1)

Artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs skal fortolkes således, at et selskab i forbindelse med dets likvidation i en anden medlemsstat end den, hvor det har hjemsted, ligeledes kan være genstand for en sekundær insolvensbehandling i den anden medlemsstat, hvor selskabet har hjemsted, og hvor det har status af juridisk person.

2)

Artikel 29, litra b), i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at spørgsmålet om, hvilken person eller myndighed der har ret til at indgive begæringen om en sekundær insolvensbehandling, skal vurderes på grundlag af den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område begæringen om indledning af en sådan insolvensbehandling er indgivet. Retten til at indgive en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling kan imidlertid ikke være begrænset til kun at gælde kreditorer, der er bosiddende eller har deres hjemsted i den medlemsstat, på hvis område det omhandlede forretningssted er beliggende, eller kun til de kreditorer, hvis fordring stammer fra dette forretningssteds drift.

3)

Forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at når hovedinsolvensbehandlingen er en likvidation, er hensyntagen til hensigtsmæssighedskriterier, som foretages af den ret, der har fået forelagt en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling, omfattet af den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område begæringen om indledning af denne insolvensbehandling er indgivet. Medlemsstaterne skal dog, når de fastlægger betingelserne for indledning af en sekundær insolvensbehandling, respektere EU-retten, herunder navnlig dens generelle principper samt forordningens bestemmelser.