11.8.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 243/9 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Napoli (Italien) den 11. juni 2012 — Oreste Della Rocca mod Poste Italiane SpA
(Sag C-290/12)
2012/C 243/17
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale di Napoli
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Oreste Della Rocca
Sagsøgt: Poste Italiane SpA
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Under hensyn til bl.a. henvisningen i præmis 36 i Domstolens kendelse af 15. september 2010 (sag C-386/09, Briot), ønskes oplyst, om direktiv 1999/70/EF (1), navnlig § 2 [i bilaget], også omfatter et tidsbegrænset ansættelsesforhold mellem en vikaransat og et vikarbureau eller mellem en vikaransat og en brugervirksomhed, og dermed om direktiv 1999/70/EF regulerer disse forhold. |
2) |
Det ønskes oplyst, om en bestemmelse, der giver adgang til at fastsætte en tidsfrist i en ansættelseskontrakt med et vikarbureau og til at forny kontrakten af tekniske, organisations- eller produktionsmæssige hensyn, som ikke vedrører bureauet og det specifikke tidsbegrænsede ansættelsesforhold, men som sker på grundlag af generelle krav til den vikaransatte uden tilknytning til det specifikke ansættelsesforhold[,] såfremt ingen andre begrænsninger foreligger, opfylder kravene i § 5, stk. 1, litra a), i [bilaget til] direktiv 1999/70/EF, eller kan udgøre en omgåelse af direktivet. Endvidere ønskes oplyst, om de objektive hensyn nævnt i § 5, stk. 1, litra a), i [bilaget til] direktiv 1999/70/EF skal præciseres i et dokument og omhandle det specifikke tidsbegrænsede ansættelsesforhold og fornyelsen heraf, således at en henvisning til de generelle objektive hensyn, som begrundede indgåelse af vikarformidlingsaftalen, ikke kan anses for tilstrækkelig med hensyn til opfyldelsen af § 5, litra a). |
3) |
Er § 5 i [bilaget til] direktiv 1999/70/EF til hinder for, at misbrugets konsekvenser påhviler tredjemand, hvilket i den foreliggende sag vil sige brugervirksomheden? |
(1) EFT L 175, s. 43.