldighed desuden være uden indhold og uden betydning.

45

Hvad angår den anden betingelse i artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 er det tilstrækkeligt at bemærke, at idet bestemmelsens ordlyd alene kræver, at indehaveren af et ikke-registreret EF-design påviser, hvorved designet har individuel karakter, er den utvetydig, og den kan derfor ikke fortolkes således, at det skal påvises, at det omhandlede design har individuel karakter.

46

Selv om det er påkrævet, at indehaveren af det omhandlede design som følge af fraværet af registreringsformaliteter for denne designkategori præciserer genstanden for den beskyttelse, som vedkommende påberåber sig i henhold til nævnte forordning, er det tilstrækkeligt, at han påviser den eller de bestanddele i designet, som giver det individuel karakter.

47

Under disse omstændigheder skal det andet spørgsmål derfor besvares med, at artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at for at en EF-designdomstol kan anse et ikke-registreret EF-design for gyldigt, er indehaveren af det omhandlede design ikke forpligtet til at påvise, at det har individuel karakter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne forordnings artikel 6, men derimod alene forpligtet til at påvise, hvorved designet har individuel karakter, dvs. identificere den eller de bestanddele i designet, som ifølge rettighedshaveren giver det individuel karakter.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: