29.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 295/31

—

Personalerettens kendelse af 12. juli 2012 i sag F-22/11, Conticchio mod Kommissionen, ophæves.

—

Appellanten gives medhold i de påstande, der var nedlagt i første instans.

—

Subsidiært nedlægges påstand om, at Domstolen, såfremt den finder det hensigtsmæssigt og fornødent, hjemviser sagen til behandling af Personaleretten, med henblik på at den træffer fornyet afgørelse vedrørende appellantens påstande i første instans.

—

Det fastslås, at det søgsmål, hvorunder den anfægtede kendelse blev afsagt, fuldt ud kunne antages til realitetsbehandling, og at søgsmålet fuldt ud var begrundet.

—

Indstævnte tilpligtes at erstatte appellanten samtlige de omkostninger, gebyrer og honorarer, som hun har afholdt i den appellerede sag indtil nu.

1)

Første anbringende: »Tilsidesættelse af princippet om god tro, om saglighed og om upartiskhed — manglende klar fremstilling af den retlige rækkevidde af vise bestemmelser og af Kommissionens praksis i forholdet til sine ansatte«.

Det gøres i denne forbindelse gældende, at det i kendelsen anføres, at appellantens argumentation er åbenbart ugrundet, idet det fremhæves, at lønseddelen for januar 2010 ikke kan anfægtes, da hun fik kendskab til sin situation på den pågældende dato. Denne lønseddel er imidlertid ikke en endelig retsakt, som automatisk kan anfægtes, da den ikke udtømmende gengiver appellantens situation på pensioneringstidspunktet. Det fremgår af fast retspraksis, at lønseddelen, idet der er tale om en administrativ afgørelse af regnskabsmæssig karakter, ikke i sig selv udviser de kendetegn, der skal til for, at den kan tillægges negative retsvirkninger, og den kan følgelig i mangel af andre oplysninger ikke anfægtes. Herved bemærkes, at SysPer 2-systemet ikke er tilstrækkeligt til at opgøre størrelsen af de fremtidige pensionsrettigheder, hvilket også gælder for »Pensionsberegneren«, der blot giver en vejledende værdi, der ikke kan anfægtes. Rosella Conticchio kunne kun anfægte den endelige afgørelse, som hun fik skriftlig meddelelse om, vedrørende tildeling og udbetaling af hendes pensionsrettigheder, eftersom hun først fra det tidspunkt fik vished om det eksakte beløb for hendes månedlige pension.

2)

Andet anbringende: »Tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse og retten til fuld offentlighed i den forbindelse«.

Personaleretten traf afgørelse i sagen ved begrundet kendelse uden at realitetsbehandle sagen, da den anså sagen for at være fuldt oplyst på grundlag af de foreliggende retsakter. Denne beslutning krænkede appellantens ret til fuld retsbeskyttelse. Rosella Conticchio fik nemlig hverken lejlighed til at redegøre for sine egne synspunkter eller adgang til at fremlægge supplerende oplysninger, heller ikke med hensyn til eventuelle grunde til, at sagen skulle afvises, og/eller til at søgsmålet var ugrundet, hvorved princippet om parternes jævnbyrdige stilling under retssagen blevet tilsidesat. Herved henledes opmærksomheden på, at retten til god forvaltning er sikret EU-borgerne i artikel 41 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, forstået således at enhver ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, kontorer og agenturer. Disse rettigheder omfatter bl.a. enhver persons ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel bebyrdende afgørelse.

3)

Tredje anbringende: »Vedrørende uretmæssig berigelse — tilsidesættelse af den forskriftsmæssige procedure«.

På dette punkt kan sagen ikke anses for at være anlagt for sent, for så vidt som det af lønseddelen på ingen måde kunne udledes, om de relevante oplysninger vedrørende dette anbringende forelå. Appellanten kunne først konstatere, om der var tale om en uberettiget berigelse til fordel for Kommissionen på det tidspunkt, hvor appellanten fik kendskab til udbetalingen af pensionen, dvs. den 26. maj 2010. Sagsøgeren har nemlig aldrig haft fuldt kendskab til størrelsen af de indbetalte bidrag, da hun aldrig har modtaget de relevante meddelelser fra den kompetente afdeling ved Kommissionen. Desuden henledes opmærksomheden på, at den aktuarmæssige modværdi af de bidrag, som hun havde indbetalt til INPS i Italien, var blevet indbetalt til Kommissionen, da de var blevet overført til Fællesskabernes pensionsordning, hvilket skabte en ubalance mellem den udbetalte pension og de bidrag, som hun havde indbetalt i løbet af sin karriere. På denne måde fastlagde administrationen først et bestemt bidragsniveau og fastsatte efterfølgende et anciennitetsniveau, der var lavere end længden af hendes faktiske karriere, hvilket gav anledning til en uberettiget berigelse for administrationen i forhold til dennes tjenestemænd.