12.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/41


Sag anlagt den 31. oktober 2012 — Saint-Gobain Glass Deutschland mod Kommissionen

(Sag T-476/12)

2013/C 9/74

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Saint-Gobain Glass Deutschland (Aachen, Tyskland) (ved advokaterne S. Altenschmidt og C. Dittrich, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Europa-Kommissionens stiltiende beslutning af 4. september 2012 (sag GESTDEM nr. 3273/2012), hvorved den afslog aktindsigt i de oplysninger, som den Tyske Forbundsrepubliks miljøkontor havde fremsendt til Kommissionen om sagsøgerens anlæg i Tyskland inden for rammerne af den oversigt over anlæg i Tyskland, der er omfattet af direktiv 2003/78, som var fremsendt i henhold til artikel 15, stk. 1, i Kommissionens afgørelse af 27. april 2011 (2011/278/EU).

Subsidiært annullation af Kommissionens stiltiende beslutning af 25. september 2012 (sag GESTDEM nr. 3273/2012), i hvilken aktindsigt i de ønskede informationer under alle omstændigheder blev afvist

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

1)

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2009 (1)

Sagsøgeren gør i denne sammenhæng gældende, at forudsætningerne om forlængelsen af fristen for besvarelse af sagsøgerens genfremsatte begæring ikke var opfyldt, hvorved der allerede den 4. september 2012 forelå en afvisning fra Kommissionens side.

2)

Tilsidesættelse af art. 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1367/2006 (2), sammenholdt med art. 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001

Sagsøgeren gør gældende, at den stiltiende afvisning af deres anmodning strider mod artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001, idet de har ret til aktindsigt i de ønskede miljøoplysninger på grundlag af disse bestemmelser, og afvisningsgrunde, som må fortolkes indskrænkende, ikke forelå.

Efter sagsøgerens opfattelse finder særligt undtagelsen i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 ikke anvendelse. De ønskede dokumenter drejer sig udelukkende om data, som Kommissionen har modtaget fra Forbundsrepublikken Tyskland, og ikke om en løbende undersøgelse, som Kommissionen foretager af disse data. Der er derfor ikke tale om en alvorlig skade for Kommissionens beslutningsproces.

Yderligere gør sagsøgeren gældende, at heller ikke de konsulterede myndigheders manglende stillingtagen kan udgøre en afvisningsgrund for sagsøgerens begæring. Sagsøgeren her herved anført, at undtagelsen i artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 ikke kan fortolkes så vidtrækkende, at den giver en berørt medlemsstat en vetoret, på grundlag af hvilken den frit ville kunne modsætte sig aktindsigt i de begærede dokumenter. Dette ville stride mod målsætningen med Århuskonventionen om etablering og fremme af gennemsigtigheden i beslutningsprocesserne i miljøsager.

3)

Tilsidesættelse af kravet om begrundelse

Til sidst gør sagsøgeren gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelseskravet i artikel 296, stk. 2, TEUF.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).