Sag C-155/13

Società Italiana Commercio e Servizi srl (SICES) m.fl.

mod

Agenzia Dogane Ufficio delle Dogane di Venezia

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria regionale di Venezia-Mestre)

»Landbrug — forordning (EF) nr. 341/2007 — artikel 6, stk. 4 — toldkontingenter — hvidløg fra Kina — importlicenser — den uoverdragelige karakter af rettigheder afledt af visse importlicenser — omgåelse — misbrug af rettighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 13. marts 2014

  1. EU-retten – misbrug af en rettighed i henhold til en EU-retlig bestemmelse – transaktioner, der udgør misbrug – forhold, der skal lægges til grund – efterprøvelse tilkommer den nationale ret

  2. Landbrug – fælles markedsordning – frugt og grøntsager – indførsel fra tredjelande – importordning – toldkontingent – en importørs import af varer, som er købt uden for Unionen hos en anden erhvervsdrivende, som har opbrugt sine importlicenser – videresalg af varerne til den anden erhvervsdrivende efter importen – lovlighed – grænser – misbrug af rettighed – efterprøvelse tilkommer den nationale ret

    (Kommissionens forordning nr. 341/2007, art. 4, stk. 2, og art. 6, stk. 4)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 29-34)

  2.  Artikel 6, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 341/2007 af 29. marts 2007 om åbning og forvaltning af toldkontingenter og om indførelse af en ordning med importlicenser og oprindelsescertifikater for hvidløg og visse andre landbrugsprodukter importeret fra tredjelande skal fortolkes således, at bestemmelsen i princippet ikke er til hinder for transaktioner, hvorved en importør, som er indehaver af importlicenser med nedsat told, uden for Unionen køber en vare hos en erhvervsdrivende, som selv er en traditionel importør som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 2, men som har opbrugt sine egne importlicenser med nedsat told, og derpå videresælger varen til den erhvervsdrivende efter at have indført den til Unionen. Sådanne transaktioner udgør imidlertid et misbrug af rettigheder, såfremt de i det væsentlige med det formål at opnå præferencetolden er blevet konstrueret kunstigt. Undersøgelsen af, om der foreligger misbrug, kræver, at den forelæggende ret tager hensyn til alle de faktiske omstændigheder og forhold i sagen, herunder alle kommercielle transaktioner forud for eller efter den pågældende indførsel.

    (jf. præmis 40 og domskonkl.)