Sag T-265/12

Schenker Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence — karteller — internationale luftspeditionstjenester — afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF — fastsættelse af priser — pristillæg og ordninger for prisfastsættelse, der påvirker den endelige pris — beviser indeholdt i en ansøgning om bødefritagelse — beskyttelse af fortroligheden af korrespondancen mellem advokater og klienter — etiske regler om en loyalitetspligt og forbud mod dobbeltrepræsentation — tillidsforpligtelser — påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne — tilregnelse af den ulovlige adfærd — valg af selskaber — bøder — proportionalitet — overtrædelsens grovhed — formildende omstændigheder — ligebehandling — samarbejde — forlig — retningslinjerne for beregning af bøder af 2006«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 29. februar 2016 –

  1. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — Kommissionens skøn — domstolsprøvelse — EU’s retsinstansers fulde prøvelsesret — rækkevidde

    (Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

  2. Konkurrence — administrativ procedure — kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse — anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler — lovlig — betingelser

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

  3. Konkurrence — administrativ procedure — Kommissionens kontrolbeføjelser — beføjelse til at kræve fremlagt en korrespondance mellem en advokat og en klient — grænser — beskyttelse af fortroligheden af en sådan korrespondance — rækkevidde

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2, 17 og 19)

  4. Konkurrence — administrativ procedure — kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse — anvendelse af de oplysninger og bevismateriale, som en virksomhed har fremlagt i sin ansøgning om bødefritagelse — lovlig — advokat, der har tilsidesat forbuddet mod dobbeltrepræsentation eller loyalitetsforpligtelsen — ingen betydning — betingelser

    (Art. 101 TEUF og 102 TEUF)

  5. Konkurrence — transport — konkurrenceregler — luftbefordring — forordning nr. 17 — anvendelsesområde — aktiviteter, som direkte vedrører lufttransportydelser — udelukkelse — aktiviteter, som ikke vedrører selve lufttransportydelsen, men et tidligere eller senere omsætningsled — åbenhed

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 17 og nr. 141, tredje betragtning og artikel 1)

  6. Konkurrence — karteller — afgrænsning af markedet — sagens genstand — fastlæggelse af påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater — mærkbar virkning

    (Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

  7. Konkurrence — karteller — påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne — bedømmelseskriterier

    (Art. 101 TEUF)

  8. Konkurrence — EU-regler — overtrædelser — ansvar — juridisk enhed, som er ansvarlig for overtrædelsen — forsvinden, når Kommissionen vedtager sin afgørelse, eller overdragelse af dens økonomiske aktiviteter til en anden enhed, som har strukturelle forbindelser med denne — tilregnes den økonomiske efterfølger — lovlig

    (Art. 101 TEUF)

  9. Konkurrence — administrativ procedure — kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde — valg af de juridiske enheder, som pålægges en sanktion — skøn — grænser — overholdelse af ligebehandlingsprincippet

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

  10. Retsakt fra institutionerne — begrundelse — forpligtelse — rækkevidde — afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne — Kommissionens mulighed for at afhjælpe en afgørelses mangel på begrundelse under sagen for Unionens retsinstanser — foreligger ikke

    (Art. 101 TEUF og 296 TEUF)

  11. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — fastsættelse af grundbeløbet — fastsættelse af værdien af afsætningen — overtrædelsens grovhed — fastsættelse af bøden i forhold til de forhold, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed — den pågældende virksomheds samlede omsætning — omsætning vedrørende de varer, der er genstand for overtrædelsen — hensyntagen til de respektive omsætningstal — grænser

    (Art. 101, TEUF; chartret for grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  12. Konkurrence — bøder — retningslinjer for beregning af bøder — retlig karakter — vejledende retningslinjer, som indebærer, at Kommissionen har pålagt sig selv en begrænsning af sine skønsbeføjelser — Kommissionens mulighed for at afvige herfra — betingelser

    (Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)

  13. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — fastsættelse af grundbeløbet — fastsættelse af værdien af afsætningen — afsætning gennemført i direkte eller indirekte forbindelse med overtrædelsen — kartel i sektoren for internationale luftspeditionstjenester — kartel vedrørende speditionstjenester som en pakke af tjenesteydelser — hensyntagen til værdien af afsætningen forbundet med speditionstjenester som en pakke af tjenesteydelser — lovlig

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  14. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — fastsættelse af grundbeløbet — fastsættelse af værdien af afsætningen — afsætning gennemført i direkte eller indirekte forbindelse med overtrædelsen — alene begrænset til den afsætning, der reelt var berørt af kartellet — foreligger ikke

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  15. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — retningslinjer vedtaget af Kommissionen — kartel på et marked, som ligger forud for det marked, som er omfattet af overtrædelsen– omstændighed, der forpligter Kommissionen til at fravige retningslinjerne — foreligger ikke

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  16. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — forfølgelse af et formål om almen afskrækkelse — lovlig

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  17. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — kriterier — formildende omstændigheder — kartel på et marked, som ligger forud for det marked, som er omfattet af overtrædelsen — udelukkelse

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)

  18. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — ligebehandlingsprincippet — Kommissionens beslutningspraksis — vejledende karakter

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

  19. Konkurrence — administrativ procedure — overholdelse af retten til forsvar — aktindsigt — rækkevidde — afslag på udlevering af et dokument — følger — nødvendigheden af at sondre mellem belastende dokumenter og ikke-belastende dokumenter i forbindelse med den bevisbyrde, der påhviler den berørte virksomhed

    [Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15, litra b)]

  20. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — tilpasning af grundbeløb — Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for forfulgte virksomheders samarbejde — bindende for Kommissionen — tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning — betingelser

    (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 298/11, punkt 38)

  21. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — retlig ramme — retningslinjer vedtaget af Kommissionen — Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for forfulgte virksomheders samarbejde — Kommissionens skøn — domstolsprøvelse — rækkevidde

    (Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2006/ C 298/11)

  22. Konkurrence — bøder — størrelse — fastsættelse — kriterier — bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde — indrømmelse af en betinget bødefritagelse — betingelse — meddelte oplysninger, som giver Kommissionen mulighed for at have en detaljeret og præcis opfattelse af det formodede kartels type og omfang — foreligger ikke — oplysninger, der skal gøre det muligt at foretage en målrettet inspektion i relation til en påstået overtrædelse

    [Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 298/11, punkt 8, litra a), punkt 9, litra a), og punkt 18]

  23. Konkurrence — administrativ procedure — forligsprocedure — indledning — Kommissionens skøn — rækkevidde

    (Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 773/2004, art. 10a, stk. 1; fjerde betragtning til Kommissionens meddelelse 2008/C 167/01)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 31-34)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 40-42)

  3.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 45 og 46)

  4.  Der findes ikke EU-retlige bestemmelser, der foreskriver, at Kommissionen ikke har ret til at benytte oplysninger og beviser, som den er blevet forelagt af en virksomhed ved en ansøgning om bødefritagelse, hvis den advokat, der har bistået denne virksomhed, har tilsidesat forbuddet mod dobbeltrepræsentation eller loyalitetsforpligtelsen i forhold til sine tidligere klienter.

    Kommissionen skal imidlertid ligeledes under faserne forud for undersøgelsen og ved indhentelsen af oplysninger overholde de grundlæggende rettigheder og de almindelige EU-retlige principper.

    Selv om det forudsættes dels, at reglerne om god advokatskik om et forbud mod dobbeltrepræsentation og om en loyalitetsforpligtelse skal anses for et udtryk for fælles almindelige retsgrundsætninger, der skal tages hensyn til som led i en procedure for Kommissionen, dels at den pågældende advokats adfærd ikke var i overensstemmelse med disse regler, begår Kommissionen ikke en fejl, når den konkluderer, at den med føje kan benytte de oplysninger og beviser, der var indeholdt i ansøgningen om bødefritagelse, når alle oplysninger og beviser var til rådighed for det selskab, der indgav ansøgningen om bødefritagelse, uanset om advokaten havde tilsidesat sin tavshedspligt i forhold til sine tidligere klienter. Endvidere er en virksomhed ikke forpligtet til at lade sig bistå af eller repræsentere ved en advokat, når den udarbejder og indgiver en ansøgning om bødefritagelse. Endelig kan en advokats tilsidesættelse af de nationale etiske regler, der gælder for denne, straffes i henhold til national ret.

    (jf. præmis 48, 52, 53, 55 og 56)

  5.  En virksomheds adfærd skal for i medfør af artikel 1 i forordning nr. 141 om ikke-anvendelse af Rådets forordning nr. 17 på transportsektoren at være undtaget for Rådets forordning nr. 17’s anvendelsesområde have til formål eller følge at begrænse konkurrencen på et transportmarked. Ifølge tredje betragtning til den nævnte forordning skal alene adfærd, som direkte vedrører transportydelser, undtages i henhold til denne artikel.

    Endvidere kan en virksomheds adfærd, som ikke vedrører selve lufttransporten, men et forudgående eller senere marked, ikke anses for direkte at vedrøre transportydelser og er således ikke undtaget i medfør af artikel 1 i forordning nr. 141.

    Endvidere undtager artikel 1 i forordning nr. 141 ikke alle en virksomheds aktiviteter, blot fordi en del af dens aktiviteter vedrører lufttransporttjenester. Selv om en virksomhed efterspørger transporttjenester på et forudgående marked, er dens aktiviteter på et senere marked, som ikke direkte vedrører transporttjenesterne, dermed ikke undtaget i medfør af denne artikel.

    (jf. præmis 77, 78 og 81)

  6.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 141-143)

  7.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 151)

  8.  Når et selskab tilsidesætter de konkurrenceregler, der påhviler det, skal det i henhold til princippet om personligt ansvar stå til regnskab for denne overtrædelse. Princippet om personligt ansvar er imidlertid ikke til hinder for, at et selskabs økonomiske efterfølger i visse tilfælde holdes ansvarlig for dette selskabs adfærd.

    Den økonomiske efterfølger til en juridisk enhed, som er ansvarlig for en overtrædelse af EU-konkurrenceretten, kan således holdes ansvarlig, når den nævnte enhed er ophørt med at eksistere, når Kommissionen vedtager sin afgørelse.

    Når et selskab, der er ansvarlig for en overtrædelse af konkurrenceretten, overfører sin økonomiske aktivitet på det omhandlede marked til et andet selskab på et tidspunkt, hvor disse to selskaber er en del af den samme virksomhed, kan det selskab, hvortil en aktivitet er overført, desuden holdes ansvarligt for de strukturelle forbindelser, der på daværende tidspunkt fandtes mellem de to selskaber.

    I disse to eksempler er det begrundet at pålægge en økonomisk efterfølger ansvaret med henblik på en effektiv gennemførelse af konkurrencereglerne. Såfremt Kommissionen ikke havde en sådan mulighed, ville det nemlig gøres lettere for virksomhederne at kunne undslippe straffe ved at omstrukturere, afstå eller foretage andre juridiske eller organisatoriske ændringer. Der ville opstå fare for virkeliggørelsen af målet om at straffe konkurrencestridig adfærd og om at hindre gentagelse heraf ved hjælp af afskrækkende sanktioner.

    (jf. præmis 189-193)

  9.  Det følger af artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen ved beslutning kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 101 TEUF. Denne bestemmelse henviser alene til muligheden for at pålægge virksomheder sanktioner, men bestemmer ikke, hvilke juridiske enheder bøden kan pålægges. Kommissionen har således et skøn vedrørende valget af de juridiske enheder, som den pålægger en sanktion for at overtræde EU-konkurrenceretten.

    Ved udøvelsen af dette valg er Kommissionen dog ikke fuldstændig frit stillet. Den skal bl.a. overholde de generelle principper i EU-retten og de grundlæggende rettigheder, der er garanteret på EU-plan.

    Når Kommissionen under sin undersøgelse beslutter ikke at pålægge en bestemt kategori af juridiske enheder, som kunne have været en del af den virksomhed, der har begået en overtrædelse, en bøde, skal den således bl.a. overholde ligebehandlingsprincippet.

    Det følger heraf, at de kriterier, som Kommissionen fastsætter for at sondre mellem de juridiske enheder, som den beslutter at pålægge en bøde, og dem, som den beslutter ikke at pålægge en bøde, ikke alene ikke må være vilkårlige, men ligeledes skal anvendes ensartet.

    Kommissionen kan således beslutte ikke at pålægge de tidligere moderselskaber til de datterselskaber, der var berørt af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, en bøde. En sådan tilgang indgår i den skønsmargen, som Kommissionen har. Som led heri kan Kommissionen nemlig tage hensyn til, at en tilgang med henblik på at pålægge alle de juridiske enheder, der kan holdes ansvarlige for en overtrædelse, sanktioner, kan gøre dens undersøgelser væsentligt mere byrdefulde.

    Kommissionen overskrider således ikke grænserne for sit skøn, når den alene pålægger de selskaber, der var direkte indblandet i overtrædelsen, samt de moderselskaber, der kunne holdes ansvarlige for deres adfærd, og ikke deres tidligere moderselskaber en bøde.

    (jf. præmis 211-214, 216, 217 og 219)

  10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 229-231 og 424-428)

  11.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 244-248 og 276)

  12.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 251 og 252)

  13.  I medfør af punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 identificerer Kommissionen værdien af afsætningen af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen. Hvad angår et kartel inden for sektoren for internationale luftspeditionstjenester vedrørende en ny eksportordning, der vedrører speditionstjenester som en pakke af tjenesteydelser, overskrider Kommissionen ikke de grænser, som den har pålagt sig selv ved retningslinjernes punkt 13, når den benytter værdien af afsætningen forbundet med speditionstjenesterne som en pakke af tjenesteydelser og ikke alene værdien af afsætningen forbundet med indberetningstjenesterne i den nye eksportordning.

    (jf. præmis 256)

  14.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 267, 268 og 270)

  15.  Eksistensen af et kartel vedrørende et forudgående marked, som er omfattet af den overtrædelse, for hvilken der pålægges en bøde, kan ikke anses for en omstændighed, der forpligter Kommissionen til at fravige den almindelige metode, der er fastsat i punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003.

    Anvendelsen af kriteriet om værdien af afsætningen som udgangspunkt for bødeberegningen er bl.a. begrundet ved, at den del af den samlede omsætning, der hidrører fra salget af de varer eller tjenester, som er genstand for overtrædelsen, er bedst egnet til at afspejle overtrædelsens økonomiske betydning, og at der er tale om et let anvendeligt, objektivt kriterium.

    En tilgang, hvorefter eksistensen af et ulovligt kartel, der omfatter et forudgående marked, forpligter Kommissionen til at tilpasse værdien af afsætningen forbundet med en overtrædelse, der vedrører et senere marked, ville indføre en usikkerhedsfaktor allerede under den første etape af bødeberegningen. For det første er størrelsen af de fradrag, der skal foretages, nemlig generelt svær at fastsætte. For det andet skal der for at overholde ligebehandlingsprincippet ikke alene foretages fradrag, såfremt et ulovligt kartel vedrører et forudgående marked, men mere generelt i alle tilfælde, hvor faktorer, der må anses for stridende med EU-retten, kan have en direkte eller indirekte betydning for priserne på de pågældende varer eller tjenesteydelser. For det tredje vil en sådan tilgang medføre, at grundlaget for bødeberegningen risikerer at blive anfægtet efter vedtagelsen af Kommissionens afgørelse i tilfælde, hvor de faktorer, som direkte eller indirekte kan påvirke priserne på input, opdages efter denne dato. En sådan tilgang kan således give anledning til endeløse og uløselige tvister, herunder påstande om forskelsbehandling.

    (jf. præmis 276, 278 og 280)

  16.  Værdien af afsætningen benyttes for at afspejle overtrædelsens økonomiske betydning, ikke alene fordi den er bedst egnet til at afspejle denne overtrædelses økonomiske betydning og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning, men fordi der er tale om et let anvendeligt, objektivt kriterium. Den sidstnævnte egenskab ved værdien af afsætningen gør det nemmere for virksomhederne at forudsige Kommissionens handlinger og giver dem mulighed for at vurdere størrelsen af den bøde, som de udsætter sig for, når de beslutter sig for at deltage i et ulovligt kartel. Anvendelsen af kriteriet om værdien af afsætningen i 2 punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 forfølger således bl.a. et formål om almen afskrækkelse. Intet er til hinder for, at Kommissionen som led i den opgave med tilsyn med overholdelsen af EU-konkurrenceretten, som den er tildelt ved traktaten, forfølger et formål om almen afskrækkelse, når den fastsætter den almindelige metode til bødeberegningen.

    (jf. præmis 291)

  17.  I punkt 29 i punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 er fastsat en ikke-udtømmende liste over formildende omstændigheder, som på visse betingelser kan føre til en nedsættelse af bødens grundbeløb.

    Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været, for at fastslå, om der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

    Det er ikke muligt at knytte eksistensen af et kartel på et forudgående marked til de formildende omstændigheder, der udtrykkeligt er nævnt i retningslinjernes ovennævnte punkt 29.

    (jf. præmis 317-319)

  18.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 326-329 og 431)

  19.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 341-345)

  20.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 361)

  21.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 362)

  22.  Når Kommissionen modtager en ansøgning om bødefritagelse i henhold til punkt 8, litra a), i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, er den endnu ikke bekendt med det pågældende kartel. Som det er præciseret i fodnote 1 i meddelelsens punkt 8, litra a), er den forpligtet til at foretage en vurdering ex ante af ansøgningen om bødefritagelse, og denne vurdering sker udelukkende på grundlag af, hvilken type oplysninger virksomheden fremlægger, og hvad de omfatter.

    Denne meddelelse er således ikke til hinder for, at Kommissionen indrømmer en virksomhed betinget bødefritagelse, selv om de oplysninger, som virksomheden har fremlagt, endnu ikke giver den mulighed for at have en detaljeret og præcis opfattelse af det formodede kartels type og omfang.

    Selv om den virksomhed, som ansøger om bødefritagelse, i henhold til meddelelsens punkt 9, litra a), skal forsyne Kommissionen med en detaljeret beskrivelse af bl.a. det påståede kartel og dets geografiske udstrækning samt dets specifikke indhold, gælder denne forpligtelse således kun i det omfang, virksomheden har kendskab til oplysningerne på tidspunktet for ansøgningen. Endvidere har det forhold, at en virksomhed medvirker til at afsløre et kartel, som Kommissionen endnu ikke har kendskab til, en værdi i sig selv, der kan begrunde en bødefritagelse. Formålet med den ovennævnte meddelelses punkt 8, litra a), og punkt 18 er nemlig at gøre det nemmere for Kommissionen at opdage ukendte overtrædelser, som ville forblive ukendte, hvis en virksomhed, der fremsatte en ansøgning om bødefritagelse, ikke fremlagde bevismateriale.

    Meddelelsens punkt 8, litra a), punkt 9 og 18 kræver dermed ikke, at forhold, som er fremlagt af en virksomhed, skal udgøre oplysninger og bevismateriale, der specifikt vedrører overtrædelser, som Kommissionen fastslår, når den afslutter den administrative procedure. Det er tilstrækkeligt, at de har sat Kommissionen i stand til at foretage en målrettet inspektion i relation til en påstået overtrædelse, som dækker den eller de overtrædelser, som Kommissionen fastslår ved afslutningen af denne procedure.

    (jf. præmis 368-371)

  23.  I henhold til artikel 10a, stk. 1, i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF, som ændret ved forordning nr. 622/2008, kan Kommissionen fastsætte en frist for parterne, for at de skriftligt kan tilkendegive, at de er rede til at deltage i forligsforhandlinger med henblik på eventuelt at indgive et forligsindlæg. Det følger således klart af ordlyden af denne bestemmelse, at Kommissionen ikke er forpligtet til at kontakte parterne, men at den har en skønsmargen i denne henseende. Denne forståelse af artikel 10a, stk. 1, i forordning nr. 773/2004, som ændret, bekræftes af fjerde betragtning til forordning nr. 622/2008, hvorefter Kommissionen har en bred skønsbeføjelse til at afgøre, hvilke sager der egner sig til, at den sonderer parternes interesse i at indlede forligsforhandlinger, eller at den beslutter at indlede sådanne forhandlinger, afbryde dem eller indgå endeligt forlig.

    Kommissionens praksis er i overensstemmelse med denne tilgang. Det følger således af punkt 6 i Kommissionens meddelelse om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i kartelsager, at Kommissionen, hvis den finder, at en sag principielt egner sig til at blive afgjort ved forlig, vil sondere alle sagens parters interesse i et forlig, selv om parterne i en sag ikke har ret til denne form for procedure. Det følger klart af dette punkt, at det kun er, såfremt Kommissionen finder, at en sag egner sig til at blive afgjort ved forlig, at den er forpligtet til at sondere de berørte virksomheders interesse. Dette punkt fastsætter dermed endvidere muligheden for, at den kan finde, at en sag ikke egner sig til forligsbehandling, uden at den først skal være i kontakt med de berørte parter og have sonderet deres interesse i at indgå et forlig.

    Eftersom en forligsmæssig løsning tilsigter at udnytte Kommissionens midler bedst muligt ved at pålægge effektive sanktioner og træffe hurtig afgørelse, skal Kommissionen i henhold til fjerde betragtning til forordning nr. 622/2008 tage hensyn til sandsynligheden for, at man inden for et rimeligt tidsrum når til en forståelse med de implicerede parter med hensyn til de potentielle klagepunkter. Kommissionen kan som led heri tage hensyn til faktorer som antallet af implicerede parter, hvilke modstridende holdninger angående ansvarets fordeling der kan forventes, og i hvilket omfang Kommissionens sagsfremstilling kan ventes at blive anfægtet. Det følger ligeledes af denne betragtning, at Kommissionen kan tage hensyn til andre faktorer end dem, der vedrører effektivitetsgevinster, såsom muligheden for at skabe præcedens.

    Den omstændighed, at virksomhederne tilkendegiver deres interesse i at deltage i et forlig, er en af de faktorer, som Kommissionen kan tage hensyn til for at afgøre, om en sag er egnet til en forligsmæssig løsning, idet denne faktor kan påvirke sandsynligheden for, at man inden for et rimeligt tidsrum når til en forståelse med de implicerede parter med hensyn til de potentielle klagepunkter. Vægten af en sådan tilkendegivelse kan imidlertid variere alt efter procedurens stadie. I et tilfælde, hvor Kommissionen uden at begå fejl har besluttet ikke at vælge en forligsmæssig løsning og allerede har indledt en procedure uden forlig, kan de effektivitetsgevinster, der kan følge af en forligsmæssig løsning, vise sig at være mere begrænsede.

    (jf. præmis 395, 396, 402 og 417)