1. 

Kongeriget Spanien har i stævningen nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende oversættelsesordninger ( 2 ).

2. 

Den anfægtede forordning blev vedtaget efter Rådets afgørelse 2011/167/EU af 10. marts 2011 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent ( 3 ).

3. 

Den nævnte forordning udgør sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse ( 4 ) og aftalen om en fælles patentdomstol, undertegnet den 19. februar 2013 ( 5 ), »enhedspatentpakken«.

4.

Jeg henviser til mit forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Parlamentet og Rådet (C-146/13), som i øjeblikket verserer for Domstolen, hvor jeg allerede har nævnt de relevante bestemmelser.

5.

Artikel 14 med overskriften »Sprogbestemmelser for Den Europæiske Patentorganisation, ansøgninger om europæiske patenter og anden skriftlig dokumentation« i konvention om meddelelse af europæiske patenter (den europæiske patentkonvention), undertegnet i München den 5. oktober 1973 og trådt i kraft den 7. oktober 1977 ( 6 ), bestemmer:

»1.   Den Europæiske Patentorganisations [ ( 7 )] officielle sprog er tysk, engelsk og fransk.

2.   Ansøgning om europæisk patent indgives på et af de officielle sprog, eller såfremt den indgives på et andet sprog, oversættes til et af de officielle sprog i henhold til gennemførelsesbestemmelserne. Oversættelsen kan i forbindelse med sagsbehandlingen hos [EPO] korrigeres, således at den stemmer overens med den indgivne ansøgning. Indgives den krævede oversættelse ikke inden for den fastsatte frist, anses ansøgningen for tilbagetaget.

3.   Det officielle [EPO]-sprog, som ansøgningen om europæisk patent er affattet på eller oversat til, anvendes som behandlingssprog i forbindelse med enhver procedure ved [EPO], medmindre andet følger af gennemførelsesbestemmelserne.

4.   Fysiske eller juridiske personer, der har deres bopæl eller forretningssted i en kontraherende stat, der som officielt sprog har et andet sprog end tysk, engelsk eller fransk, samt statsborgere i den pågældende stat med bopæl i udlandet, kan imidlertid inden for en bestemt frist indlevere dokumentation på den pågældende stats officielle sprog. De skal dog i dette tilfælde indlevere en oversættelse til et officielt [EPO]-sprog i henhold til gennemførelsesbestemmelserne. Såfremt dokumentation ud over de dokumenter, der udgør en del af selve ansøgningen om europæisk patent, ikke indleveres på det foreskrevne sprog, eller såfremt den krævede oversættelse ikke indleveres inden for de fastsatte frister, anses dokumentationen ikke for modtaget.

5.   En ansøgning om europæisk patent offentliggøres på behandlingssproget.

6.   Europæiske patentskrifter [ ( 8 )] offentliggøres på behandlingssproget og indeholder en oversættelse af patentkravene [ ( 9 )] til de to andre officielle [EPO]-sprog.

[...]

8.   Indførelser i det europæiske patentregister finder sted på [EPO’s] tre officielle sprog. I tvivlstilfælde har indførelsen på behandlingssproget gyldighed.«

6.

Femte og sjette betragtning til den anfægtede forordning har følgende ordlyd:

7.

15. betragtning til denne forordning har følgende ordlyd:

»Denne forordning berører ikke reglerne vedrørende den ordning, som gælder for Unionens institutioner på det sproglige område, og som er fastsat i henhold til artikel 342 […] TEUF, eller Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område [ ( 11 )]. Denne forordning er baseret på sprogordningen i EPO og bør ikke betragtes som etablering af en specifik sprogordning for Unionen, eller som præcedens for en begrænset sprogordning i et fremtidigt EU-retsinstrument.«

8.

Den anfægtede forordnings artikel 3 og 7 bestemmer følgende:

»Artikel 3

Oversættelsesordninger for det europæiske patent med ensartet retsvirkning

1.   Uden at dette berører artikel 4 og 6 i denne forordning, kræves der ikke yderligere oversættelser, når patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning er blevet offentliggjort i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i EPK.

2.   En anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning […] nr. 1257/2012, indgives på behandlingssproget.

Artikel 4

Oversættelse i tilfælde af tvister

1.   I tilfælde af en tvist vedrørende en formodet patentkrænkelse af et europæisk patent med ensartet retsvirkning stiller patenthaveren efter anmodning fra en formodet patentkrænker og efter dennes valg en fuldstændig oversættelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning til rådighed på et officielt sprog i den […] medlemsstat, [der deltager i det forstærkede samarbejde ( 12 )], hvor den formodede patentkrænkelse har fundet sted, eller i den medlemsstat hvor den formodede patentkrænker har bopæl.

2.   I tilfælde af en tvist vedrørende et europæisk patent med ensartet retsvirkning stiller patenthaveren under retssagen efter anmodning fra en domstol, som i de deltagende medlemsstater er kompetent til at træffe afgørelse i tvister vedrørende europæiske patenter med ensartet retsvirkning, en fuldstændig oversættelse af patentet til rådighed på denne domstols processprog.

3.   Patenthaveren afholder samtlige omkostninger til oversættelser som anført i stk. 1 og 2.

4.   I tilfælde af tvist vedrørende et erstatningskrav skal den domstol, som træffer afgørelse i tvisten, navnlig hvor den formodede krænker er en [SMV], en fysisk person eller en non profit-organisation, et universitet eller en offentlig forskningsorganisation, vurdere og tage i betragtning, om den formodede patentkrænker, før denne har modtaget den i stk. 1 omtalte oversættelse, ikke vidste, eller ikke havde rimelige grunde til at vide, at vedkommende krænkede det europæiske patent med ensartet retsvirkning.

Artikel 5

Administration af en godtgørelsesordning

1.   Eftersom ansøgninger om europæiske patenter i henhold til artikel 14, stk. 2, i EPK kan indgives på et hvilket som helst sprog, overdrager de deltagende medlemsstater i overensstemmelse med artikel 9 i forordning […] nr. 1257/2012 EPO, jf. artikel 143 i EPK, administrationen af en godtgørelsesordning, hvorefter patentansøgere, der indgiver patentansøgninger til EPO på et af de officielle EU-sprog, som ikke er et af EPO’s officielle sprog, kan få godtgjort alle oversættelsesomkostninger op til et maksimumsbeløb.

2.   Den i stk. 1 omhandlede godtgørelsesordning finansieres gennem de gebyrer, der er omhandlet i artikel 11 i forordning […] nr. 1257/2012, og er kun til rådighed for [SMV]’er, fysiske personer, non profit-organisationer, universiteter og offentlige forskningsorganisationer, der har deres bopæl eller hovedforretningssted i en medlemsstat.

Artikel 6

Overgangsforanstaltninger

1.   I en overgangsperiode, der begynder på datoen for anvendelsen af denne forordning, indgives en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning […] nr. 1257/2012, ledsaget af følgende:

2.   I overensstemmelse med artikel 9 i forordning […] nr. 1257/2012 overdrager de deltagende medlemsstater EPO, jf. artikel 143 i EPK, offentliggørelsen af de i denne artikels stk. 1 omhandlede oversættelser hurtigst muligt efter den dato, hvorpå en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning […] nr. 1257/2012, er indgivet. Disse oversættelsers ordlyd har ingen retsvirkning og er kun vejledende.

3.   Seks år efter datoen for denne forordnings anvendelse og herefter hvert andet år foretager et uafhængigt ekspertudvalg en objektiv evaluering af tilgængeligheden af maskinoversættelser af høj kvalitet af patentansøgninger og -skrifter til alle officielle EU-sprog på basis af det system, som EPO har udviklet. Ekspertudvalget nedsættes af de deltagende medlemsstater inden for rammerne af Den Europæiske Patentorganisation og sammensættes af repræsentanter for EPO og for ikke-statslige organisationer, som repræsenterer brugerne af det europæiske patentsystem, og som er inviteret af Administrationsrådet for Den Europæiske Patentorganisation som observatører i overensstemmelse med artikel 30, stk. 3, i EPK.

4.   Kommissionen forelægger på grundlag af den første af de i denne artikels stk. 3 omtalte evalueringer, og derefter hvert andet år på grundlag af de efterfølgende evalueringer, en rapport for Rådet og fremsætter, hvis det er hensigtsmæssigt, forslag om at bringe overgangsperioden til ophør.

5.   Bringes overgangsperioden ikke til ophør på grundlag af et forslag fra Kommissionen, udløber den 12 år efter datoen for denne forordnings anvendelse.

Artikel 7

Ikrafttræden

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Den anvendes fra den 1. januar 2014 eller datoen for ikrafttræden af aftalen om en fælles patentdomstol, idet den seneste dato er gældende.«

9.

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. marts 2013 har Kongeriget Spanien anlagt denne sag.

10.

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 12. september 2013 har Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Europa-Parlamentet og Kommissionen fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådets påstande i henhold til artikel 131, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

11.

Der er afgivet skriftlige indlæg af samtlige intervenienter, med undtagelse af Storhertugdømmet Luxembourg.

12.

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

13.

Rådet har nedlagt følgende påstande:

14.

Kongeriget Spanien har til støtte for søgsmålet fremsat fem principale anbringender.

15.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af sprog. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i dommen i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed ( 13 ), som følge af, at EPO er blevet tildelt visse administrative opgaver i relation til det europæiske patent med ensartet retsvirkning. Det tredje anbringende vedrører manglende retsgrundlag. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Endelig vedrører det femte anbringende tilsidesættelse af princippet om EU-rettens autonomi.

16.

Kongeriget Spanien har subsidiært nedlagt påstand om delvis annullation af den anfægtede forordning i det omfang, der fremgår af punkt 12 i dette forslag til afgørelse.

17.

Kongeriget Spanien har i det væsentlige anført, at Rådet i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 2 TEU, ved for så vidt angår det europæiske patent med ensartet retsvirkning at indføre en sprogordning, der er til skade for personer, hvis modersmål ikke er et af EPO’s officielle sprog, dvs. tysk, engelsk eller fransk. Denne ordning skaber ulighed mellem på den ene side de borgere og virksomheder i Unionen, der råder over midler til med en vis grad af ekspertise at forstå dokumenter, der affattes på de nævnte sprog, og på den anden side de borgere og virksomheder, der ikke har sådanne muligheder, og som derfor selv må afholde omkostninger til oversættelse. Enhver begrænsning af brugen af Unionens officielle sprog bør være behørigt begrundet af hensyn til overholdelsen af proportionalitetsprincippet.

18.

For det første sikres almenheden ikke adgang til oversættelser af rettighedsstiftende dokumenter, idet patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning vil blive offentliggjort på behandlingssproget og indeholde en oversættelse af patentkravene til EPO’s to andre officielle sprog, uden at det er muligt at kræve andre oversættelser, hvilket er udtryk forskelsbehandling og tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Det præciseres endvidere ikke i den anfægtede forordning, hvilket sprog et europæisk patent med ensartet retsvirkning vil blive meddelt på, og heller ikke, om oplysning om det meddelte patent vil blive offentliggjort. Den omstændighed, at EU-lovgiver har baseret sig på EPO’s ordning for at etablere en sprogordning for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, er ikke en garanti for, at den er forenelig med EU-retten. I modsætning til EF-varemærkesystemet skaber den anfægtede forordning ikke en ligevægt mellem de erhvervsdrivendes og almenhedens interesser ( 14 ).

19.

For det andet er den anfægtede forordning uforholdsmæssig og ikke begrundet i almene hensyn. Den manglende oversættelse af patentskriftet og særligt patentkravene medfører en stor retsusikkerhed og kan have en negativ indvirkning på konkurrencen. Denne situation vil nemlig dels gøre det mere vanskeligt at få adgang til markedet, dels have en negativ indvirkning på de virksomheder, der vil skulle afholde omkostninger til oversættelse. Det europæiske patent med ensartet retsvirkning er endvidere en intellektuel ejendomsrettighed, der er af afgørende betydning for det indre marked. Endelig fastsætter den omtvistede lovgivning ikke en overgangsordning, der sikrer et passende kendskab til patenter. Hverken udviklingen af maskinoversættelser eller pligten til at fremlægge en fuldstændig oversættelse i tilfælde af tvist er tilstrækkelig i denne henseende.

20.

Det følger heraf, at indførelsen af en undtagelse fra princippet om lighed mellem Unionens officielle sprog burde have været begrundet i andre hensyn end de rent økonomiske hensyn, der er nævnt i femte og sjette betragtning til den anfægtede forordning.

21.

Rådet har heroverfor for det første anført, at der ikke af traktaterne kan udledes noget princip om, at alle Unionens sprog under alle omstændigheder skal behandles ens, hvilket i øvrigt bekræftes af artikel 118, stk. 2, TEUF, der ikke ville give nogen mening, hvis der kun fandtes en enkelt sprogordning, som omfattede samtlige Unionens officielle sprog.

22.

For det andet kan enhver fysisk eller juridisk person under den gældende ordning indgive ansøgning om et europæisk patent på et hvilket som helst sprog, dog på betingelse af, at der inden for en frist på to måneder indleveres en oversættelse til et af EPO’s tre officielle sprog, der derefter anvendes som behandlingssprog, idet patentkravene efterfølgende offentliggøres på EPO’s to andre officielle sprog. En ansøgning bliver således kun oversat til og offentliggjort på spansk, hvis der anmodes om validering af patentet for Spanien.

23.

For det tredje har den manglende offentliggørelse på spansk kun en begrænset virkning som følge af, at den anfægtede forordning fastsætter en godtgørelsesordning, at patenter i almindelighed administreres af patentrådgivere, der har kendskab til Unionens andre sprog, at indvirkningen på adgangen til videnskabelige oplysninger på spansk vil være begrænset, at kun et mindre antal af europæiske patentansøgninger oversættes til spansk, at den anfægtede forordning foreskriver indførelsen af et system med maskinoversættelser af høj kvalitet til alle Unionens officielle sprog, og at der i den anfægtede forordnings artikel 4 fastsættes en begrænsning af det ansvar, som SMV’er, fysiske personer eller non profit-organisationer, universiteter eller offentlige forskningsorganisationer eventuelt kan ifalde.

24.

For det fjerde forfølger den begrænsning af antallet af sprog, der kan anvendes i forbindelse med europæiske patenter med ensartet retsvirkning, et legitimt formål, når der henses til de rimelige omkostninger, der er forbundet hermed.

25.

Intervenienterne har tilsluttet sig Rådets argumenter. Intervenienterne har anført, at det har været særligt vanskeligt at finde en balance mellem de økonomiske aktørers interesser, idet alle de tidligere forslag om et enhedspatent er mislykkedes på grund af medlemsstaternes forskellige holdninger til sprogordningen.

26.

Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige har anført, at indførelsen af en sprogordning, der vil indebære en pligt til at oversætte patentskriftet eller i det mindste de deri nævnte patentkrav til alle Unionens officielle sprog, vil være så omkostningskrævende, at en sådan ordning slet ikke er nødvendig at overveje. Dels er sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning valgt, fordi tysk, engelsk og fransk er EPO’s officielle sprog. Dels indgiver ca. 90% af de ansøgere, der i dag ansøger om et europæisk patent, deres patentansøgninger på disse sprog, før patentskriftet og patentkravene oversættes.

27.

Kongeriget Spanien har bestridt, at dets argumentation indebærer, at det er nødvendigt at oversætte patentet til alle Unionens officielle sprog. Jeg kan imidlertid have mine tvivl, idet Kongeriget Spanien i punkt 25 i svarskriftet har konstateret, at et europæisk patent med ensartet retsvirkning er et beskyttelsesbevis, der har en sådan karakter, at alle borgere, og ikke kun dem, der har kendskab til tysk, engelsk eller fransk, skal have mulighed for at få et tilstrækkeligt kendskab til de relevante oplysninger, og at den etablerede ordning ikke giver mulighed for en mellemliggende løsning, der samtidig med at sikre en mindskelse af den økonomiske byrde kan sikre, at alle de borgere, som et patent kan påberåbes over for, er behørigt bekendt med det pågældende patent, som det er tilfældet med den løsning, der er vedtaget vedrørende EF-varemærker.

28.

Indledningsvis skal der erindres om den sammenhæng, som den foreliggende sag indgår i.

29.

Den foreliggende sag indgår som led i gennemførelsen af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse.

30.

Artikel 118, stk. 2, TEUF har siden Lissabontraktaten givet Rådet et egnet retsgrundlag for at fastsætte »sprogordningen for de europæiske beskyttelsesbeviser«.

31.

Som Rådet og visse intervenienter har anført i deres skriftlige indlæg, fremgår det af denne bestemmelses ordlyd, at EUF-traktaten i visse tilfælde foreskriver, at der kan indføres forskellige sprogordninger, hvilket bekræfter, at det er muligt at begrænse antallet af de sprog, der kan anvendes ( 15 ).

32.

EU-lovgiver har i henhold til denne bestemmelse valgt at indføre en sprogordning for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, der er baseret på den ordning, der gælder for det internationale organ EPO, der har tysk, engelsk og fransk som officielle sprog.

33.

Domstolen har i dommen i sagen Kik mod KHIM ( 16 ) fastslået, at EU-retten ikke indeholder et princip om ligestilling mellem sprogene. De henvisninger til sprogbrug i Unionen, der er indeholdt i traktaterne, kan ikke betragtes således, at de er udtryk for et generelt EU-retligt princip, der sikrer enhver borger en ret til, at alt, hvad der kan berøre hans interesser, »under alle omstændigheder« skal være affattet på hans sprog ( 17 ).

34.

Der er imidlertid grænser for EU-lovgivers suveræne beføjelser, idet Domstolen har fastslået, at borgerne ikke må udsættes for forskelsbehandling på grund af sprog ( 18 ).

35.

Det bemærkes i denne henseende, at EU-lovgiver i den anfægtede forordning har fastsat de oversættelsesordninger, der skal være gældende. Visse af disse oversættelsesordninger finder kun anvendelse i en overgangsperiode, indtil der er indført et effektivt system med maskinoversættelser af høj kvalitet af patentansøgninger og -skrifter ( 19 ).

36.

Kongeriget Spanien har inden for rammerne af det første anbringende ikke anfægtet EU-lovgivers valg af at basere sig på den ordning, der gælder for EPO, men har anført, at denne ordning er udtryk for forskelsbehandling, idet den medfører en forskellig behandling, eftersom de økonomiske aktører, der ikke har tysk, engelsk eller fransk som modersmål, udsættes for en ringere behandling end dem, der behersker de nævnte sprog, for så vidt som de førstnævnte ikke har adgang til oversættelser til deres sprog.

37.

Det er Kongeriget Spaniens opfattelse, at sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning er restriktiv og ikke begrundet.

38.

Den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 1, bestemmer, at »[u]den at dette berører artikel 4 og 6 i denne forordning, kræves der ikke yderligere oversættelser, når patentskriftet for et europæisk patent med ensartet retsvirkning er blevet offentliggjort i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i EPK [ ( 20 )]«.

39.

Der hersker i denne sammenhæng ingen tvivl om, at de personer, der ikke har kendskab til EPO’s officielle sprog, udsættes for forskelsbehandling, og at EU-lovgiver således har foretaget en forskellig behandling.

40.

Jeg vil derfor undersøge, om EU-lovgiver forfulgte et legitimt formål ved at indføre en lovgivning, der medfører forskelsbehandling, og i givet fald undersøge, om denne forskellige behandling er passende og forholdsmæssig ( 21 ).

41.

Det nuværende system til beskyttelse af europæiske patenter er forbundet med meget høje omkostninger ( 22 ). Når EPO har meddelt et sådant patent, skal det nemlig valideres i hver enkelt medlemsstat, hvor der søges om beskyttelse. For at et europæisk patent kan blive valideret i en medlemsstat, kan det være et krav i den nationale lovgivning, at indehaveren af det pågældende patent indgiver en oversættelse af det europæiske patent på medlemsstatens officielle sprog ( 23 ).

42.

De interesserede parter, herunder virksomheder inden for alle erhvervssektorer, erhvervssammenslutninger, sammenslutninger for SMV’er, patentsagsbehandlere, offentlige myndigheder og universitetsmiljøet, har påpeget, at de høje patenteringsomkostninger udgør en hindring for patentbeskyttelse i Unionen ( 24 ).

43.

Stillet over for denne konstatering, og da Unionens formål er at fremme det indre markeds funktion, kapacitet for innovation ( 25 ), vækst og at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne, er det væsentligt og nødvendigt, at EU-lovgiver for så vidt angår patenter handler med disse formål for øje. Den indførte ordning skal derfor sikre en enhedspatentbeskyttelse i alle deltagende medlemsstater og samtidig ved hjælp af sprogordningen undgå meget betydelige omkostninger.

44.

Det er derfor hensigten, at oversættelsesordningerne for det europæiske patent med ensartet retsvirkning skal være enkle og omkostningseffektive ( 26 ), sikre retssikkerheden, stimulere innovation og især være til gavn for SMV’er ( 27 ).

45.

Hvad angår den sammenligning, som Kongeriget Spanien har foretaget med EF-varemærker, mener jeg ikke, at den er relevant i denne henseende.

46.

EF-varemærker og det europæiske patent er ganske vist to former for intellektuelle beskyttelsesbeviser, der er skabt til fordel for erhvervsdrivende og ikke for alle borgerne, idet disse erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at bruge dem ( 28 ).

47.

Den enhedsbeskyttelse, der følger af sådanne beskyttelsesbeviser, sparer de økonomiske aktører for at ansøge om en række nationale valideringer med de udgifter til oversættelser, som dette indebærer.

48.

Det er imidlertid netop hvad angår spørgsmålet om udgifter, at EF-varemærker adskiller sig væsentligt fra det europæiske patent med ensartet retsvirkning, som anført af Kongeriget Belgien, Den Franske Republik, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige og Parlamentet. Der sker nemlig ikke oversættelse i samme omfang i de to situationer. Hvad angår varemærker er der tale om et standardskema, mens der for så vidt angår patenter er tale om en meget teknisk beskrivelse ( 29 ).

49.

Der er således tale om en betydelig iboende teknisk forskel mellem de to former for beskyttelsesbeviser. Denne tekniske forskel har ganske givet en stor indvirkning på oversættelsesomkostningerne, idet den har betydning for længden og kompleksiteten af de dokumenter, der skal oversættes. Der er i almindelighed behov for, at patentkravene ( 30 ) oversættes af en specialiseret oversætter, og sådanne patentkrav er typisk på ca. 20 sider ( 31 ), men kan nå op på 200 sider ( 32 ).

50.

Det må derfor konstateres, at EU-lovgiver har vedtaget den anfægtede forordning med det legitime formål at finde en sprogløsning, der er i overensstemmelse med Unionens mål som nævnt i punkt 43 i dette forslag til afgørelse. Den valgte sprogordning indebærer ganske vist med andre ord en begrænsning af brugen af sprog, men den forfølger et legitimt formål om at nedsætte oversættelsesomkostningerne.

51.

Selv om den forskellige behandling af Unionens officielle sprog forfølger et sådant formål, skal det herefter undersøges, om dette valg er passende og forholdsmæssigt ( 33 ).

52.

EU-lovgiver har kun ganske få muligheder for at nedsætte oversættelsesomkostningerne og samtidig sikre en europæisk enhedspatentbeskyttelse i alle deltagende medlemsstater.

53.

Det er synes således umuligt at begrænse et patents sideantal. Det er patentskriftet og nærmere bestemt patentkravene, der afgrænser beskyttelsens genstand. De gennemsnitlige udgifter til oversættelse ( 34 ) kan i øvrigt vanskeligt være lavere, når der henses til, at patenter har en teknisk karakter.

54.

Jo større antallet af sprog, til hvilket der skal oversættes, er, jo højere vil oversættelsesomkostningerne derimod være.

55.

Følgelig har EU-lovgiver med henblik på at begrænse sådanne omkostninger ikke andre valg end at begrænse antallet af sprog, som det europæiske patent med ensartet retsvirkning skal oversættes til.

56.

Det er således passende at begrænse antallet af sprog for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, idet dette sikrer en enhedspatentbeskyttelse og samtidig gør det muligt at nedsætte oversættelsesomkostningerne væsentligt.

57.

Eftersom EU-lovgiver har valgt at basere sig på den ordning, der gælder for EPO, hvilket forekommer hensigtsmæssigt, idet denne ordning allerede har vist sig at være velfungerende ( 35 ), er valget af tysk, engelsk og fransk i forbindelse med det europæiske patent med ensartet retsvirkning ikke tilfældig, idet disse sprog udgør EPO’s officielle sprog. Dette valg sikrer en vis stabilitet for de økonomiske aktører og professionelle inden for patentbranchen, der allerede er vant til at arbejde på de tre sprog.

58.

Valget af disse sprog er endvidere sammenfaldende med den sproglige virkelighed inden for patentområdet. Som anført af Rådet offentliggøres langt de fleste videnskabelige studier på tysk, engelsk og fransk. Det er således uomtvisteligt, at europæiske forskere kan forstå patenter, der er offentliggjort på disse sprog. Det fremgår endvidere af Kommissionens konsekvensanalyse, der er nævnt ovenfor, samt af de argumenter, som er fremsat af Kongeriget Sverige, at tysk, engelsk og fransk er de sprog, der anvendes i de medlemsstater, hvorfra der indgives det største antal patentansøgninger i Unionen ( 36 ).

59.

Følgelig er det min opfattelse, at begrænsningen til EPO’s tre officielle sprog forekommer passende, når der henses til de legitime formål, som EU-lovgiver forfølger.

60.

Dette valg er endvidere i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

61.

Det fremgår i denne henseende af dommen i sagen Kik mod KHIM ( 37 ), at den forskellige behandling, som EU-lovgiver foretager, er mulig, for så vidt som der findes den nødvendige ligevægt mellem de forskellige berørte interesser ( 38 ).

62.

EU-lovgiver har i den anfægtede forordning opstillet rammerne for de gældende oversættelsesordninger netop for at afhjælpe virkningerne af den forskelsbehandling, som valget af sprog er udtryk for, samt de konsekvenser, som denne forskelsbehandling måtte have for de økonomiske aktører og andre berørte personer.

63.

Selv om Kongeriget Spanien kun har anført, at den mindre fordelagtige behandling, som gives dem, der ikke kan forstå oplysningerne, idet de ikke har adgang til oversættelser af de europæiske patentansøgninger til deres eget sprog (den anfægtede forordnings artikel 4 og 6), forholder det sig ikke desto mindre således, at der ved vurderingen af forholdsmæssigheden af EU-lovgivers valg desuden skal tages hensyn til den forskellige behandling som dem, der indgiver europæiske patentansøgninger, udsættes for (den anfægtede forordnings artikel 5) ( 39 ).

64.

EU-lovgiver har således sørget for i den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 1, at anføre, at den omhandlede ordning indføres »[u]den at dette berører artikel 4 og 6 i denne forordning«. ( 40 ).

65.

Dels har EU-lovgiver vedtaget bestemmelser om oversættelse i tilfælde af tvister.

66.

EU-lovgiver har således for det første foreskrevet, at den formodede patentkrænker i tilfælde af en tvist vedrørende en formodet patentkrænkelse har krav på at få adgang til oplysninger på et sprog efter hans eget valg. Det fremgår således af den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 1, at når en person formodes at have krænket et europæisk patent med ensartet retsvirkning, skal patenthaveren for egen regning og efter anmodning fra den pågældende person stille en oversættelse af det europæiske patent med ensartet retsvirkning til rådighed på et officielt sprog i den deltagende medlemsstat, hvor den formodede patentkrænkelse har fundet sted, eller i den medlemsstat hvor den formodede patentkrænker har bopæl, efter den pågældendes valg ( 41 ).

67.

Det fremgår for det andet af den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 2, at patenthaveren i tilfælde af en tvist vedrørende et europæisk patent med ensartet retsvirkning for egen regning skal stille en fuldstændig oversættelse af patentet til rådighed på processproget for den kompetente domstol i de deltagende medlemsstater, efter anmodning fra den pågældende domstol ( 42 ).

68.

For det tredje skal den domstol, som træffer afgørelse i en tvist vedrørende et erstatningskrav, tage i betragtning, om den formodede patentkrænker var i god tro, og om den pågældende således, før denne har modtaget den i den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 1, omtalte oversættelse, ikke vidste, eller ikke havde rimelige grunde til at vide, at vedkommende krænkede det europæiske patent med ensartet retsvirkning, »navnlig« hvor den formodede krænker er en SMV, en fysisk person eller en non profit-organisation, et universitet eller en offentlig forskningsorganisation ( 43 ).

69.

Dels har EU-lovgiver fastsat overgangsforanstaltninger, der begynder fra datoen for anvendelsen af den anfægtede forordning og indtil det tidspunkt, hvor EPO har udviklet et system med maskinoversættelser af høj kvalitet af patentansøgninger og patentskrifter ( 44 ).

70.

Det fremgår således af den anfægtede forordnings artikel 6, stk. 1, at i en overgangsperiode skal en anmodning om at opnå ensartet retsvirkning for et europæisk patent ledsages af en fuldstændig oversættelse til engelsk af det europæiske patentskrift, hvis behandlingssproget er tysk eller fransk, eller af en fuldstændig oversættelse af patentskriftet til et hvilket som helst andet officielt EU-sprog, hvis behandlingssproget er engelsk. Dette udgør således en garanti for, at alle europæiske patenter med ensartet retsvirkning vil være tilgængelige på engelsk i den nævnte periode. Oversættelserne til Unionens officielle sprog vil endvidere være manuelle og bidrage til at forbedre systemet med maskinoversættelser.

71.

EU-lovgiver har endvidere i den anfægtede forordnings artikel 5 fastsat en godtgørelsesordning med henblik på at yde godtgørelse af oversættelsesomkostninger til de personer, der ikke har indgivet deres ansøgning om europæisk patent på et af EPO’s officielle sprog.

72.

Da en ansøgning om europæisk patent kan indgives på et hvilket som helst af Unionens officielle sprog, kan de nævnte personer i henhold til denne bestemmelse få godtgjort alle oversættelsesomkostninger op til et maksimumsbeløb. Der henvises udtrykkeligt til de tilsigtede modtagere af denne godtgørelse, som udgør SMV’er, fysiske personer, non profit-organisationer, universiteter og offentlige forskningsorganisationer, der har deres bopæl eller hovedforretningssted i en medlemsstat ( 45 ).

73.

EU-lovgiver har således ønsket at beskytte de personer eller enheder, der er mest sårbare i forhold til de stærkere virksomhedsstrukturer, der råder over væsentligt flere midler, og som blandt deres ansatte har medarbejdere, der kan udfærdige ansøgninger om europæiske patenter direkte på et af EPO’s officielle sprog.

74.

Det følger af disse betragtninger, at det sproglige valg, som EU-lovgiver har foretaget, forfølger et legitimt formål, der er passende og forholdsmæssig, når der henses til de garantier og elementer, der er indført for at afhjælpe virkningerne af den forskelsbehandling, som valget af sprog er udtryk for.

75.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg derfor Domstolen at forkaste Kongeriget Spaniens første anbringende som ugrundet.

76.

Kongeriget Spanien har anført, at Rådet har tilsidesat de principper, der er opstillet i dommen i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed ( 46 ), som er blevet bekræftet i senere retspraksis, ved i den anfægtede forordnings artikel 5 og artikel 6, stk. 2, at uddelegere administrationen af en godtgørelsesordning, hvorefter der kan opnås godtgørelse af omkostninger og offentliggørelse af oversættelser i en overgangsperiode.

77.

Rådet har med henvisning til visse argumenter, der er fremsat i forbindelse med sagen Spanien mod Parlamentet og Rådet (C-146/13), der i øjeblikket verserer for Domstolen, anfægtet, at det foreliggende anbringende kan antages til realitetsbehandling, og indledningsvis anført, at Kongeriget Spanien ikke har bestridt, at det påhviler medlemsstaterne gennem EPO at administrere godtgørelsesordningen og den opgave, der består i at offentliggøre oversættelser. Anvendelsen af EU-retten tilkommer først og fremmest medlemsstaterne, og det er ikke for så vidt angår de opgaver, der vedrører godtgørelsesordningen og offentliggørelsen af oversættelser, nødvendigt at indføre ensartede gennemførelsesbetingelser som omhandlet i artikel 291, stk. 2, TEUF. De principper, der er opstillet i dommen i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed ( 47 ), og som er blevet bekræftet i senere retspraksis, er ikke relevante. Under alle omstændigheder er de nævnte principper iagttaget.

78.

Intervenienterne har tilsluttet sig Rådets bemærkninger, hvorefter de i denne dom opstillede principper ikke finder anvendelse, og anført, at de under alle omstændigheder er iagttaget.

79.

Når der henses til de svar, der er givet i forbindelse med vurderingen af det fjerde og femte anbringende inden for rammerne af mit forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Parlamentet og Rådet (C-146/13), der i øjeblikket verserer for Domstolen, foreslår jeg Domstolen at forkaste Kongeriget Spaniens andet anbringende som ugrundet.

80.

Kongeriget Spanien har anført, at det retsgrundlag, der er anvendt til at indføre artikel 4, der omhandler »oversættelse i tilfælde af tvister«, i den anfægtede forordning, er fejlagtigt, idet denne bestemmelse ikke vedrører en »sprogordning« for europæiske beskyttelsesbeviser som omhandlet i artikel 118, stk. 2, TEUF, men indarbejder visse processuelle garantier i en retslig procedure.

81.

Rådet har anført, at den anfægtede forordnings artikel 4 ikke er en processuel regel, men at den faktisk indfører bestemmelse om en sprogordning, og at denne bestemmelse udgør en integrerende og væsentlig del af den generelle sprogordning for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, der er etableret ved forordningen. Rådet har videre anført, at denne bestemmelse spiller en vigtig rolle, idet den udfylder et retligt tomrum, eftersom den sprogordning, der følger af EPK, ikke regulerer de sprogkrav, der gælder i tilfælde af en tvist. Da medlemsstaternes processuelle regler ikke er blevet harmoniseret i EU-retten, skal det endvidere efter Rådets opfattelse sikres, at den formodede patentkrænker altid har ret til at modtage en fuldstændig oversættelse af et europæisk patent med ensartet retsvirkning. Betingelserne for at anvende artikel 118, stk. 2, TEUF, der giver mulighed for at fastsætte den sprogordning, der skal gælde for hele patentets »levetid«, er derfor opfyldt.

82.

Intervenienterne har tilsluttet sig Rådets argumenter.

83.

Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Sverige har anført, at det ifølge artikel 118, stk. 2, TEUF ikke kræves, at EU-lovgiver foretager en fuldstændig harmonisering af alle aspekter af den sprog- eller oversættelsesordning, der indføres for den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed. Efter Kongeriget Belgiens, Forbundsrepublikken Tysklands, Den Franske Republiks, Ungarns, Kongeriget Sveriges, Det Forenede Kongeriges, Parlamentets og Kommissionens opfattelse er det uden tvivl muligt at indføre den anfægtede forordnings artikel 4 i en forordning, der er vedtaget i henhold til artikel 118, stk. 2, TEUF, idet denne bestemmelse udgør et væsentligt element i den oversættelsesordning, der er fastsat ved forordningen. Selv om det antages, at den nævnte bestemmelse ikke udgør en integreret del af den oversættelsesordning, der er indført ved den nævnte forordning, ville den omstændighed, at denne bestemmelse var indsat i den anfægtede forordning, ikke have gjort det nødvendigt at anvende et andet retsgrundlag end artikel 118, stk. 2, TEUF. Det fremgår nemlig af retspraksis ( 48 ), at hvis en gennemgang af en EU-retsakt viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse formål eller af disse led kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel. Dette er tilfældet i det foreliggende tilfælde.

84.

Kongeriget Spanien har anført, at den anfægtede forordnings artikel 4 ikke udgør en bestemmelse om sprogordninger som omhandlet i artikel 118, stk. 2, TEUF, og at denne bestemmelse følgelig ikke kan anvendes som retsgrundlag for at indarbejde visse processuelle garantier i en retslig procedure.

85.

Jeg er af følgende grunde ikke enig i denne argumentation.

86.

Jeg skal bemærke, at det fremgår af fast retspraksis, at »valget af hjemmel for en EU-retsakt […] skal foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. denne retsakts formål og indhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol« ( 49 ).

87.

Jeg bemærker indledningsvis, at Kongeriget Spanien i stævningens punkt 48 inden for rammerne af det første anbringende har anført, at den anfægtede forordning ganske rigtigt etablerer en helt særlig ordning for brugen af Unionens officielle sprog og begrænsninger heri, hvilket forudsætter, at der indføres en »sprogordning« i egentlig forstand som den, der etableres ved det retsgrundlag, der udgøres af artikel 118, stk. 2, TEUF og selve afgørelsen om et forstærket samarbejde.

88.

Når der henses til 16. betragtning til den anfægtede forordning, hvori anføres, at målet for denne forordning er oprettelsen af en ensartet og enkel oversættelsesordning for europæiske patenter med ensartet retsvirkning, til min vurdering af det første og fjerde anbringende ( 50 ), samt til påstanden om delvis annullation af den anfægtede forordning ( 51 ) hvortil der henvises, er det derimod min opfattelse, at den anfægtede forordnings artikel 4 er nært forbundet med sprogordningen, for så vidt som den nævnte bestemmelse har til formål at afhjælpe det valg, som EU-lovgiver har truffet vedrørende sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning.

89.

Jeg bemærker, at selv om den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, adskiller sig fra samme forordnings artikel 4, stk. 1 og 2, idet stk. 4 ikke som sådan fastsætter regler om oversættelse i tilfælde tvist, forholder det sig ikke desto mindre således, at artikel 4, stk. 4, er knyttet til den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 1. Artikel 4, stk. 4, giver nemlig EU-lovgiver mulighed for at tage hensyn til den periode, hvori de berørte personer eventuelt ikke har kendskab til patentet som følge af den manglende oversættelse ( 52 ), og som navnlig vil være til skade for SMV’er, fysiske personer eller non profit-organisationer, universiteter eller offentlige forskningsorganisationer. Den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, afhjælper således den manglende oversættelse, idet der tages hensyn til den gode tro navnlig hos disse personer eller enheder.

90.

Det anføres i denne henseende i niende betragtning til den anfægtede forordning, at den domstol, der i hvert enkelt tilfælde er kompetent til at vurdere, om der er handlet i god tro, skal tage hensyn til behandlingssproget i EPO og i overgangsperioden oversættelsen, der sendes sammen med anmodningen om ensartet retsvirkning.

91.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at forkaste Kongeriget Spaniens tredje anbringende som ugrundet.

92.

Kongeriget Spanien har i det væsentlige anført, at den anfægtede forordning tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, idet den begrænser de økonomiske aktørers adgang til oplysninger. Den nævnte forordning fastsætter endvidere ikke bestemmelser for offentliggørelse af meddelelsen om ensartet retsvirkning og for den registrering, der skal ske i registeret for enhedsbeskyttelse ( 53 ). Den nævnte forordning fastsætter desuden ikke maksimumsbeløbets størrelse i relation til administrationen af godtgørelsesordningen og heller ikke den måde, hvorpå dette beløb skal fastsættes. Den anfægtede forordning nævner endvidere ikke de konkrete konsekvenser i den situation, hvor en patentkrænker har handlet i god tro. Endelig var systemet med maskinoversættelser ikke etableret på det tidspunkt, hvor den anfægtede forordning blev vedtaget.

93.

Rådet har anført, at Kongeriget Spaniens argumenter er i strid med princippet om indirekte forvaltning og subsidiaritetsprincippet, som EU-retten er baseret på. Den anfægtede forordning overlader det til medlemsstaterne at foretage en nærmere regulering af aspekter såsom en godtgørelsesordning eller et system med maskinoversættelse. Retssikkerhedsprincippet kræver ikke, at alle regler er fastsat ned til den mindste detalje i den anfægtede forordning, idet visse regler kan fastsættes af medlemsstaterne eller fastlægges i delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter.

94.

I den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, fastsættes endvidere de væsentligste elementer og kriterierne for den nationale rets anvendelse heraf. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at den nationale ret kan pålægge patentkrænkeren en sanktion, og gør det muligt for den nævnte ret at udøve sin prøvelseskompetence fuldt ud.

95.

Intervenienterne har tilsluttet sig Rådets argumenter.

96.

For det første har Kongeriget Belgien, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen anført, at sprogordningen og bestemmelserne for offentliggørelse og registrering af det europæiske patent med ensartet retsvirkning er klart og præcist beskrevet i den anfægtede forordning, sammenholdt med forordning nr. 1257/2012.

97.

For det andet har Kongeriget Belgien, Den Franske Republik, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige og Kommissionen anført, at den anfægtede forordning ikke hindrer interesserede personer i at få adgang til oplysninger, der er uundværlige i forhold til udøvelsen af deres aktiviteter, idet samtlige europæiske patenter med ensartet retsvirkning er registreret i registeret for enhedspatentbeskyttelse i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b) og h), i forordning nr. 1257/2012, der vil være tilgængeligt på internettet. Patentskriftet for det europæiske patent med ensartet retsvirkning offentliggøres ganske vist kun på et enkelt sprog. Denne begrænsning skaber imidlertid ikke retsusikkerhed for de interesserede personer, når der henses til EPO’s system med maskinoversættelser.

98.

For det tredje har Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Ungarn, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige og Kommissionen anført, at bestemmelserne i den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 1 og 3, styrker retssikkerheden i tilfælde af tvister vedrørende en formodet krænkelse af et europæisk patent med ensartet retsvirkning. Den omstændighed, at den foreskrevne oversættelse ikke er retligt bindende, er ikke i strid med retssikkerhedsprincippet, idet retssikkerheden er bedre beskyttet, når der kun er en enkelt retsgyldigt sprog. Den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, beskytter specifikt visse af de personer, der bliver involveret i tvister med krav om erstatning.

99.

For det fjerde har Den Franske Republik, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige og Kommissionen endelig anført, at den anfægtede forordning på ingen måde fører til retsusikkerhed for så vidt angår de bestemmelser vedrørende den godtgørelsesordning, der er fastsat i forordningens artikel 5, idet det ikke er nødvendigt, at det maksimumsbeløb, hvorunder visse ansøgere kan anmode om godtgørelse af alle deres oversættelsesomkostninger, fastsættes i forordningen, eftersom bestemmelse herom kan fastsættes i en senere gennemførelsesretsakt.

100.

Det bemærkes indledningsvis, at retssikkerhedsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, kræver, at retsreglerne skal være »klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger«, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten ( 54 ).

101.

Det skal derfor undersøges, om Kongeriget Spaniens argumenter godtgør, at det nævnte princip er blevet tilsidesat.

102.

Hvad angår denne medlemsstats argument om, at den anfægtede forordning tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, idet det europæiske patent med ensartet retsvirkning ikke oversættes til alle sprog, og idet de økonomiske aktørers mulighed for at få adgang til oplysninger derfor begrænses, henviser jeg til den vurdering, jeg har foretaget inden for rammerne af det første anbringende, hvoraf følger, at dette argument ikke kan tages til følge.

103.

Hvad angår Kongeriget Spaniens argument om, at den anfægtede forordning ikke fastsætter bestemmelser om offentliggørelse af meddelelsen om ensartet retsvirkning, om den måde, hvorpå der skal ske registrering i registeret for enhedspatentbeskyttelse, eller om dette skal ske på tre sprog i henhold til EPK’s artikel 14, finder jeg ikke, at dette argument kan tages til følge af de samme grunde, som visse af intervenienterne har anført, og som støttes på en samlet læsning af bestemmelserne i den anfægtede forordning, forordning nr. 1257/2012 og EPK.

104.

Det fremgår nemlig af den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 2, at en anmodning om ensartet retsvirkning, jf. artikel 9 i forordning nr. 1257/2012, indgives på behandlingssproget ( 55 ) som defineret i den anfægtede forordnings artikel 2, litra b) ( 56 ).

105.

Det fremgår af artikel 9, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1257/2012, at EPO sikrer, at den ensartede retsvirkning angives i registret for enhedspatentbeskyttelse, når der indgives en anmodning om ensartet retsvirkning.

106.

Det bestemmes endvidere i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit, at »[e]t europæisk patent, der meddeles med de samme patentkrav i alle de deltagende medlemsstater, har ensartet retsvirkning i de deltagende medlemsstater, hvis dets ensartede retsvirkning er blevet registreret i registret for enhedspatentbeskyttelse« ( 57 ).

107.

Det fremgår endvidere af EPK’s artikel 14, stk. 8, at indførelser i det europæiske patentregister finder sted på EPO’s tre officielle sprog, og at indførelsen på behandlingssproget har gyldighed i tvivlstilfælde.

108.

Efter min opfattelse fremgår det af denne sidstnævnte bestemmelse og af artikel 2, litra e), i forordning nr. 1257/2012, at indførelse i registeret for enhedspatentbeskyttelse skal ske på EPO’s tre officielle sprog.

109.

Hvad angår Kongeriget Spaniens argument vedrørende bestemmelserne om den godtgørelsesordning, der er fastsat i den anfægtede forordnings artikel 5, hvorefter maksimumsbeløbet for godtgørelsen eller den måde, hvorpå dette beløb skal fastsættes, er præciseret, skal der som begrundelse for at forkaste dette argument tages hensyn til følgende betragtninger.

110.

Det fremgår af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1257/2012, at de deltagende medlemsstater sikrer ledelse af og tilsyn med de aktiviteter, der er knyttet til de opgaver, der er omhandlet i den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1 ( 58 ), og at de til dette formål opretter en særlig komité inden for Administrationsrådet for Den Europæiske Patentorganisation ( 59 ), jf. EPK’s artikel 145 ( 60 ).

111.

Det tilkommer således den særlige komité at træffe afgørelse om den godtgørelsesordning, der er nævnt i den anfægtede forordnings artikel 5, og som det påhviler EPO at varetage administrationen af.

112.

Jeg bemærker i denne henseende, at den særlige komité på sit 7. møde i München den 26. marts 2014 vedtog regler om godtgørelsen af oversættelsesomkostninger i forbindelse med ansøgninger, der indgives på et andet af Unionens officielle sprog end de sprog, der er EPO’s officielle sprog. De finansielle aspekter ved godtgørelsesordningen, herunder godtgørelsens størrelse, vil imidlertid først blive drøftet på et senere tidspunkt ( 61 ).

113.

De økonomiske aktører og alle interesserede personer vil derfor være i stand til at få kendskab til bestemmelserne vedrørende godtgørelsesordningen, når de kontraherende medlemsstater gennem den særlige komité har haft lejlighed til at fastsætte sådanne bestemmelser.

114.

De nævnte bestemmelser skal under alle omstændigheder tage hensyn til tiende betragtning til den anfægtede forordning, hvorefter den supplerende godtgørelse af omkostninger til oversættelse fra patentansøgningens sprog til behandlingssproget i EPO skal gå ud over den godtgørelse, der på nuværende tidspunkt finder sted inden for EPO.

115.

Hvad angår argumentet om, at den oversættelse, der skal tilvejebringes i tilfælde af en tvist, ikke er retligt bindende, er jeg enig i de argumenter, der er fremsat af visse af intervenienterne, hvorefter retssikkerheden utvivlsomt er bedre beskyttet, når der kun er en enkelt retsgyldigt sprog. Jeg har nemlig vanskeligt ved at se, hvorledes dette princip kan overholdes i den situation, hvor der måtte være flere formodede patentkrænkere i flere forskellige medlemsstater. Hvis alle oversættelser var retsgyldige oversættelser, ville dette medføre en risiko for forskelle mellem de forskellige sprogversioner, hvilket følgelig ville føre til retsusikkerhed. Dette argument kan derfor ikke tages til følge.

116.

Hvad angår argumentet om, at der i modsætning til ordningen for EF-varemærker ikke findes bestemmelser, der udelukker, at en tredjemand, der i god tro har krænket et patent, pålægges at betale erstatning, idet den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, ikke nævner de konkrete konsekvenser i den situation, hvor en tredjemand har krænket et patent i god tro, vil jeg heroverfor anføre den omstændighed, at EU-lovgiver på ingen måde er forpligtet til at fastsætte den samme retlige ordning for det europæiske patent med ensartet retsvirkning som for EF-varemærker. Jeg erindrer endvidere om, at nævnte lovgiver har ønsket, at der i forbindelse med den konkrete vurdering, som den national ret skal foretage, sikres en vis balance ved at fastsætte, at den nationale ret skal tage hensyn til, om den formodede patentkrænker har været i god tro ( 62 ). De konkrete konsekvenser for den formodede patentkrænker følger af denne faktiske og retlige bedømmelse. Den nævnte ret kan således helt uafhængigt beslutte, om der skal pålægges erstatning. Det fremgår endvidere klart af ordlyden af den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 4, at den kompetente ret skal tage hensyn til, om den formodede patentkrænker har været i god tro.

117.

Endelig bemærkes vedrørende Kongeriget Spaniens argument om oversættelsesordningen og overgangsbestemmelserne, at overgangsperiodens varighed er fastsat af hensyn til den tid, der er nødvendig for at udvikle et system med maskinoversættelser, der kan sikre, at oversættelser af patentansøgninger og patentskrifter til alle Unionens officielle sprog faktisk har en høj kvalitet.

118.

Jeg bemærker i denne henseende, at etableringen af dette system blev påbegyndt i 2004 med hensyn til et begrænset antal sprog. Det nævnte system er efterfølgende blevet udvidet således, at det nu i 2014 er muligt at foretage maskinoversættelser til og fra engelsk på sprogene i alle de stater, der er parter i EPK, og dermed også Unionens officielle sprog ( 63 ).

119.

Det må endvidere ikke glemmes, at den anfægtede forordning finder anvendelse fra den dato, hvor aftalen om en fælles patentdomstol træder i kraft, og at EU-lovgiver har anført, at hvis overgangsperioden ikke bringes til ophør efter forslag fra Kommissionen ( 64 ), udløber denne periode 12 år efter denne dato ( 65 ). Dette giver efter min opfattelse EPO tilstrækkelig mulighed for at nå frem til at system med maskinoversættelser af høj kvalitet, navnlig når det tages i betragtning, at dette system i den nævnte periode vil blive suppleret med manuelle oversættelser, hvilket vil sikre oplysningernes pålidelighed ( 66 ).

120.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at forkaste Kongeriget Spaniens fjerde anbringende, idet undersøgelsen af de af denne medlemsstat fremsatte argumenter ikke har påvist en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, da bestemmelserne i den anfægtede forordning, i forordning nr. 1257/2012 og i EPK er tilstrækkelige klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger.

121.

Kongeriget Spanien har anført, at den anfægtede forordnings artikel 7 er i strid med princippet om EU-rettens autonomi, idet der i forordningen sondres mellem ikrafttrædelsen af denne forordning og anvendelsen heraf med virkning fra den 1. januar 2014 samtidig med, at det angives, at denne dato udsættes, hvis aftalen om en fælles patentdomstol ikke træder i kraft. I det foreliggende tilfælde er de kontraherende parter til aftalen om en fælles patentdomstol blevet tillagt beføjelsen til at bestemme ikrafttrædelsesdatoen ( 67 ) for en EU-retlig regel og dermed udøvelsen af kompetencen i henhold til denne regel.

122.

Rådet har anført, at det fremgår af en samlet læsning af 9., 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012, at det politiske valg, som EU-lovgiver har foretaget for at sikre et velfungerende europæisk patent med ensartet retsvirkning, sammenhæng i retspraksis og dermed retssikkerhed, og omkostningseffektivitet for patenthavere, består i at knytte det europæiske patent med ensartet retsvirkning sammen med en særskilt retsinstans, der skal etableres, inden det første europæiske patent med ensartet retsvirkning meddeles. Der er i denne henseende ingen retlige hindringer for, at der kan skabes en sammenhæng mellem det europæiske patent med ensartet retsvirkning og den fælles patentdomstol, som er tilstrækkelig begrundet i 24. og 25. betragtning til forordning nr. 1257/2012. Der findes i øvrigt i den lovgivningsmæssige praksis en række eksempler på, at der skabes en sammenhæng mellem anvendelsen af en EU-retsakt og en begivenhed, der ligger uden for denne retsakts rammer.

123.

Intervenienterne har tilsluttet sig Rådets bemærkninger.

124.

I forbindelse med vurderingen af det femte anbringende vil jeg henvise til mit forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Parlamentet og Rådet (sag C-146/13), der i øjeblikket verserer for Domstolen, og nærmere bestemt undersøgelsen af det sjette anbringendes sidste led og det syvende anbringende i dette søgsmål, og foreslå Domstolen at forkaste det nævnte femte anbringende som ugrundet.

125.

Rådet har uden formelt at bestride Kongeriget Spaniens subsidiære påstand rejst tvivl om relevansen af de anbringender, der er fremsat til støtte for denne påstand, og anført, at det under alle omstændigheder ikke er muligt at annullere den anfægtede forordnings artikel 7, stk. 2, delvist, idet denne bestemmelse ikke kan udskilles fra forordningens andre bestemmelser. Forbundsrepublikken Tyskland har endvidere anført, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, idet det har til formål at opnå annullation af den nævnte forordnings artikel 4 og 5, artikel 6, stk. 2, og artikel 7, stk. 2, idet den anfægtede forordnings artikel 4-6 udgør en integrerende del af sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning, og at annullation af den nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, vil ændre karakteren af det europæiske patent med ensartet retsvirkning, og dermed den nævnte forordning.

126.

Kongeriget Spanien har anført, at påstanden om delvis annullation alene er nedlagt subsidiært. Forbundsrepublikken Tysklands argumenter går endvidere imod, at nogen delvis annullation kan finde sted.

127.

Jeg erindrer om, at det følger af fast retspraksis, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvis, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af retsakten. Domstolen har gentagne gange fastslået, at kravet om, at elementerne skal kunne udskilles, ikke er opfyldt, når en delvis annullation af en retsakt bevirker, at det materielle indhold ændres ( 68 ).

128.

Det følger af min vurdering af det første, det tredje og det fjerde anbringende, at den anfægtede forordnings artikel 4 og 5 har til formål at afhjælpe det valg, som EU-lovgiver har foretaget vedrørende sprogordningen for det europæiske patent med ensartet retsvirkning. Det er i denne henseende utænkeligt at udskille disse bestemmelser fra den anfægtede forordning, uden at dette vil påvirke forordningens indhold.

129.

Hvad angår den anfægtede forordnings artikel 6, stk. 2, der henviser til artikel 9, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1257/2012, og artikel 7, stk. 2, vil jeg henvise til henholdsvis punkt 189-195 og punkt 198 i mit forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Parlamentet og Rådet (sag C-146/13), der i øjeblikket verserer for Domstolen, og konkludere, at de nævnte bestemmelser ikke kan udskilles fra resten af den anfægtede forordning.

130.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at Kongeriget Spaniens subsidiære påstand om delvis annullation af den anfægtede forordning skal afvises.

131.

Da ingen af de anbringender, som Kongeriget Spanien har fremsat til støtte for sit søgsmål, kan tages til følge, må søgsmålet forkastes.

132.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: