25.8.2012

Den Europæiske Unions Tidende

C 258/8

Appel iværksat den 11. maj 2012 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. marts 2012 i forenede sager T-29/10 og T-33/10, Nederland og ING Groep mod Kommissionen

(Sag C-224/12 P)

2012/C 258/14

Processprog: nederlandsk og engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, S. Noë og H. van Vliet, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Koninkrijk der Nederlanden, ING Groep NV og De Nederlandsche Bank NV

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom (Første Afdeling) af 2. marts 2012 i de forenede sager T-29/10 og T-33/10, Nederland og ING Groep mod Kommissionen, der blev meddelt Kommissionen den 6. marts 2012, ophæves.

—	Påstanden om delvis annullation af Kommissionens beslutning (1) af 18. november 2009 om Nederlandenes statsstøtte C 10/09 (ex N 138/09) til fordel for ING’s back-up facilitet for illikvide aktiver og omstruktureringsplan afvises.

—	Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne

—

Subsidiært

—	Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

—	Afgørelsen om sagens omkostninger for begge retsinstanser udsættes.

—

Mere subsidiært

—	Den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 3, annulleres.

—	Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale de med appelsagen forbundne omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves af følgende grunde:

For det første er der ingen retlig forpligtelse til at anvende det markedsøkonomiske investorprincip i forhold til en ændring af tilbagebetalingsvilkårene for en foranstaltning, der selv udgør statsstøtte.

For det andet har Retten foretaget en fejlagtig bedømmelse af medlemsstatens indtægtstab på grund af de ændrede tilbagebetalingsvilkår, som blev undersøgt i Kommissionens beslutning af 18. november 2009 om Nederlandenes statsstøtte C 10/09 (ex N 138/09) til fordel for ING’s back-up facilitet for illikvide aktiver og omstruktureringsplan (herefter »den anfægtede beslutning«).

For det tredje havde Retten ikke ret til at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1, selv om det var med urette, at Kommissionen havde kvalificeret de ændrede tilbagebetalingsvilkår som statsstøtte.

For det fjerde har Retten begået en retlig fejl, idet den fastslog, at den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 2, nødvendigvis var ulovlig, fordi Kommission har konkluderet, at de ændrede tilbagebetalingsvilkår indeholdt et element af statsstøtte.

For det femte har Retten truffet afgørelse ultra petita ved at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 2 og dennes bilag II.

For det sjette og subsidiært, såfremt det er med rette, at Retten har annulleret den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1 og 2, og dennes bilag II, kunne Retten ikke undlade at annullere samme artikels stk. 3 i den anfægtede beslutning.

(1) Kommissionens Beslutning 2010/608/EF (EUT L 274, s. 139).