DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

18. december 2014 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — fælles markedsordning — bananer — importordning — anvendelige toldsatser«

I sag C-306/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af rechtbank van eerste aanleg te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 17. maj 2013, indgået til Domstolen den 4. juni 2013, i sagen:

LVP NV

mod

Belgische Staat,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda, A. Rosas (refererende dommer), E. Juhász og D. Šváby,

generaladvokat: P. Cruz Villalón

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

—	LVP NV ved advocaten R. Verbeke, P. Vlaemminck og B. Van Vooren

—	den belgiske regering ved M. Jacobs og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede

—	den græske regering ved I. Chalkias og A. Vasilopoulou, som befuldmægtigede

—	Rådet for Den Europæiske Union ved S. Boelaert og E. Karlsson, som befuldmægtigede

—	Europa-Kommissionen ved G. Wils og I. Zervas, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005 af 29. november 2005 om toldsatser for bananer (EUT L 316, s. 1) i forhold til artikel I, artikel XIII, stk. 1 og 2, litra d), og artikel XXVIII og/eller enhver anden anvendelig bestemmelse i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT 1994 L 336, s. 11, herefter »GATT 1994«), der er opført i bilag 1 A til overenskomsten om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1).

2	Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem LVP NV (herefter »LVP«) og Belgische Staat vedrørende en anmodning om tilbagebetaling af told, som er betalt af LVP for import af bananer med oprindelse i Costa Rica og Ecuador.

Retsforskrifter

WTO-aftalerne

3	Ved afgørelse 94/800 godkendte Rådet for Den Europæiske Union overenskomsten om oprettelse af WTO samt de aftaler, der findes i bilag 1, 2 og 3 til denne aftale (herefter »WTO-aftalerne«), hvortil hører GATT 1994.

4	Artikel II, stk. 2, i overenskomsten om oprettelse af WTO bestemmer: »De aftaler og de dermed forbundne retsinstrumenter, der er omfattet af bilag 1, 2 og 3 [...] udgør integrerende dele af denne overenskomst og er bindende for alle medlemmer.«

I overensstemmelse med artikel IV, stk. 1, i overenskomsten om oprettelse af WTO dannes der en ministerkonference bestående af repræsentanter for alle medlemmerne af WTO. Nævnte overenskomsts artikel IX, stk. 3 og 4, omhandler de betingelser, hvorunder Ministerkonferencen under ekstraordinære omstændigheder kan træffe beslutning om at indrømme en fritagelse for en forpligtelse, der påhviler et medlem i henhold til overenskomsten om oprettelse af WTO eller en af WTO-aftalerne.

Følgende fremgår af artikel I, stk. 1, i GATT 1994:

»Med hensyn til toldafgifter og andre afgifter af enhver art, der pålægges eller opkræves i forbindelse med indførsel eller udførsel, […] skal enhver fordel, begunstigelse, privilegium eller fritagelse, der er ydet af en kontraherende part, for så vidt angår en vare hidrørende fra eller bestemt for et andet land, øjeblikkelig og ubetinget tilstås den tilsvarende vare hidrørende fra eller bestemt for alle andre kontraherende parters territorier.«

Artikel II i GATT 1994 med overskriften »lister over indrømmelser« bestemmer:

»1.

a)	Enhver kontraherende part skal tilstå de andre kontraherende parters handel en behandling, som ikke er mindre gunstig end den, der er foreskrevet i den pågældende del af vedkommende parts til nærværende overenskomst knyttede liste.

[...]

7. De til nærværende overenskomst knyttede lister gøres herved til en integrerende del af l. del af nærværende overenskomst.«

Artikel XIII i GATT 1994, som vedrører ikke-diskriminerende administration af kvantitative restriktioner, bestemmer:

»1. Forbud eller restriktioner må ikke af en kontraherende part anvendes over for indførslen af nogen vare fra en anden kontraherende parts territorium [...] medmindre indførslen af en tilsvarende vare fra alle tredjelande [...] forbydes eller begrænses på samme måde [...]

2. Ved anvendelsen af indførselsrestriktioner over for en vare skal de kontraherende parter tilstræbe en fordeling af handelen med den pågældende vare, der ligger så tæt som muligt på de andele, de forskellige kontraherende parter kunne forventes at opnå, såfremt sådanne restriktioner ikke anvendtes, og med dette for øje skal de kontraherende parter iagttage følgende bestemmelser:

[...]

I tilfælde, i hvilke en kvota er fordelt mellem leverandørlandene, kan den kontraherende part, som anvender restriktionerne, søge at opnå overenskomst med alle andre kontraherende parter, der har en væsentlig interesse i levering af den pågældende vare, om fordelingen af kvoten. I tilfælde, hvor denne fremgangsmåde ikke med rimelighed lader sig gennemføre, skal vedkommende kontraherende part tildele de kontraherende parter, som har væsentlig interesse i levering af varen, andele af den samlede indførselsmængde eller indførselsværdi af varen på grundlag af de andele, som er blevet leveret af sådanne kontraherende parter i en tidligere repræsentativ periode, med tilbørlig hensyntagen til alle særlige omstændigheder, som måtte have påvirket eller måtte påvirke handelen med varen [...]«

9	Artikel XXVIII i GATT 1994 med overskriften »Ændring af listerne« indeholder detaljerede regler med hensyn til ændring af listerne over indrømmelserne, idet den i denne henseende fastsætter et komplekst system med forhandlinger mellem de kontraherende parter.

Artikel XXVIII, stk. 1, 3 og 5, i GATT 1994 fastsætter således:

»1. Den første dag i hver treårsperiode, hvorved den første periode begyndte den 1. januar 1958 […], kan enhver kontraherende part (benævnt »den anmodende kontraherende part« i denne artikel) ændre eller tilbagekalde en indrømmelse, der er anført i den relevante liste, som er knyttet til nærværende overenskomst, efter forhandling og aftale med samtlige kontraherende parter, som denne indrømmelse oprindeligt var blevet aftalt med, samt med enhver anden kontraherende part, hvis interesse som hovedleverandør er blevet anerkendt af de kontraherende parter (disse to kategorier af kontraherende parter betegnes sammen med den anmodende kontraherende part i denne artikel som de »primært berørte kontraherende parter«), og med forbehold af, at denne anmodende kontraherende part har hørt enhver anden kontraherende part, hvis væsentlige interesse i denne indrømmelse er anerkendt af de kontraherende parter.

[...]

hvis de primært berørte kontraherende parter ikke kan nå til en aftale inden den 1. januar 1958 eller inden udløbet af en periode som fastsat i stk. 1, kan den kontraherende part, som foreslår at ændre eller tilbagekalde indrømmelsen, desuagtet gøre dette. Såfremt denne kontraherende part træffer en sådan foranstaltning, har enhver kontraherende part, som denne indrømmelse oprindeligt er blevet aftalt med, enhver kontraherende part, hvis interesse som hovedleverandør er blevet anerkendt i overensstemmelse med stk. 1, samt enhver kontraherende part, hvis væsentlige interesse er blevet anerkendt i overensstemmelse med nævnte stykke, mulighed for inden for en frist på seks måneder fra iværksættelsen af denne foranstaltning og 30 dage efter, at de kontraherende parter har modtaget et skriftligt varsel, at tilbagekalde i det væsentlige tilsvarende indrømmelser, som oprindeligt er blevet aftalt med den anmodende kontraherende part.

Hvis de primært berørte kontraherende parter når til en aftale, som ikke er tilfredsstillende for en anden kontraherende part, hvis væsentlige interesse er blevet anerkendt i overensstemmelse med stk. 1, har sidstnævnte mulighed for inden for en frist på seks måneder fra iværksættelsen af denne aftale og 30 dage efter, at de kontraherende parter har modtaget et skriftligt varsel, at tilbagekalde i det væsentlige tilsvarende indrømmelser, som oprindeligt er blevet aftalt med den anmodende kontraherende part.

[...]

5. Inden den 1. januar 1958 og inden udløbet af en periode som fastsat i stk. 1 kan enhver kontraherende part ved meddelelse til de kontraherende parter forbeholde sig retten til i løbet af den kommende periode at ændre den relevante liste, forudsat at den pågældende overholder de procedurer, der er fastsat i stk. 1-3. Såfremt en kontraherende part benytter sig af denne mulighed, kan enhver anden kontraherende part i samme periode ændre eller tilbagekalde en indrømmelse, som oprindeligt er blevet aftalt med nævnte kontraherende part, forudsat at de samme procedurer overholdes.«

Forståelser om bananer, som Den Europæiske Union har indgået med Republikken Ecuador og Amerikas Forenede Stater

Den 11. april og den 30. april 2011 indgik EU forståelser med henholdsvis Amerikas Forenede Stater og med Republikken Ecuador, hvori det blev fastlagt, hvordan de tvister, som disse lande havde indledt ved WTO på grund af toldbehandlingen af importerede bananer til EU, skulle bilægges (herefter »forståelser om bananer«). Det var i disse forståelser bestemt, at EU forpligtede sig til at indføre en ren toldordning for import af bananer senest den 1. januar 2006.

12	Den forståelse om bananer, som blev aftalt med Republikken Ecuador, bestemte, at forhandlinger i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994, hvori denne stat skulle anerkendes som hovedleverandør, skulle påbegyndes rettidigt.

Doha-fritagelsen

Den 14. november 2001 indrømmede WTO-ministerkonferencen, der mødtes i Doha, EU en fritagelse fra artikel I i GATT 1994 (herefter »Doha-fritagelsen«), i det omfang dette er nødvendigt for at sætte EU i stand til at undergive produkter fra gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) (herefter »AVS-staterne«) den præferencetoldbehandling, som kræves af partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (EFT L 317, s. 3) og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2003/159/EF af19. december 2002 (EUT 2003 L 65, s. 27, herefter »AVS-EF-partnerskabsaftalen«), uden at være forpligtet til at undergive lignende produkter fra alle andre WTO-medlemmer samme præferencebehandling.

Bilaget til den beslutning fra ministerkonferencen, der indrømmede Doha-fritagelsen, fastsatte imidlertid specifikke voldgiftsprocedurer mellem EU og de stater, hvis bananer er undergivet en mestbegunstigelsestoldsats (herefter »MFN-staterne«) i tilfælde af forhandlinger i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994, med henblik på at fastlægge, om den tilstræbte nyfastsættelse af den af EU anvendte toldsats for bananer ville medføre, at bananleverandører fra MFN-stater i det mindste bevarede en total markedsadgang.

15	Det nævnte bilag fastsatte, at forhandlingerne i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994 og disse voldgiftsprocedurer skulle være afsluttede, før EU's nye rene toldordning trådte i kraft den 1. januar 2006.

Genèveaftalen

Den 15. december 2009 paraferede EU og visse latinamerikanske MFN-stater Genèveaftalen om handel med bananer mellem Den Europæiske Union og Brasilien, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela (herefter »Genèveaftalen«), undertegnet den 31. maj 2010 og godkendt ved Rådets afgørelse 2011/194/EU af 7. marts 2011 (EUT L 88, s. 66).

17	Genèveaftalens punkt 3, litra a), fastsætter de maksimale toldbeløb, som EU kan anvende på bananer fra den 15. december 2009, idet disse, indtil den 1. januar 2017, sænkes gradvist fra 148 EUR/ton til 114 EUR/ton.

Det fremgår af Genèveaftalens punkt 5, at de verserende tvister i forbindelse med WTO og alle anmodninger, der er indgivet af de MFN-stater, som er parter i denne aftale, i henhold til procedurerne i artikel XXIV og artikel XXVIII i GATT 1994 med hensyn til EU’s handelsordning for bananer vil være bilagt. Dette punkt fastsætter endvidere, at parterne i Genèveaftalen i fællesskab underretter WTO's Tvistbilæggelsesorgan om, at de er nået frem til en gensidigt aftalt løsning for bilæggelse af disse tvister.

EU-retten

19	Afsnit IV i Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1) erstattede i banansektoren de forskellige tidligere nationale ordninger med en fælles ordning for samhandelen med tredjelande.

20	Artikel 15 i forordning nr. 404/93 definerede med henblik på nævnte forordnings afsnit IV fire kategorier af bananer, nemlig traditionelle bananer fra AVS-stater, ikke-traditionelle bananer fra AVS-stater, bananer fra andre tredjelande end AVS-stater og EF-bananer.

Artikel 18 i forordning nr. 404/93 bestemte, at der hvert år skulle åbnes et toldkontingent på 2 mio. tons nettovægt for indførsel af bananer fra andre tredjelande end AVS-staterne og ikke-traditionelle bananer fra AVS-staterne, idet indførslerne af disse to kategorier af bananer imidlertid var underlagt to forskellige toldsatser.

22	Forordning nr. 404/93 blev efterfølgende ændret flere gange.

Rådets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 (EFT L 349, s. 105), Rådets forordning (EF) nr. 216/2001 af 29. januar 2001 (EFT L 31, s. 2) og Rådes forordning (EF) nr. 2587/2001 af 19. december 2001 (EFT L 345, s. 13) ændrede artikel 15-20 i forordning nr. 404/93, bl.a. hvad angår toldkontingentet og toldbeløbet, som blev fastsat i sidstnævnte forordnings artikel 18.

Artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001, fastsætter således:

»Nærværende artikel og artikel 17 til 20 gælder for indførsel af friske produkter henhørende under KN-kode 0803 00 19, indtil satsen i den fælles toldtarif for disse produkter træder i kraft, dog senest den 1. januar 2006, idet denne sats fastsættes efter proceduren i artikel XXVIII i [GATT 1994].«

Artikel 18 i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001, bestemmer:

»1. Hvert år åbnes der fra 1. januar følgende toldkontingenter:

a)	et toldkontingent på 2200000 tons nettovægt, benævnt »kontingent A«

b)	et tillægstoldkontingent på 453000 tons nettovægt, benævnt »kontingent B«

c)	et autonomt toldkontingent på 750000 tons nettovægt, benævnt »kontingent C«.

Toldkontingent A og B åbnes for indførsel af produkter med oprindelse i alle tredjelande.

Toldkontingent C åbnes for indførsel af produkter med oprindelse i AVS-[stater].

[...]

2. I forbindelse med kontingent A og B opkræves der en told på 75 EUR pr. ton for indførsel af bananer fra andre tredjelande end AVS-[stater]. Produkter med oprindelse i AVS-[staterne] indføres toldfrit.

3. I forbindelse med toldkontingent C indføres produkterne toldfrit.

[...]«

Første til syvende betragtning til forordning nr. 1964/2005 har følgende ordlyd:

»(1)	Ifølge [forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587] skal der indføres en ren toldordning for import af bananer senest den 1. januar 2006.

(2)

Den 12. juli 2004 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger efter artikel XXVIII i GATT 1994 med henblik på at ændre visse indrømmelser for bananer. I overensstemmelse hermed meddelte Fællesskabet den 15. juli 2004 WTO, at det agtede at ændre indrømmelserne for pos. 0803 00 19 (bananer) i EF toldliste CXL. Kommissionen har i samråd med det udvalg, der er nedsat ved traktatens artikel 133, og Specialkomitéen for Landbrug ført forhandlinger inden for rammerne af Rådets forhandlingsdirektiver.

(3)

Kommissionen har ikke været i stand til at forhandle sig frem til en acceptabel aftale med Ecuador og Panama, der har hovedleverandørinteresse, og Colombia og Costa Rica, der har væsentlig leverandørinteresse i varer henhørende under HS pos. 0803 00 19 (bananer). I medfør af bilaget til den beslutning, der blev truffet den 14. november 2001 af WTO-ministerkonferencen om [AVS-EF-partnerskabsaftalen], har Kommissionen også haft konsultationer med andre WTO-medlemmer. Disse konsultationer førte ikke til en acceptabel aftale.

(4)	Den 31. januar 2005 meddelte Fællesskabet WTO, at det agtede at erstatte sine indrømmelser for pos. 0803 00 19 (bananer) med en bunden toldsats på 230 EUR/ton.

(5)

Voldgiftsproceduren i bilaget til beslutningen blev igangsat den 30. marts 2005. Voldgiftsafgørelsen, der blev udfærdiget den 1. august 2005, konkluderede, at den af Fællesskabet foreslåede MFN-toldsats på 230 EUR/ton ikke var i overensstemmelse med ovennævnte bilag, da den ikke ville medføre, at MFN-leverandørerne i det mindste bevarede en total markedsadgang. Kommissionen reviderede Fællesskabets forslag på baggrund af voldgiftsafgørelsen. En ny voldgiftsafgørelse, der blev udfærdiget den 27. oktober 2005, konkluderede, at det reviderede forslag om en MFN-toldsats på 187 EUR/ton ikke afhjælper problemet. Kommissionen har derfor yderligere ændret sit forslag for at afhjælpe problemet.

(6)	Der bør åbnes et toldkontingent for bananer med oprindelse i AVS-[staterne] i overensstemmelse med Fællesskabets forpligtelser under AVS-EF-partnerskabsaftalen.

(7)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning samt overgangsforanstaltninger vedrørende navnlig forvaltningen af toldkontingentet for bananer med oprindelse i AVS-[stater] bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [EFT L 184, s. 23].«

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1. Fra 1. januar 2006 er toldsatsen for bananer (KN-kode 0803 00 19) på 176 EUR/ton.

2. Hvert år fra den 1. januar åbnes der fra og med den 1. januar 2006 et autonomt toldkontingent på 775000 tons nettovægt med nultold for import af bananer (KN-kode 0803 00 19) med oprindelse i AVS-[staterne].«

28	Forordning nr. 1964/2005 blev efter undertegnelsen af Genèveaftalen ophævet ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 306/2011 af 9. marts 2011 (EUT L 88, s. 44).

Det fremgår af tredje betragtning til forordning nr. 306/2011, at ifølge Genèveaftalen nedsætter Unionen gradvis sin toldsats for bananer fra 176 EUR/ton til 114 EUR/ton. Ved den første nedsættelse, der blev anvendt med tilbagevirkende kraft fra den 15. december 2009, hvor Genèveaftalen blev paraferet, blev toldsatsen nedsat til 148 EUR/ton.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

30	LVP er et selskab, der importerer bananer, med hjemsted i Belgien.

Hovedtvisten vedrører en begæring, fremsat af LVP, om tilbagebetaling af for meget betalt told med en toldsats på 176 EUR/ton for import af bananer fra Costa Rica og Ecuador i perioden fra den 1. januar 2006 til den 15. december 2009, og navnlig den periode, der omfatter andet til fjerde kvartal i 2006 (herefter »den omtvistede periode«).

32	Denne anmodning, som blev indgivet den 6. januar 2009 til Gewestelijke Directie Gent, blev afslået den 20. maj 2009.

Ved afgørelse af 7. november 2012 blev den administrative klage over denne negative afgørelse af 20. maj 2009, som LVP havde indgivet den 27. juli 2009 til Administrateur Generaal der Douane en Accijnzen, forkastet med den begrundelse, at tolden på det tidspunkt, hvor den blev betalt, efter lovgivningen var skyldig told i henhold til EU-retten.

34	Ved stævning indleveret til den forelæggende rets justitskontor den 7. februar 2013 har sagsøgeren anlagt sag til prøvelse af afgørelsen fra Administrateur Generaal der Douane en Accijnzen.

LVP har bestridt, at den toldsats på 176 EUR/ton, som er fastsat i forordning nr. 1964/2005, og som har fundet anvendelse siden den 1. januar 2006 på bananer, der ikke stammer fra AVS-staterne, er gyldig, henset til EU's forpligtelser i medfør af WTO-bestemmelserne. Den ordning, som blev indført ved nævnte forordning, kunne ifølge LVP først finde anvendelse fra paraferingen af Genèveaftalen, dvs. den 15. december 2009, således at den toldsats på 75 EUR/ton, der var fastsat i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001, forsat skulle anvendes i den omtvistede periode på import af bananer fra andre tredjelande end AVS-stater i forbindelse med kontingent A og B, som indført ved nævnte forordning.

Den forelæggende ret har, idet den har henvist til artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001, fremhævet, at forhandlingerne inden for rammerne af artikel XXVIII i GATT 1994 endnu ikke havde ført til en aftale i løbet af den omtvistede periode, således at den toldsats på 75 EUR/ton, som fandt anvendelse på kontingent A på 2,2 mio. tons, der blev åbnet for import af bananer fra tredjelande ved forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001, ifølge den forelæggende ret stadig var i kraft under denne periode, og at denne toldsats ikke kunne være erstattet med den toldsats, der var fastsat i forordning nr. 1964/2005. EU på den ene side og bl.a. Republikken Costa Rica og Republikken Ecuador på den anden side nåede først frem til en aftale med virkning fra den 15. december 2009. Det var følgelig først fra denne dato, at toldsatsen på 75 EUR/ton ikke længere fandt anvendelse.

Den forelæggende ret har bemærket, at Republikken Ecuador havde indgivet en klage over indførslen af toldsatsen på 176 EUR/ton for de kompetente WTO-organer. WTO's appelorgan havde fastslået, at kontingentet på 2,2 mio. tons til toldsatsen på 75 EUR/ton forblev i kraft, indtil forhandlingerne i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994 blev afsluttet, hvilket skete den 15. december 2009.

Selv om WTO’s bestemmelser ifølge Domstolens praksis ikke har direkte virkning (jf. Domstolens dom Van Parys, C-377/02, EU:C:2005:121), har den forelæggende ret fremhævet, at det imidlertid er muligt for Domstolen at kontrollere, om EU-lovgivningen er i overensstemmelse med WTO-aftalerne, såfremt den pågældende EU-retsakt blev specifikt vedtaget til gennemførelse af WTO-bestemmelserne eller udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i WTO-aftalerne (jf. domme Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 31, FIAMM og FIAMM Technologies mod Rådet og Kommissionen, T-69/00, EU:T:2005:449, præmis 114, og Fedon & Figli m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-135/01, EU:T:2005:454, præmis 107).

Den forelæggende ret har bl.a. bemærket, at betragtningerne til de forordninger, der regulerer import i banansektoren, henviser til WTO og til forhandlingerne inden for rammerne af artikel XXVIII i GATT 1994. Det er dermed ikke udelukket, at Domstolen har kompetence til at bedømme lovligheden af forordning nr. 1964/2005 i forhold til WTO-reglerne.

Under disse omstændigheder har rechtbank van eerste aanleg te Brussel besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er […] forordning […] nr. 1964/2005 […], således som den blev anvendt af [EU] i perioden fra den 1. januar 2006 til den 15. december 2009, i strid med artikel I, artikel XIII, stk. 1, artikel XIII, stk. 2, litra d), artikel XXVIII og/eller nogen anden artikel i GATT 1994 hver for sig eller i sammenhæng, fordi der ved denne forordning i strid med de af [Fællesskabet] forhandlede indrømmelser for bananer blev fastsat en toldsats på 176 EUR/ton for bananer (KN-kode 0803 00 19), før der var nået en ny forhandlet aftale herom inden for rammerne af WTO?«

Om det præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret ønsker med spørgsmålet nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 1964/2005 er i strid med artikel I, artikel XIII, stk. 1 og stk. 2, litra d), artikel XXVIII og/eller nogen anden artikel i GATT 1994, fordi der ved denne forordning blev fastsat en toldsats på 176 EUR/ton, der fandt anvendelse på bananer fra den 1. januar 2006.

Bortset fra et autonomt kontingent på 750000 tons nettovægt til en sats på nul, der blev åbnet ved nævnte forordning for import af bananer fra AVS-stater, indførte forordning nr. 1964/2005 fra den 1. januar 2006 en ren toldordning for import af bananer til EU og fastsatte toldsatsen for bananer til 176 EUR/ton fra denne dato.

Behandlingen af det præjudicielle spørgsmål kræver, at der forinden tages stilling til spørgsmålet, om bestemmelserne i GATT 1994 kan skabe rettigheder for borgerne, som disse kan påberåbe sig direkte for en national ret for at modsætte sig anvendelse af denne sats, der blev fastsat i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1964/2005.

Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at WTO-aftalerne efter deres art og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af EU-institutionernes retsakter (jf. dom Portugal mod Rådet, C-149/96, EU:C:1999:574, præmis 47, kendelse OGT Fruchthandelsgesellschaft, C-307/99, EU:C:2001:228, præmis 24, domme Omega Air m.fl., C-27/00 og C-122/00, EU:C:2002:161, præmis 93, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 53, Biret International mod Rådet, C-93/02 P, EU:C:2003:517, præmis 52, samt Van Parys, EU:C:2005:121, præmis 39).

Idet Domstolen har konstateret, at forhandlingerne mellem parterne spiller en væsentlig rolle i det system, der er følger af WTO-aftalerne (jf. dom Portugal mod Rådet, EU:C:1999:574, præmis 36), har den fastslået, at den omstændighed, at der opstilles et krav til de dømmende instanser om, at de skal undlade at anvende nationale regler, der er uforenelige med WTO-aftalerne, ville være ensbetydende med, at de kontraherende parters lovgivningsmagt eller forvaltning mister den mulighed, der bl.a. følger af forståelse vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister, som udgør bilag 2 til overenskomsten om oprettelse af WTO (herefter »forståelse vedrørende bilæggelse af tvister«), for, om end kun midlertidigt, at nå frem til en aftalt løsning (jf. domme Portugal mod Rådet, EU:C:1999:574, præmis 40, og Van Parys, EU:C:2005:121, præmis 48).

Domstolen har endvidere udtalt, at den omstændighed, at det skulle anerkendes, at det umiddelbart påhviler EU's retsinstanser at sikre EU-rettens overensstemmelse med WTO’s regler, ville være ensbetydende med, at EU's lovgivende eller udøvende myndigheder mister den handlefrihed, som de tilsvarende myndigheder hos EU's handelspartnere nyder godt af. Det er således ubestridt, at nogle af de kontraherende parter, som hører til EU's vigtigste handelspartnere, på grundlag af WTO-aftalernes genstand og formål har draget den slutning, at disse aftaler ikke udgør regler, hvis lovlighed efter deres nationale retssystemer kontrolleres af de nationale domstole. En sådan mangel på gensidighed ville, såfremt den blev anerkendt, kunne føre til en uligevægt i anvendelsen af WTO’s regler (jf. domme Portugal mod Rådet, EU:C:1999:574, præmis 43-46, Van Parys, EU:C:2005:121, præmis 53, og FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-120/06 P og C-121/06 P, EU:C:2008:476, præmis 119).

Det er kun, såfremt EU har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtagen forpligtelse, eller når den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, at det tilkommer Domstolen at prøve den pågældende retsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (jf. hvad angår den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1947 domme Fediol mod Kommissionen, 70/87, EU:C:1989:254, præmis 19-22, og Nakajima mod Rådet, EU:C:1991:186, præmis 31, samt hvad angår WTO-aftalerne domme Portugal mod Rådet, EU:C:1999:574, præmis 49, Biret International mod Rådet, EU:C:2003:517, præmis 53, og Van Parys, EU:C:2005:121, præmis 40).

48	I modsætning til det, som LVP har anført, foreligger der imidlertid ikke en sådan ekstraordinær situation i det foreliggende tilfælde.

Det skal således indledningsvis bemærkes, at Domstolen har fastslået, at den fælles markedsordning for bananer, som er indført ved forordning nr. 404/93 og senere ændret, ikke har til formål at sikre opfyldelse i EU-retsordenen af en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af GATT 1994, og heller ikke indeholder en udtrykkelig henvisning til bestemte bestemmelser heri (kendelse OGT Fruchthandelsgesellschaft, EU:C:2001:228, præmis 28).

EU har endvidere ved i forordning nr. 1964/2005 at fastsætte toldsatsen til 176 EUR/ton for bananer, der ikke stammer fra AVS-stater fra den 1. januar 2006, ikke haft til hensigt at sikre opfyldelsen i EU-retsordenen af en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO, og som kan begrunde en undtagelse fra reglen om, at WTO’s regler ikke kan påberåbes for EU's retsinstanser, og som giver disse retsinstanser adgang til at efterprøve lovligheden af de omhandlede EU-retlige bestemmelser i forhold til disse regler.

Det fremgår i denne henseende af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at EU efter at have indgået forståelser om bananer med Republikken Ecuador og Amerikas Forenede Stater, der fastsatte, at EU forpligtede sig til at indføre en ren toldordning for import af bananer senest den 1. januar 2006, førte forhandlinger inden for rammerne af artikel XXVIII i GATT 1994 med henblik på at ændre sine indrømmelser for bananer og i overensstemmelse med bilaget til den beslutning fra WTO-ministerkonferencen, der indrømmede EU Doha-fritagelsen, at nå til en aftale om importafgifter, som bevarede den totale markedsadgang for bananleverandører fra MFN-stater.

Efter indledningen af forskellige sager om bilæggelse af tvister inden for rammerne af WTO dels i henhold til bilaget til den beslutning fra WTO-ministerkonferencen, der indrømmede EU Doha-fritagelsen, med henblik på at anfægte de af EU foreslåede toldsatser, dels i henhold til forståelse vedrørende bilæggelse af tvister med henblik på at anfægte toldsatsen på 176 EUR/ton, fastsat ved forordning nr. 1964/2005, fandt EU og de berørte latinamerikanske AVS-stater endelig den 15. december 2009 med Genèveaftalen frem til en aftalt løsning.

Ud over den gradvise nedsættelse af toldsatsen for bananer fra den 15. december 2009 fastsætter nævnte aftale bl.a., at de verserende tvister i forbindelse med WTO vedrørende ordningen for bananer skulle bilægges, og det samme gør sig gældende for alle anmodninger, der er indgivet af de MFN-stater, som er parter i samme aftale, i henhold til procedurerne i artikel XXIV og artikel XXVIII i GATT 1994. Som den belgiske og den græske regering, Rådet og Kommissionen i det væsentlige har anført, følger det heraf, at efter forhandlingerne med EU, accepterede de AVS-stater, der er parter i Genèveaftalen, i sidste ende anvendelsen af den i forordning nr. 1964/2005 fastsatte toldsats på 176 EUR/ton i den omtvistede periode, hvilken toldsats de havde anfægtet i sager om tvistbilæggelse, og som var blevet kendt uforenelig med de relevante bestemmelser i GATT 1994 i forbindelse med disse sager.

Det må herefter fastslås, at den ordning, som EU har opnået ved hjælp af Genèveaftalen, navnlig forpligtelsen for de AVS-stater, der er part i aftalen, til at bringe de verserende tvister og anmodninger til afslutning, viser, at det var nødvendigt at indrømme EU-institutionerne handlefrihed i forbindelse med de forhandlinger, der førte til denne aftale.

Det skal navnlig bemærkes for det første, at forståelserne ganske vist bestemte, at EU forpligtede sig til at indføre en ren toldordning for import af bananer senest den 1. januar 2006, hvorved EU desuden i denne henseende forpligtede sig til rettidigt at føre forhandlinger i henhold til artikel XXVIII i GATT 1994, og for det andet, at bilaget til den beslutning fra WTO-ministerkonferencen, der indrømmede EU Doha-fritagelsen, i denne forbindelse pålagde EU at overholde specifikke voldgiftsprocedurer med henblik på at nå til en aftale om importafgifter, som bevarede den totale markedsadgang for bananleverandører fra MFN-stater. Det må imidlertid konstateres, at hverken disse forståelser, dette bilag eller de to voldgiftsafgørelser, der blev udfærdiget den 1. august og den 27. oktober 2005 på grundlag af nævnte bilag, hvortil der henvises i femte betragtning til forordning nr. 1964/2005, fastsætter størrelsen af den importtold, som EU skal anvende.

Hertil kommer, at forståelsen om bananer ikke er nævnt i forordning nr. 1964/2005, hvori første betragtning begrænser sig til at anføre, at »[i]følge [forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 2587/2001,] skal der indføres en ren toldordning for import af bananer senest den 1. januar 2006«.

Desuden er toldsatsen på 176 EUR/ton, fastsat i forordning nr. 1964/2005, senere kendt uforenelig med de relevante bestemmelser i GATT 1994 i forbindelse med bilæggelsen af tvister, som var indledt i henhold til forståelse vedrørende bilæggelse af tvister. Denne omstændighed understøtter i modsætning til det, som LVP har anført, imidlertid konklusionen om, at EU ved at fastsætte den toldsats, der skal finde anvendelse på bananer fra den 1. januar 2006, til et sådant niveau, ikke har haft til hensigt at sikre opfyldelsen af en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO.

58	Det følger af disse betragtninger, at forordning nr. 1964/2005 ikke kan analyseres som en foranstaltning, der tilsigter at sikre opfyldelsen i EU-retsordenen af en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO.

Endelig gør henvisningen i anden til femte betragtning til forordning nr. 1964/2005 til den sammenhæng, hvori EU's forhandlinger i forbindelse med artikel XXVIII i GATT 1994 er foregået, det ikke i sig selv muligt at fastslå, at denne forordning opfyldte den anden betingelse, der, som det fremgår af denne doms præmis 47 og i overensstemmelse med dom Fediol mod Kommissionen (EU:C:1989:254, præmis 19-22), kan begrunde en undtagelse fra reglen om, at WTO’s regler ikke kan påberåbes for EU's retsinstanser, dvs. betingelsen om, at den pågældende EU-retsakt skal henvise udtrykkeligt til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne.

60	Det følger af ovenstående betragtninger, at bestemmelserne i GATT 1994 ikke kan skabe rettigheder for borgerne, som disse kan påberåbe sig direkte for en national ret for at modsætte sig anvendelse af toldsatsen på 176 EUR/ton, der blev fastsat i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1964/2005.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Bestemmelserne i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994, som er opført i bilag 1 A til overenskomsten om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986 -1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence, kan ikke skabe rettigheder for borgerne, som disse kan påberåbe sig direkte for en national ret for at modsætte sig anvendelse af toldsatsen på 176 EUR/ton, der blev fastsat i artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005 af 29. november 2005 om toldsatser for bananer.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: nederlandsk.