Forenede sager C-214/12 P, C-215/12 P og C-223/12 P
Land Burgenland (sag C-214/12 P), Grazer Wechselseitige Versicherung AG (sag C-215/12 P) og Republikken Østrig (sag C-223/12 P)
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — konkurrence — statsstøtte — støtte, der er erklæret ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet — støtte, der er ydet til Grazer Wechselseitige-koncernen (GRAWE) i forbindelse med privatiseringen af Bank Burgenland AG — fastsættelse af markedsprisen — udbudsprocedure — ulovlige betingelser uden betydning for det højeste bud — kriteriet om »den private sælger« — sondring mellem de forpligtelser, der påhviler staten, der udøver sin enekompetence som offentlig myndighed, og staten, der handler som aktionær — urigtig gengivelse af beviser — begrundelsespligt«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 24. oktober 2013
Statsstøtte – begreb – vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor – hensyntagen i forbindelse med fastlæggelsen af en virksomheds salgspris til den risiko, der udgøres af eksistensen af en lovbestemt garantiordning, som er blevet indrømmet den virksomhed, der skal sælges – ikke omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
Statsstøtte – begreb – vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor – staten som aktionær i en virksomhed – staten, der handler som offentlig myndighed – sondring ud fra anvendelsen af kriteriet om den private investor
(Art. 87, stk. 1, EF)
Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af bevismaterialet – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af bevismaterialet – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 256, stk. 1, TEUF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)
Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – kriteriet om den private kreditor – kompliceret økonomisk bedømmelse – domstolsprøvelse – grænser
(Art. 87, stk. 1, EF)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte
(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)
Statsstøtte – begreb – vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor – salg af en virksomhed – fastlæggelse af prisen – præference, der skal gives udfaldet af en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure i forhold til en ekspertrapport – ulovlige betingelser uden betydning for størrelsen af det højeste bud
(Art. 87, stk. 1, EF)
En lovbestemt garantiordning – der indeholder en forpligtelse for de statslige myndigheder, bl.a. de regionale, til at træde til, hvis det pågældende kreditinstitut standser betalingerne eller træder i likvidation, og hvorefter kreditinstitutters kreditorer kan gøre et direkte krav gældende over for den offentlige myndighed, som er garant, i det tilfælde, hvor kreditinstituttet befinder sig i en likvidations- eller betalingsstandsningssituation, og det nævnte instituts aktiver ikke er tilstrækkelige til at fyldestgøre dem – er, henset til kendetegnene ved denne ordning ikke blevet indgået under normale markedsvilkår og kan følgelig ikke tages i betragtning ved bedømmelsen af de nationale myndigheders adfærd i lyset af kriteriet om den private markedsøkonomiske investor.
Det, der er afgørende i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private investor, er nemlig at vide, om de omhandlede foranstaltninger hører under dem, som en sådan investor, der forventer at opnå fortjeneste på kortere eller længere sigt, ville kunne have tildelt.
(jf. præmis 48-50)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 52, 53 og 56-60)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 73 og 76)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 77-80)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 81 og 120)
Markedsprisen er den højeste pris, som en privat investor, der handler på normale konkurrencevilkår, er parat til at betale for et selskab i den situation, som det befinder sig i. Med henblik på undersøgelsen af markedsprisen kan de nationale myndigheder bl.a. tage hensyn til den form, under hvilken salget af et selskab har fundet sted, f.eks. offentligt udbud, som tilsigter at sikre et salg på markedsvilkår, eller en sagkyndig erklæring, som eventuelt er blevet udarbejdet ved salget. Der er således en formodning for, at markedsprisen svarer til det højeste bud, når en offentlig myndighed foretager et salg af et selskab, som tilhører den, gennem en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, idet det dog skal godtgøres, at dette bud for det første er bindende og troværdigt, og at en hensyntagen til andre økonomiske faktorer end prisen for det andet er ubegrundet. Under sådanne omstændigheder kan det således ikke pålægges Kommissionen at benytte andre midler med henblik på undersøgelsen af markedsprisen, såsom uafhængige sagkyndige vurderinger. Desuden kan det højeste bud, der er fremsat i forbindelse med en udbudsprocedure, som er ulovlig på grund af retsstridige betingelser, alligevel svare til markedsprisen, når manglerne i udbudsvilkårene ikke har haft nogen indvirkning på beløbet af dette bud ved at fremkalde en nedsættelse af dette.
I øvrigt vil den private sælger under normale markedsvilkår i princippet vælge det højeste bud, når det er bindende og troværdigt, uden hensyn til de grunde, som har ført den potentielle køber til at afgive dette bud. Fra perspektivet for en sådan privat sælger er de årsager, der fører en bestemt tilbudsgiver til at afgive et bud af en vis størrelse, således ikke afgørende. Når en virksomhed bliver solgt til den højeste pris, som en privat investor, der handlede på normale konkurrencevilkår, var parat til at betale for selskabet i den situation, som det befandt sig i, er selskabet i enhver henseende blevet vurderet til markedsprisen, og køberen kan ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet.
(jf. præmis 92-96, 99, 114 og 117)
Forenede sager C-214/12 P, C-215/12 P og C-223/12 P
Land Burgenland (sag C-214/12 P), Grazer Wechselseitige Versicherung AG (sag C-215/12 P) og Republikken Østrig (sag C-223/12 P)
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — konkurrence — statsstøtte — støtte, der er erklæret ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet — støtte, der er ydet til Grazer Wechselseitige-koncernen (GRAWE) i forbindelse med privatiseringen af Bank Burgenland AG — fastsættelse af markedsprisen — udbudsprocedure — ulovlige betingelser uden betydning for det højeste bud — kriteriet om »den private sælger« — sondring mellem de forpligtelser, der påhviler staten, der udøver sin enekompetence som offentlig myndighed, og staten, der handler som aktionær — urigtig gengivelse af beviser — begrundelsespligt«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 24. oktober 2013
Statsstøtte — begreb — vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor — hensyntagen i forbindelse med fastlæggelsen af en virksomheds salgspris til den risiko, der udgøres af eksistensen af en lovbestemt garantiordning, som er blevet indrømmet den virksomhed, der skal sælges — ikke omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
Statsstøtte — begreb — vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor — staten som aktionær i en virksomhed — staten, der handler som offentlig myndighed — sondring ud fra anvendelsen af kriteriet om den private investor
(Art. 87, stk. 1, EF)
Appel — anbringender — urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af bevismaterialet — afvisning — Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af bevismaterialet — udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 256, stk. 1, TEUF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)
Statsstøtte — Kommissionens undersøgelse — kriteriet om den private kreditor — kompliceret økonomisk bedømmelse — domstolsprøvelse — grænser
(Art. 87, stk. 1, EF)
Institutionernes retsakter — begrundelse — forpligtelse — rækkevidde — kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte
(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)
Statsstøtte — begreb — vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor — salg af en virksomhed — fastlæggelse af prisen — præference, der skal gives udfaldet af en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure i forhold til en ekspertrapport — ulovlige betingelser uden betydning for størrelsen af det højeste bud
(Art. 87, stk. 1, EF)
En lovbestemt garantiordning – der indeholder en forpligtelse for de statslige myndigheder, bl.a. de regionale, til at træde til, hvis det pågældende kreditinstitut standser betalingerne eller træder i likvidation, og hvorefter kreditinstitutters kreditorer kan gøre et direkte krav gældende over for den offentlige myndighed, som er garant, i det tilfælde, hvor kreditinstituttet befinder sig i en likvidations- eller betalingsstandsningssituation, og det nævnte instituts aktiver ikke er tilstrækkelige til at fyldestgøre dem – er, henset til kendetegnene ved denne ordning ikke blevet indgået under normale markedsvilkår og kan følgelig ikke tages i betragtning ved bedømmelsen af de nationale myndigheders adfærd i lyset af kriteriet om den private markedsøkonomiske investor.
Det, der er afgørende i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private investor, er nemlig at vide, om de omhandlede foranstaltninger hører under dem, som en sådan investor, der forventer at opnå fortjeneste på kortere eller længere sigt, ville kunne have tildelt.
(jf. præmis 48-50)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 52, 53 og 56-60)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 73 og 76)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 77-80)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 81 og 120)
Markedsprisen er den højeste pris, som en privat investor, der handler på normale konkurrencevilkår, er parat til at betale for et selskab i den situation, som det befinder sig i. Med henblik på undersøgelsen af markedsprisen kan de nationale myndigheder bl.a. tage hensyn til den form, under hvilken salget af et selskab har fundet sted, f.eks. offentligt udbud, som tilsigter at sikre et salg på markedsvilkår, eller en sagkyndig erklæring, som eventuelt er blevet udarbejdet ved salget. Der er således en formodning for, at markedsprisen svarer til det højeste bud, når en offentlig myndighed foretager et salg af et selskab, som tilhører den, gennem en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, idet det dog skal godtgøres, at dette bud for det første er bindende og troværdigt, og at en hensyntagen til andre økonomiske faktorer end prisen for det andet er ubegrundet. Under sådanne omstændigheder kan det således ikke pålægges Kommissionen at benytte andre midler med henblik på undersøgelsen af markedsprisen, såsom uafhængige sagkyndige vurderinger. Desuden kan det højeste bud, der er fremsat i forbindelse med en udbudsprocedure, som er ulovlig på grund af retsstridige betingelser, alligevel svare til markedsprisen, når manglerne i udbudsvilkårene ikke har haft nogen indvirkning på beløbet af dette bud ved at fremkalde en nedsættelse af dette.
I øvrigt vil den private sælger under normale markedsvilkår i princippet vælge det højeste bud, når det er bindende og troværdigt, uden hensyn til de grunde, som har ført den potentielle køber til at afgive dette bud. Fra perspektivet for en sådan privat sælger er de årsager, der fører en bestemt tilbudsgiver til at afgive et bud af en vis størrelse, således ikke afgørende. Når en virksomhed bliver solgt til den højeste pris, som en privat investor, der handlede på normale konkurrencevilkår, var parat til at betale for selskabet i den situation, som det befandt sig i, er selskabet i enhver henseende blevet vurderet til markedsprisen, og køberen kan ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet.
(jf. præmis 92-96, 99, 114 og 117)