|
2.6.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 157/2 |
Sag anlagt den 28. februar 2012 — Europa-Parlamentet mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-103/12)
2012/C 157/02
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Europa-Parlamentet (ved L.G. Knudsen, I. Díez Parra og I. Liukkonen, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
|
— |
Rådets afgørelse 2012/19/EU (1) af 16. december 2011 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af erklæringen om tildeling af fiskerimuligheder i EU-farvande til fiskerfartøjer, der fører Den Bolivariske Republik Venezuelas flag, i den eksklusive økonomiske zone ud for Fransk Guyanas kyst, annulleres. |
|
— |
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med søgsmålet har Europa-Parlamentet nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 2012/19/EU af 16. december 2011 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af erklæringen om tildeling af fiskerimuligheder i EU-farvande til fiskerfartøjer, der fører Den Bolivariske Republik Venezuelas flag, i den eksklusive økonomiske zone ud for Fransk Guyanas kyst. Parlamentet anfægter det anvendte retsgrundlag. Det anfører i hovedsagen, at artikel 43, stk. 3, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra b), TEUF ikke kan udgøre det korrekte retsgrundlag, da den pågældende retsakt svarer til en international aftale om adgang til EU-farvande med henblik på udøvelsen af fiskeriaktiviteter af en tredjestat. Retsakten burde derfor have været vedtaget på grundlag af artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, litra a), TEUF og altså efter godkendelse af Europa-Parlamentet.
Subsidiært er Parlamentet af den opfattelse, at Rådet ved at have anvendt proceduren foreskrevet i artikel 218, stk. 6, litra b), TEUF har anlagt en forkert fortolkning af litra a), i samme stykke. Selv hvis det antages, at artikel 43, stk. 3, TEUF kan udgøre den rette hjemmel for en intern EU-retsakt, som har det samme indhold, som den anfægtede afgørelse, hvilket Parlamentet bestrider, forholder det sig ikke desto mindre således, at den fælles fiskeripolitik ved indgåelsen af internationale aftaler i EU udgør en uadskillelig del af proceduren. Derfor er enhver aftale på dette område en »aftale[…], som dækker områder, hvor den almindelige lovgivningsprocedure […] finder anvendelse« i henhold til artikel 218, stk. 6, litra a), TEUF. Således burde retsakten under alle omstændigheder have været vedtaget under iagttagelse af godkendelsesproceduren ifølge nævnte litra a).