Sag C-565/12

LCL Le Crédit Lyonnais SA

mod

Fesih Kalhan

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal d’instance d’Orléans)

»Forbrugerbeskyttelse — forbrugerkreditaftaler — direktiv 2008/48/EF — artikel 8 og 23 — forpligtelse for kreditgiveren til at efterprøve låntagerens kreditværdighed, inden der indgås en kontrakt — national bestemmelse, der fastsætter et krav om søgning i en database — fortabelse af retten til kontraktbestemte renter i tilfælde af tilsidesættelse af en sådan forpligtelse — sanktion, der er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. marts 2014

  1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen

    (Art. 267 TEUF)

  2. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning – nationale domstoles pligter – forpligtelse til overensstemmende fortolkning

    (Art. 288, stk. 3, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48)

  3. Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – forpligtelse for kreditgiveren til at efterprøve låntagerens kreditværdighed – kreditgiverens tilsidesættelse af denne forpligtelse – national sanktionsordning – fortabelse af retten til kontraktbestemte renter – bevarelse af retten til forhøjede lovbestemte renter – ikke tilladt – betingelse – de beløb, som kreditgiveren opkræver som følge af fortabelsen af retten til renter, er ikke betydeligt lavere end dem, kreditgiveren havde kunnet opkræve, hvis han havde overholdt forpligtelsen – den nationale rets vurdering

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48, art. 23)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 37 og 38)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 54)

  3.  Artikel 23 i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelse af en national sanktionsordning, hvorefter en kreditgiver i tilfælde af dennes tilsidesættelse af forpligtelsen til forud for indgåelsen af en aftale at vurdere en låntagers kreditværdighed ved at søge i en relevant database fortaber retten til kontraktbestemte renter, men fuldt ud har ret til lovbestemte renter, der forfalder fra tidspunktet for afsigelsen af en retsafgørelse, der pålægger låntageren at betale de skyldige beløb, idet de lovbestemte renter i øvrigt forhøjes med fem point, hvis låntageren ikke har betalt sin gæld inden for en frist på to måneder efter afsigelsen af retsafgørelsen, hvis den nationale ret fastslår, at de beløb, som kreditgiveren faktisk kan opkræve som følge af anvendelsen af sanktionen med fortabelse af retten til renter, i et tilfælde som indebærer øjeblikkelig opkrævning af lånets restgæld på grund af låntagerens misligholdelse, ikke er betydeligt lavere end dem, kreditgiveren havde kunnet opkræve, hvis han havde overholdt sin forpligtelse til at efterprøve låntagerens kreditværdighed.

    (jf. præmis 55 og domskonkl.)