DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

11. december 2014 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — landbrug — forordning (EØF) nr. 3665/87 — artikel 4, stk. 1, og artikel 13 — forordning (EØF) nr. 2220/85 — artikel 19, stk. 1, litra a) — eksportrestitutioner — restitutionens forudbetaling — betingelser for frigivelse af sikkerheden, der er stillet for tilbagebetaling af forudbetalingen«

I sag C-128/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal da Relação de Lisboa (Portugal) ved afgørelse af 17. januar 2013, indgået til Domstolen den 18. marts 2013, i sagen:

Cruz & Companhia Lda

mod

Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP),

Caixa Central – Caixa Central de Crédito Agrícola Mútuo, CRL,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda (refererende dommer), A. Rosas, E. Juhász og D. Šváby,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. juni 2014,

efter at der er afgivet indlæg af:

—	Cruz & Companhia Lda ved advogados M. Lacerda, R. Freitas og J. Freitas

—	den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og M. Folgado Moreno, som befuldmægtigede

—	Europa-Kommissionen ved P. Guerra e Andrade, D. Triantafyllou og M. Afonso, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94 af 26. juli 1994 (EFT 191, s. 5, herefter »forordning 3665/87«), og artikel 19, stk. 1, litra a), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2220/85 af 22. juli 1985 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter (EFT L 205, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3403/93 af 10. december 1993 (EFT L 310, s. 4, herefter »forordning nr. 2220/85«).

Anmodningen er blevet forelagt under en sag mellem Cruz & Companhia Lda (herefter »Cruz & Companhia«) ved Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP) og ved Caixa Central – Caixa Central de Crédito Agrícola Mútuo, CRL (herefter »CCAM«), om afvisning af frigivelse af en bankgaranti til sikring af tilbagebetaling af et beløb vedrørende en forudbetalt eksportrestitution, som er udbetalt i forbindelse med vineksporter gennemført i løbet af 1995, og om udløsning af denne bankgaranti.

Retsforskrifter

Artikel 56 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 84, s. 1) bestemte:

»1. For at muliggøre en i økonomisk henseende betydelig udførsel af produkter[, der er omfattet af den fælles markedsordning for vin], på grundlag af de priser, der i den internationale handel gælder for disse produkter, kan forskellen mellem disse priser og priserne inden for Fællesskabet om nødvendigt udlignes ved en eksportrestitution. [...]

2. Restitutionen er ens for hele Fællesskabet. Den kan differentieres efter destination.

Restitutionen ydes på begæring af den pågældende.

3. Rådet fastsætter på forslag af Kommissionen med kvalificeret flertal de almindelige regler for ydelse af eksportrestitutioner og kriterierne for restitutionsbeløbets fastsættelse.

4. Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel vedtages efter proceduren i artikel 83.

[...]«

Artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 822/87 bestemte:

»Fysiske eller juridiske personer eller sammenslutninger af sådanne personer, der ligger inde med de i artikel 1 nævnte produkter [herunder produkter forbundet med vin, som i dette tilfælde] med henblik på udøvelse af deres erhverv, navnlig producenter, aftappere, forarbejdere samt nærmere bestemte vinhandlere, skal føre en fortegnelse, hvori navnlig ind- og udgang af de nævnte produkter skal specificeres.«

5	De fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter blev udfærdiget af Kommissionen i forordning nr. 3665/87.

Tredje, fjerde og sekstende betragtning til forordning nr. 3665/87 havde følgende ordlyd:

»[...] [D]e af Rådet vedtagne almindelige regler bestemmer, at restitutionen betales, når der føres bevis for, at produkterne er blevet udført fra Fællesskabet; [...]

[V]isse eksportforretninger kan give anledning til misbrug; for at undgå sådanne misbrug bør der inden betalingen af restitutionen for disse eksportforretninger, foruden bevis for, at produktet har forladt Fællesskabets toldområde, kræves bevis for, at produktet er indført til et tredjeland og efter omstændighederne faktisk er bragt i omsætning i det pågældende tredjeland.

[...]

[F]or at lette finansieringen af udførselsforretningerne for eksportørerne bør medlemsstaterne bemyndiges til, så snart udførselsangivelsen er antaget, at forudbetale hele restitutionsbeløbet eller en del deraf, på betingelse af, at der stilles en sikkerhed for forskudsbetalingens tilbagebetaling i tilfælde af, at det senere måtte vise sig, at restitutionen ikke burde være betalt.«

I medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 gjaldt følgende:

»Uden at dette i øvrigt berører bestemmelserne i artikel 5 og 16, udbetales restitutionen kun, hvis der føres bevis for, at de produkter, for hvilke udførselsangivelsen er blevet antaget, senest 60 dage efter denne antagelse har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand.«

Artikel 13, første afsnit, i forordning nr. 3665/87 bestemte:

»Der ydes ingen restitution, når produkterne ikke er af sund og sædvanlig handelskvalitet, og hvis disse produkter er bestemt til konsum, når deres anvendelse til dette formål er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.«

Af artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3665/87 fremgik:

»Bevis for afslutning af toldformaliteterne for overgang til frit forbrug føres efter eksportørens valg ved fremlæggelse af et af følgende dokumenter:

[...]

b)	lossebevis og bevis for overgang til frit forbrug udstedt af et specialiseret firma, der varetager international kontrol og overvågning, og som er autoriseret af Kommissionen efter proceduren i stk. 4. Dato og nummer på tolddokumentet for overgang til frit forbrug skal være anført på beviset.«

Artikel 22 i forordning nr. 3665/87, indeholdt i kapitel 2 med overskriften »Forskud på restitutionen ved direkte udførsel«, bestemte:

»1. På eksportørens anmodning yder medlemsstaterne forskud på hele eller en del af restitutionen, så snart udførselsangivelsen er antaget, på betingelse af, at der stilles sikkerhed svarende til forskuddet forhøjet med 15%.

Medlemsstaterne kan fastlægge betingelserne for at anmode om forskud på en del af restitutionen.

2. Forskuddet beregnes på grundlag af den restitutionssats, der gælder for den angivne destination, eventuelt korrigeret med de øvrige beløb, der er fastsat i fællesskabsreglerne.«

Artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 bestemte:

»Når det er bevist, at der er opstået ret til en restitution med hensyn til produkter eller varer, der er henført under nærværende kapitel, modregnes det pågældende beløb i det forudbetalte beløb. Gælder retten for den udførte mængde et beløb, der er større end det forudbetalte, udbetales forskellen til den pågældende.

Er det beløb, der skal ydes for den udførte mængde, mindre end det beløb, der er forudbetalt, bl.a. i tilfælde af anvendelse af stk. 2, indleder den kompetente myndighed straks proceduren i artikel 29 i forordning (EØF) nr. 2220/85 for at udvirke, at den erhvervsdrivende betaler forskellen mellem disse to beløb forhøjet med 20%.«

12	Forordning nr. 2220/85 fastlagde bestemmelserne for sikkerhedsstillelse, som var foreskrevet i forordning nr. 822/87 eller i gennemførelsesforordninger hertil.

Artikel 19, der er indeholdt i afsnit IV med overskriften »Forskud og forudbetaling« i forordning nr. 2220/85 bestemte:

»1. Sikkerhedsstillelsen frigives:

a)	når den endelige ret til det udbetalte beløb er godtgjort, eller

b)	når det udbetalte beløb plus eventuelle tillæg som fastsat i den specifikke forordning er blevet tilbagebetalt.

2. Såfremt der ikke inden for den fastsatte frist fremlægges dokumentation for, at der er opnået endelig ret til det udbetalte beløb, iværksætter den ansvarlige myndighed straks den i artikel 29 omhandlede fremgangsmåde.

[...]«

Artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2238/93 af 26. juli 1993 om dokumenter, der ledsager vinprodukter ved transport, og om til- og afgangsbøger i vinsektoren (EFT L 200, s. 10), bestemte:

»1. I denne forordning fastsættes gennemførelsesbestemmelserne til artikel 71 i forordning (EØF) nr. 822/87 om dokumenter, der ledsager vinprodukter, uden at [Rådets] direktiv 92/12/EØF [af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s.1)] derved tilsidesættes. Der fastsættes:

bestemmelser om attestering for rigtigheden af oprindelsesbetegnelsen for kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder og for bordvine, der har ret til en geografisk benævnelse, i dokumenter, som ledsager ved transport af vin, og som er udarbejdet i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne vedtaget på grundlag af direktiv [92/12]

bestemmelser om udstedelse af dokumenter, der ledsager vinprodukter ved transport (jf. artikel 1, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 822/87):

—	inden for en medlemsstats område, hvis transporten ikke ledsages af et dokument, der er foreskrevet af fællesskabsbestemmelserne på grundlag af direktiv [92/12]

—	ved udførsel til tredjelande

—

ved samhandel inden for Fællesskabet

—	hvis transporten foretages af en mindre producent, der i den medlemsstat, hvor transporten begynder, er fritaget for udstedelse af et forenklet ledsagedokument eller

—	hvis der er tale om transport af et vinprodukt, der ikke er punktafgiftspligtigt

supplerende bestemmelser om udstedelse af:

—	det administrative ledsagedokument og det handelsdokument, der kan erstatte det

—	det forenklede ledsagedokument og det handelsdokument, der erstatter det administrative dokument

som er bestemt til at ledsage vinprodukter ved transport (anført i artikel 1, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 822/87).

2. I denne forordning fastsættes desuden bestemmelser om, hvordan de personer, der udøver deres erhverv inden for vinsektoren, skal føre til- og afgangsbøgerne.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

Cruz & Companhia er et handelsselskab, som beskæftiger sig med salg af vin, spiritus og afledte produkter, herunder produktion, lagring og indkøb med henblik på videresalg. I forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed har dette selskab eksporteret vin til Angola til en lavere pris end den pris, som selskabet kunne have opnået, hvis det have solgt vinen på markedet i Den Europæiske Union.

I juni 1995 anmodede Cruz & Companhia Instituto Nacional de Intervenção e Garantia Agrícola (herefter »INGA«) om forudbetaling af restitutionen. I den forbindelse fremlagde selskabet den antagne eksportangivelse, bevis for, at produkterne havde forladt Unionens toldområde inden for fristen på 60 dage fra den nævnte antagelse, samt en bankgaranti stillet af CCAM den 14. juni 1995, hvor beløbet svarede til det forudbetalte restitutionsbeløb forhøjet med 15%.

17	Cruz & Companhia modtog en forudbetaling af restitutionen den 26. juni 1995.

18	Efter at have gennemført eksporten fremlagde Cruz & Companhia eksportdokumenterne for INGA, dvs. fakturaerne, certifikatet, erklæringen vedrørende varernes sammensætning, den udvalgte stikprøve og fortoldingsattest i forbindelse med importen.

19	Produkterne blev indført i det tredjeland, som de var bestemt til, og blev fortoldet.

20	INGA frigav på intet tidspunkt bankgarantien til Cruz & Companhia.

Efter en forskriftsmæssig kontrol af Cruz & Companhias eksport af vin pålagde INGA ved afgørelse af 29. juli 2004 Cruz & Companhia at tilbagebetale det beløb, som var udbetalt i eksportrestitution, inden for en frist på 30 dage, idet de nødvendige foranstaltninger til udløsning af bankgarantien ellers ville blive iværksat.

22	Cruz & Companhia, som ikke foretog frivillig indbetaling af det krævede beløb, anlagde søgsmål ved Tribunal Administrativo e Fiscal de Viseu til prøvelse af INGA’s afgørelse af 29. juli 2004. Den 25. juli 2008 blev INGA frifundet.

23	Cruz & Companhia appellerede denne afgørelse til Tribunal Central Administrativo do Norte. Ved dom af 9. juli 2009 forkastede denne retsinstans appellen og stadfæstede afgørelsen fra Tribunal Administrativo e Fiscal de Viseu, som dermed fik retskraft.

Cruz & Companhia har anlagt sag ved den forelæggende ret mod IFAP, et organ, som er indtrådt i sagen i stedet for INGA, og CCAM med påstand om, at det fastslås, at genstanden for bankgarantien ophørte den 31. august 1995, som var datoen for fremlæggelsen af dokumentation for, at produkterne var ankommet til Angola, og at IFAP’s iværksættelse af bankgarantien under disse omstændigheder var ulovlig og udgjorde et misbrug. Cruz & Companhia har ligeledes nedlagt påstand om, at CCAM tilpligtes at afholde sig fra at udbetale den omhandlede bankgaranti til IFAP, ligesom IFAP tilpligtes at betale erstatning i overensstemmelse med selskabets påstand.

Ved den forelæggende ret blev der stillet spørgsmålstegn ved eksistensen af retten til endelig tildeling af restitutionsbeløbet og om sikkerhedsstillelsen til sikring af tilbagebetalingen, der som følge heraf burde frigives, eftersom eksportøren havde fremlagt antagelsen af udførselsangivelsen og bevis for, at produkterne havde forladt Unionens toldområde inden for fristen på 60 dage og ankom til det tredjeland, som det var bestemt til, eller om det desuden var nødvendigt at sikre, at de modtagne forudbetalte restitutionsbeløb var forfaldne.

Under disse omstændigheder har Tribunal da Relação de Lisboa besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal den stillede sikkerhed i tilfælde af forudbetaling af en restitution anses for ophørt, hvis det konstateres, at eksportøren har fremlagt dokumentation for antagelsen af udførselsangivelsen og bevis for, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde inden for en frist på 60 dage fra den nævnte antagelse?

2)	Er dette så meget desto mere tilfældet, hvis eksportøren ligeledes har fremlagt bevis for, at de pågældende produkter er blevet toldklareret i det importerende tredjeland?

Eller skal det derimod forstås på den måde, at frigivelsen af sikkerheden ikke kun kræver en konstatering af, at de nævnte betingelser er opfyldt, men ligeledes forudsætter, at staten ikke af nogen anden grund, der har at gøre med uregelmæssigheder ved udførslen, har ret til tilbagebetaling af den forudbetalte restitution?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2220/85 skal fortolkes således, at den af eksportøren stillede sikkerhed med henblik på at sikre tilbagebetaling af den forudbetalte eksportrestitution skal anses for ophørt, hvis det godtgøres, at eksportøren har fremlagt dokumentation for antagelsen af udførselsangivelsen og bevis for, at produkterne har forladt Unionens toldområde senest inden for en frist på 60 dage fra den nævnte antagelse, såvel som bevis for, at de pågældende produkter er blevet toldklareret i det importerende tredjeland.

28	Indledningsvis skal det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 22 i forordning 3665/87 efter anmodning fra eksportøren skal yde forskud på hele eller en del af restitutionen, så snart udførselsangivelsen er antaget, på betingelse af, at der stilles sikkerhed.

For så vidt angår betingelserne for frigivelsen af denne sikkerhedsstillelse skal det bemærkes, at artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning 2220/85, som findes i afsnit IV under overskriften »Forskud og forudbetaling«, bestemmer at, sikkerhedsstillelsen frigives, når den endelige ret til det udbetalte beløb er godtgjort.

I sine indlæg for Domstolen har Cruz & Companhia anført, at formålet med sikkerhedsstillelsen er at sikre, at den eksport, som restitutionen er forudbetalt for, gennemføres, og at produktet ankommer til bestemmelseslandet og markedsføres i dette land inden for de givne frister. Med henvisning til artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3665/87 har selskabet gjort gældende, at sikkerhedsstillelsen skal frigives, når eksportøren har fremlagt bevis for, at de pågældende produkter er blevet toldklareret, da retten til restitutionen fra det øjeblik bliver endelig.

I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3665/87, at restitutionen kun udbetales, hvis der føres bevis for, at de produkter, for hvilke udførselsangivelsen er blevet antaget, har forladt Unionens toldområde i uforandret stand senest 60 dage efter denne antagelse.

32	Denne bestemmelse indeholder ingen henvisninger til en endelig ret til denne restitution.

33	Sådan som det fremgår af 16. betragtning til forordning nr. 3665/87, skal sikkerhedsstillelsen i henhold til artikel 22 i denne forordning sikre tilbagebetaling af forskuddet i tilfælde af, at det senere måtte vise sig, at restitutionen ikke burde være betalt.

I den forbindelse skal det bemærkes, at der i henhold til artikel 13 i forordning nr. 3665/87 ikke ydes restitution, når produkterne ikke er af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, og hvis disse produkter er bestemt til konsum, når deres anvendelse til dette formål er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.

For så vidt angår begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet« skal det bemærkes, at artikel 13 i forordning nr. 3665/87 findes i kapitel 1, der bærer overskriften »Ret til restitution« i afsnit II om »Udførsel til tredjelande« i denne forordning, hvilket viser, at det udførte produkts »sund[e] og sædvanlig[e] handelskvalitet« er en materiel betingelse for ydelse af restitutioner (jf. dom Fleisch-Winter, C-309/04, EU:C:2005:732, præmis 28).

36	Det følger ligeledes af den nævnte artikel 13, at medlemsstaterne skal kontrollere, at de produkter, som eksporteres til tredjelande, er af en sund og sædvanlig handelskvalitet (jf. i denne retning dom Tyskland mod Kommissionen, C-54/95, EU:C:1999:11, præmis 49).

37	I sit skriftlige indlæg har den portugisiske regering gjort gældende, at det efter en kontrol af Cruz & Companhias aktiviteter blev konstateret, at denne eksportør ikke førte de obligatoriske fortegnelser, som er foreskrevet i den specifikke lovgivning.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 822/87 bestemmer, at fysiske eller juridiske personer eller sammenslutninger af sådanne personer, der ligger inde med de i artikel 1 i denne forordning nævnte produkter med henblik på udøvelse af deres erhverv, navnlig producenter, aftappere, forarbejdere samt nærmere bestemte vinhandlere, skal føre en fortegnelse, hvori navnlig ind- og udgang af de nævnte produkter skal specificeres.

39	Det følger desuden af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2238/93, at denne fastsætter gennemførelsesbestemmelserne til artikel 71 i forordning nr. 822/87 om dokumenter, der ledsager vinprodukter.

Det skal bemærkes, at såfremt eksportøren ikke overholder forpligtelsen til at føre fortegnelser i overensstemmelse med forordning nr. 822/87 og 2238/93, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, er det ikke muligt for medlemsstaterne at kontrollere, at de produkter, som eksporteres til tredjelande, er af en sund og sædvanlig handelskvalitet i overensstemmelse med artikel 13 i forordning nr. 3665/87, og følgelig sikre, at betingelserne for at få forudbetalt eksportrestitutionen er overholdt.

Det følger af fast retspraksis, at det er eksportøren, der bør bære konsekvenserne af den manglende overholdelse af de forpligtelser, som ordningen med forudbetaling af eksportrestitutioner indebærer (jf. for så vidt angår fortolkningen af artikel 33, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 3665/87, dom Groupe Limagrain Holding, C-402/10, EU:C:2011:704, præmis 52).

De forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2220/85 skal fortolkes således, at den af eksportøren stillede sikkerhed med henblik på at sikre tilbagebetaling af en forudbetalt eksportrestitution ikke skal anses for ophørt, selv hvis det godtgøres, at eksportøren har fremlagt dokumentation for antagelsen af udførselsangivelsen og bevis for, at produkterne har forladt Unionens toldområde senest inden for en frist på 60 dage fra den nævnte antagelse, såvel som bevis for, at de pågældende produkter er blevet toldklareret i det importerende tredjeland, hvis de øvrige betingelser for udbetalingen af restitutionen, bl.a. betingelsen vedrørende sund og sædvanlig handelskvalitet af de eksporterede produkter, som fremgår af artikel 13 i forordning nr. 3665/87, ikke er opfyldt.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 19, stk. 1, litra a), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2220/85 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3403/93 af 10. december 1993, skal fortolkes således, at den af eksportøren stillede sikkerhed med henblik på at sikre tilbagebetaling af en forudbetalt eksportrestitution ikke skal anses for ophørt, selv hvis det godtgøres, at eksportøren har fremlagt dokumentation for antagelsen af udførselsangivelsen og bevis for, at produkterne har forladt Unionens toldområde senest inden for en frist på 60 dage fra den nævnte antagelse, såvel som bevis for, at de pågældende produkter er blevet toldklareret i det importerende tredjeland, hvis de øvrige betingelser for udbetalingen af restitutionen, bl.a. betingelsen vedrørende sund og sædvanlig handelskvalitet af de eksporterede produkter, som fremgår af artikel 13 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94 af 26. juli 1994, ikke er opfyldt.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: portugisisk.