1.

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse er blevet fremsat i forbindelse med syv tvister vedrørende restgælden af et realkreditlån mellem Alpha Bank Cyprus Ltd (herefter »Alpha Bank«), et selskab, der udøver bankvirksomhed, og købere af fast ejendom og Alpha Panareti Public Ltd, et andet selskab, som havde kautioneret for lånet ( 2 ).

2.

Anmodningen vedrører fortolkningen af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 ( 3 ).

3.

Forordningens artikel 8 med overskriften »Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« bestemmer, at adressaten underrettes »under anvendelse af formularen i bilag II [til forordningen]«, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et bestemt sprog.

4.

Med anmodningen om en præjudiciel afgørelse ønskes navnlig oplyst, om denne standardformular er obligatorisk eller ej, ligesom følgerne af en manglende anvendelse af den i forbindelse med forkyndelse af et dokument ønskes belyst.

5.

Forordningens artikel 8 med overskriften »Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« bestemmer følgende:

»1.   Den modtagende instans underretter under anvendelse af formularen i bilag II adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

2.   Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom ved hjælp af den i artikel 10 omhandlede formular og returnerer anmodningen og de dokumenter, der ønskes oversat, til den fremsendende instans.

3.   Har adressaten nægtet at modtage dokumentet, jf. stk. 1, kan forkyndelsen af dokumentet afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning ledsaget af en oversættelse til et af de i stk. 1 omhandlede sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet ledsaget af oversættelsen forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt, jf. artikel 9, stk. 2.

[…]«

6.

De indstævnte i de syv appelsager ved den forelæggende ret er dels købere af fast ejendom beliggende på Republikken Cyperns område, dels sælgeren af denne faste ejendom, Alpha Panareti Public Ltd ( 4 ). Ejendommene blev erhvervet ved hjælp af et realkreditlån ydet af Alpha Bank, som har indstævnet køberne samt sælgeren, dvs. Alpha Panareti Public Ltd, som havde kautioneret for lånet, for de cypriotiske domstole med påstand om betaling af restgælden af realkreditlånet.

7.

Eftersom køberne ( 5 ) havde fast bopæl i udlandet, fik Alpha Bank efter fremsættelse af en ensidig begæring ( 6 ) i hvert enkelt søgsmål i første instans udvirket en retsafgørelse om forkyndelse uden for rettens geografiske kompetenceområde af en bekræftet genpart af stævningen ( 7 ) i søgsmålet, og meddelelsen herom ( 8 ) samt en oversættelse af disse (herefter »den omtvistede retsafgørelse«). I hver enkelt af disse omtvistede retsafgørelser bestemtes det endvidere, at forkyndelsen af de pågældende dokumenter skulle ske i henhold til de i forordning nr. 1393/2007 opstillede regler.

8.

Følgende dokumenter blev forkyndt for de enkelte købere i England:

9.

De indstævnte i hvert af de syv søgsmål erklærede, at de indvilgede i at give møde under protest, og de fremsatte samtidig en begæring om, at der blev truffet afgørelse om, at de omtvistede retsafgørelser såvel som selve forkyndelsen ophævedes eller blev erklæret ugyldige. De gjorde gældende, at der i henhold til forordning nr. 1393/2007 og den cypriotiske civile retsplejelov skulle være sket forkyndelse af andre dokumenter i forbindelse med hvert enkelt søgsmål, bl.a.:

10.

Alpha Bank gjorde ved retten i første instans gældende, at de indstævnte, da de var blevet bekendt med søgsmålet og genstanden herfor samt tidsplanen for at kunne reagere herpå, ikke kunne gøre gældende, at der ikke var sket en korrekt forkyndelse. Alpha Bank er af den opfattelse, at de indstævntes påstand om, at forkyndelsen bør erklæres ugyldig, udgør et forsøg fra disses side på at unddrage sig forkyndelsen.

11.

Retten i første instans fandt påstanden begrundet i hvert enkelt af de syv søgsmål. Den fandt, at undladelsen af at forkynde alle de fornødne dokumenter og oversættelser til engelsk, og især oversættelsen af de omtvistede retsafgørelser, udgjorde en tilsidesættelse af den cypriotiske civile retsplejelov og af forordning nr. 1393/2007, eftersom det fratog modtageren af dokumenterne muligheden for at gøre sig bekendt med indholdet af dem. Den fastslog endvidere, at der var sket en tilsidesættelse af forordningen, idet de indstævnte ikke havde fået forkyndt standardformularen i bilag II til forordningen, med hvilken de ville være blevet oplyst om deres ret til at nægte at modtage de omtvistede retsafgørelser på græsk, hvis de ikke var ledsaget af den fornødne oversættelse til engelsk. Retten i første instans erklærede på denne baggrund forkyndelsen af stævningen og af meddelelsen herom ugyldig, og ophævede den omtvistede retsafgørelse i hver enkelt sag.

12.

Alpha Bank har iværksat appel af hver af de syv domme ved den forelæggende ret.

13.

I en særskilt afgørelse har den forelæggende ret fastslået, at den del af de syv førsteinstansdomme, der vedrører ugyldigheden af forkyndelsen, som begrundes med undladelser i forhold til national lovgivning, er behæftet med en retlig fejl, idet de undladelser, der måtte forekomme, under de omstændigheder, der gjorde sig gældende i hovedsagerne, kunne være afhjulpet i overensstemmelse med hensigten og formålet med forordning nr. 1393/2007. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at »[p]å trods af de mangfoldige problemer, der er konstateret i den måde, forkyndelsen er foretaget på, viser de dokumenter, som blev fremsendt til forkyndelse, ingen reel vildledning af de indstævnte, eftersom disse gav rettidigt møde for retten. Herudover havde de indstævnte ikke præciseret arten af den påståede vildledning af dem, men endnu vigtigere heller ikke virkningerne for dem af en mulig vildledning«.

14.

Den forelæggende ret har tilkendegivet, at den ikke vil annullere forkyndelsen, medmindre Domstolen fastslår, at forkyndelse af formularen er nødvendig ved enhver forkyndelse af dokumenter i medfør af forordning nr. 1393/2007, og at en eventuel undladelse af at forkynde den ikke kan afhjælpes og udgør en begrundelse for, at forkyndelsen erklæres ugyldig.

15.

Derfor har Anotato Dikastirio Kyprou (Cypern) besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

16.

Alpha Bank, de indstævnte, den cypriotiske, den tyske, den græske, den spanske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Alpha Bank, de indstævnte, den cypriotiske, den tyske og den spanske regering samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, som blev afholdt den 27. november 2014.

17.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 8 i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at den modtagende instans ( 9 ) systematisk skal anvende standardformularen i bilag II til denne forordning ved forkyndelsen over for adressaten af det dokument, der skal forkyndes.

18.

De indstævnte er af den opfattelse, at forordning nr. 1393/2007 ikke indeholder nogen undtagelse fra retten til at modtage standardformularen i bilag II. De har gjort gældende, at EU-lovgiver bevidst har indført denne formular for at sikre og beskytte adressaternes grundlæggende ret til information og til en retfærdig rettergang. Omvendt er Alpha Bank af den opfattelse, at den pågældende standardformular ikke nødvendig, når stævningen er blevet oversat til den modtagende instans' sprog.

19.

Ifølge den græske regering indeholder hverken artikel 8 eller nogen andre artikler i forordning nr. 1393/2007 undtagelser, der gør det muligt for den modtagende instans at undgå at anvende den i artikel 8, stk. 1 krævede standardformular. Den spanske regering er af den opfattelse, at formuleringen af forordning nr. 1393/2007 ikke giver anledning til nogen tvivl. Artikel 8 kræver således, at den i denne artikel krævede underretning sker under anvendelse af formularen i bilag II til forordningen. Den østrigske regering er ligeledes af den opfattelse, at standardformularen skal forkyndes i alle tilfælde.

20.

Såfremt anvendelsen af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 er obligatorisk i alle tilfælde af forkyndelse af et retsligt dokument, ser det dog ifølge den cypriotiske regering ud til, at Domstolen har indført en undtagelse fra denne generelle forpligtelse med dom Weiss und Partner (C-14/07, EU:C:2008:264), når adressaten for et dokument har kendskab til indholdet af det forkyndte dokument.

21.

Efter Kommissionens opfattelse har den pågældende standardformular et informativt formål, og den er påkrævet, når det retslige dokument forkyndes på et sprog, som den sagsøgte ikke forstår. Kommissionen er således af den opfattelse, at standardformularen mister sin berettigelse og ikke er påkrævet, hvis dokumentet er blevet forkyndt på et af de i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 omhandlede sprog. Den har tilføjet, at adressaten i den foreliggende sag ikke havde haft ret til at afvise modtagelsen af dokumentet, hvis standardformularen havde været vedlagt forkyndelsen.

22.

Ifølge den tyske regering er den modtagende instans kun forpligtet til at vedhæfte standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, når et dokument i henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 1, ikke er blevet oversat til et af de i forordningens artikel 8, stk. 1, litra a) og b), omhandlede sprog. Den underretningsforpligtelse, der indføres med artikel 8, stk. 1, udgør således en forpligtelse »til at gennemføre en særlig undersøgelse, som påhviler den modtagende instans«, som gennemfører sin egen kontrol i medfør af den ekspertise, der er kendetegnende for den i dens egenskab af myndighed eller retsinstans. Den tyske regering er følgelig af den opfattelse, at den modtagende instans i hvert enkelt tilfælde skal kontrollere, om den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 omhandlede adressat skal underrettes om sin ret til at nægte modtagelse af et dokument under anvendelse af standardformularen. Den er af den opfattelse, at den omtvistede retsafgørelse er et dokument i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, idet det ikke, når der ikke foreligger en oversættelse, kan udelukkes, at dets indhold er afgørende på det proceduremæssige plan, hvilket ville berettige, at der påhviler den modtagende instans en selvstændig underretningspligt i medfør af denne bestemmelse.

23.

Efter min opfattelse er rækkevidden af artikel 8 i forordning nr. 1393/2007 klar og utvetydig. Standardformularen i bilag II til denne forordning skal anvendes i alle tilfælde af forkyndelse af retslige dokumenter uden undtagelse ( 10 ), uanset hvilket sprog det dokument, der skal forkyndes, er udfærdiget på, og uanset om dette dokument er ledsaget af en oversættelse eller ej ( 11 ).

24.

For det første fremgår det klart og uden undtagelse af ordlyden ( 12 ) af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, at den modtagende instans anvender den pågældende formular på tidspunktet for forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes.

25.

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 åbner således ikke mulighed for, at den modtagende instans kan beslutte, om det er nødvendigt at anvende standardformularen eller ej, enten afhængigt af det sprog, som det dokument, der skal forkyndes, er udfærdiget på, eller sprog, som adressaten forstår – en oplysning, som denne under alle omstændigheder ikke er i besiddelse af – eller afhængigt af den pågældende medlemsstats officielle sprog eller af, om der findes en oversættelse eller ej.

26.

Sætningsleddet »hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog« betinger således ikke anvendelsen af formularen, men blot adressatens ret til at nægte at modtage dokumentet.

27.

Standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 skal således automatisk anvendes til at forkynde et dokument for adressaten, selv om den kan forekomme overflødig f.eks. henset til adressatens sprogkundskaber eller mere specifikt, når det dokument, der skal forkyndes er udfærdiget på den modtagende medlemsstats officielle sprog. Jeg skal her tilføje, at en systematisk forpligtelse til at vedhæfte denne formular, der er forsynet med en side på modtagerstatens officielle sprog, eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, selv i sidstnævnte tilfælde, ikke efter min opfattelse er en unødigt belastende forpligtelse.

28.

For det andet er standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 og den forpligtelse til at anvende den, der er knyttet hertil, en nyskabelse i forhold til den forudgående forordning, nemlig Rådets forordning nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager ( 13 ). Denne nyskabelse afspejler efter min opfattelse EU-lovgivers ønske om effektivitet og fremskyndelse ( 14 ) af fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter mellem medlemsstaterne, samtidig med at adressatens ret til forsvar respekteres ( 15 ).

29.

Den obligatoriske anvendelse af denne formular har til formål at undgå uheldige situationer som i den foreliggende sag, hvor et dokument på en enkelt side, nemlig en bekræftet genpart af den omtvistede retsafgørelse udelukkende på græsk og dermed på et sprog, som ikke (eller muligvis ikke) forstås af de indstævnte eller modtagerstatens officielle sprog (engelsk), optræder blandt en række dokumenter, der alle med undtagelse af den omtvistede retsafgørelse er ledsaget af en oversættelse ( 16 ).

30.

De modtagende instanser har efter min opfattelse ingen skønsmargin med hensyn til anvendelsen af den pågældende formular ( 17 ). En selvstændig og ensartet fortolkning af forordning nr. 1393/2007 indebærer desuden, at den pågældende standardformular systematisk skal vedlægges ved forkyndelse af det dokument, der skal forkyndes ( 18 ). Denne forordning finder således anvendelse på alle EU’s medlemsstater ( 19 ), idet dokumenter potentielt skal forkyndes på mere end 20 sprog. Selv ud fra et rent praktisk synspunkt vil det derfor efter min opfattelse være umuligt for de modtagende instanser at kontrollere de dokumenter, der skal forkyndes, og om der foreligger oversættelser i alle tilfælde.

31.

Kommissionen redegjorde i Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af forordning nr. 1393/2007 ( 20 ) (herefter »rapporten«) for behovet for at anvende standardformularen i bilag II til forordningen i de tilfælde, hvor det dokument, der skal forkyndes, er udarbejdet på modtagerstatens sprog, og hvor adressaten derfor ikke kan nægte at modtage dokumentet i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, litra b). Det fremgår af rapporten, at den omstændighed, at standardformularen vedlægges, under sådanne omstændigheder kan bevirke, at adressaterne forledes til at tro, at de har ret til at nægte modtagelsen.

32.

Standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 indeholder dog efter min opfattelse meget klare angivelser med hensyn til adressaten for det dokument, der skal forkyndes, og udfyldes denne formular nøjagtigt, kan den ikke virke vildledende. Det fremgår udtrykkeligt af formularen, at adressaten kan »nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, [...] hvis det ikke er affattet enten på et sprog, som han forstår, eller på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet« ( 21 ). Retten til at nægte at modtage dokumentet hænger således ikke på nogen måde sammen med tilstedeværelsen af den pågældende standardformular ( 22 ).

33.

Henset til ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 8 i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at anvendelsen af standardformularen i bilag II til forordningen på adressaten ved forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes, er påkrævet i alle tilfælde uden undtagelse og uanset det sprog, som det dokument, der skal forkyndes, er udfærdiget på, og uanset, om dette dokument er ledsaget af en oversættelse til et sprog, som adressaten forstår, eller modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

34.

Med det andet og det tredje spørgsmål, som er stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares, således som jeg har foreslået, har den forelæggende ret spurgt Domstolen, dels om den manglende formular er grund til at erklære forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes, ugyldig, dels hvordan der kan rettes op på denne undladelse.

35.

Det fremgår ikke af forordning nr. 1393/2007, hvilken retlig virkning der følger af, at standardformularen i bilag II til forordningen ikke er vedlagt. Det bestemmes heller ikke, at denne undladelse er grund til at erklære forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes, ugyldig ( 23 ). Mens forordning nr. 1348/2000 ikke siger noget om virkningen af en forkyndelse på et andet sprog end det i forordningen krævede sprog, ligesom forordning nr. 1393/2007 ikke siger noget om virkningen af en manglende anvendelse af standardformularen, kan der af retspraksis om forordning nr. 1348/2000 drages en værdifuld lære i forbindelse med dette spørgsmål.

36.

Domstolen fastslog i præmis 51 i dom Leffler (C-443/03, EU:C:2005:665), at da forordning nr. 1348/2000 (som er blevet erstattet af forordning nr. 1393/2007) ikke fastsætter den retlige virkning af visse omstændigheder, tilkommer det i princippet den nationale ret at anvende de nationale bestemmelser, samtidig med, at den skal sikre EU-rettens fulde virkning. Domstolen tilføjede, at den manglende præcisering i forordningen kan »indebære, at den nationale ret må tilsidesætte en national bestemmelse, som er til hinder herfor, såfremt dette er nødvendigt, eller må fortolke en national bestemmelse, der er blevet vedtaget udelukkende med rent interne situationer for øje, på en sådan måde, at bestemmelsen kan finde anvendelse på den pågældende grænseoverskridende situation« ( 24 ).

37.

Domstolen fastslog endvidere i samme doms præmis 65, at det for at bevare forordningens effektive virkning er vigtigt at sikre, at de respektive parters rettigheder bliver beskyttet på bedst mulig og mest afbalanceret måde ( 25 ).

38.

Hvad angår de rettigheder, som adressaterne for det dokument, der skal forkyndes, har, fremgår det af fast retspraksis, at målene om effektivitet og hurtighed i forordning nr. 1393/2007 ikke kan nås ved på en eller anden måde at svække disse adressaters ret til forsvar, der følger af retten til en retfærdig rettergang, som er knæsat i artikel 47, andet afsnit, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 26 ), hvilket navnlig indebærer, at de »har tilstrækkelig tid til at varetage [deres] interesser« ( 27 ).

39.

Hvad angår afsenderpartens rettigheder og målene om effektivitet og hurtighed i forordning nr. 1393/2007 er jeg af den opfattelse, at de ikke kan tilsidesættes af rent formelle årsager, som ikke påvirker adressaternes ret til forsvar.

40.

Det ville være tilfældet, hvis fraværet af den pågældende standardformular førte til, at forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes, bliver ugyldig, selv om det f.eks. kunne bevises, at adressaten for dette dokument forstår det sprog, som det pågældende dokument er udarbejdet på, eller at dokumentet er udarbejdet på modtagerstatens officielle sprog. I præmis 52 i dom Leffler (C-443/03, EU:C:2005:665) taler Domstolen i forbindelse med tilsvarende hypoteser om »udtryk for ren forhaling og klart misbrug« ( 28 ).

41.

Såfremt det undlades at vedlægge den i bilag II til forordning nr. 1393/2007 omhandlede standardformular ved forkyndelsen af det dokument, der skal forkyndes, tilkommer det således den nationale ret ( 29 ) at kontrollere, om dette dokument er udfærdiget på et sprog, som adressaten forstår, eller på modtagerstatens officielle sprog ( 30 ).

42.

Det fremgår af punkt 9 i dette forslag til afgørelse, at de indstævnte i hver enkelt af de syv tvister i hovedsagerne har bekræftet, at visse dokumenter og visse oversættelser ikke var blevet forkyndt for dem, selv om de burde være blevet det.

43.

Tilbage står at undersøge begrebet »dokument, der skal forkyndes«, som ikke defineres i forordning nr. 1393/2007, som heller ikke nævner bilagene, hvis antal og art varierer betydeligt mellem de forskellige retsordener ( 31 ).

44.

I præmis 73 i dom Weiss und Partner (C-14/07, EU:C:2008:264) fastslog Domstolen, at, når dokumentet, der skal forkyndes, som i tvisterne i hovedsagerne består i et indledende processkrift, sætter det/de dokument/dokumenter, der skal forkyndes, adressaten i stand til at gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med en retslig procedure i afsenderstaten, det gør det muligt med sikkerhed at fastlægge i det mindste sagens genstand og årsagen til kravet samt anmodningen om at optræde for en domstol ( 32 ). Domstolen anfører endvidere, at »[d]okumenter, som udelukkende varetager en bevisfunktion, og som ikke er uundværlige med henblik på at forstå sagens genstand og årsagen til kravet, udgør ikke en integrerende del af det indledende processkrift«.

45.

Ved første øjekast og med forbehold for den forelæggende rets kontrol har forkyndelsen for de indstævnte af en bekræftet genpart af stævningen på græsk og på engelsk sat dem i stand til med sikkerhed at forstå sagens genstand og årsagen til kravet i tvisterne i hovedsagerne.

46.

Med hensyn til anmodningen om at give møde for en retsinstans, ser der dog ud til at have været en betydelig forskel mellem den frist, der er fastsat i stævningen, og den omtvistede retsafgørelse ( 33 ) i tvisterne i hovedsagerne. Eksempelvis ser den frist, der var fastsat i stævningen i Senh Dau Si’s sag ud til at have været på 10 dage, mens den frist, der var fastsat i den omtvistede retsafgørelse – som kun blev forkyndt på græsk – ser ud til at have været på 60 dage, hvilket ifølge de indstævnte var vildledende. Dette er imidlertid ikke blevet bestridt i retsmødet, og det fremgår af de sagsakter, der er indgivet til Domstolen (hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bekræfte), at den i den omtvistede retsafgørelse fastsatte frist i hver af tvisterne i hovedsagerne, er den samme som den, der er fastsat i den vedlagte »meddelelse« ( 34 ). Denne »meddelelse« skulle være blevet forkyndt for de indstævnte på såvel græsk som engelsk.

47.

Såfremt den forelæggende ret i modsætning til det, der fremgår af oplysningerne i punkt 45 og 46 i dette forslag til afgørelse, skulle fastslå (quod non?), at undladelsen af at anvende standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 og den manglende oversættelse af den omtvistede retsafgørelse eller usikkerheden med hensyn til fristerne for at give møde reelt har påvirket de indstævntes ret til forsvar, bør disse fejl afhjælpes hurtigst muligt ( 35 ) ved at fremsende standardformularen og den manglende oversættelse i overensstemmelse med bestemmelserne om forkyndelse i forordning nr. 1393/2007 ( 36 ), hvilket automatisk ville bekræfte den frist til at give møde, der er fastsat i den omtvistede retsafgørelse.

48.

Jeg er i denne forbindelse enig i den spanske regerings indlæg, hvorefter man så vidt muligt bør vende tilbage til den situation, der fandtes inden anomalien ( 37 ). De eventuelle undladelser kan således afhjælpes ved at forkynde det dokument, der skal forkyndes, og den pågældende standardformular for de indstævntes advokat. En sådan forkyndelse vil ikke være i overensstemmelse med de i forordning nr. 1393/2007 opstillede retningslinjer ( 38 ).

49.

Efter min opfattelse ville en anden konklusion sætte spørgsmålstegn ved en selvstændig og ensartet anvendelse og fortolkning af forordning nr. 1393/2007 ( 39 ).

50.

Henset til ovenstående er jeg af den opfattelse, at undladelsen af at forkynde standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 på tidspunktet for forkyndelsen af stævningen ikke er grund til at erklære forkyndelsen ugyldig, hvis adressaten for dokumentet har fået mulighed for at gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med en retssag i oprindelseslandet. De undladelser, der berører retten til forsvar for adressaten for det dokument, der skal forkyndes, skal afhjælpes hurtigst muligt og i overensstemmelse med bestemmelserne om forkyndelse i forordning nr. 1393/2007.

51.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Anotato Dikastirio Kyprou på følgende måde:

»Artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at standardformularen i bilag II til den pågældende forordning skal forkyndes for adressaten i forbindelse med forkyndelse af det dokument, der skal forkyndes, i alle tilfælde uden undtagelse og uanset det sprog, som det dokument, der skal forkyndes, er udfærdiget på, og uanset, om dette dokument er ledsaget af en oversættelse til et sprog, som adressaten forstår, eller til modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

Undladelse af at forkynde standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 på tidspunktet for forkyndelsen af stævningen er ikke en grund til at erklære forkyndelsen ugyldig, hvis adressaten for dokumentet har fået mulighed for at gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med en retssag i oprindelseslandet. De undladelser, der berører retten til forsvar for adressaten for det dokument, der skal forkyndes, skal afhjælpes hurtigst muligt og i overensstemmelse med bestemmelserne om forkyndelse i forordning nr. 1393/2007.«