Appel iværksat den 27. august 2012 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 14. juni 2012 i sag T-396/09, Vereniging Milieudefensie og Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht mod Kommissionen

(Sag C-403/12 P)

2013/C 9/44

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P. Oliver, J.-P. Keppenne, G. Valero Jordana og P. van Nuffel, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Vereniging Milieudefensie, Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht, Kongeriget Nederlandene, Europa-Parlementet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen vedrører i det væsentlige spørgsmålet, om Retten, navnlig henset til Domstolens dom af 8. marts 2011 i sag C-240/09, var berettiget til at efterprøve gyldigheden af artikel 10, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk.1, litra g), i forordning (EF) nr. 1367/2006 (1) i henhold til Århus-konventionens (2) artikel 9, stk. 3.

Kommissionen har fremført to anbringender til støtte for appellen.

For det første fastslog Retten med urette, selv om den ganske vist korrekt anførte de strenge betingelser, i henhold til hvilke borgerne efter Domstolens praksis kan påberåbe sig bestemmelser i internationale konventioner med henblik på efterprøvelse af gyldigheden af Unionens retsakter (navnlig, at en prøvelse af en konventions bestemmelser kun er mulig, når konventionens art og opbygning ikke er til hinder herfor og de bestemmelser, der påberåbes, henset til deres indhold fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise), at den undtagelse til disse betingelser, som følger af den såkaldte Fediol og Nakajima-praksis (Domstolens dom af 22.6.1989, sag 70/89, og af 7.5.1991, sag C-69/89) også finder anvendelse på Århus-konventionens artikel 9, stk. 3.

Domstolen har i sin dom i sag C-240/09 allerede fastslået, at Århus-konventionens artikel 9, stk. 3, ikke er umiddelbart anvendelig. Desuden skal Fediol og Nakajima-praksis som en undtagelse fortolkes indskrænkende. Den er hidtil kun anvendt på området for handelspolitik og kan alene finde anvendelse på andre områder, såfremt betingelserne herfor klart er opfyldt, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Artikel 10 i forordning nr. 1367/2006 indeholder nemlig ingen henvisning til Århus-konventionens bestemmelser, og bestemmelsen indeholder heller ingen gennemførelse af en særlig pligt i henhold til denne konvention i den betydning, hvori begrebet er anvendt i henhold til Nakajima-praksis. Endelig er Århus-konventionens artikel 9, stk. 3 ikke tilstrækkeligt klar og præcis til, at undtagelsen i henhold til Nakajima-praksis kan finde anvendelse.

For det andet har Kommissionen subsidiært gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af Århus-konventionens artikel 9, stk. 3, idet den fastslog, at artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006 alene er i strid med bestemmelsen, fordi den prøvelsesprocedure, der er omhandlet i artikel 10, er begrænset til handlinger med individuel rækkevidde, mens Retten i stedet konkret skulle have efterprøvet, om Århus-konventionens artikel 9, stk. 3 er tilstrækkeligt gennemført med hensyn til samtlige de retssager, som private kan anlægge på nationalt og EU-plan.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).

(2)  Århus-konventionen af 25.6.1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klager på miljøområdet, godkendt ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17.2.2005 (EUT L 124, s. 1).