Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Hvad udgør en »handelspraksis« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktiv 2005/29/EF (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (2) ? Eller nærmere bestemt kan formidlingen af en urigtig oplysning til en enkelt forbruger betragtes som en »handelspraksis« i direktivets forstand? Dette er i det væsentlige det spørgsmål, som den forelæggende ret ønsker vejledning om i den foreliggende sag. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor dette spørgsmål bør besvares benægtende.

I – Retsforskrifter

2. Sjette betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis nævner proportionalitetsprincippet. I overensstemmelse med dette princip beskytter direktivet forbrugerne mod følgerne af urimelig handelspraksis, når disse er væsentlige, men det erkendes, at virkningerne for forbrugerne i visse tilfælde kan være ubetydelige.

3. Følgende fremgår af syvende betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis:

»Dette direktiv vedrører former for handelspraksis, som direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse med produkter. […]«

4. Niende betragtning til dette direktiv forklarer følgende:

»Dette direktiv berører ikke sager indklaget af dem, som har lidt skade på grund af urimelig handelspraksis. Det berører heller ikke [EU-]bestemmelser eller nationale bestemmelser om aftaleret […]«

5. Artikel 1 i direktivet om urimelig handelspraksis har følgende ordlyd:

»Formålet med dette direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser.«

6. Artikel 2 i direktivet om urimelig handelspraksis har følgende indhold:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

d) »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« (i det følgende også benævnt »handelspraksis«): en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne

[…]«

7. Artikel 3 i direktivet om urimelig handelspraksis fastsætter følgende:

»1. Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.

2. Dette direktiv berører ikke aftaleretten og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning.

[…]«

8. I artikel 5 i direktivet om urimelig handelspraksis (»Forbud mod urimelig handelspraksis«) er fastsat følgende:

»1. Urimelig handelspraksis forbydes.

2. En handelspraksis er urimelig, hvis:

a) den er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt

og

b) [den] væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

[…]

4. En handelspraksis er i særdeleshed urimelig, hvis den er

a) vildledende, jf. artikel 6 og 7

eller

b) aggressiv, jf. artikel 8 og 9.

5. I bilag I findes fortegnelsen over de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder vil blive betragtet som urimelige. Den samme fortegnelse skal anvendes i alle medlemsstater og må kun ændres ved en revision af dette direktiv.«

II – De faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

9. I april 2010 sendte S en anmodning til UPC Magyarország (herefter »UPC«), en udbyder af kabel-tv-tjenester, om oplysninger angående den nærmere bestemte betalingsperiode, til hvilken den årlige faktura udstedt i 2010 henførte, eftersom dette ikke fremgik klart af fakturaen.

10. Efterfølgende blev S oplyst, at den seneste årlige faktura var for perioden fra den 11. januar 2010 til den 10. februar 2011. For at sikre, at kontraktens udløb var sammenfaldende med den sidste dag for den tjeneste, der allerede var betalt for, anmodede S om, at kontrakten skulle ophøre med virkning fra den 10. februar 2011. Imidlertid blev tjenesten reelt først koblet fra fire dage senere, den 14. februar 2011. Den 12. marts 2011 blev der udstedt et betalingspålæg angående en restance på 5 243 HUF (ca. 18 EUR), der skyldtes for disse fire dage, dvs. fra den 11. til den 14. februar 2011.

11. S indgav en klage til Főváros Kormányhivatala Fogyasztóvédelmi Felügyelősége i Budapest (forbrugertilsynet under regeringens administration i Budapest, herefter »myndigheden i første instans«) med påstand om, at han havde modtaget en urigtig oplysning. Som følge heraf havde det ikke været muligt for ham at sikre, at kontraktens udløb var sammenfaldende med den sidste dag i den faktiske betalingsperiode, så han kunne benytte et andet selskabs tjeneste fra datoen for kontraktens opsigelse. Således måtte han i den pågældende overgangsperiode betale begge selskaber.

12. Ved afgørelse af 19. juli 2011 pålagde myndigheden i første instans UPC en bøde på 25 000 HUF (ca. 85 EUR). Ved afgørelse af 10. oktober 2011 fandt Nemzeti Fogyasztóvédelmi Hatóság (den nationale styrelse for forbrugerbeskyttelse), der fungerer som myndigheden i anden instans, at påstanden var velbegrundet og stadfæstede myndigheden i første instans’ afgørelse.

13. Efter en domstolsprøvelse iværksat af UPC ændrede Fővárosi Törvényszék (domstol i Budapest) den afgørelse, der var truffet af den nationale styrelse for forbrugerbeskyttelse, og afviste den påstand, der var fremsat af S. Navnlig følger det af denne dom, at UPC’s handlemåde ikke udgjorde en vedvarende handlemåde. En enkeltstående forvaltningsfejl af administrativ karakter og i forhold til en enkelt kunde kunne ikke anses for at udgøre en praksis.

14. Da Kúria som appelinstans er i tvivl om den korrekte fortolkning af direktivet om urimelig handelspraksis, har den derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»(1) Skal artikel 5 i [direktivet om urimelig handelspraksis] fortolkes således, at når der foreligger en vildledende handelspraksis efter direktivets artikel 5, stk. 4, er det ikke tilladt at foretage en særskilt efterprøvelse af kriterierne i direktivets artikel 5, stk. 2, litra a)?

(2) Kan en meddelelse, der indeholder usandfærdige oplysninger og er rettet til en enkelt forbruger, anses for at udgøre en handelspraksis som omhandlet i det nævnte direktiv?«

15. UPC, den ungarske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag og har desuden fremsat mundtlige bemærkninger under retsmødet den 11. september 2014.

III – Analyse

1. Indledende bemærkninger

16. Den foreliggende sag er tæt forbundet med Domstolens dom i sagen CHS Tour Services (3) . Denne dom besvarer det første af de to spørgsmål fra den forelæggende ret i den foreliggende sag. Nærmere bestemt fastslog Domstolen, at direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at i det tilfælde, hvor en handelspraksis opfylder alle kriterierne i direktivets artikel 6, stk. 1, for at kunne kvalificeres som en vildledende handelspraksis i forhold til forbrugeren, er det ikke nødvendigt at undersøge, om en sådan praksis ligeledes er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt i henhold til samme direktivs artikel 5, stk. 2, litra a), for at den med rette kan betragtes som urimelig og dermed forbudt i henhold til det nævnte direktivs artikel 5, stk. 1 (4) .

17. I denne analyse vil jeg fokusere på det andet spørgsmål (som logisk er forudgående for det andet spørgsmål), nemlig om formidlingen af en urigtig oplysning til en enkelt forbruger kan betragtes som en »handelspraksis« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivet om urimelig handelspraksis. Dette er et nyt spørgsmål, som Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at tage stilling til. Den foreliggende sag giver derfor Domstolen en mulighed for at præcisere direktivets anvendelsesområde.

2. Omfatter begrebet »handelspraksis« også en enkeltstående handling, der skader en enkelt forbruger?

18. Den ungarske regering og Kommissionen har gjort gældende, at »handelspraksis« som omhandlet i direktivet om urimelig handelspraksis også omfatter en handling, der skader en individuel forbruger som den i sagen for den forelæggende ret omhandlede, nemlig formidlingen af urigtige oplysninger til en enkelt forbruger. Den ungarske regering begrunder navnlig sit synspunkt i behovet for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Dette mål nævnes udtrykkeligt i artikel 1 i direktivet om urimelig handelspraksis og udgør et af direktivets hovedmålsætninger.

19. Definitionen af »handelspraksis« i artikel 2 i direktivet om urimelig handelspraksis er ganske vist påfaldende bred. Dette udtryk er defineret som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne«.

20. Derfor kan en lang række af former for adfærd, som kan finde sted forud for indgåelsen af en kontrakt (såsom adfærd, der påvirker forbrugerens beslutning om at erhverve et bestemt produkt), men også på senere stadier af kontraktforholdet (såsom klagebehandling og eftersalgsservice), falde inden for direktivets rammer. Dette fremgår af den sorte liste over former for urimelig handelspraksis, som er opført i bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis. I denne henseende synes der ikke at være noget i direktivet om urimelig handelspraksis, der fra begyndelsen vil udelukke tilvejebringelsen af urigtige oplysninger om forhold såsom betalingsperioder, betingelser for opsigelse af en forbrugeraftale eller andre oplysninger om kontraktens opfyldelse fra dets anvendelsesområde. Jo bredere direktivets anvendelsesområde fortolkes, jo større er sandsynligheden bestemt for, at et højt forbrugerbeskyttelsesniveau vil blive opnået, som der kræves i direktivet.

21. Imidlertid finder jeg ikke, at det er muligt at konkludere på baggrund af det ovenstående, at rækkevidden af direktivet om urimelig handelspraksis også omfatter adfærd – uanset hvor urimelig eller vildledende den måtte være – der alene er rettet mod en enkelt forbruger. Dette er der flere grunde til.

a) Grænserne for, hvad der kan forstås ved udtrykket »praksis«

22. Som nævnt ovenfor udelukker ordlyden af direktivet om urimelig handelspraksis ikke en enkeltstående handling rettet mod en enkelt forbruger fra direktivets anvendelsesområde. Efter min opfattelse begrænser udtrykket »praksis« dog i sig selv de former for adfærd, der kan være omfattet af direktivet. Den klare forudsætning for, at direktivet faktisk finder anvendelse på den erhvervsdrivendes adfærd i forholdet mellem virksomheden og forbrugeren (»B2C«) (såsom den adfærd, der er sortlistet i bilag I), er, at den pågældende adfærd udgør en »praksis«.

23. For at dette er tilfældet, mener jeg, at enten en eller begge af følgende betingelser skal være opfyldt: i) Adfærden er rettet mod en ubestemt gruppe af adressater, ii) adfærden gentages over for mere end en forbruger. I modsat fald passer den pågældende adfærd dårligt med den »praksis«-terminologi, der anvendes i alle sprogudgaverne af direktivet (5) .

24. Hvad angår den første betingelse (i hvilket tilfælde adfærden kun forekommer én gang) skal den pågældende adfærd være rettet mod en ubestemt gruppe af forbrugere. Den heraf følgende antagelse om, at den kritiserede opførsel skal have en grad af »markedsrelevans« (6), kan også udledes af artikel 5-8 i direktivet om urimelig handelspraksis. Disse bestemmelser henviser alle til former for handelspraksis, der påvirker den økonomiske adfærd hos »en gennemsnitsforbruger« eller »et gennemsnitligt medlem af denne gruppe«. Et paradigmeeksempel på denne form for praksis er selvfølgelig en reklame i en avis eller et magasin eller et skilt i en butik, der forklarer en returvarepolitik til alle (faktiske eller potentielle) kunder. Et nært beslægtet eksempel, om end forskelligt, kan findes i dommen i sagen CHS Tour Services. I denne sag var der urigtige oplysninger i en salgsbrochure. Selv om formidlingen af urigtige oplysninger kun forekom en gang, var den rettet mod en ubestemt gruppe af potentielle forbrugere og blev således anset for at falde inden for anvendelsesområdet af direktivet om urimelig handelspraksis (7) .

25. I tilfælde hvor den pågældende adfærd ikke er rettet mod en ubestemt gruppe af forbrugere, men snarere mod en enkelt forbruger som i den foreliggende sag, skal adfærden alternativt gentages af den erhvervsdrivende for at passe med den terminologi for »handelspraksis«, der anvendes i direktivet om urimelig handelspraksis. Med andre ord skal den pågældende adfærd være tilbagevendende og angå mere end en forbruger. Den omstændighed, at adfærden skal gentages over for mere end en forbruger, betyder, at den anden betingelse i et vist omfang overlapper den første.

26. I den foreliggende sag er der tale om formidling af en urigtig oplysning i et enkeltstående tilfælde til en enkelt forbruger og ikke til en gruppe af forbrugere. Selv om det er den forelæggende ret, der i den endelige analyse skal efterprøve dette, er der intet, der tyder på, at UPC’s medarbejderes tilvejebringelse af urigtige oplysninger – som det skete for S – er et tilbagevendende fænomen. I manglen på en objektiv indikator herfor har jeg vanskeligt ved at se, hvordan et enkelt tilfælde af urimelig – eller måske nærmere bestemt vildledende – adfærd kan defineres som en »handelspraksis« som omhandlet i direktivet om urimelig handelspraksis.

b) Direktivet om urimelig handelspraksis og aftaleret

27. Idet der ses bort fra meningen med udtrykket »praksis«, tillægger jeg også artikel 3, stk. 2, i direktivet om urimelig handelspraksis særlig betydning. Denne bestemmelse anfører udtrykkeligt, at direktivet ikke berører aftaleretten. Dette afspejles af niende betragtning i præamblen til direktivet.

28. Dog ville den holdning, der er gjort gældende af de to parter, som har afgivet indlæg til støtte for S i denne sag, medføre, at direktivet om urimelig handelspraksis ville finde anvendelse (foruden national aftaleret) på ethvert individuelt kontraktforhold. Dette ville have mærkbare følger i mange henseender. Ikke mindst ville det udviske sondringen mellem civilretten og den offentlige ret og navnlig sondringen mellem de sanktioner, der på forskellig vis finder anvendelse.

29. Målet for direktivet om urimelig handelspraksis er at etablere en vidtrækkende kontrolmekanisme over for erhvervsdrivendes adfærd over for forbrugerne, som kan påvirke forbrugernes økonomiske adfærd. For at sikre effektiviteten af den kontrol kræver direktivet, at medlemsstaterne skaber de nødvendige retlige rammer med forbud og bøder for at bekæmpe sådanne former for praksis (8) .

30. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at i overensstemmelse med artikel 13 i direktivet om urimelig handelspraksis er de sanktioner, som medlemsstaterne skal fastsætte for adfærd i strid med direktivet, dybt forankret i det offentligretlige område og helt adskilt fra aftaleretlige retsmidler. Hvis anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis ikke desto mindre blev udvidet til at omfatte en enkeltstående adfærd af typen som den i hovedsagen omhandlede, ville det i praksis have den konsekvens, at en erhvervsdrivende kunne pålægges en offentligretlig sanktion (i form af en bøde) for hvert eneste kontraktbrud, foruden de mulige aftaleretlige retsmidler, som er tilgængelige for den enkelte forbruger. Med andre ord, hvis man fulgte logikken hos de parter, der i deres indlæg har støttet denne opfattelse, ville enhver kontraktmæssig »forsømmelse« automatisk medføre offentligretlige sanktioner.

31. Efter min mening ville dette gå ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (9) . Det skal ikke glemmes, at offentligretlige sanktioner faktisk har til formål at beskytte almene hensyn, og i den foreliggende sag må dette være forbrugernes fælles interesser.

32. Desværre begrænser direktivet om urimelig handelspraksis ikke udtrykkeligt sit anvendelsesområde til beskyttelsen af forbrugernes fælles interesser. Direktivet vedrører dog, som det er blevet påpeget af flere forfattere i retslitteraturen, beskyttelsen af forbrugernes fælles interesser og ikke tilvejebringelsen af klagemuligheder i enkeltsager (10) . Klagemuligheder i enkeltsager gives på baggrund af aftaleretlige retsmidler i henhold til (national) aftaleret. Når dette er sagt, kan direktivet om urimelig handelspraksis have en »afsmittende« virkning på kontraktmæssige krav. Hvis en bestemt form for adfærd anses for at være i strid med direktivet om urimelig handelspraksis, kan det være af relevans for en tvist mellem en erhvervsdrivende og en individuel forbruger (for f.eks. at vurdere den pågældende kontrakts gyldighed i henhold til relevante aftaleretlige bestemmelser) (11) .

33. I denne forbindelse er artikel 11 i direktivet om urimelig handelspraksis også værd at nævne. Bestemmelsen kræver, at medlemsstaterne fastsætter tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis for at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes i overensstemmelse med forbrugernes interesse. Endvidere giver artikel 11 personer eller organisationer, der i henhold til national lovgivning har en legitim interesse i at bekæmpe urimelig handelspraksis, adgang til at indbringe en sag for retten eller en administrativ myndighed for at anfægte en urimelig handelspraksis (12) .

34. Havde lovgivningen haft til hensigt at indføre et yderligere lag af (offentligretlige) sanktioner for hvert eneste tilfælde af kontraktmæssig »forsømmelse«, ville indførelsen af denne bestemmelse i direktivet om urimelig handelspraksis ikke synes umiddelbart indlysende. Hvis tilstedeværelsen af en urimelig handelspraksis skulle afgøres på et individuelt grundlag, forekommer det unødvendigt at have specifikke regler for det kollektive tilsyn med urimelig handelspraksis i direktivet. Dette synspunkt finder yderligere støtte i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2009/22/EF (13), som henviser til direktivet om urimelig handelspraksis som et af de instrumenter, der er vedtaget for at beskytte forbrugernes fælles interesse.

35. Endelig skal det fremhæves, at det ikke kan anses for ønskeligt at anvende direktivet om urimelig handelspraksis – under dække af forbrugerbeskyttelse – på forhold, som det tydeligvis ikke er sigtet på. Det er derfor min opfattelse, at erhvervsdrivendes adfærd over for forbrugerne såsom formidling af urigtige oplysninger til en enkelt forbruger, for så vidt som dette udgør en enkeltstående begivenhed, ikke kan betragtes som en handelspraksis i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivet om urimelig handelspraksis.

IV – Forslag til afgørelse

36. På baggrund heraf skal jeg foreslå Domstolen at besvare de af Kúria forelagte spørgsmål som følger:

»Formidlingen af urigtige oplysninger til en enkelt forbruger, for så vidt som dette udgør en enkeltstående begivenhed, kan ikke betragtes som en handelspraksis i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004.«

(1) .

(2) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 9/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EFT L 149, s. 22).

(3) – C-435/11, EU:C:2013:574.

(4) – Ibidem, præmis 48 og dommens konklusion.

(5) – For at tage engelsk som eksempel er navneordet »praktice« defineret som »the habitual doing or carrying out of something« i Shorter Oxford English Dictionary , 6. udg., bind 1, Oxford University Press, Oxford, 2007, s. 2311.

(6) – Jf. J. Glöckner »The Scope of Application of the UCP Directive – I know what you did last Summer«, 5(2010) International Review of Intellectual Property and Competition Law , s. 570-592, på s. 589.

(7) – C-435/11, EU:C:2013:574, præmis 28 f.

(8) – For en analyse, jf. f.eks. H. Collins »The Unfair Commercial Practices Directive«, 4(1) 2005 European Review of Contract Law , s. 417- 441, på s. 424 og 425.

(9) – Jf. i denne henseende sjette betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis.

(10) – T. Wilhelmsson, »Scope of the Directive« i G. Howells, H.W. Micklitz og T. Wilhelmsson European Fair Trading Law, The Unfair Commercial Practices Directive, s. 49-81, s. 72, Glöckner, ibidem, s. 589; B. Keirsbilck, The New European Law of Unfair Commercial Practices and Competition Law , Hart Publishing, Oxford, 2011, s. 247 og 248.

(11) – Jf. f.eks. dom Pereničová og Perenič (C-453/10, EU:C:2012:144, præmis 40) om indvirkning af urimelig handelspraksis på en kontrakts gyldighed. Med hensyn til retslitteraturen, jf. nærmere Wilhemsson, ibidem, s. 73 og Collins, ibidem, s. 424.

(12) – Jeg bemærker også, at direktivet om urimelig handelspraksis flere steder henviser til »forbrugere«, i flertal »forbrugernes økonomiske interesser«, »forbrugernes transaktionsbeslutninger«. Selv om anvendelsen af flertalsformen næppe kan betragtes som et afgørende argument her, kan flertalsformen ikke desto mindre fortolkes som yderligere støtte for den tanke, at det drejer sig om beskyttelsen af almene hensyn.

(13) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EFT L 110, s. 30).