Forenede sager C-39/13 – C-41/13
Inspecteur van de Belastingdienst/Noord/kantoor Groningen m.fl.
mod
SCA Group Holding BV m.fl.
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Amsterdam)
»Etableringsfrihed — selskabsskat — én skattemæssig enhed mellem selskaber i samme koncern — anmodning — begrundelse for afslag — situation, hvor hjemstedet for et eller flere mellemliggende selskaber eller for moderselskabet er beliggende i en anden medlemsstat — manglende fast driftssted i beskatningsstaten«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 12. juni 2014
Etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – national lovgivning, der for så vidt angår hjemmehørende moderselskaber, der ejer deres hjemmehørende datterdatterselskaber gennem et ikke-hjemmehørende mellemliggende datterselskab, udelukker muligheden for at være omfattet af en koncernbeskatningsordning – ikke tilladt – begrundelse – nødvendigheden af at sikre sammenhængen i skatteordningen – foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
Etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – national lovgivning, som for så vidt angår hjemmehørende søsterselskaber, der ejer hjemmehørende datterselskaber, men som har et ikke-hjemmehørende fælles moderselskab, udelukker muligheden for at være omfattet af en koncernbeskatningsordning – ikke tilladt – begrundelse – nødvendigheden af at sikre sammenhængen i skatteordningen – foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, i henhold til hvilken et hjemmehørende moderselskab kan etablere en skattemæssig enhed med et hjemmehørende datterdatterselskab, når det ejer datterdatterselskabet gennem et eller flere hjemmehørende selskaber, men etableringen ikke er mulig, når moderselskabet ejer datterdatterselskabet gennem ikke-hjemmehørende selskaber, som ikke har et fast driftssted i denne medlemsstat.
Den mulighed, som denne lovgivning giver hjemmehørende selskaber, udgør nemlig en likviditetsfordel for de omhandlede selskaber. Denne ordning gør det navnlig muligt at konsolidere overskud og underskud hos moderselskabet for de selskaber, der indgår i den skattemæssige enhed, og bevirker, at transaktioner foretaget inden for koncernen bevarer en skattemæssig neutral karakter.
Denne lovgivning fører således til en forskellig behandling med hensyn til adgangen til at vælge ordningen med skattemæssige enheder, alt efter om moderselskabet ejer sine indirekte kapitalandele via et datterselskab med hjemsted i denne stat eller i en anden medlemsstat.
For så vidt som bestemmelserne i denne lovgivning i skattemæssig henseende således stiller grænseoverskridende situationer ugunstigt i forhold til nationale situationer, udgør de derfor en restriktion, som principielt er forbudt i medfør af EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.
I denne henseende er det, for at en sådan forskellig behandling er forenelig med disse bestemmelser, en forudsætning, at den enten vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, idet sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation skal vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, eller at den er begrundet i tvingende almene hensyn.
Hvad angår sammenligneligheden er formålet med den nationale lovgivning så vidt muligt at sidestille en koncern bestående af et moderselskab og dets datter- og datterdatterselskaber med en virksomhed med flere driftssteder, idet der åbnes mulighed for skattemæssigt at konsolidere samtlige disse selskabers resultater. Desuden er ejerskabet af hjemmehørende datterdatterselskaber via et hjemmehørende datterselskab eller via et ikke-hjemmehørende datterselskab objektivt sammenlignelige, for så vidt som den enhed, der udgøres af moderselskabet og datterdatterselskaberne, i begge tilfælde ønsker at være berettiget til fordelene ved ordningen med skattemæssige enheder.
Endvidere kan nævnte restriktion ikke anses for at være begrundet i det tvingende almene hensyn om at bevare sammenhængen i skattesystemet. Selv om hensynet til at sikre sammenhængen i en beskatningsordning kan begrunde en restriktion for udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, kan det ikke godtgøres, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem tildelingen af en skattefordel knyttet til oprettelsen af en skattemæssig enhed og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning.
(jf. præmis 21, 24, 27-29, 31, 33, 40, 41 og 43 samt domskonkl. 1)
Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, der ejer hjemmehørende datterselskaber, er omfattet af en ordning med skattemæssige enheder, hvorimod hjemmehørende søsterselskaber, hvis fælles moderselskab ikke har hjemsted i denne medlemsstat og ikke dér har et fast driftssted, er udelukket herfra.
Denne lovgivning fører nemlig til en forskellig behandling mellem på den ene side de moderselskaber, der har deres hjemsted i denne medlemsstat, og som takket være ordningen med én skattemæssig enhed bl.a. kan modregne deres underskudsgivende datterselskabers underskud umiddelbart i deres overskudsgivende datterselskabers overskud ved fastlæggelsen af den skattepligtige indkomst, og på den anden side de moderselskaber, der også ejer datterselskaber i denne medlemsstat, men som har deres hjemsted i en anden medlemsstat og ikke råder over et fast driftssted i den førstnævnte medlemsstat, og som er udelukket fra at kunne etablere en skattemæssig enhed og dermed fra den likviditetsfordel, som en skattemæssig enhed giver ret til.
For så vidt som den nævnte lovgivnings bestemmelser i skattemæssig henseende således stiller fællesskabssituationer ugunstigt i forhold til rent nationale situationer, udgør de derfor en restriktion, som principielt er forbudt i medfør af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.
Hvad angår sammenligneligheden mellem en grænseoverskridende situation og en national situation kan det formål, der tilsigtes med ordningen med skattemæssige enheder, og som består i at gøre det muligt for selskaber i samme koncern skattemæssigt at anses for at udgøre en og samme skattepligtige person, opfyldes såvel af koncerner med hjemmehørende moderselskaber som af de koncerner, hvis moderselskaber ikke er hjemmehørende, i det mindste for så vidt angår beskatningen af de i denne medlemsstat skattepligtige søsterselskaber. Det følger heraf, at forskelsbehandlingen for så vidt angår muligheden for skattemæssigt at integrere søsterselskaber derfor ikke er begrundet i en forskel i den objektive situation.
Den er heller ikke begrundet i det tvingende almene hensyn om at bevare sammenhængen i skattesystemet i tilknytning til forhindringen af dobbelt medregning af underskud, idet der ikke foreligger nogen direkte sammenhæng mellem denne skattefordel og en bestemt skatteopkrævning.
(jf. præmis 47, 48, 50-54 og 56 samt domskonkl. 2)
Forenede sager C-39/13 – C-41/13
Inspecteur van de Belastingdienst/Noord/kantoor Groningen m.fl.
mod
SCA Group Holding BV m.fl.
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Amsterdam)
»Etableringsfrihed — selskabsskat — én skattemæssig enhed mellem selskaber i samme koncern — anmodning — begrundelse for afslag — situation, hvor hjemstedet for et eller flere mellemliggende selskaber eller for moderselskabet er beliggende i en anden medlemsstat — manglende fast driftssted i beskatningsstaten«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 12. juni 2014
Etableringsfrihed — skattelovgivning — selskabsskat — national lovgivning, der for så vidt angår hjemmehørende moderselskaber, der ejer deres hjemmehørende datterdatterselskaber gennem et ikke-hjemmehørende mellemliggende datterselskab, udelukker muligheden for at være omfattet af en koncernbeskatningsordning — ikke tilladt — begrundelse — nødvendigheden af at sikre sammenhængen i skatteordningen — foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
Etableringsfrihed — skattelovgivning — selskabsskat — national lovgivning, som for så vidt angår hjemmehørende søsterselskaber, der ejer hjemmehørende datterselskaber, men som har et ikke-hjemmehørende fælles moderselskab, udelukker muligheden for at være omfattet af en koncernbeskatningsordning — ikke tilladt — begrundelse — nødvendigheden af at sikre sammenhængen i skatteordningen — foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, i henhold til hvilken et hjemmehørende moderselskab kan etablere en skattemæssig enhed med et hjemmehørende datterdatterselskab, når det ejer datterdatterselskabet gennem et eller flere hjemmehørende selskaber, men etableringen ikke er mulig, når moderselskabet ejer datterdatterselskabet gennem ikke-hjemmehørende selskaber, som ikke har et fast driftssted i denne medlemsstat.
Den mulighed, som denne lovgivning giver hjemmehørende selskaber, udgør nemlig en likviditetsfordel for de omhandlede selskaber. Denne ordning gør det navnlig muligt at konsolidere overskud og underskud hos moderselskabet for de selskaber, der indgår i den skattemæssige enhed, og bevirker, at transaktioner foretaget inden for koncernen bevarer en skattemæssig neutral karakter.
Denne lovgivning fører således til en forskellig behandling med hensyn til adgangen til at vælge ordningen med skattemæssige enheder, alt efter om moderselskabet ejer sine indirekte kapitalandele via et datterselskab med hjemsted i denne stat eller i en anden medlemsstat.
For så vidt som bestemmelserne i denne lovgivning i skattemæssig henseende således stiller grænseoverskridende situationer ugunstigt i forhold til nationale situationer, udgør de derfor en restriktion, som principielt er forbudt i medfør af EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.
I denne henseende er det, for at en sådan forskellig behandling er forenelig med disse bestemmelser, en forudsætning, at den enten vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, idet sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation skal vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, eller at den er begrundet i tvingende almene hensyn.
Hvad angår sammenligneligheden er formålet med den nationale lovgivning så vidt muligt at sidestille en koncern bestående af et moderselskab og dets datter- og datterdatterselskaber med en virksomhed med flere driftssteder, idet der åbnes mulighed for skattemæssigt at konsolidere samtlige disse selskabers resultater. Desuden er ejerskabet af hjemmehørende datterdatterselskaber via et hjemmehørende datterselskab eller via et ikke-hjemmehørende datterselskab objektivt sammenlignelige, for så vidt som den enhed, der udgøres af moderselskabet og datterdatterselskaberne, i begge tilfælde ønsker at være berettiget til fordelene ved ordningen med skattemæssige enheder.
Endvidere kan nævnte restriktion ikke anses for at være begrundet i det tvingende almene hensyn om at bevare sammenhængen i skattesystemet. Selv om hensynet til at sikre sammenhængen i en beskatningsordning kan begrunde en restriktion for udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, kan det ikke godtgøres, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem tildelingen af en skattefordel knyttet til oprettelsen af en skattemæssig enhed og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning.
(jf. præmis 21, 24, 27-29, 31, 33, 40, 41 og 43 samt domskonkl. 1)
Artikel 49 TEUF og 54 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, der ejer hjemmehørende datterselskaber, er omfattet af en ordning med skattemæssige enheder, hvorimod hjemmehørende søsterselskaber, hvis fælles moderselskab ikke har hjemsted i denne medlemsstat og ikke dér har et fast driftssted, er udelukket herfra.
Denne lovgivning fører nemlig til en forskellig behandling mellem på den ene side de moderselskaber, der har deres hjemsted i denne medlemsstat, og som takket være ordningen med én skattemæssig enhed bl.a. kan modregne deres underskudsgivende datterselskabers underskud umiddelbart i deres overskudsgivende datterselskabers overskud ved fastlæggelsen af den skattepligtige indkomst, og på den anden side de moderselskaber, der også ejer datterselskaber i denne medlemsstat, men som har deres hjemsted i en anden medlemsstat og ikke råder over et fast driftssted i den førstnævnte medlemsstat, og som er udelukket fra at kunne etablere en skattemæssig enhed og dermed fra den likviditetsfordel, som en skattemæssig enhed giver ret til.
For så vidt som den nævnte lovgivnings bestemmelser i skattemæssig henseende således stiller fællesskabssituationer ugunstigt i forhold til rent nationale situationer, udgør de derfor en restriktion, som principielt er forbudt i medfør af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed.
Hvad angår sammenligneligheden mellem en grænseoverskridende situation og en national situation kan det formål, der tilsigtes med ordningen med skattemæssige enheder, og som består i at gøre det muligt for selskaber i samme koncern skattemæssigt at anses for at udgøre en og samme skattepligtige person, opfyldes såvel af koncerner med hjemmehørende moderselskaber som af de koncerner, hvis moderselskaber ikke er hjemmehørende, i det mindste for så vidt angår beskatningen af de i denne medlemsstat skattepligtige søsterselskaber. Det følger heraf, at forskelsbehandlingen for så vidt angår muligheden for skattemæssigt at integrere søsterselskaber derfor ikke er begrundet i en forskel i den objektive situation.
Den er heller ikke begrundet i det tvingende almene hensyn om at bevare sammenhængen i skattesystemet i tilknytning til forhindringen af dobbelt medregning af underskud, idet der ikke foreligger nogen direkte sammenhæng mellem denne skattefordel og en bestemt skatteopkrævning.
(jf. præmis 47, 48, 50-54 og 56 samt domskonkl. 2)