1

Kongeriget Spanien har ved sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom Spanien mod Kommissionen (T-235/11, EU:T:2013:49, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen, idet Spanien havde nedlagt påstand om, principalt, annullation af Kommissionens afgørelse K(2011) 1023 endelig af 18. februar 2011 om nedsættelse af støtten fra Samhørighedsfonden til følgende projektfaser: »Levering og installation af jernbanemateriel på højhastighedsstrækningen Madrid-Saragossa-Barcelona-den franske grænse. Strækningen Madrid-Lérida« (CCI 1999.ES.16.C.PT.001), »Højhastighedsstrækningen Madrid-Barcelona. Strækningen Lérida-Martorell (perron, 1. fase)« (CCI 2000.ES.16.C.PT.001), »Højhastighedsstrækningen Madrid-Saragossa-Barcelona-den franske grænse. Jernbaneforbindelse til den nye banegård i Saragossa« (CCI 2000.ES.16.C.PT.003), »Højhastighedsstrækningen Madrid-Barcelona-den franske grænse. Strækningen Lérida-Martorell. Delstrækningen X-A (Olérdola-Avinyonet del Penedés)« (CCI 2001.ES.16.C.PT.007), »Ny jernbaneforbindelse til højhastighedsstrækningen i Levante. Understrækningen La Gineta-Albacete (perron)« (CCI 2004.ES.16.C.PT.014) (herefter »den anfægtede afgørelse«) og, subsidiært, annullation af afgørelsen for så vidt angår de korrektioner, som Kommissionen havde foretaget.

2

I den appellerede dom gengav Retten de retlige rammer som følger:

3

Artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 af 16. maj 1994 om oprettelse af Samhørighedsfonden (EFT L 130, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1264/1999 af 21. juni 1999 (EFT L 161, s. 57) og Rådets forordning (EF) nr. 1265/1999 af 21. juni 1999 (EFT L 161, s. 62, herefter »forordning nr. 1164/94, som ændret«), har følgende ordlyd:

»Fonden yder finansiel støtte til projekter, som bidrager til de i traktaten om Den Europæiske Union fastlagte mål inden for miljø og transeuropæiske net på transportinfrastrukturområdet i de medlemsstater, hvis bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger er lavere end 90% af gennemsnittet i Fællesskabet målt i købekraftspariteter, og som har et program, der fører til opfyldelse af betingelserne for økonomisk konvergens som nævnt i [artikel 126 TEUF].«

4

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskriver:

»Projekter, der finansieres af fonden, skal være i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser, de i medfør heraf vedtagne retsakter og Fællesskabets politik på forskellige områder, herunder dets politik vedrørende miljøbeskyttelse, transport, transeuropæiske net, konkurrence og offentlige udbud.«

5

Bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, om »Bestemmelser vedrørende anvendelsen« indeholder en artikel H med overskriften »Finansielle korrektioner«, som bestemmer:

6

Artikel 18 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1386/2002 af 29. juli 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 for så vidt angår forvaltnings- og kontrolsystemerne vedrørende støtte, der er ydet fra Samhørighedsfonden og proceduren for finansielle korrektioner (EFT L 201, s. 5), har følgende ordlyd:

»1.   Den berørte medlemsstat har en frist på to måneder til at besvare en anmodning i henhold til artikel H, stk. 1, første afsnit, i bilag II til forordning (EF) nr. 1164/94 om fremsættelse af bemærkninger, bortset fra i behørigt begrundede tilfælde, hvor en længere frist er godkendt af Kommissionen.

2.   Når Kommissionen foreslår finansielle korrektioner på basis af ekstrapolation eller en fast sats, skal medlemsstaten gives mulighed for ved en gennemgang af de pågældende sager at godtgøre, at uregelmæssighedens faktiske omfang har været mindre end vurderet af Kommissionen. Efter aftale med Kommissionen kan medlemsstaten begrænse omfanget af gennemgangen til en passende del eller stikprøve af de pågældende sager.

Bortset fra i behørigt begrundede tilfælde kan fristen for denne undersøgelse ikke overstige en yderligere tomånedersfrist efter den tomånedersfrist, der er nævnt i stk. 1. Resultaterne af gennemgangen bedømmes efter fremgangsmåden i artikel H, stk. 1, andet afsnit, i bilag II til forordning (EF) nr. 1164/94. Kommissionen tager hensyn til bevismateriale, som fremlægges af medlemsstaten inden for de nævnte frister.

3.   Når medlemsstaten modsætter sig Kommissionens bemærkninger, og en høring finder sted i henhold til artikel H, stk. 1, andet afsnit, i bilag II til forordning (EF) nr. 1164/94, begynder den tremånedersfrist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe beslutning i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til den nævnte forordning, at løbe fra datoen for høringen.«

7

Sagens baggrund blev fremstillet i den appellerede doms præmis 13-23 og kan sammenfattes som følger.

8

Ved afgørelse K(2000) 2113 af 13. september 2000, som ændret, godkendte Kommissionen ydelse af finansiel støtte i henhold Samhørighedsfonden til visse projektfaser vedrørende højhastighedsjernbanestrækningen Madrid-Barcelona (Spanien).

9

Kommissionen tilsendte for hver af disse projektfaser Kongeriget Spanien et forslag om afslutning ved skrivelse af 23. oktober 2009, ved skrivelse af 30. marts 2010 og ved tre skrivelser af 21. april 2010. Hvert af disse forslag indeholdt finansielle korrektioner på grund af uregelmæssigheder ved anvendelsen af lovgivningen om offentlige udbud.

10

Da de spanske myndigheder udtrykte deres uenighed med Kommissionens forslag om afslutning ved fire skrivelser af 13. maj 2010, blev der afholdt en høring den 23. juni 2010. Under denne høring blev et »memorandum fra de administrative myndigheder vedrørende forslaget om finansiel korrektion« og en »liste over de dokumenter, der er blevet tilsendt som svar på Europa-Kommissionens forslag om finansiel korrektion vedrørende forslaget om afslutning af samhørighedsfondsprojekterne«, overdraget til Kommissionen.

11

Kongeriget Spanien tilsendte Kommissionen yderligere oplysninger ved skrivelse af 23. juli 2010.

12

Den 18. februar 2011 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

13

Kommissionen fastslog i denne afgørelse, som Kongeriget Spanien fik meddelelse om den 21. februar 2011, flere uregelmæssigheder i anvendelsen af EU-lovgivningen om offentligt udbud, som vedrørte de omhandlede stadier i projektet, og som følge deraf nedsatte Kommissionen den samlede støtte, der var tildelt disse stadier, med 31328947,63 EUR.

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. april 2011 anlagde Kongeriget Spanien sag med påstand principalt om annullation af den anfægtede afgørelse og subsidiært om annullation af afgørelsen, for så vidt som den vedrører Kommissionens korrektioner.

15

Til støtte for dette søgsmål påberåbte Kongeriget Spanien sig principalt to anbringender om henholdsvis Kommissionens manglende overholdelse af den i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskrevne frist og en urigtig anvendelse af artikel 20, stk. 2, i Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 199, s. 84) samt subsidiært et anbringende om en retlig fejl ved anvendelsen af dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f).

16

Retten frifandt i den appellerede dom Kommissionen.

17

For så vidt angår det første anbringende, hvorved Kongeriget Spanien i det væsentlige gjorde gældende, at overholdelse af den frist på tre måneder, der er foreskrevet såvel i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, som i artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, indebærer, at beslutningen om finansiel korrektion skulle have været vedtaget inden for en frist på tre måneder fra høringsdatoen eller, i det mindste, fra den dato, hvor Kommissionen modtog supplerende oplysninger fra den spanske regering, således at den anfægtede afgørelse er truffet for sent og derfor er ulovlig, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 32, at det fremgår af dom Grækenland mod Kommissionen (T‑404/05, EU:T:2008:510, præmis 44), som blev stadfæstet ved Domstolens kendelse Grækenland mod Kommissionen (C‑43/09 P, EU:C:2010:36), at artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, ikke foreskriver nogen frist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe sin beslutning. En sådan fortolkning følger i øvrigt udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd. Den frist på tre måneder, som der er henvist til, vedrører opnåelse af enighed mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat.

18

Retten anførte derefter i den appellerede doms præmis 33, at selv om den franske sprogversion af denne bestemmelse ganske vist bestemmer, at »[à] l’expiration d’un délai fixé par la Commission, dans le respect de la procédure applicable, en l’absence d’accord et compte tenu des observations éventuelles de l’État membre, la Commission décide, dans un délai de trois mois« [(»[v]ed udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist beslutter Kommissionen under overholdelse af den behørige procedure, hvis der ikke er opnået enighed inden tre måneder, under hensyn til eventuelle bemærkninger fra medlemsstaten«)], er alle de andre sprogversioner end den franske anderledes affattet, idet begrebet »inden tre måneder« vedrører den manglende enighed blandt parterne. Som det bl.a. fremgår af dom Bacardi (C‑253/99, EU:C:2001:490, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis), udelukker nødvendigheden af en ensartet fortolkning af EU-forordningerne, at en bestemmelses ordlyd betragtes isoleret, idet dette hensyn i tvivlstilfælde kræver, at bestemmelsen fortolkes og anvendes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog.

19

Under disse omstændigheder giver den i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, fastsatte frist på tre måneder den berørte medlemsstat mulighed for efter høringen at fremlægge supplerende oplysninger og for, at Kommissionen kan tage sådanne oplysninger i betragtning, og det er »kun i mangel på enighed mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat inden for en frist på tre måneder, henset til medlemsstatens eventuelle supplerende bemærkninger, at Kommissionen træffer en beslutning« (præmis 34 i den appellerede dom).

20

Retten fandt, at der ikke kunne gives medhold i det synspunkt, som Kongeriget Spanien fremførte under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten, og som er gengivet i den appellerede doms præmis 35, hvorefter der samtidigt foreligger to sideløbende frister, der løber fra høringsdatoen, nemlig en fastsat ved artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, som vedrører opnåelsen af enighed med den berørte medlemsstat, og en anden, foreskrevet ved artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, som vedrører Kommissionens vedtagelse af en beslutning om at foretage de krævede finansielle korrektioner.

21

Retten fandt således i den doms præmis 36, at »artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, indskrænker sig til at fastsætte den dato, hvorfra fristen for at træffe beslutning i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, begynder at løbe«, men, som det fremgår af den doms præmis 32, at denne bestemmelse ikke foreskriver »nogen frist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe sin beslutning«.

22

Retten fandt således i den appellerede doms præmis 37, at når en gennemførelsesforordning som forordning nr. 1386/2002 skal fortolkes, hvis muligt i overensstemmelse med grundforordningens bestemmelser, kan der ikke gives medhold i en fortolkning af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, som indebærer, at Kommissionen kun havde en frist på tre måneder til at træffe den anfægtede afgørelse.

23

Retten tilføjede i øvrigt i dommens præmis 38, at den fortolkning af disse to bestemmelser, som »Kongeriget Spanien [plæderede for], ville medføre, at den i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskrevne frist mistede sin effektive virkning, da det følger deraf, at Kommissionen i henhold til antagelsen om to særskilte, men sideløbende frister, ville være forpligtet til at træffe beslutning i henhold til denne bestemmelse inden for den frist på tre måneder, i løbet af hvilke Kommissionen forsøger at nå til enighed med den berørte medlemsstat«.

24

Retten konkluderede deraf i den appellerede doms præmis 39-41, at »når artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 indskrænker sig til at fastsætte den dato, fra hvilken at regne [fristen for at træffe en beslutning] i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94[, som ændret,] begynder at løbe«, er den omstændighed, at den spanske, den danske, den tyske og den nederlandske sprogversion af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 nævner en frist på tre måneder, inden for hvilken Kommissionen »skal vedtage« eller »vedtager« en beslutning, mens den slovenske sprogversion af bestemmelsen mere generelt henviser til beslutningen i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til denne forordning, og de andre sprogversioner af denne bestemmelse henviser til den frist på tre måneder, inden for hvilken Kommissionen »kan« træffe en beslutning i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til denne forordning, uden betydning for sagen, således at det første anbringende må forkastes.

25

Retten forkastede ligeledes i henholdsvis præmis 44-72 og præmis 76-108 i den appellerede dom det andet og det tredje af Kongeriget Spanien fremførte anbringende.

26

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

27

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

28

Kongeriget Spanien har fremført to anbringender til støtte for sin appel vedrørende retlige fejl, som Retten har begået for så vidt angår for det første den manglende overholdelse af den i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskrevne frist for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og for det andet begrebet »tildeling« som omhandlet i direktiv 93/38.

29

Kongeriget Spanien har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, ikke pålægger Kommissionen en frist for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

30

Ifølge denne medlemsstat skal denne bestemmelse tværtimod forstås således, at den i tilfælde af manglende enighed med den berørte medlemsstat under den høring, der er foreskrevet i artikel H, stk. 1, i samme bilag II, pålægger Kommissionen at træffe afgørelse om nedsættelse af forskuddet eller finansielle korrektioner inden for tre måneder.

31

Det er således kun den af Kongeriget Spanien anførte fortolkning, som giver mening og effektiv virkning til de relevante bestemmelser.

32

Der er således i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, fastsat en frist på tre måneder, som begynder at løbe »ved udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist«, hvilket kun kan være den frist, der er angivet i samme artikels stk. 1, første afsnit, sidste sætningsled, som bestemmer, at »Kommissionen […] fremsætter […] anmodning til medlemsstaten om inden for en bestemt frist at fremsætte dens bemærkninger«. Denne frist udløber før den i artikel H, stk. 1, foreskrevne høring, og har til formål at give Kommissionen og den berørte medlemsstat mulighed for at nå til enighed. Derimod omhandler artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 en anden frist på tre måneder, idet der udtrykkeligt henvises til artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, og denne frist begynder at løbe fra datoen for den i forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskrevne høring. Disse bestemmelser i forening har til formål at fastsætte en frist, inden for hvilken Kommissionen, hvis der ikke er blevet opnået enighed blandt parterne, skal træffe en afgørelse om finansiel korrektion. Hvis denne artikel 18, stk. 3, skulle fortolkes således, at den ikke gør andet end at fastsætte starttidspunktet for fristen på tre måneder, som skal give parterne mulighed for at opnå enighed, ville bestemmelsen være uden effektiv virkning, idet artikel H i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, klart fastsætter det tidspunkt, hvor denne frist begynder at løbe.

33

Det følger deraf, at hvis Kommissionen ved udløbet af en frist på tre måneder fra høringsdatoen at regne ikke har vedtaget en afgørelse om finansiel korrektion, er denne institution forpligtet til at gennemføre betalingen, og enhver korrektion, der som i det foreliggende tilfælde foretages efter udløbet af denne frist er ulovlig, da Kommissionen ikke længere har det nødvendige retsgrundlag for at anvende en sådan foranstaltning. Det kan således ikke antages, at Kommissionen efter forgodtbefindende kan bestemme, på hvilket tidspunkt den vedtager en afgørelse af stor betydning for de berørte nationale myndigheders finansielle planlægning.

34

En sådan fortolkning giver endvidere i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet medlemsstaterne mulighed for inden for en tilstrækkelig kort og på forhånd bestemt frist at vide, om de afholdte udgifter finansieres af Samhørighedsfonden. Denne fortolkning støttes i øvrigt af den omstændighed, at det i meddelelse (2011) C 332/01 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten om årsregnskab for Den Europæiske Union – Regnskabsåret 2010 (EUT 2011 C 332, s. 1) på s. 63 om samhørighedspolitikken anføres, at »Kommissionen [har] tre måneder fra datoen for en formel høring med medlemsstaten (seks måneder for programmerne for 2007-2013) til at træffe en formel afgørelse om finansiel korrektion, hvorefter den udsteder en indtægtsordre for at få medlemsstaten til at tilbagebetale det pågældende beløb«.

35

Retten har endvidere, idet den støttede sin begrundelse i den appellerede doms præmis 32 på en henvisning til Rettens dom Grækenland mod Kommissionen (EU:T:2008:510) og til Domstolens kendelse Grækenland mod Kommissionen (EU:C:2010:36), fejlfortolket disse afgørelser, for så vidt som Domstolen for det første udtrykkeligt fastslog i kendelsen, at artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 ikke fandt anvendelse på det omhandlede projekt, der gav anledning til disse to afgørelser, og Domstolen for det andet ikke traf afgørelse om realiteten i det retlige spørgsmål, som Kongeriget Spanien har rejst i denne sag.

36

Kommissionen har for det første svaret, at Kongeriget Spanien ikke i sin stævning har forklaret, hvilken retlig fejl Retten har begået ved i den appellerede dom at henvise til Rettens dom Grækenland mod Kommissionen (EU:T:2008:510) og Domstolens kendelse Grækenland mod Kommissionen (EU:C:2010:36). Dette led i anbringendet kan kun forstås som en abstrakt udtalelse, der ikke indeholder en fremstilling af sammenhængende retlige argumenter, der konkret kritiserer den bedømmelse, Retten har foretaget i den henseende, og det bør derfor afvises.

37

Under alle omstændigheder er dette led ugrundet, idet Retten ikke har begået nogen retlig fejl ved at støtte sin begrundelse på den fortolkning af forordning nr. 1164/94, som ændret, som Retten foretog i den dom, og som blev bekræftet af Domstolen på ganske vist implicit, men dog nødvendig vis, i kendelse Grækenland mod Kommissionen (EU:C:2010:36) – en fortolkning, i henhold til hvilken artikel H, stk. 2, i bilag II til forordningen ikke pålægger Kommissionen nogen frist for at vedtage sin afgørelse om finansiel korrektion.

38

Kommissionen har for det andet anført, at Kongeriget Spanien reelt ikke har gjort andet end at gentage den opfattelse, som det allerede havde gjort gældende i første instans, for Domstolen.

39

Appellen bør i særdeleshed afvises, idet Kongeriget Spanien ikke i forbindelse med påstanden om, at fristen på tre måneder er en frist, ved slutningen af hvilken Kommissionen ikke længere kan foretage finansielle korrektioner, når først den er udløbet, har forklaret, hvorledes denne påstand er forbundet med den appellerede dom, eller hvilken tilsidesættelse Retten har foretaget i den henseende, således at denne påstand udgør en almindelig anmodning om fornyet pådømmelse af den stævning, der blev indleveret i første instans.

40

Derudover er dette led i anbringendet under alle omstændigheder ugrundet. For det første gælder det, at selv hvis det antages, at forordning nr. 1164/94, som ændret, foreskriver en frist på tre måneder, kan overskridelsen af denne frist ikke medføre, at det bliver umuligt for Kommissionen at handle. Da forordningen har til formål at sikre, at de nationale udgifter afholdes af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-lovgivningen, kan en sådan frist kun anses for at være vejledende, med forbehold for at en medlemsstats interesser lider skade, hvilket Kongeriget Spanien ikke har ført bevis for i den foreliggende sag. Henset til den omstændighed, at Kongeriget Spanien i den foreliggende sag efter høringen den 23. juni 2010 tilsendte Kommissionen supplerende oplysninger den 23. juli 2010, må tidsrummet på 6 måneder og 16 dage mellem denne sidste dato og den dato, den anfægtede afgørelse blev truffet, endvidere anses for fuldstændig rimelig. Endelig er den fortolkning, Kongeriget Spanien har gjort gældende, ikke alene fuldstændig ugrundet, men ligeledes ulogisk og selvmodsigende. Det var således med rette, at Retten fastslog, at den frist på tre måneder, der er fastsat i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, kun vedrører den mulige opnåelse af enighed mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat, og at artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 ikke kan fortolkes således, at den pålægger Kommissionen en frist på tre måneder for at træffe en afgørelse om finansiel korrektion.

41

Hvad angår formaliteten vedrørende det første anbringende må Kommissionens formalitetsindsigelser forkastes.

42

Det bemærkes i den henseende, at det følger af artikel 256 TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål og skal være begrundet i anbringender om, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Retten, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt EU-retten (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., C‑136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 47).

43

Desuden fremgår det af artikel 256 TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. bl.a. domme Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, C‑352/98 P, EU:C:2000:361, præmis 34, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 15, og Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 49).

44

De krav til begrundelsen for appellen, som fremgår af de nævnte bestemmelser, kan således ikke anses for opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller nøjagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt afviste at lægge til grund (jf. bl.a. dom Interporc mod Kommissionen, EU:C:2003:125, præmis 16). En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (jf. bl.a. dom Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, EU:C:2006:541, præmis 50).

45

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten (dom Salzgitter mod Kommissionen, C‑210/98 P, EU:C:2000:397, præmis 43). Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom Interporc mod Kommissionen, EU:C:2003:125, præmis 17).

46

Det første anbringende opfylder disse krav.

47

Kongeriget Spanien har i den foreliggende sag således i det væsentlige anført, at Retten, idet den fastslog, at artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, ikke pålægger Kommissionen nogen frist for vedtagelsen af en afgørelse om finansiel korrektion, har tilsidesat EU-retten.

48

Under disse omstændigheder har Kongeriget Spanien i stedet for blot at gentage argumenter, der allerede er blevet fremført i sagen for Retten, og søge en fornyet realitetsprøvelse af sin oprindelige påstand rejst tvivl om det svar, Retten udtrykkeligt har givet i den appellerede dom på et retsspørgsmål, hvilket Domstolen kan efterprøve inden for rammerne af en appel.

49

En appellant er således berettiget til over for Domstolen at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (dom Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen, C‑176/06 P, EU:C:2007:730, præmis 17).

50

Endvidere har Kongeriget Spanien, i modsætning til hvad Kommissionen har hævdet, klart angivet de retlige argumenter, det støtter sig til i den henseende.

51

Det følger heraf, at Kongeriget Spaniens første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

52

For så vidt angår realitetsbehandlingen af det første anbringende bemærkes det, som Retten har anført i den appellerede doms præmis 33, at indholdet af artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, er forskellig afhængigt af sprogversionen af denne bestemmelse.

53

Det fremgår således af den franske sprogversion af bestemmelsen, ifølge hvilken Kommissionen, hvis der ikke opnås enighed blandt parterne, træffer afgørelse »inden tre måneder«, at den dér anførte frist på tre måneder knytter sig til vedtagelsen af afgørelsen om finansielle korrektioner.

54

I modsætning dertil er denne frist på tre måneder i de andre sprogversioner af den samme bestemmelse knyttet til den manglende opnåelse af enighed mellem parterne.

55

Det fremgår af fast retspraksis, at når en version af den samme tekst på et af Den Europæiske Unions sprog afviger fra de andre sprogversioner, skal den omhandlede bestemmelse med henblik på at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse fortolkes ud fra konteksten og formålet med det regelsæt, hvori den udgør et element (jf. bl.a. dom DR og TV2 Danmark, C‑510/10, EU:C:2012:244, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det bemærkes i denne henseende vedrørende den kontekst, som artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, indgår i, at Samhørighedsfonden blev oprettet i medfør af artikel 130 D, andet afsnit, EF ved forordning nr. 1164/94 i den oprindelige udgave.

57

Artikel H, stk. 2, i bilag II til forordningen i den oprindelige udgave begrænser sig til at foreskrive, at Kommissionen kan nedsætte, suspendere eller ophæve støtten til foranstaltningen, hvis der foreligger en uregelmæssighed, eller når en af de betingelser, der er anført i beslutningen om støtte, ikke er opfyldt, uden at udøvelsen af denne kompetence er begrænset af en frist.

58

Som det er anført i denne doms præmis 3, blev den oprindelige udgave af forordningen bl.a. ændret ved forordning nr. 1265/1999, som erstattede teksten i denne udgave af artikel H i bilag II med den i denne doms præmis 5 nævnte tekst, hvoraf stk. 2, første afsnit, er genstanden for denne tvist. Denne ændring blev gennemført på grundlag af artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1164/94 i den oprindelige version, i henhold til hvilken Rådet for Den Europæiske Union på forslag af Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 130 D EF skulle tage forordningen op til fornyet overvejelse inden udgangen af 1999.

59

Det fremgår af præamblen til forordning nr. 1265/1999, og særlig af første, anden, fjerde og femte betragtning dertil, at bilag II blev ændret med det formål at øge Samhørighedsfondens effektivitet og forenkle ordningen for den finansielle forvaltning, alt imens der foreskrives en øget kontrol med udgifternes faktiske afholdelse, og samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaten vedrørende kontrollen med projekterne styrkes og systematiseres.

60

Forordning nr. 1164/94 i den således ændrede udgave fandt anvendelse for perioden fra 2000 til 2006. Forordning nr. 1264/1999 og forordning nr. 1265/1999, der ændrede forordning nr. 1164/94 i den oprindelige udgave, trådte i kraft den 1. januar 2000, og i henhold til artikel 1, nr. 11), i forordning nr. 1264/1999 skulle forordning nr. 1164/94, som ændret i 1999, senest tages op til fornyet overvejelse den 31. december 2006.

61

Forordning nr. 1386/2002 blev vedtaget af Kommissionen med det formål at fastsætte gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1164/94, som ændret. I henhold til forordningens artikel 23 trådte forordning nr. 1386/2002 i kraft den 7. august 2002 og finder i henhold til forordningens artikel 1 anvendelse på projekter, der først er godkendt efter den 1. januar 2000.

62

Det følger af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, som udtrykkeligt henviser til artikel H, stk. 2, i bilag II i forordning nr. 1164/94, som ændret, at Kommissionen i henhold til denne artikel H, stk. 2, råder over en frist på tre måneder til at træffe en beslutning om finansiel korrektion, idet denne frist begynder at løbe fra datoen for høringen.

63

Alle sprogversionerne af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 er i den henseende entydige.

64

Vedrørende den samme periode, som nævnes i denne doms præmis 60, fastsatte Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1), som i henhold til forordningens artikel 2 finder anvendelse på Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Udviklingssektionen, og Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet, i artikel 39, stk. 3, at »[e]fter udløbet af denne frist kan Kommissionen, hvis der ikke er tilvejebragt enighed, og hvis medlemsstaten endnu ikke har foretaget korrektioner, og under hensyn til eventuelle bemærkninger fra medlemsstaten inden tre måneder beslutte« at nedsætte acontobeløbet eller at foretage de finansielle korrektioner, der er nødvendige. Dette indebærer hel eller delvis annullering af fondenes deltagelse i den pågældende intervention.

65

Der foreligger ikke for så vidt angår ordlyden af denne bestemmelse i de forskellige sprogversioner tilsvarende forskelle som dem, der er beskrevet i denne doms præmis 53 og 54.

66

Artikel 5, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 448/2001 af 2. marts 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 for så vidt angår proceduren for finansielle korrektioner af interventioner under strukturfondene (EFT L 64, s. 13) foreskriver med tilsvarende vendinger, som de i artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002 anvendte, at når medlemsstaten modsætter sig Kommissionens bemærkninger, og en høring finder sted i henhold til artikel 39, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1260/1999, »begynder den tremånedersfrist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe beslutning i henhold til artikel 39, stk. 3, i nævnte forordning, at løbe fra datoen for høringen«.

67

For så vidt angår det retlige spørgsmål, som er genstand for den foreliggende sag, foreligger der heller ikke i affattelsen af denne bestemmelse uoverensstemmelser i de forskellige sprogversioner af denne forordning.

68

Forordning nr. 1260/1999 blev ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (EUT L 210, s. 25), som i henhold til forordningens artikel 1, stk. 1, finder anvendelse på disse fonde, uden at dette berører de særlige bestemmelser, der er fastsat i de forordninger, der vedrører hver af disse fonde.

69

De finansielle korrektioner, som Kommissionen kan træffe beslutning om, er imidlertid genstand for fælles regler for de tre fonde, som fastsættes i forordningens artikel 99-102.

70

Stk. 5 i artikel 100 i forordning nr. 1083/2006, som har overskriften »Procedure«, bestemmer, at »[h]vis der ikke er opnået enighed, træffer Kommissionen beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen under hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren. Hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse«.

71

Det må i den henseende for det første præciseres for så vidt angår det spørgsmål, som parterne i den foreliggende tvist strides om, at artikel 100, stk. 5, er affattet identisk i de forskellige sprogversioner af forordning nr. 1083/2006, og for det andet, at Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94 (EUT L 210, s. 79) i lighed med Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006 af 8. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1083/2006 og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EUT L 371, s. 1) ikke indeholder nogen bestemmelse vedrørende proceduren for finansielle korrektioner.

72

Det samme gælder for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347, s. 320). Denne forordnings artikel 145, stk. 6, bestemmer således, at »[f]or at anvende finansielle korrektioner træffer Kommissionen en afgørelse i form af gennemførelsesretsakter senest seks måneder efter høringsdatoen eller efter datoen for modtagelse af supplerende oplysninger, når medlemsstaten indvilliger i at fremlægge sådanne yderligere oplysninger efter høringen. Kommissionen tager hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren. Hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse til høringen«.

73

Denne bestemmelse har et indhold i de forskellige sprogversioner, der svarer til forordning nr. 1303/2013.

74

I øvrigt fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 (EUT L 347, s. 281) ikke bestemmelser om den procedure, der finder anvendelse ved finansielle korrektioner. Det samme gælder Kommissionens udkast til delegeret forordning (EU) om udbygning af forordning nr. 1303/2013, som blev forelagt Europa-Parlamentet den 3. marts 2014.

75

Det fremgår af det foregående, at det kun er den forordning, der fandt anvendelse på den oprindelige periode fra 1994 til 1999, der ikke fastsætter en frist for Kommissionens vedtagelse af en beslutning om finansiel korrektion.

76

Det må til gengæld fastslås, at fra år 2000 at regne fastsætter såvel forordning nr. 1260/1999 som forordning nr. 1083/2006 og forordning nr. 1303/2013, som trådte i kraft henholdsvis den 1. januar 2007 og den 1. januar 2014, samt de forskellige gennemførelsesforordninger, som Kommissionen har vedtaget, en sådan frist.

77

Da artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, der trådte i kraft den 1. januar 2000, afviger i de forskellige sprogversioner af denne forordning, må den nøjagtige betydning fastlægges under hensyntagen til den kontekst, bestemmelsen indgår i, nemlig i den foreliggende sag de tilsvarende forordninger om forvaltningen af Unionens fonde.

78

Det fremgår således, at alle de forordninger, der finder anvendelse inden for dette område siden 2000, bekræfter den opfattelse, som Kongeriget Spanien har gjort gældende, at Kommissionen skal vedtage beslutningen om finansiel korrektion inden for en bestemt frist, hvis beregning ganske vist kan variere, alt efter hvilken forordning der er i kraft, men hvis eksistens er foreskrevet af EU-lovgiveren uden nogen tvetydighed.

79

Den omstændighed, at forordning nr. 1260/1999 ikke finder anvendelse på Samhørighedsfonden som sådan, er ikke i den henseende til hinder for en sådan fortolkning, idet ordlyden af forordningens artikel 39, stk. 3, og ordlyden af artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, er næsten identiske, og det forekommer ikke begrundet, at fristen i sidstnævnte forordning skulle være knyttet til manglende enighed blandt parterne, når denne frist i den førstnævnte forordning relaterer til, at Kommissionen træffer beslutning.

80

En fortolkning i denne retning er så meget desto mere begrundet, idet alle de senere forordninger, såvel råds- som kommissionsforordninger, bekræfter, at Kommissionen er forpligtet til at overholde en vis frist ved vedtagelsen af en beslutning om finansiel korrektion.

81

Det må særligt vedrørende forordning nr. 1386/2002, som har til formål at fastsætte gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1164/94, som ændret, som den bestemmelse, der er genstand for den foreliggende tvist, er en del af, tilføjes, at der ikke kan gives medhold i det synspunkt, som Kommissionen har gjort gældende, og som Retten har tilsluttet sig i den appellerede doms præmis 36 og 39, hvorefter artikel 18 i forordning nr. 1386/2002 indskrænker sig til at fastsætte den dato, fra hvilken at regne fristen for at træffe beslutning i henhold til artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, begynder at løbe, idet EU-lovgiver ikke kunne have fastsat starttidspunktet for en frist for vedtagelsen af en beslutning som omhandlet i denne artikel H, hvis der ikke fandtes en sådan frist.

82

Som følge deraf må det fastslås, at Kommissionen fra 2000 har været forpligtet til at overholde en frist for vedtagelsen af en beslutning om finansiel korrektion.

83

Denne konklusion, som følger af en systematisk fortolkning af de relevante råds- og kommissionsforordninger, bekræftes derudover yderligere, som det fremgår af denne doms præmis 34, af ordlyden af tekststykket på s. 63 i Kommissionens egen meddelelse (2011) C 332/01, som Kongeriget Spanien har påberåbt sig til støtte for appellen.

84

Denne konklusion er ligeledes i overensstemmelse med det formål, der er anført i artikel 161, første afsnit, EF (nu artikel 177 TEUF), hvorefter EU-lovgiver fastsætter »de almindelige regler, der skal gælde for fondene«, idet denne fremgangsmåde nødvendigvis må føre til en samordning af de bestemmelser, der finder anvendelse på området. Dette gælder så meget desto mere for så vidt angår procedurereglerne. Det må i den henseende bemærkes, at bl.a. procedurereglerne siden 2007 faktisk er blevet samordnede i forbindelse med en rådsforordning om almindelige bestemmelser for alle Unionens fonde. De deri fastsatte procedureregler støtter fuldt ud den fortolkning, hvorefter vedtagelsen af en beslutning om finansiel korrektion er begrænset af en forud af lovgiver fastsat frist.

85

Denne fortolkning er i øvrigt ikke af en sådan karakter, at den vil påvirke sammenhængen og effektiviteten i den procedure for finansiel korrektion, der er fastsat i EU-retten, idet den frist, der er foreskrevet af lovgiver, giver Kommissionen en tilstrækkelig tidsperiode til at vedtage sin beslutning, alt imens der tages behørigt hensyn til høringerne med den berørte medlemsstat.

86

Tværtimod bygger den procedure, som EU-lovgiveren har indført for finansielle korrektioner, som det fremgår af femte betragtning til forordning nr. 1265/1999, på et samarbejde mellem den berørte medlemsstat og Kommissionen, som bør være baseret på en balance mellem parternes rettigheder og forpligtelser. Det ville imidlertid under disse omstændigheder være i strid med dette krav om balance mellem parternes rettigheder og forpligtelser, hvis en medlemsstat inden for rammerne af denne procedure var forpligtet til at overholde visse nøjagtige frister, selv om dette ikke var tilfældet for Kommissionen.

87

Det fremgår således af fast retspraksis, at princippet om loyalt samarbejde ikke kun forpligter medlemsstaterne til at træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre EU-rettens rækkevidde og virkning, men at det også pålægger EU-institutionerne tilsvarende forpligtelser til loyalt samarbejde med medlemsstaterne (jf. i denne retning kendelse Zwartveld m.fl., C‑2/88 IMM, EU:C:1990:315, præmis 10).

88

Derudover er det for så vidt angår beslutninger med betydelige budgetmæssige virkninger i såvel den berørte medlemsstats som Kommissionens interesse, at korrektionsprocedurens afslutning er forudsigelig, hvilket forudsætter en forudgående fastsættelse af en frist for vedtagelsen af den endelige beslutning. Det bemærkes ligeledes, at en overskridelse af den foreskrevne frist for vedtagelsen af en beslutning om finansiel korrektion ikke er forenelig med det almindelige princip om god forvaltningsskik.

89

Henset til de foregående betragtninger må det konstateres, at Retten har begået en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 32 og 36 at fastslå, at artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, ikke foreskrev nogen frist, inden for hvilken Kommissionen skulle vedtage sin beslutning om finansiel korrektion, idet den frist på tre måneder, som denne bestemmelse henviser til, skulle vedrøre opnåelse af enighed blandt Kommissionen og den berørte medlemsstat.

90

Det følger heraf, at det første appelanbringende er begrundet, og at den appellerede dom skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge det andet appelanbringende.

91

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis Domstolen giver appellanten medhold. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

92

I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i sagen vedrørende påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, som Kongeriget Spanien nedlagde under sagen ved Retten.

93

Som det fremgår af denne doms præmis 56-89, er Kommissionens vedtagelse af en afgørelse om finansiel korrektion betinget af, at en vis frist overholdes.

94

Varigheden af denne frist er forskellig, alt efter hvilken forordning der finder anvendelse.

95

Således er fristen, inden for hvilken Kommissionen skal træffe en beslutning om finansiel korrektion i henhold til bestemmelserne i artikel H, stk. 2, i bilag II til forordning nr. 1164/94, som ændret, sammenholdt med artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1386/2002, tre måneder fra høringsdatoen at regne.

96

I henhold til artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006 træffer Kommissionen beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen, og hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse.

97

I henhold til artikel 145, stk. 6, i forordning nr. 1303/2013 træffer Kommissionen en afgørelse senest seks måneder efter høringsdatoen eller efter datoen for modtagelse af supplerende oplysninger, når medlemsstaten indvilliger i at fremlægge sådanne yderligere oplysninger efter høringen. Hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse til høringen.

98

Det må i denne henseende præciseres, at selv om forordning nr. 1265/1999, som ændrede forordning nr. 1164/94, trådte i kraft den 1. januar 2000, fremgår det imidlertid af artikel 108, andet afsnit, i forordning nr. 1083/2006, at denne forordnings artikel 100 finder anvendelse fra den 1. januar 2007, herunder på programmer fra før perioden 2007-2013. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med princippet om, at procedureregler finder anvendelse, umiddelbart efter de træder i kraft.

99

Hvad angår artikel 145 i forordning nr. 1303/2013 finder den i henhold til forordningens artikel 154, andet afsnit, anvendelse med virkning fra den 1. januar 2014.

100

I den foreliggende sag blev høringen afholdt den 23. juni 2010, men Kommissionen traf først den anfægtede afgørelse den 18. februar 2011.

101

Det fremgår af disse omstændigheder, at Kommissionen ikke i den foreliggende sag har overholdt den frist på seks måneder, som er pålagt ved artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006.

102

I modsætning til det af Kommissionen hævdede er den omstændighed, at den relevante lovgivning ikke udtrykkeligt foreskriver, at Kommissionen i tilfælde af overskridelse af den fastsatte frist for vedtagelsen af en afgørelse om finansiel korrektion ikke længere kan vedtage en sådan afgørelse, uden betydning, idet fastsættelsen af en frist, inden for hvilken en afgørelse af denne karakter skal træffes, i sig selv er tilstrækkeligt.

103

Endvidere udgør den manglende overholdelse af procedureregler vedrørende vedtagelse af en bebyrdende retsakt en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (jf. i denne retning dom Det Forenede Kongerige mod Rådet, 68/86, EU:C:1988:85, præmis 48 og 49), som Unionens retsinstanser kan efterprøve ex officio (jf. i denne retning dom Kommissionen mod ICI, C‑286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 51, og dom Kommissionen mod Solvay, C‑287/95 P og C‑288/95 P, EU:C:2000:189, præmis 55). Den omstændighed, at Kommissionen ikke vedtog den anfægtede afgørelse inden for den af EU-lovgiver fastsatte frist, udgør således en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

104

Den anfægtede afgørelse er derfor ikke blevet truffet gyldigt og skal som følge deraf annulleres.

105

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagens omkostninger.

106

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kongeriget Spanien har fået medhold i appelsagen og i sine påstande for Retten, bør Kommissionen pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de af denne medlemsstat afholdte omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):