Sag C-171/13

Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv)

mod

M.S. Demirci m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep)

»Præjudiciel forelæggelse — associeringsaftalen EØF-Tyrkiet — social sikring af vandrende arbejdstagere — ophævelse af bopælsbestemmelser — tillægsydelser tildelt i medfør af national lovgivning — bopælskrav — anvendelse på tidligere tyrkiske arbejdstagere — tyrkiske statsborgere, der har fået statsborgerskab i værtsmedlemsstaten«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. januar 2015

Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – Social sikring af vandrende arbejdstagere – associeringsrådets afgørelse nr. 3/80 – ophævelse af bopælsbestemmelser – supplerende ydelser tildelt i henhold til national lovgivning – national lovgivning om fjernelse af disse ydelser for modtagere, der ikke længere bor på det nationale område – anvendelse på tidligere tyrkiske arbejdstagere, der har opnået statsborgerskab i værtsmedlemsstaten – behandling af nævnte arbejdstagere udelukkende som statsborgere i denne stat – lovlig

(Afgørelse nr. 3/80 truffet af Associeringsrådet EØF-Tyrkiet, art. 6; Rådets forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 118/97 og nr. 647/2005, art. 4, stk. 2a)

Bestemmelserne i associeringsrådets afgørelse nr. 3/80 om anvendelsen af De Europæiske Fællesskabers medlemsstaters sociale sikringsordninger på tyrkiske arbejdstagere og på deres familiemedlemmer, også set i lyset af artikel 59 i tillægsprotokollen, skal fortolkes således, at en medlemsstats statsborgere, der som tyrkiske arbejdstagere har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i denne medlemsstat, ikke med henvisning til, at de har bevaret deres tyrkiske statsborgerskab, kan påberåbe sig bestemmelserne i afgørelse nr. 3/80 for at ophæve det krav om bopæl på nævnte medlemsstats område, som den nationale lovgivning kræver for tildeling af særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2a, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 647/2005.

Der er således ingen begrundelse for, at en tyrkisk statsborger, for hvem den retlige ramme nødvendigvis ændres på tidspunktet for erhvervelsen af statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, vedrørende tildeling af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede ikke skulle blive behandlet af nævnte medlemsstat udelukkende som statsborger i denne medlemsstat. En sådan konstatering gælder så meget desto mere, som en undtagelse fra bopælskravet i relation til tildelingen af tillægsydelser – på grundlag af afgørelse nr. 3/80 – for statsborgere i en medlemsstat, som har erhvervet statsborgerskab dér efter at være blevet modtaget som tyrkiske arbejdstagere, samtidig med, at de har beholdt det tyrkiske statsborgerskab, ville indebære en dobbelt, uberettiget forskelsbehandling. Personer, der befinder sig i en situation som de indstævnte i hovedsagen, ville således blive behandlet mere fordelagtigt end dels tyrkiske arbejdstagere, som ikke har statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, og som, eftersom de ikke længere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i sidstnævnte medlemsstat ikke har ret til at opholde sig dér. Dels ville disse personer ligeledes blive favoriseret i forhold til statsborgere i værtsmedlemsstaten eller i en anden medlemsstat, som ganske vist er omfattet af gunstig ordning vedrørende ophold og fri bevægelighed inden for Unionen, men som stadig er underlagt kravet om bopæl på værtsmedlemsstatens område for at blive tildelt tillægsydelse.

(jf. præmis 57, 59 og 73 samt domskonkl.)

Sag C-171/13

Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv)

mod

M.S. Demirci m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep)

»Præjudiciel forelæggelse — associeringsaftalen EØF-Tyrkiet — social sikring af vandrende arbejdstagere — ophævelse af bopælsbestemmelser — tillægsydelser tildelt i medfør af national lovgivning — bopælskrav — anvendelse på tidligere tyrkiske arbejdstagere — tyrkiske statsborgere, der har fået statsborgerskab i værtsmedlemsstaten«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. januar 2015

Internationale aftaler — associeringsaftalen EØF-Tyrkiet — Social sikring af vandrende arbejdstagere — associeringsrådets afgørelse nr. 3/80 — ophævelse af bopælsbestemmelser — supplerende ydelser tildelt i henhold til national lovgivning — national lovgivning om fjernelse af disse ydelser for modtagere, der ikke længere bor på det nationale område — anvendelse på tidligere tyrkiske arbejdstagere, der har opnået statsborgerskab i værtsmedlemsstaten — behandling af nævnte arbejdstagere udelukkende som statsborgere i denne stat — lovlig

(Afgørelse nr. 3/80 truffet af Associeringsrådet EØF-Tyrkiet, art. 6; Rådets forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 118/97 og nr. 647/2005, art. 4, stk. 2a)

Bestemmelserne i associeringsrådets afgørelse nr. 3/80 om anvendelsen af De Europæiske Fællesskabers medlemsstaters sociale sikringsordninger på tyrkiske arbejdstagere og på deres familiemedlemmer, også set i lyset af artikel 59 i tillægsprotokollen, skal fortolkes således, at en medlemsstats statsborgere, der som tyrkiske arbejdstagere har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i denne medlemsstat, ikke med henvisning til, at de har bevaret deres tyrkiske statsborgerskab, kan påberåbe sig bestemmelserne i afgørelse nr. 3/80 for at ophæve det krav om bopæl på nævnte medlemsstats område, som den nationale lovgivning kræver for tildeling af særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2a, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 647/2005.

Der er således ingen begrundelse for, at en tyrkisk statsborger, for hvem den retlige ramme nødvendigvis ændres på tidspunktet for erhvervelsen af statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, vedrørende tildeling af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede ikke skulle blive behandlet af nævnte medlemsstat udelukkende som statsborger i denne medlemsstat. En sådan konstatering gælder så meget desto mere, som en undtagelse fra bopælskravet i relation til tildelingen af tillægsydelser – på grundlag af afgørelse nr. 3/80 – for statsborgere i en medlemsstat, som har erhvervet statsborgerskab dér efter at være blevet modtaget som tyrkiske arbejdstagere, samtidig med, at de har beholdt det tyrkiske statsborgerskab, ville indebære en dobbelt, uberettiget forskelsbehandling. Personer, der befinder sig i en situation som de indstævnte i hovedsagen, ville således blive behandlet mere fordelagtigt end dels tyrkiske arbejdstagere, som ikke har statsborgerskab i værtsmedlemsstaten, og som, eftersom de ikke længere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i sidstnævnte medlemsstat ikke har ret til at opholde sig dér. Dels ville disse personer ligeledes blive favoriseret i forhold til statsborgere i værtsmedlemsstaten eller i en anden medlemsstat, som ganske vist er omfattet af gunstig ordning vedrørende ophold og fri bevægelighed inden for Unionen, men som stadig er underlagt kravet om bopæl på værtsmedlemsstatens område for at blive tildelt tillægsydelse.

(jf. præmis 57, 59 og 73 samt domskonkl.)