|
5.5.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 135/40 |
Appel iværksat den 12. marts 2014 af Eva Cuallado Martorell til prøvelse af Personalerettens dom af 18. september 2012 i sag F-96/09, Cuallado Martorell mod Kommissionen
(Sag T-506/12 P)
(2014/C 135/52)
Processprog: spansk
Parter
Appellant: Eva Cuallado Martorell (Augsburg, Tyskland) (ved advokat C. Pinto Cañón)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellantens påstande
|
— |
Den appel, der er iværksat til prøvelse af Personalerettens dom (Anden Afdeling) i sag F-96/09, antages til realitetsbehandling, og nævnte dom ophæves delvist, nemlig den del, hvor Personaleretten frifandt Europa-Kommissionen i forbindelse med en påstand om annullation dels af udvælgelseskomitéens afslag på at give appellanten adgang til den mundtlige prøve, dels af afgørelserne om afvisning af at fremsende appellantens rettede skriftlige prøver og det individuelle evalueringsskema vedrørende disse prøver til hende. |
|
— |
Samtlige de i første instans nedlagte påstande antages til realitetsbehandling, med undtagelse af indsigelsen mod afgørelserne om afslag på fremsendelse af de skriftlige prøver b) og c), for så vidt som det ved disse afgørelser blev afslået at fremsende de af appellanten besvarede skriftlige opgaver og udvælgelseskomitéens evalueringsskemaer over hver eneste af disse prøver, idet de blev fremsendt til appellanten ved EPSO’s skrivelse af 16. juni 2010, jf. præmis 72 og 73. |
|
— |
Afgørelsen om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i første instans, stadfæstes, og Kommission tilpligtes at betale den foreliggende appelsags omkostninger. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten anført tre anbringender.
|
1. |
Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl, idet den ikke antog visse af de påstande, som appellanten havde nedlagt i sagen, til realitetsbehandling, hvorved den tilsidesatte den i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsatte adgang til effektive retsmidler.
|
|
2. |
Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten tilsidesatte artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 296 TEUF, idet den fastslog, at den blotte meddelelse til ansøgerne af de karakterer, der er opnået for to skriftlige prøver i forbindelse med en almindelig udvælgelsesprøve, uden yderlige forklaringer, udgør en tilstrækkelig begrundelse.
|
|
3. |
Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 42 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
|