28.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 227/22

—

Kommissionens afgørelse af 13. juli 2011 nr. C 6/2008 om de foranstaltninger, som regionalregeringen for Ålandsøerne har gennemført til fordel for Ålands Industrihus Ab, annulleres, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Første anbringende om fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — ikke statsstøtte

Sagsøgeren gør gældende, at de omhandlede kapitaltilførsler og lånegarantier ikke udgør statsstøtte, fordi støtten ikke har fordrejet konkurrencen i et sådant omfang, at det påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen har foretaget en åbenlys urigtig bedømmelse af sagens omstændigheder, særligt ved at fastslå, at der ikke foreligger nogen absolut hindring for, at udenlandske virksomheder driver virksomhed på Ålandsøerne, og at intet hindrer disse i at investere i det lokale marked for fast ejendom.

2)

Andet anbringende om fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF i forbindelse med begrebet privat investor — ikke statsstøtte

Sagsøgeren gør gældende, at samtlige kapitaltilførsler har været forenelige med det markedsøkonomiske investorprincip og således ikke har fordrejet eller truet med at fordreje konkurrencen i en sådan udstrækning, at det påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen har foretaget en fejlagtig bedømmelse vedrørende foranstaltningens forenelighed med det markedsøkonomiske investorprincip, idet Kommissionen bl.a. fejlagtigt og vilkårligt har bedømt det forventede afkasts størrelse ved kun at fokusere på det årlige afkast. Ifølge sagsøgeren var det virkelige forventede afkast en kombination af det årlige afkast og den forventede værdiforøgelse.

3)

Tredje anbringende om manglende hensyntagen til det eksisterende støtteprogram vedrørende garantierne

Kommissionen har ikke taget hensyn til, at mindst to af de udstedte garantier er omfattet af en eksisterende støtteordning.

4)

Fjerde anbringende om fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og manglende begrundelse

Hvis de omhandlede foranstaltninger trods alt anses for at udgøre statsstøtte, er de beløb, som skal tilbagesøges, fastsat forkert. Kommissionen har for det første med en svag, mangelfuld og yderst kortfattet begrundelse vilkårligt fastsat, at størrelsen af tilbagesøgningskravet omfatter hele det investerede kapitalbeløb. Kommissionen har for det andet med mangelfuld begrundelse vilkårligt fastsat støtteandelen for garantierne til et urimeligt og urealistisk højt niveau. Sagsøgeren gør gældende, at manglerne og vilkårligheden i Kommissionens begrundelse gør det næsten umuligt for sagsøgeren at imødegå Kommissionens påstande på adækvat vis.

5)

Femte anbringende om fejlagtig anvendelse af regelsættet for referencesatsen

Kommissionen har ved beregningen af støtteandelen i forbindelse med garantierne anvendt sin meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (1) med tilbagevirkende kraft. Den uretmæssige anvendelse med tilbagevirkende kraft har ført til, at den tilbagesøgte støtteandel for garantierne er højere end den ville have været, hvis den korrekte retsakt var blevet lagt til grund, hvilket ifølge sagsøgeren er meddelelse 97/C 273/03 om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (2).

6)

Sjette anbringende om sagsøgerens berettigede forventninger vedrørende statsstøtten

Sagsøgeren havde på grundlag af de i første, andet og tredje anbringende anførte omstændigheder berettigede forventninger om, at regionalregeringens foranstaltninger ikke udgjorde ulovlig statsstøtte. Sagsøgeren fremlagde endvidere spørgsmålet for regionalregeringen, som bekræftede, at foranstaltningerne var omfattet af de anmeldte støtteordninger.

7)

Syvende anbringende, ifølge hvilket Kommissionens afgørelse truer retssikkerheden og krænker de ejendomsretlige ordninger som omhandlet i artikel 345 TEUF

Kommissionen har fuldstændig ignoreret de parallelle investeringer, som Mariehamn by har foretaget, hvilket gør det umuligt for sagsøgeren at behandle aktionærerne ens med hensyn til tilbagesøgningskravet som påkrævet i henhold til præceptive bestemmelser i den finske aktieselskabslov. Kommissionens undladelse fordrejer endvidere det endelige økonomiske resultat for de involverede på en måde, som indebærer, at afgørelsen tilsidesætter artikel 345 TEUF, i henhold til hvilken traktaterne ikke i nogen henseende skal berøre de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne.