Appel iværksat den 26. marts 2012 af Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mbH til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 9. januar 2012 i sag T-407/09, Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-145/12 P)

(2012/C 138/15)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mbH (ved Rechtsanwalt M. Núñez-Müller og Rechtsanwältin J. Dammann de Chapto)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Bavaria Immobilien Beteiligungsgesellschaft mbH & Co. Objekte Neubrandenburg KG og Bavaria Immobilien Trading GmbH & Co. Immobilien Leasing Objekt Neubrandenburg KG

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)	den appellerede kendelse ophæves i sin helhed

der træffes endelig afgørelse i sagen, og Kommissionens beslutning af 29. juli 2009 (D/53320) annulleres, under alle omstændigheder træffes der endelig afgørelse vedrørende formaliteten, for så vidt angår søgsmålet i sag T-407/09,

subsidiært:

det fastslås, at Kommissionen under tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold til artikel 108 TEUF og forordning (EF) nr. 659/1999 har undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF

3)	Kommissionen og intervenienterne tilpligtes at betale omkostningerne vedrørende appelsagen og vedrørende behandlingen af sag T-407/09 i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Rettens kendelse af 9. januar 2012 i sag T-407/09, hvorved Retten afviste appellantens søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens påståede beslutning i en skrivelse af 29. juli 2009, der fastslår, at visse kontrakter indgået af sagsøgeren vedrørende salg af boliger inden for rammerne af privatisering af offentlige boliger i Neubrandenburg, ikke falder inden for anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, og om at det fastslås, at Kommissionen har forholdt sig passivt i artikel 232 EF’s forstand, for så vidt som den har undladt at undersøge kontrakterne på grundlag af artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 (EFT L 83, s. 1).

Appellanten har i det væsentlige anført fire appelanbringender til støtte for appellen:

For det første er den appellerede kendelse i strid med artikel 263, stk. 4, TEUF, da Retten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at Kommissions skrivelse af 29. juli 2009 ikke udgør en afgørelse, der kan anfægtes som omhandlet i denne bestemmelse. Retten har alene fortolket skrivelsen efter dens ordlyd. I henhold til de principper, der er udviklet i Domstolens faste praksis, skulle Retten imidlertid have taget skrivelsens beskaffenhed, Kommissionens hensigt med skrivelsen og den sammenhæng, hvori skrivelsen blev udfærdiget, i betragtning.

For det andet er den appellerede kendelse i strid med det EU-retlige princip om effektiv domstolsbeskyttelse. Retten begrundede i det væsentlige den manglende mulighed for at anfægte Kommissionens skrivelse af 29. juli 2009 med, at Kommissionen havde betegnet den i skrivelsen indeholdte bedømmelse af støtten som »foreløbig«. Såfremt Kommissionen kunne gøre en endelig retlig bedømmelse til en foranstaltning uden retsvirkninger alene derved, at den betegner sin bedømmelse som »foreløbig«, ville den have et frit skøn med henblik på at afgøre, hvornår dens afgørelser er anfægtelige.

For det tredje tilsidesætter den appellerede kendelse artikel 265 TEUF, da Retten på den ene side afviste, at skrivelsen af 29. juli 2009 kunne anfægtes, mens den på den anden side med urette tillige afviste, at betingelserne for at realitetsbehandle annullationssøgsmålet var opfyldt. Dermed blev appellanten frataget samtlige muligheder for domstolsbeskyttelse.

Endelig indeholder kendelsen flere begrundelsesmangler og tilsidesætter dermed begrundelsespligten i artikel 81 i Rettens procesreglement.