Sag C-38/13

Małgorzata Nierodzik

mod

Samodzielny Publiczny Psychiatryczny Zakład Opieki Zdrowotnej im. dr Stanisława Deresza w Choroszczy

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Białymstoku)

»Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — direktiv 1999/70/EF — rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP — § 4 — begrebet »ansættelsesvilkår« — opsigelsesvarsel for en tidsbegrænset ansættelseskontrakt — forskelsbehandling i forhold til fastansatte«

Sammendrag – Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 13. marts 2014

1. Socialpolitik – rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – ansættelsesvilkår – begreb – opsigelsesvarsel for en tidsbegrænset ansættelseskontrakt – omfattet

   (Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)

2. Socialpolitik – rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – arbejdstagere, der udfører samme arbejde – samme arbejde – begreb – arbejdstagere, der befinder sig i en sammenlignelig situation – bedømmelseskriterier – arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold – den nationale rets vurdering

   (Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1)

3. Socialpolitik – rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – forbud mod diskrimination af personer med tidsbegrænset ansættelse – national ordning, hvorefter der gælder andre opsigelsesvarsler for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter end for tidsubegrænsede ansættelseskontrakter – manglende hensyntagen til arbejdstagerens anciennitet – begrundelse vedrørende løbetiden og stabiliteten i ansættelsesforholdet – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)

1.  Det afgørende kriterium ved vurderingen af, om en foranstaltning kan anses for et »ansættelsesvilkår« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er opført som bilag til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, er kriteriet om ansættelse, dvs. arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og hans arbejdsgiver. En fortolkning af den nævnte bestemmelse, hvorved opsigelsesbetingelserne i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, såsom et opsigelsesvarsel, udelukkes fra begrebet ansættelsesvilkår, ville betyde, at anvendelsesområdet for den beskyttelse, der er tillagt de berørte arbejdstagere mod diskrimination, begrænses i strid med det formål, der er tillagt denne bestemmelse.

   (jf. præmis 25 og 27)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31-33)

3.  § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der, for så vidt angår opsigelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter af mere end seks måneders varighed gør det muligt at anvende et fast opsigelsesvarsel på to uger uden hensyn til arbejdstagerens anciennitet, mens opsigelsesvarslet for tidsubegrænsede ansættelser afhænger af arbejdstagerens anciennitet og kan andrage fra to uger op til tre måneder, når disse to kategorier af arbejdstagere befinder sig i sammenlignelige situationer.

   En forskelsbehandling for så vidt angår ansættelsesvilkår mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte kan ikke berettiges ved et kriterium, som generelt og abstrakt henviser til ansættelsens varighed. At tillade, at et ansættelsesforholds midlertidige karakter alene er tilstrækkelig til at begrunde en sådan forskelsbehandling, ville gøre formålene med direktiv 1999/70 og med rammeaftalen indholdsløse, eftersom anvendelsen af et sådant kriterium ville gøre opretholdelsen af en ugunstig situation for arbejdstagerne med tidsbegrænset ansættelse stedsevarende. Det udgør heller ikke et objektivt forhold som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er med til at fremme stabiliteten i ansættelsesforholdet.

   (jf. præmis 38-40 og domskonkl.)