11.8.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 243/4

1)

Skal artikel 49 TEUF eller 56 TEUF fortolkes således, at en i Belgien hjemmehørende virksomhed ved en belgisk domstol kan støtte ret på unionsrettens grundlæggende principper, især den forpligtelse til gennemsigtighed, der følger af disse artikler, for så vidt angår en aftale, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for et af direktiverne om offentlige indkøb, og hvorved en belgisk myndighed overdrager rettigheder til en anden belgisk virksomhed uden at have organiseret et offentligt udbud?

2)

Kan ønsket om at forhindre en krænkelse af et særligt kontraktmæssigt forhold, der i sig selv ikke er anfægtet, mellem en offentligretlig juridisk person og privatretlig person, der ikke kontrolleres af den offentligretlige juridiske person, eller afslutning af en transaktion eller indgåelse af et forlig med det formål at afslutte en bestående tvist med hensyn til fortolkningen af det nævnte kontraktmæssige forhold, hvorved forliget tager udgangspunkt i parternes rettigheder i henhold til en foreløbig retsafgørelse, og myndighedens aktiviteter uden forliget kunne lide en alvorlig skade og værdiforringelse og forbrugerne indtil videre blive afskåret fra adgang til tjenesteydelser, anses for et tvingende alment hensyn eller i det mindste for en objektiv omstændighed, der giver den offentligretlige juridiske person hjemmel til som en undtagelse og under fravigelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF og den deraf flydende forpligtelse til gennemsigtighed at undlade at afholde offentligt udbud og tildele ordren direkte?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal den førnævnte transaktion eller det førnævnte forlig for ikke at begrænse de nævnte grundlæggende friheder, der er sikret ved unionsretten, videre end nødvendigt for at nå det tilsigtede formål, da begrænses til hvad der er strengt nødvendigt for at afslutte den opståede tvist, eller kan parterne med henblik på fremtidige tvister indgå et mere vidtrækkende forlig, der har en rimelig og logisk sammenhæng med tvisten, og som samtidigt sikrer forbrugernes rettigheder og indebærer en værdimaksimering af den overdragne aktivitet?