Sag C-255/13
I
mod
Health Service Executive
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))
»Præjudiciel forelæggelse — social sikring — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 1 og 2 — forordning (EF) nr. 987/2009 — artikel 11 — statsborger i en medlemsstat, der er forsikret i bopælsstaten — pludseligt opstået alvorlig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat — nødvendigt for den pågældende at opholde sig i denne anden medlemsstat i 11 år på grund af sygdommen og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor — levering af naturalydelser i denne anden stat — begreberne »bopæl« og »ophold««
Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 5. juni 2014
Social sikring – vandrende arbejdstagere – person, der samtidigt har to sædvanlige bopælssteder i to forskellige medlemsstater – ikke tilladt – regel i overensstemmelse med anvendelsen af forordning nr. 883/2004
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004; Rådets forordning nr. 1408/71)
Social sikring – vandrende arbejdstagere – sygeforsikring – naturalydelser erlagt i en anden medlemsstat – begrebet den pågældendes »bopæl« – bedømmelseskriterier
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, stk. 1, litra j); Rådets forordning nr. 987/2009, art. 11, stk. 1 og 2]
Social sikring – vandrende arbejdstagere – sygeforsikring – naturalydelser erlagt i en anden medlemsstat – lovgivning, der finder anvendelse – bopæl – definition
(Rådets forordning nr. 1408/71)
Social sikring – vandrende arbejdstagere – sygeforsikring – statsborger, der rammes af alvorlig sygdom i en anden medlemsstat end sin bopælsmedlemsstat – naturalydelser erlagt i opholdsmedlemsstaten – længerevarende ydelser som følge af den pågældendes sygdom – begreberne »bopæl« og »ophold« – fastlæggelse af denne statsborgers sædvanlige interessecenter – den nationale rets afgørelse – grænser
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, stk. 1, litra j) og k), art. 19, stk. 1, og art. 20, stk. 1 og 2]
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 40-42 og 47)
I medfør af artikel 1, litra j), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal der ved udtrykket »bopæl« forstås det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted.
Med henblik på at fastsætte en persons sædvanlige interessecenter skal den forelæggende ret tage hensyn til alle relevante kriterier, bl.a. dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004, samt i medfør af forordningens artikel 11, stk. 2, til den pågældende persons hensigt vedrørende sit faktiske bopælssted. Denne hensigt skal vurderes på baggrund af de faktiske forhold og objektive omstændigheder i hovedsagen, idet en simpel hensigtserklæring om at have bopæl et bestemt sted ikke i sig selv er tilstrækkelig med henblik på anvendelsen af nævnte stk. 2.
Listen over elementer, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af en persons bopælssted, som nu er kodificeret i artikel 11 i forordning nr. 987/2009, er ikke udtømmende og fastsætter ikke en rangorden for de forskellige elementer, der er anført i artikel 11, stk. 1.
(jf. præmis 43, 46 og 54)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 44 og 45)
Artikel 1, litra j) og k), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal fortolkes således, at såfremt en EU-statsborger, der var bosat i en første medlemsstat, rammes af alvorlig og pludselig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat og er nødsaget til at forblive i denne stat i 11 år som følge af denne sygdom og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor, skal den pågældende med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 19, stk. 1, eller artikel 20, stk. 1 og 2, anses for at »opholde« sig i denne anden medlemsstat, såfremt den pågældendes sædvanlige interessecenter befinder sig i den første medlemsstat. Det tilkommer den nationale ret at fastlægge denne statsborgers sædvanlige interessecenter ved at foretage en samlet vurdering af alle relevante faktiske omstændigheder og herved tage hensyn til den pågældendes hensigt, således som den fremgår af disse faktiske omstændigheder, idet den blotte omstændighed, at den pågældende statsborger er forblevet i den anden medlemsstat i en længere periode, ikke i sig selv er tilstrækkelig med henblik på at anse den pågældende for at have bopæl i denne stat.
(Jf. præmis 59 og domskonkl.)
Sag C-255/13
I
mod
Health Service Executive
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))
»Præjudiciel forelæggelse — social sikring — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 1 og 2 — forordning (EF) nr. 987/2009 — artikel 11 — statsborger i en medlemsstat, der er forsikret i bopælsstaten — pludseligt opstået alvorlig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat — nødvendigt for den pågældende at opholde sig i denne anden medlemsstat i 11 år på grund af sygdommen og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor — levering af naturalydelser i denne anden stat — begreberne »bopæl« og »ophold««
Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 5. juni 2014
Social sikring — vandrende arbejdstagere — person, der samtidigt har to sædvanlige bopælssteder i to forskellige medlemsstater — ikke tilladt — regel i overensstemmelse med anvendelsen af forordning nr. 883/2004
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004; Rådets forordning nr. 1408/71)
Social sikring — vandrende arbejdstagere — sygeforsikring — naturalydelser erlagt i en anden medlemsstat — begrebet den pågældendes »bopæl« — bedømmelseskriterier
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, stk. 1, litra j); Rådets forordning nr. 987/2009, art. 11, stk. 1 og 2]
Social sikring — vandrende arbejdstagere — sygeforsikring — naturalydelser erlagt i en anden medlemsstat — lovgivning, der finder anvendelse — bopæl — definition
(Rådets forordning nr. 1408/71)
Social sikring — vandrende arbejdstagere — sygeforsikring — statsborger, der rammes af alvorlig sygdom i en anden medlemsstat end sin bopælsmedlemsstat — naturalydelser erlagt i opholdsmedlemsstaten — længerevarende ydelser som følge af den pågældendes sygdom — begreberne »bopæl« og »ophold« — fastlæggelse af denne statsborgers sædvanlige interessecenter — den nationale rets afgørelse — grænser
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, stk. 1, litra j) og k), art. 19, stk. 1, og art. 20, stk. 1 og 2]
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 40-42 og 47)
I medfør af artikel 1, litra j), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal der ved udtrykket »bopæl« forstås det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted.
Med henblik på at fastsætte en persons sædvanlige interessecenter skal den forelæggende ret tage hensyn til alle relevante kriterier, bl.a. dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004, samt i medfør af forordningens artikel 11, stk. 2, til den pågældende persons hensigt vedrørende sit faktiske bopælssted. Denne hensigt skal vurderes på baggrund af de faktiske forhold og objektive omstændigheder i hovedsagen, idet en simpel hensigtserklæring om at have bopæl et bestemt sted ikke i sig selv er tilstrækkelig med henblik på anvendelsen af nævnte stk. 2.
Listen over elementer, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af en persons bopælssted, som nu er kodificeret i artikel 11 i forordning nr. 987/2009, er ikke udtømmende og fastsætter ikke en rangorden for de forskellige elementer, der er anført i artikel 11, stk. 1.
(jf. præmis 43, 46 og 54)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 44 og 45)
Artikel 1, litra j) og k), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal fortolkes således, at såfremt en EU-statsborger, der var bosat i en første medlemsstat, rammes af alvorlig og pludselig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat og er nødsaget til at forblive i denne stat i 11 år som følge af denne sygdom og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor, skal den pågældende med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 19, stk. 1, eller artikel 20, stk. 1 og 2, anses for at »opholde« sig i denne anden medlemsstat, såfremt den pågældendes sædvanlige interessecenter befinder sig i den første medlemsstat. Det tilkommer den nationale ret at fastlægge denne statsborgers sædvanlige interessecenter ved at foretage en samlet vurdering af alle relevante faktiske omstændigheder og herved tage hensyn til den pågældendes hensigt, således som den fremgår af disse faktiske omstændigheder, idet den blotte omstændighed, at den pågældende statsborger er forblevet i den anden medlemsstat i en længere periode, ikke i sig selv er tilstrækkelig med henblik på at anse den pågældende for at have bopæl i denne stat.
(Jf. præmis 59 og domskonkl.)