—

Irmengard Weber ved Rechtsanwalt A. Seitz

—

Mechthilde Weber ved Rechtsanwalt A. Kloyer, avvocato F. Calmetta og H. Prütting

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

Det Forenede Kongeriges regering ved J. Beeko, som befuldmægtiget, bistået af barrister M. Gray

—

Den schweiziske regering ved D. Klingele, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 22, nr. 1), samt artikel 27 og 28 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem I. Weber og hendes søster M. Weber vedrørende en påstand om, at sidstnævnte tilpligtes at give samtykke til, at I. Weber indføres i tingbogen som ejer.

3

Følgende fremgår af anden betragtning til forordning nr. 44/2001:

»Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning.«

4

15. betragtning til forordningen har følgende ordlyd:

»Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.«

5

Af 16. betragtning til forordningen fremgår følgende:

»Den gensidige tillid til retsplejen inden for [Unionen] gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.«

6

Samme forordnings artikel 22, nr. 1), der er en del af afdeling 6 om enekompetence i forordningens kapitel II, bestemmer:

»Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

7

Artikel 25 i forordning nr. 44/2001, der er indeholdt i dens kapitel II, afdeling 8, med overskriften »Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse«, bestemmer:

»En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører under en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.«

8

Forordningens artikel 27, der er indeholdt i dens kapitel II, afdeling 9, med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav«, fastsætter:

»1.   Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2.   Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«

9

Forordningens artikel 28, der regulerer indbyrdes sammenhængende krav, bestemmer:

»1.   Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

[...]

3.   Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«

10

Samme forordnings artikel 34 fastsætter:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

11

Artikel 35 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»1.   En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.

2.   Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.

3.   Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.«

12

§ 1094, stk. 1, i Bürgerliches Gesetzbuch (den borgerlige lovbog, herefter »BGB«) fastsætter indholdet af en forkøbsret til en fast ejendom som følger:

»Fast ejendom kan behæftes således, at den person, der herved begunstiges, over for ejeren har en forkøbsret.«

13

BGB’s § 463 og 464 fastsætter reglerne vedrørende udøvelsen af den forkøbsret, som fast ejendom kan behæftes med.

14

BGB’s § 463 bestemmer:

»Den, der har en forkøbsret til en genstand, kan udøve denne forkøbsret, når den forpligtede har indgået en købsaftale vedrørende genstanden med tredjemand.«

15

BGB’s § 464 bestemmer:

»(1)   Forkøbsretten udøves ved en erklæring til den forpligtede. Erklæringen skal ikke have form af en købsaftale.

(2)   Ved udøvelse af forkøbsretten er købstransaktionen mellem den berettigede og den forpligtede underlagt de samme bestemmelser, som den forpligtede havde aftalt med tredjemand.«

16

BGB’s § 873, stk. 1, der vedrører betingelserne for overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom, bestemmer:

»Med henblik på overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom […] kræves, at den berettigede og den anden part tiltræder adkomstændringen, samt at ændringen indføres i tingbogen, medmindre andet følger af loven.«

17

§ 19 i Grundbuchordnung (tinglysningsloven) bestemmer:

»Indførelse i tingbogen sker, når dette tiltrædes af den, hvis ret berøres.«

18

I. og M. Weber, der er to søstre på henholdsvis 82 og 78 år, ejer sammen, med henholdsvis seks tiendedele og fire tiendedele, en fast ejendom i München (Tyskland).

19

Ved notarialdokument af 20. december 1971 blev der for de fire tiendedele, der tilhører M. Weber, indføjet en forkøbsret i tingbogen til fordel for I. Weber.

20

Ved notarialdokument af 28. oktober 2009 solgte M. Weber sin andel på fire tiendedele til Z. GbR, der er et tysk selskab, hvis ene direktør er M. Webers søn, P.F. Calmetta, som er advokat med hjemsted i Milano (Italien). Ifølge en bestemmelse i dokumentet forbeholdt M. Weber sig en tilbagetrædelsesret, der gjaldt indtil den 28. marts 2010 og var underlagt visse betingelser.

21

Efter underretning fra den notar, der havde udstedt nævnte dokument i München, udøvede I. Weber ved skrivelse af 18. december 2009 sin forkøbsret til denne andel af den faste ejendom.

22

Ved en kontrakt indgået ved denne notar den 25. februar 2010 anerkendte I. og M. Weber på ny udtrykkeligt I. Webers faktiske udøvelse af denne forkøbsret og aftalte, at ejendomsretten skulle overgå til I. Weber til en pris, som svarede til den, der var fastsat i købsaftalen mellem M. Weber og Z. GbR. De bad dog notaren om først at foranledige ejendomsoverdragelsen indført i tingbogen i overensstemmelse med BGB’s § 873, stk. 1, når M. Weber skriftligt over for notaren erklærede, at hun ikke inden for den fastsatte frist, dvs. den 28. marts 2010, havde udøvet den ret til at træde tilbage, som fulgte af aftalen med Z. GbR, eller at hun afstod fra at udøve denne ret. Den 2. marts 2010 betalte I. Weber den aftalte købspris på 4 mio. EUR.

23

Ved skrivelse af 15. marts 2010 meddelte M. Weber, at hun over for I. Weber udøvede sin tilbagetrædelsesret i overensstemmelse med aftalen indgået den 28. oktober 2009.

24

Ved stævning af 29. marts 2010 anlagde Z. GbR sag mod I. og M. Weber ved Tribunale ordinario di Milano (retten i Milano) (Italien) med påstand om, at det blev fastslået dels, at I. Webers udøvelse af forkøbsretten var ugyldig, dels, at aftalen mellem M. Weber og Z. GbR var gyldig.

25

Den 15. juli 2010 anlagde I. Weber sag ved Landgericht München I (den regionale ret i München I) (Tyskland) med påstand om, at M. Weber tilpligtes at tillade, at overdragelsen af ejendomsretten til de omhandlede fire tiendedele indføres i tingbogen. Til støtte for sit krav gjorde I. Weber bl.a. gældende, at eftersom forkøbsretten blev udøvet, udgjorde den tilbagetrædelsesret, som var aftalt mellem Z. GbR og M. Weber, ikke en del af de kontraktbestemmelser, som var gældende for hende.

26

På grundlag af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og subsidiært på grundlag af forordningens artikel 28, stk. 1 og 3, besluttede Landgericht München I at udsætte sagen, henset til den sag, der allerede var anlagt ved Tribunale ordinario di Milano. I. Weber kærede denne beslutning til Oberlandesgericht München (den højere regionale domstol i München) (Tyskland).

27

Da det er Oberlandesgericht Münchens vurdering, at betingelserne i denne forordnings artikel 27, stk. 1, i princippet er opfyldt, eller i det mindste at betingelserne i forordningens artikel 28, stk. 1 og 3, er opfyldt, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Efter at generaladvokaten fremsatte forslag til afgørelse den 30. januar 2014, har M. Weber ved skrivelse af 11. februar 2014, indgået til Domstolens Justitskontor den 21. februar 2014, anmodet om genåbning af den mundtlige forhandling med den begrundelse, at forslaget til afgørelse indeholder fejlagtige faktiske og retlige omstændigheder.

29

Domstolen kan på parternes anmodning i overensstemmelse med artikel 83 i Domstolens procesreglement træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at den skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, sag C-470/12, Pohotovosť, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

30

Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Domstolen finder således, at den er i besiddelse af alle de oplysninger, der er nødvendige med henblik på at træffe afgørelse. For så vidt angår generaladvokatens forslag til afgørelse er det ikke fornødent – eftersom Domstolen ikke er bundet heraf – at genåbne den mundtlige forhandling, hver gang generaladvokaten rejser et spørgsmål, som parterne i hovedsagen har et andet syn på end denne.

31

Efter at have hørt generaladvokaten finder Domstolen under disse omstændigheder, at anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling ikke bør tages til følge.

32

Med dette spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en sag som den, der i det foreliggende tilfælde er blevet anlagt ved en ret i en anden medlemsstat, i hvilken der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at udøvelsen af en forkøbsret, som en fast ejendom er behæftet med, og som har virkning over for enhver, er ugyldig, er omfattet af sagskategorien »sager om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i bestemmelsen.

33

M. Weber har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, og har til støtte herfor anført, at det vedrører et spørgsmål, der ikke spiller nogen rolle i den sag, som verserer for den tyske ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, selv om spørgsmålet dog spiller en rolle i den sag, der verserer for den italienske ret, ved hvilken sagen først er anlagt. M. Weber har herved bl.a. gjort gældende, at en ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, ikke må prøve, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence. Dette spørgsmål er således uden relevans for den beslutning om at udsætte sagen, som den forelæggende ret kan træffe i henhold til artikel 27 og 28 i forordning nr. 44/2001.

34

I denne forbindelse bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis, hvorefter det inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende den nationale ret. Det tilkommer ligeledes udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. bl.a. dom af 21.2.2013, sag C-332/11, ProRail, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

35

Domstolen kan således kun afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. i denne retning dom af 5.12.2013, sag C-413/12, Asociación de Consumidores Independientes de Castilla y León, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

36

Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.

37

Det fremgår nemlig klart af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at den skal behandle spørgsmålet om gyldigheden af I. Webers udøvelse af en forkøbsret til en fast ejendom, hvilket er et spørgsmål, som er genstand for en anden tvist, der verserer for en italiensk ret. Domstolens fortolkning af artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 vil således oplyse den forelæggende ret om, hvorvidt den tvist, der er indbragt for den, er omfattet af sagskategorien »sager om rettigheder over fast ejendom«, og gøre det muligt for den at træffe afgørelse herom.

38

Under disse omstændigheder kan det tredje spørgsmål antages til realitetsbehandling.

39

Som det fremgår af artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, er retterne i den medlemsstat, hvor en fast ejendom er beliggende (forum rei sitae), enekompetente i sager om rettigheder over fast ejendom.

40

Domstolen har allerede haft lejlighed til i sin praksis vedrørende artikel 16, nr. 1), litra a), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17, herefter »Bruxelleskonventionen«), som også finder anvendelse ved fortolkningen af artikel 22, nr. 1), at fastslå, at med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at de rettigheder og forpligtelser, der følger af denne konvention, bliver lige og ensartede for medlemsstaterne og de berørte personer, skal betydningen af begrebet »sager om rettigheder over fast ejendom« fastlægges selvstændigt i EU-retten (jf. i denne retning dom af 10.1.1990, sag C-115/88, Reichert og Kockler, Sml. I, s. 27, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis).

41

I denne henseende skal det tages i betragtning, at den afgørende begrundelse for, at retterne i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, er enekompetente, er, at retten på det sted, henset til dens nærhed til den faste ejendom, bedst er i stand til at skaffe sig kendskab til de faktiske forhold og anvende de gældende regler og sædvaner, som normalt er reglerne og sædvanerne i den stat, hvor ejendommen er beliggende (jf. i denne retning dommen i sagen Reichert og Kockler, præmis 10).

42

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslå, at Bruxelleskonventionens artikel 16 og dermed artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at enekompetencen for retterne i den kontraherende stat, hvor den faste ejendom er beliggende, ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, der inden for Bruxelleskonventionens eller forordningens anvendelsesområde tager sigte på dels at fastslå en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen, dels at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret (dom af 3.10.2013, sag C-386/12, Schneider, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

43

Domstolen har ligeledes under henvisning til rapporten udarbejdet af P. Schlosser om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt til protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979 C 59/71, punkt 166) udtalt, at forskellen mellem en tinglig ret og en personlig ret er, at en tinglig ret, der påhviler en fysisk genstand, har virkning over for enhver, mens en personlig ret kun kan gøres gældende over for skyldneren (jf. kendelse af 5.4.2001, sag C-518/99, Gaillard, Sml. I, s. 2771, præmis 17).

44

For så vidt angår nærværende sag henhører en sag som den, Z. GbR har anlagt ved en italiensk ret, i hvilken der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at en tinglig forkøbsret til en fast ejendom beliggende i Tyskland ikke er blevet udøvet med retlig virkning, under kategorien sager om rettigheder over fast ejendom som omhandlet i artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, således som generaladvokaten har anført i punkt 31 i forslaget til afgørelse, og som den forelæggende ret, I. Weber, den tyske regering samt Europa-Kommissionen har gjort gældende.

45

Som det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, har en forkøbsret som fastsat i BGB’s § 1094, som en fast ejendom er behæftet med, og som er indført i tingbogen, nemlig ikke alene virkning over for den forpligtede, men sikrer også retten for indehaveren af forkøbsretten til at få overdraget ejendomsretten over for tredjemand, således at en gyldig udøvelse af forkøbsretten i et tilfælde, hvor en salgskontrakt indgås mellem tredjemand og ejeren af en behæftet ejendom, bevirker, at salget ikke har virkning over for indehaveren af denne ret, og at nævnte salg skal anses for at være aftalt mellem rettighedsindehaveren og nævnte ejer på de samme betingelser som dem, der er aftalt mellem sidstnævnte og tredjemand.

46

Heraf følger, at når en tredjemand i sin egenskab af køber bestrider gyldigheden af udøvelsen af denne forkøbsret under en sag som den, der er anlagt for Tribunale ordinario di Milano, har denne sag i det væsentlige til formål at fastslå, om udøvelsen af forkøbsretten har gjort det muligt at sikre rettighedsindehaverens ret til at få overdraget ejendomsretten til den omtvistede faste ejendom. Som det fremgår af punkt 166 i Schlosser-rapporten, der er nævnt i denne doms præmis 43, omhandler tvisten i et sådant tilfælde en sag om rettigheder over fast ejendom og henhører under enekompetencen for forum rei sitae.

47

Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en sag som den, der i det foreliggende tilfælde er blevet anlagt ved en ret i en anden medlemsstat, i hvilken der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at udøvelsen af en forkøbsret, som en fast ejendom er behæftet med, og som har virkning over for enhver, er ugyldig, er omfattet af sagskategorien »sager om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i bestemmelsen.

48

Med dette spørgsmål, som dernæst skal behandles, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, skal prøve – inden den i henhold til nævnte bestemmelse beslutter at udsætte sagen – om en eventuel afgørelse om sagens realitet, der træffes af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, som følge af en tilsidesættelse af enekompetencen i medfør af forordningens artikel 22, nr. 1), ikke vil kunne anerkendes i de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 35, stk. 1.

49

Det bemærkes, at det fremgår af artikel 27 i forordning nr. 44/2001, at når der foreligger litispendens, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne udsætte sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået, og, når dette er sket, erklære sig inkompetent til fordel for den første.

50

Domstolen har tidligere skullet tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, i henhold til den bestemmelse i Bruxelleskonventionen, der svarer til artikel 27 i forordning nr. 44/2001, dvs. konventionens artikel 21, må eller skal prøve, om den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, og Domstolen udtalte herved, at bortset fra det tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er enekompetent i henhold til konventionen, særlig i henhold til dens artikel 16, skal nævnte artikel 21 om litispendens fortolkes således, at såfremt kompetencen for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, bestrides, kan den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, hvis den ikke erklærer sig inkompetent, kun udsætte afgørelsen og kan ikke selv efterprøve kompetencen for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt (jf. dom af 27.6.1991, sag C-351/89, Overseas Union Insurance m.fl., Sml. I, s. 3317, præmis 20 og 26).

51

Heraf fremgår, at da det ikke fremgik af oplysningerne vedrørende hovedsagen, at den ret, ved hvilken sagen senere var anlagt, hævdedes at have nogen form for enekompetence, undlod Domstolen at foregribe en fortolkning af Bruxelleskonventionens artikel 21 vedrørende den situation, som Domstolen særligt tog forbehold for (dom af 9.12.2003, sag C-116/02, Gasser, Sml. I, s. 14693, præmis 45, og af 27.2.2014, sag C-1/13, Cartier parfums – lunettes og Axa Corporate Solutions assurances, præmis 26).

52

Domstolen, som efterfølgende skulle tage stilling til spørgsmålet om forholdet mellem Bruxelleskonventionens artikel 21 og samme konventions artikel 17 om enekompetence som følge af en aftale om værneting, der svarer til artikel 23 i forordning nr. 44/2001, udtalte ganske vist i Gasser-dommen, at den omstændighed, at det gøres gældende, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, har kompetence i medfør af konventionens artikel 17, ikke kan bevirke, at den processuelle regel, som er indeholdt i konventionens artikel 21, og som klart og udelukkende tager udgangspunkt i den rækkefølge, hvori sagerne er anlagt ved de pågældende retter, ikke finder anvendelse.

53

Som det er blevet fastslået i denne doms præmis 47 – og til forskel fra den situation, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til Gasser-dommen – har den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, i nærværende sag vist sig at være enekompetent i medfør af artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, der er en del af forordningens kapitel II, afdeling 6.

54

I henhold til forordningens artikel 35, stk. 1, kan retsafgørelser, der er afsagt i en medlemsstat, ikke anerkendes i en anden medlemsstat, såfremt bestemmelserne i kapitel II, afdeling 6, der vedrører enekompetence, er blevet tilsidesat.

55

Heraf følger, at i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan en afgørelse truffet af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, hvorved samme forordnings artikel 22, nr. 1), tilsidesættes, ikke anerkendes i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er beliggende.

56

Under disse omstændigheder må den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, således ikke udsætte sagen eller erklære sig inkompetent, men skal træffe afgørelse om realiteten i den sag, der er indbragt for den, med henblik på at sikre, at denne regel om enekompetence overholdes.

57

Enhver anden fortolkning vil være i strid med de formål, der ligger til grund for opbygningen af forordning nr. 44/2001, såsom hensynet til en harmonisk retspleje ved at negative kompetencekonflikter undgås samt fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og navnlig anerkendelse heraf.

58

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse, imødekommer det ikke hensynet til en god retspleje, at en ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, som er enekompetent i medfør af artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, udsætter sagen i henhold til forordningens artikel 27, indtil kompetencen for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er fastslået, og, når dette er sket, erklærer sig inkompetent til fordel for sidstnævnte.

59

Formålet med forordningens artikel 27, som er at undgå, at en afgørelse ikke anerkendes som følge af dens uforenelighed med en afgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, i nøjagtig det tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er enekompetent i medfør af forordningens artikel 22, nr. 1), vil derudover blive bragt i fare.

60

Henset til de ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, skal prøve – inden den i henhold til nævnte bestemmelse beslutter at udsætte sagen – om en eventuel afgørelse om sagens realitet, der træffes af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, som følge af en tilsidesættelse af enekompetencen i medfør af forordningens artikel 22, nr. 1), ikke vil kunne anerkendes i de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 35, stk. 1.

61

Hvad angår det første og det andet samt det femte til det ottende spørgsmål bemærkes, at de for det første omhandler anvendelsesområdet for artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og de forhold, som den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal tage i betragtning, når den i tilfælde af litispendens beslutter at udsætte sagen, og for det andet forholdet mellem forordningens artikel 27 og 28 samt de kriterier, som den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan tage hensyn til inden for rammerne af udøvelsen af sin skønsbeføjelse, når der er tale om indbyrdes sammenhængende krav.

62

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 20 i forslaget til afgørelse, har en ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, som er enekompetent i medfør af artikel 22, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, ikke pligt til at behandle spørgsmålet, om de materielle kriterier for litispendens er opfyldt i en tvist, hvor det ikke er denne ret, der først er anlagt sag ved.

63

En sådan efterprøvelse vil være formålsløs, eftersom den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, inden for rammerne af den afgørelse, som den skal træffe i medfør af artikel 27 i forordning nr. 44/2001, må tage i betragtning, at en eventuel afgørelse, der træffes af den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, ikke vil kunne anerkendes i de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 35, stk. 1, som følge af en tilsidesættelse af enekompetencen i medfør af forordningens artikel 22, nr. 1).

64

Spørgsmålet om, hvilke forhold den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan tage hensyn til, når den skal træffe afgørelse i tilfælde af litispendens, er følgelig ikke længere relevant.

65

Det samme gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålene om dels forholdet mellem artikel 27 og 28 i forordning nr. 44/2001, dels de kriterier, som den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan tage hensyn til inden for rammerne af udøvelsen af sin skønsbeføjelse, når der er tale om indbyrdes sammenhængende krav. Når den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, er enekompetent, således som det er tilfældet i hovedsagen, kan bestemmelserne i denne forordnings artikel 27 og 28 ikke være i indbyrdes konkurrence.

66

På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at det, henset til besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål, er ufornødent at besvare det første og det andet samt det femte til det ottende spørgsmål.

67

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: