—

DAS Nederlandse Rechtsbijstand Verzekeringsmaatschappij NV ved advocaten J.W.H. van Wijk og B.J. Drijber

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

den østrigske regering ved A. Posch, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved F. Wilman og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring (EFT L 185, s. 77), der finder tidsmæssig anvendelse i hovedsagen.

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Jan Sneller og DAS Nederlandse Rechtsbijstand Verzekeringsmaatschappij NV (herefter »DAS«), der er et forsikringsselskab, vedrørende godtgørelse af udgifter til retshjælp udøvet af en advokat, som forsikringstageren har valgt.

3

Følgende fremgår af 11. betragtning til direktiv 87/344:

»Hensynet til den retshjælpssikredes interesser indebærer, at denne, når der foreligger en interessekonflikt, selv kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som har de af den nationale lovgivning krævede kvalifikationer for at kunne give møde under en sag behandlet retsligt eller administrativt.«

4

Direktivets artikel 1 bestemmer:

»Formålet med dette direktiv er at samordne de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring […] for herved at lette den faktiske udøvelse af etableringsfriheden og i videst muligt omfang undgå enhver interessekonflikt bl.a. som følge af, at forsikringsgiveren dækker en anden sikret eller dækker sikrede både med hensyn til retshjælp og med hensyn til [andre klasser], og såfremt en sådan konflikt måtte opstå, muliggøre en løsning heraf.«

5

Direktivets artikel 2, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Dette direktiv gælder for retshjælpsforsikring. Denne består i mod præmiebetaling at forpligte sig til at dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdækningen, bl.a. med henblik på:

6

Direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Af enhver forsikringsaftale om retshjælp skal det udtrykkeligt fremgå:

7

Artikel 5 i direktiv 87/344 bestemmer:

»1.   De enkelte medlemsstater kan undtage retshjælpsforsikring fra anvendelsen af artikel 4, stk. 1, hvis samtlige nedenstående betingelser er opfyldt:

2.   Den undtagelse, som en medlemsstat indrømmer en virksomhed i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 3, stk. 2.«

8

Artikel 4:67, stk. 1, i Wet op het financieel toezicht (lov om finansielt tilsyn) har følgende ordlyd:

»En retshjælpsforsikrer skal drage omsorg for, at det i aftalen med hensyn til dækning af retshjælpsbistand udtrykkeligt bestemmes, at det står den forsikrede frit for at vælge en advokat eller en anden retligt autoriseret sagkyndig, såfremt:

9

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Jan Sneller har tegnet en retshjælpsforsikring hos Reaal Schadeverzekeringen NV. I forsikringsaftalen udpeges DAS som det selskab, der skal sikre gennemførelsen af retshjælpsdækningen.

10

Aftalen fastsætter ligeledes, at sagerne behandles af DAS’ egne medarbejdere. Hvis en sag imidlertid i henhold til aftalen eller ifølge DAS skal overdrages til ekstern rådgivning, har forsikringstageren ret til at udpege en advokat eller sagkyndig efter eget valg.

11

I hovedsagen ønsker Jan Sneller at anlægge sag mod sin tidligere arbejdsgiver med krav om betaling af erstatning for uberettiget afskedigelse. Med henblik herpå ønsker han bistand fra en advokat efter eget valg, samt at hans retshjælpsforsikrer dækker udgifterne til retshjælpen. DAS har givet samtykke til, at der indledes et sådant søgsmål, men er af den opfattelse, at den aftale, som Jan Sneller har indgået, ikke i et sådant tilfælde dækker godtgørelse af retshjælpsudgifter til en advokat, som den sikrede har valgt. DAS har anført, at selskabet kun kan tilbyde Jan Sneller juridisk bistand fra en af sine egne medarbejdere, som ikke er advokat.

12

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at i henhold til nederlandsk ret er juridisk bistand ikke obligatorisk inden for rammerne af den sag, som Jan Sneller vil anlægge mod sin tidligere arbejdsgiver.

13

Da DAS afslog at godtgøre udgifterne til juridisk bistand hos en advokat valgt af Jan Sneller, nedlagde sidstnævnte for voorzieningenrechter te Amsterdam (ret i Amsterdam, som træffer afgørelse i sager om foreløbige forholdsregler) påstand om, at DAS blev pålagt at betale nævnte udgifter. Ved dom af 8. marts 2011 gav voorzieningsenrechter te Amsterdam ikke medhold i denne påstand.

14

Denne afgørelse blev stadfæstet ved Gerechtshof te Amsterdams (appelretten i Amsterdam) dom af 26. juli 2011. Gerechtshof te Amsterdam fandt, at artikel 4:67, stk. 1, litra a), i Wet op het financieel toezicht skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor aftalen omhandler en retshjælpsforsikring med naturalydelser, opstår retten til frit advokatvalg ikke ved den blotte beslutning om at anlægge sag til fordel for forsikringstageren, men at det også er nødvendigt, at retshjælpforsikreren beslutter, at retshjælpen skal udføres ved ekstern rådgivning og ikke af en af forsikrerens medarbejdere. Det er kun i dette tilfælde, at der opstår en interessekonflikt, som artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 søger at undgå.

15

Jan Sneller indbragte denne dom for den forelæggende ret. Ifølge sidstnævnte foreligger der såvel ved en analyse af forskellige sprogversioner af artikel 4, stk. 1, i direktiv 87/344 som i dom af 10. september 2009, Eschig (sag C-199/08, Sml. I, s. 8295), og af 26. maj 2011, Stark (sag C-293/10, Sml. I, s. 4711), vægtige argumenter til støtte for det synspunkt, at aftalebetingelserne i en situation, hvor der ønskes anlagt en retslig eller administrativ sag, altid skal give forsikringstageren mulighed for frit at vælge sin rådgiver.

16

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den afgørelse, som den skal træffe i hovedsagen, vil kunne få visse sociale konsekvenser, idet det vil være uundgåeligt, at forsikringspræmien stiger – og sandsynligvis meget – såfremt en sådan fortolkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 87/344 antages.

17

Det er på denne baggrund, at Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes højesteret) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

18

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en retshjælpsforsikrer, som i sine forsikringsaftaler fastsætter, at retshjælpen i princippet ydes af forsikrerens medarbejdere, ligeledes fastsætter, at udgifterne til retshjælp ydet af en advokat eller repræsentant, som forsikringstageren frit har valgt, kun godtgøres, såfremt forsikreren finder, at sagens behandling skal overdrages til en ekstern rådgiver.

19

Det bemærkes herved, at den passive form, der i artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 er anvendt til udtrykket »når [en advokat] er påkrævet« – som også findes i den tyske, den engelske og den nederlandske version af bestemmelsen – ifølge DAS viser, at bestemmelsen ikke fastlægger, om det under en sådan sag tilkommer forsikreren eller forsikringstageren at vurdere, om det er nødvendigt at gøre brug af en ekstern rådgiver. Heraf følger, at DAS frit kan regulere dette spørgsmål i sine forsikringsaftaler, da nævnte bestemmelse kan forstås således, at den bestemmer, at »den sikrede frit kan vælge sin advokat […], når [forsikreren beslutter, at] det er påkrævet«.

20

En sådan restriktiv fortolkning af artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 kan ikke tiltrædes.

21

Selv om det er korrekt, at ordlyden af artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 ikke i sig selv gør det muligt at fastlægge rækkevidden af udtrykket »den sikrede [kan frit] vælge sin advokat […], når det er påkrævet«, skal der dog for det første ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (Eschig-dommen, præmis 38).

22

Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af såvel 11. betragtning til direktiv 87/344 som direktivets artikel 4, stk. 1, at hensynet til den retshjælpssikredes interesser indebærer, at denne frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som har de af den nationale lovgivning krævede kvalifikationer for at kunne give møde under en sag behandlet retsligt eller administrativt (Stark-dommen, præmis 28).

23

Det følger således af artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344, sammenholdt med 11. betragtning hertil, at forsikringstagerens frie valg af advokat ikke kan begrænses alene til de situationer, hvor forsikreren beslutter, at der skal anvendes en ekstern rådgiver.

24

Som Europa-Kommissionen har gjort gældende, bemærkes for det andet, at det formål, der forfølges med direktiv 87/344 og navnlig direktivets artikel 4, om i vidt omfang at beskytte de forsikredes interesser (jf. i denne retning Eschig-dommen, præmis 45) ikke er forenelig med en restriktiv fortolkning af direktivets artikel 4, stk. 1, litra a), således som DAS har foreslået.

25

Herved bemærkes, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 87/344 vedrørende det frie valg af repræsentant har almindelig rækkevidde og et obligatorisk indhold (jf. Eschig-dommen, præmis 47, og Stark-dommen, præmis 29).

26

For så vidt angår spørgsmålet om forsikringspræmiernes størrelse bemærkes for det tredje, at de forskellige fremgangsmåder vedrørende udøvelsen af den forsikredes ret til frit at vælge sin repræsentant ikke udelukker, at der i visse tilfælde kan indføres begrænsninger af de udgifter, som kan dækkes af forsikrerne.

27

Ifølge Domstolens praksis indebærer friheden til at vælge i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, i direktiv 87/344, således ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til under alle omstændigheder at pålægge forsikrerne at dække det fulde beløb af de udgifter, der er afholdt inden for rammerne af en forsikrets forsvar, for så vidt som det frie valg ikke derved gøres illusorisk. Dette ville være tilfældet, såfremt begrænsningen af godtgørelsen af disse udgifter de facto ville gøre det umuligt for den forsikrede at træffe et rimeligt valg af sin repræsentant. Det tilkommer under alle omstændigheder de nationale retter, der skal påkende et eventuelt søgsmål i denne forbindelse, at efterprøve, om der foreligger en sådan begrænsning (jf. i denne retning Stark-dommen, præmis 33).

28

De kontraherende parter kan desuden frit aftale, hvor meget der godtgøres i tilfælde af meget høje retshjælpsudgifter, eventuelt derved, at den forsikrede betaler en højere præmie (jf. i denne retning Stark-dommen, præmis 34).

29

Henset til de ovenstående betragtninger, skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 87/344 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en retshjælpsforsikrer, som i sine forsikringsaftaler fastsætter, at retshjælpen i princippet ydes af forsikrerens medarbejdere, ligeledes fastsætter, at udgifterne til retshjælp ydet af en advokat eller repræsentant, som forsikringstageren frit har valgt, kun godtgøres, såfremt forsikreren finder, at sagens behandling skal overdrages til en ekstern rådgiver.

30

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det har nogen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, om der i henhold til national ret er pligt til juridisk rådgivning i den omhandlede retssag eller administrative sag.

31

Eftersom den forsikredes ret til frit at vælge sin repræsentant for det første har almindelig rækkevidde og et obligatorisk indhold, som anført i denne doms præmis 25, og denne rets eksistens og rækkevidde for det andet ikke i medfør af direktiv 87/344 er underlagt nationale regler vedrørende juridisk bistand, således som det fremgår af bl.a. direktivets 11. betragtning og dets artikel 4, stk. 1, litra a), kan sådanne nationale regler ikke have betydning for besvarelsen af det første spørgsmål.

32

Henset til disse betragtninger, skal det andet spørgsmål besvares med, at det ikke har nogen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, om der i henhold til national ret er pligt til juridisk rådgivning i den omhandlede retssag eller administrative sag.

33

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: