1. 

De retlige rammer for de nærværende præjudicielle sager er forordning (EF) nr. 1896/2006 ( 2 ) om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure. Med disse sager ønskes det oplyst, om skyldneren, i tilfælde af at denne ikke får forkyndt et europæisk betalingspåkrav, har krav på, at artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 anvendes analogt.

2. 

Den pågældende bestemmelse fastsætter, at skyldneren efter udløbet af den frist, der er fastsat i forordningens artikel 16, stk. 2, på visse betingelser har ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved den kompetente ret i udstedelsesstaten (herefter »den udstedende ret«). Bl.a. har skyldneren ret til at anmode om prøvelse af dette betalingspåkrav, når påkravet er blevet forkyndt på en af de måder, der er fastsat i artikel 14, men forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at skyldneren har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra skyldnerens side.

3. 

Af nærværende forslag til afgørelse fremgår, hvorfor jeg mener, at forordning nr. 1896/2006 skal fortolkes således, at den er til hinder for en analog anvendelse af dens artikel 20 i et tilfælde, hvor et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet retmæssigt forkyndt for skyldneren. For at sikre overholdelsen af retten til forsvar skal sidstnævnte have en uafhængig klageadgang ved den udstedende ret, der gør det muligt for denne at bevise, at han ikke har modtaget nogen forkyndelse af dette påkrav, og i givet fald at få dette erklæret ugyldigt.

4.

Af artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1896/2006 fremgår, at denne har til formål at »forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure«.

5.

Det bestemmes i forordningens artikel 13:

»Det europæiske betalingspåkrav kan forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

6.

Artikel 14 i forordningen med overskriften »Forkyndelse uden bevis for modtagelse fra skyldnerens side« har følgende ordlyd:

»1.   Det europæiske betalingspåkrav kan også forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

2.   Ved anvendelsen af denne forordning kan der ikke foretages forkyndelse efter stk. 1, hvis skyldnerens adresse ikke med sikkerhed er kendt.

3.   Forkyndelse i henhold til stk. 1, litra a), b), c) og d), bekræftes ved:

7.

I artikel 16 i forordning nr. 1896/2006 bestemmes følgende:

»1.   Skyldneren kan indgive en indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav over for den udstedende ret ved anvendelse af formular F i bilag VI, som fremsendes til ham sammen med det europæiske betalingspåkrav.

2.   Indsigelsen sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for skyldneren.

[…]«

8.

Endelig giver forordningens artikel 20 skyldneren mulighed for at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav. Bestemmelsen lyder således:

»1.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved [den udstedende ret] i følgende tilfælde:

forudsat at skyldneren i begge tilfælde har reageret hurtigst muligt.

2.   Efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, har skyldneren også ret til at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav ved [den udstedende ret], såfremt betalingspåkravet klart er blevet udstedt med urette i forhold til betingelserne i denne forordning, eller som følge af andre ekstraordinære omstændigheder.

3.   Afviser retten skyldnerens anmodning under henvisning til, at ingen af de grunde til prøvelse, der er omhandlet i stk. 1 og 2, gør sig gældende, forbliver det europæiske betalingspåkrav virksomt.

Fastslår retten, at prøvelsen er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1 og 2, er det europæiske betalingspåkrav uvirksomt.«

9.

I tysk ret er det Zivilprozessordnung (den tyske retsplejelov, herefter »ZPO«), der regulerer den procedure, der skal følges i forbindelse med betalingspåkrav. I den version af ZPO, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagen, fastsætter § 692, stk. 1, nr. 1, og § 700, stk. 3, første punktum, i tilfælde af indsigelse – uanset om den kan antages til realitetsbehandling eller ej, er rettidigt indgivet, for sent indgivet eller endog uklar – overgives betalingspåkravssagen automatisk til den ret, der skal afgøre tvisten.

10.

I henhold til ZPO’s § 690, stk. 1, nr. 5, skal fordringshaveren allerede i sin anmodning om betalingspålæg angive, hvilken ret der skal afgøre tvisten i tilfælde af indsigelser.

11.

Således forholder det sig ikke med det europæiske betalingspåkrav, hvorom Amtsgericht Wedding (Tyskland) har forklaret, at den kompetente ret i tilfælde af tvist ikke er fastsat. Overgivelsen til en ret, som skal afgøre tvisten, kan efter en indsigelse alene ske i overensstemmelse med lovgivningen i udstedelsesstaten, jf. artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1896/2006, dvs. i den medlemsstat, hvor et europæisk betalingspåkrav er udstedt.

12.

Den forelæggende ret har oplyst, at i henhold til ZPO’s § 1090, stk. 1, første punktum, og stk. 2, første punktum, betyder dette f.eks., at den europæiske ret, der er kompetent for så vidt angår europæiske betalingspåkrav, pålægger fordringshaveren at angive den kompetente ret i tilfælde af tvist. Så længe fordringshaveren ikke har gjort dette, eller såfremt han ikke har angivet nogen ret, sker der ingen overgivelse til en anden ret. Ifølge den forelæggende ret bevirker dette, at den person, der anmoder om et europæisk betalingspåkrav, er i besiddelse af en fuldbyrdelsesafgørelse, men at skyldneren imidlertid ikke har mulighed for at lade en ret foretage en prøvelse af, hvorvidt indsigelsesfristen er overholdt, eller af den omstændighed, at fristen aldrig er begyndt at løbe, idet sagsakterne ikke er blevet forelagt for en ret i henhold til de almindelige procesregler, og idet proceduren i medfør af artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 ikke finder direkte anvendelse.

13.

Eco cosmetics GmbH & Co. KG (herefter »eco cosmetics«), der har hjemsted i Tyskland, anmodede Amtsgericht Wedding om at udstede et betalingspåkrav over for Virginie Laetitia Barbara Dupuy, som er bosiddende i Frankrig. I denne forbindelse angav Eco cosmetics en adresse i Frankrig som sidstnævntes bopæl. I overensstemmelse med anmodningen udstedte Amtsgericht Wedding den 22. marts 2010 det europæiske betalingspåkrav. Dette blev forkyndt ved anbefalet brev med modtagelsesbevis til den anførte adresse. Det fremgår af modtagelsesbeviset, at det blev forkyndt den 31. marts 2010.

14.

Da der ikke var indsigelser fra Virginie Laetitia Barbara Dupuy, traf Amtsgericht Wedding den 20. maj 2010 afgørelse om eksigibilitet i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006.

15.

Det var først ved skrivelse af 28. juli 2010, indgået til Amtsgericht Wedding den 3. august 2010, at Virginie Laetitia Barbara Dupuy rejste indvendinger mod det europæiske betalingspåkrav. Ved skrivelse af 5. august 2010 svarede Amtsgericht Wedding, at indsigelsen var indgivet for sent, og at der i bedste fald kunne indgives en anmodning om prøvelse i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1896/2006. Ved skrivelse af 7. oktober 2010 indgav sagsøgte derfor en anmodning om prøvelse af påkravet og ved skrivelse af 13. april 2011 begrundede hun denne anmodning om prøvelse.

16.

Ifølge Virginie Laetitia Barbara Dupuy blev det europæiske betalingspåkrav aldrig forkyndt for hende, da hun allerede i oktober 2009 var fraflyttet den bopæl, som Eco cosmetics havde angivet i betalingspåkravet. Hun har ligeledes anført, at det først var i forbindelse med, at fuldbyrdelsen blev indledt, at sagsøgte gennem en skrivelse fra sin bank af 23. juli 2010 blev bekendt med betalingspåkravet. Eco cosmetics bestrider rigtigheden af disse forklaringer.

17.

Raiffeisenbank St. Georgen reg. Gen. mbH (herefter »Raiffeisenbank«), der har hjemsted i Østrig, anmodede om, at der blev udstedt et europæisk betalingspåkrav over for Tetyana Bonchyk, som er bosiddende i Tyskland. I overensstemmelse med anmodningen udstedte Amtsgericht Wedding den 2. september 2010 dette påkrav. Amtsgericht Wedding forsøgte to gange at fremsende påkravet til postforkyndelse på den af Raiffeisenbank angivne adresse, hvilket ikke var muligt. Sidstnævnte angav herefter en ny adresse. Det europæiske betalingspåkrav blev herefter forkyndt på denne nye adresse ved at blive lagt i postkassen den 1. februar 2011.

18.

Da der ikke var indvendinger fra Tetyana Bonchyk, traf Amtsgericht Wedding den 10. marts 2011 afgørelse om eksigibilitet. Ved fax af 1. juni 2011 rejste Tetyana Bonchyk indvendinger mod det pågældende påkrav. Hun har endvidere anført, at hun kun rent tilfældigt fik kendskab til betalingspåkravet. Hun har endvidere fremhævet, at hun ikke har boet på den adresse, hvor det europæiske betalingspåkrav blev forkyndt, siden 2009. Endelig har hun anført, at betalingspåkravet på intet tidspunkt er blevet forkyndt for hende.

19.

Ved skrivelse af 17. juni 2011 anførte Amtsgericht Wedding, at Tetyana Bonchyks indsigelse var indgivet for sent, og at der i bedste fald kunne indgives en anmodning om prøvelse i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1896/2006. Ved skrivelse af 24. juni 2011 indgav Tetyana Bonchyk en anmodning om prøvelse mod det europæiske betalingspåkrav.

20.

Rechtsanwaltskanzlei CMS Hasche Sigle, Partnerschaftsgesellschaft (herefter »CMS Hasche Sigle«), der har hjemsted i Tyskland, anmodede Amtsgericht Wedding om at udstede et europæisk betalingspåkrav over for Xceed Holding Ltd, som har hjemsted på Cypern. I denne forbindelse angav CMS Hasche Sigle en adresse i Nicosia, Cypern. I overensstemmelse med anmodningen udstedte Amtsgericht Wedding den 4. juni 2010 det europæiske betalingspåkrav og fremsendte det til forkyndelse ved anbefalet brev med modtagelsesbevis til den af CMS Hasche Single angivne adresse. Det er i modtagelsesbeviset angivet, at forkyndelsen af dette påkrav blev foretaget på denne adresse den 30. juni 2010, idet modtagelsesbeviset er underskrevet, og det er påført et stempel fra et advokatfirma, uden at der dog er sat kryds ved hverken rubrikken »udleveret« eller ved nogen anden rubrik. Den 10. august 2010 traf Amtsgericht Wedding afgørelse om eksigibilitet.

21.

Ved skrivelse af 19. oktober 2010, indgået til Amtsgericht Wedding den 20. oktober 2010, indgav Xceed Holding Ltd en anmodning om prøvelse mod det europæiske betalingspåkrav og gjorde for en sikkerheds skyld indsigelse mod dette.

22.

Xceed Holding Ltd har, uden at blive modsagt på dette punkt, gjort gældende, at det pågældende påkrav aldrig er blevet forkyndt for selskabet. Selskabet anførte, at dets hjemsted frem til den 18. maj 2010 befandt sig i Larnaka, Cypern, og derefter i Limassol, Cypern, og at selskabet aldrig har haft nogen forbindelse til det advokatfirma, der har modtaget og underskrevet modtagelsesbeviset. Det var først gennem en betalingsanmodning af 7. oktober 2010 fra CMS Hasche Sigle, at selskabet fik kendskab til det europæiske betalingspåkrav.

23.

I disse tre sager er Amtsgericht Wedding i tvivl om den fortolkning, der skal gives af forordning nr. 1896/2006. Den forelæggende ret ønsker bl.a. oplyst, om de anmodninger om prøvelse, der er indgivet af de tre skyldnere i hovedsagerne, udgør en gyldig klageadgang.

24.

I de tre tvister i hovedsagerne har Amtsgericht Wedding besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål. Her gentages de spørgsmål, der er forelagt i sag C‑119/13, hvoraf det første og det tredje svarer til de spørgsmål, der er forelagt i sag C‑120/13 og sag C‑121/13:

25.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om forordning nr. 1896/2006 skal fortolkes således, at skyldneren, når et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt, eller ikke er blevet retmæssigt forkyndt, for denne, kan anmode om prøvelse af dette påkrav ved en analog anvendelse af forordningens artikel 20, stk. 1 og 2.

26.

I de tre hovedsager tager den forelæggende ret udgangspunkt i princippet om, at forkyndelsen af det europæiske betalingspåkrav enten ikke er sket eller er ugyldig, for så vidt som den ikke er foretaget i henhold til de mindstestandarder, der er fastsat i den pågældende forordning.

27.

I realiteten ønskes det oplyst, hvilken klageadgang skyldneren har mod et europæisk betalingspåkrav, som ikke er blevet forkyndt for denne, eller som ikke retmæssigt er blevet forkyndt for denne, og som er blevet eksigibelt. Forordning nr. 1896/2006 siger intet om en eventuel klageadgang for skyldneren i sådanne situationer, og der foreligger således et retligt tomrum. Spørgsmålet er derfor, hvilke retlige konsekvenser en manglende eller uretmæssig forkyndelse har.

28.

Den forelæggende ret og størstedelen af parterne i tvisten synes at være af den opfattelse, at den eneste klageadgang består i en prøvelse af det europæiske betalingspåkrav efter forordningens artikel 20. Jeg deler ikke denne opfattelse.

29.

Ifølge artikel 1, stk. 1, litra a), i den pågældende forordning har sidstnævnte til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure. Denne procedure kan betegnes som en »ensidig procedure«, for så vidt som der ikke er nogen meningsudveksling ved den udstedende ret, og skyldneren først optræder på et senere stadium, når det europæiske betalingspåkrav er udstedt af retten, og det er forkyndt for skyldneren.

30.

I denne henseende fastsætter forordning nr. 1896/2006 mindstestandarder for forkyndelsesmåden, som er opdelt i to kategorier.

31.

For det første fastsætter artikel 13 i forordningen måderne for forkyndelse med bevis for modtagelse fra skyldnerens side. Dette indebærer, at det bekræftes, at skyldneren har modtaget det europæiske betalingspåkrav mod denne – og at han således er bekendt hermed – og at den mekanisme, der er fastsat i den pågældende forordning, kan få retsvirkning.

32.

Hvis skyldneren således beslutter at gøre indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav i henhold til artikel 16 i forordning nr. 1896/2006, fortsætter sagen ved den udstedende ret efter de almindelige civile retsplejeregler, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves ( 3 ). Hvis derimod skyldneren ikke har gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat i forordningens artikel 16, stk. 2, erklærer den udstedende ret straks det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt i medfør af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006, idet dennes artikel 19 bl.a. præciserer, at et europæisk betalingspåkrav, der er eksigibelt i udstedelsesstaten, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater.

33.

Skyldneren kan kun undtagelsesvis anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav, enten når denne har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet som følge af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra skyldnerens side ( 4 ), eller såfremt betalingspåkravet klart er blevet udstedt med urette i forhold til de i forordningen fastsatte betingelser eller som følge af andre ekstraordinære omstændigheder ( 5 ).

34.

For det andet fastsætter artikel 14 i forordning nr. 1896/2006 måderne for forkyndelse uden bevis for modtagelse fra skyldnerens side, for så vidt som det europæiske betalingspåkrav er overgivet til en tredjemand. EU-lovgiver går i dette tilfælde ud fra, at skyldneren er midlertidigt fraværende, når stævningsmanden eller postbuddet kommer. Anvendelsen af disse forkyndelsesmåder indebærer, at det formodes, at skyldneren har modtaget det europæiske betalingspåkrav, der er udstedt mod denne, og at han således normalt har fået kendskab til sine rettigheder samt de retsvirkninger, der følger af en indsigelse eller mangel på svar inden for den fastsatte frist, som her er en erklæring af, at påkravet er eksigibelt i medfør af forordningens artikel 18.

35.

EU-lovgiver har imidlertid også gjort det muligt at tage hensyn til en eventuel forsinkelse i det tilfælde, som fremgår af selve forordningen, nemlig skyldnerens mulighed for i henhold til dennes artikel 20, stk. 1 og 2, at anmode om prøvelse af det europæiske betalingspåkrav.

36.

I lyset af det ovenstående tillægges en retmæssig forkyndelse i proceduren med et europæisk betalingspåkrav stor betydning. Det gør det muligt at sikre, at skyldneren får adgang til al den information, der er nødvendig for, at han kan forsvare sig, og sikrer samtidig overholdelsen af retten til forsvar ( 6 ). Allerede i det indledende arbejde lagde Europa-Kommissionen vægt på dette punkt, idet den anførte, at »[f]or at sikre en retfærdig rettergang må man i betalingspåbuddet oplyse sagsøgte fyldestgørende om, hvilke pligter og rettigheder han har som led i betalingspåbudsproceduren. […] Det forudsætter letforståelige, men tilbundsgående oplysninger, hvis sagsøgte inden for procedurens korte frister skal kunne træffe beslutning om, hvorvidt han skal bestride kravet eller ej, med fuld indsigt i konsekvenserne og uden at skulle indhente juridisk rådgivning« ( 7 ).

37.

Heri ligger hele interessen i den procedure, der er indført ved forordning nr. 1896/2006, nemlig at forene hurtighed og effektivitet i en retlig procedure under overholdelse af retten til forsvar i grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav. Når først skyldneren er blevet gjort bekendt med og har fået kendskab til oplysningerne i de dokumenter, der på obligatorisk vis medfølger forkyndelsen, kan denne udøve sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen. Dette er grunden til, at han efterfølgende kun har begrænset adgang til at gøre indvendinger mod gennemførelsen af det europæiske betalingspåkrav.

38.

Da han personligt er blevet underrettet om udstedelsen af påkravet, er der imidlertid ingen krænkelse af hans rettigheder og navnlig ej heller hans ret til forsvar.

39.

Forholder det sig på samme måde, når gennemførelsen af det pågældende påkrav, der er leveret i overensstemmelse med proceduren i artikel 14 i forordning nr. 1896/2006, har vist, at den formodede skyldner, og uden fejl fra dennes side, i realiteten ikke er blevet underrettet?

40.

På ingen måde.

41.

Som allerede anført skal forkyndelsen i den ordning, der er indført ved den pågældende forordning, sikre retten til forsvar. Forkyndelsen indebærer en formodning for, at skyldneren har modtaget det europæiske betalingspåkrav, hvilket udgør et yderst vigtigt trin i denne ordning. Overholdelsen af disse betingelser i proceduren for et europæisk betalingspåkrav er altafgørende, såfremt man ønsker at bevare en ligevægt mellem de forskellige mål, som søges opfyldt ved forordningen.

42.

Overholdelsen af retten til forsvar kan ikke sikres på grundlag af en formodning, når det ved gennemførelsen af påkravet viser sig, at formodningen var ubegrundet. Denne situation opstår ganske vist ikke, hvis formodningen gøres uafkræftelig, hvilket dog med hensyn til retten til forsvar ikke ville give nogen mening.

43.

Hvis den mekanisme, der er fastsat i forordning nr. 1896/2006, overforenkles, skades netop retten til forsvar og således artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

44.

For det første ville muligheden for en analog anvendelse af forordningens artikel 20 bevirke, at en skyldner i god tro fratages sine mest grundlæggende rettigheder, idet han, da han ikke har fået forkyndt det europæiske betalingspåkrav under opfyldelse af de fastsatte mindstestandarder, ikke er blevet underrettet om sin anfægtelsesret, selv om en person, der, i modsætning til denne, regelmæssigt har fået forkyndt et sådant påkrav, kunne have udøvet disse rettigheder. Ud over, at en sådan fortolkning er i strid med overholdelsen af retten til forsvar, der er sikret ved chartrets artikel 47, medfører den ligeledes forskelsbehandling af disse to skyldnere i god tro.

45.

Når skyldneren ikke har modtaget nogen forkyndelse af det europæiske betalingspåkrav, er det i øvrigt ikke muligt at anerkende, at den pågældende fordring udgør et ubestridt krav, eftersom skyldneren, da han ikke har modtaget en sådan forkyndelse, netop ikke på noget tidspunkt har kunnet bestride kravet. Derfor er det ikke blot i strid med selve formålet med forordning nr. 1896/2006, der som nævnt indfører en europæisk betalingspåkravsprocedure for »ubestridte krav«, men der er ligeledes og især tale om en åbenbar tilsidesættelse af retten til forsvar, der endvidere får alvorlige juridiske konsekvenser for skyldneren. Såfremt en prøvelse ved en analog anvendelse af forordningens artikel 20 i de tilfælde, vi er forelagt, afvises, bevarer det europæiske betalingspåkrav sin eksigible karakter, eftersom det forbliver virksomt i henhold til forordningens artikel 20, stk. 3.

46.

Det bemærkes endvidere, at EU-lovgiver har anført, at den udstedende ret allerede ved udstedelsen af et europæisk betalingspåkrav skal sikre sig, at dette forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov på en måde, der opfylder de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006 ( 8 ). Forordningens artikel 14, der fastsætter måderne for forkyndelse uden bevis for modtagelse af det europæiske betalingspåkrav fra skyldnerens side, er endnu klarere i denne henseende, idet det fremgår af artiklens stk. 2, at »der ikke [kan] foretages forkyndelse efter stk. 1, hvis skyldnerens adresse ikke med sikkerhed er kendt«.

47.

Ved at insistere på den udstedende rets opgave med at sikre, at mindstestandarderne vedrørende forkyndelse overholdes, har EU-lovgiver givet udtryk for sit ønske om at sikre, at retten til forsvar overholdes i en ensidig procedure, hvori skyldneren først sent i forløbet får mulighed for at påberåbe sig sine rettigheder.

48.

Hvilken betydning har da proceduren i artikel 14 i forordning nr. 1896/2006? Dette forekommer klart. Den skaber en formodning, der gør det muligt for proceduren at gå sin gang og, da der ikke gøres indsigelser, at erklære det europæiske betalingspåkrav eksigibelt. Dette er logisk, for så vidt som forkyndelsesmåden gør det sandsynligt, at påkravet når frem til dets modtager. Af hensyn til effektiviteten begrunder denne sandsynlighed, at man kan iværksætte de efterfølgende faser i proceduren, for i størstedelen af tilfældene svarer formodningen til virkeligheden. I statistisk set færre tilfælde, hvor virkeligheden forholder sig anderledes, må man derimod anse forkyndelsen for ikke at være foretaget. Samlet set er ordningens effektivitet sikret, og individuelt set er de individuelle rettigheder bevaret.

49.

Det er i øvrigt kun på grundlag af en sådan fortolkning, at proceduren i artikel 14 i forordning nr. 1896/2006 synes at kunne undgå kritik, bl.a. således som denne fremgår af den juridiske litteratur ( 9 ).

50.

Herefter mener jeg, at en analog anvendelse af artikel 20 i forordning nr. 1896/2006 på tilfælde som i de foreliggende sager ikke vil være i overensstemmelse med hverken ordlyden i forordningen eller dens ånd, og at den vil være i strid med chartrets artikel 47. Efter min opfattelse kan den pågældende forordning ikke acceptere en sådan uligevægt i de rettigheder, den tilsigter at beskytte.

51.

Jeg mener i øvrigt ikke, at skyldneren kan fratages en klageadgang med den begrundelse, at det blot var sandsynligt, at forkyndelsen fandt sted, når hans modsigelser beviser, at han ikke har haft kendskab til det europæiske betalingspåkrav. Skyldneren bør derfor på effektiv vis have en sådan klageadgang, således at han over for den udstedende ret kan bevise, at han ikke har modtaget dette påkrav. For så vidt som den udstedende ret fastslår, at der ikke har været nogen forkyndelse, er den eneste juridiske konsekvens efter min mening, at det pågældende påkrav erklæres ugyldigt.

52.

I lyset af det ovenstående mener jeg derfor, at forordning nr. 1896/2006 skal fortolkes således, at den er til hinder for en analog anvendelse af dens artikel 20 i et tilfælde, hvor et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet retmæssigt forkyndt for skyldneren. For at sikre overholdelsen af retten til forsvar skal sidstnævnte have en uafhængig klageadgang til den udstedende ret, der gør det muligt for ham at bevise, at han ikke har modtaget forkyndelse af det pågældende påkrav, og i givet fald at få dette erklæret ugyldigt.

53.

På baggrund af den besvarelse, jeg foreslår af det første spørgsmål, finder jeg det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

54.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som er forelagt af Amtsgericht Wedding, på følgende måde:

»Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure skal fortolkes således, at den er til hinder for en analog anvendelse af dens artikel 20 i et tilfælde, hvor et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet retmæssigt forkyndt for skyldneren.

For at sikre overholdelsen af retten til forsvar skal sidstnævnte have en uafhængig klageadgang til den udstedende ret, der gør det muligt for ham at bevise, at han ikke har modtaget forkyndelse af det pågældende påkrav, og i givet fald at få dette erklæret ugyldigt.«