1

I appelskriftet har Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials Co. Ltd (herefter »Dashiqiao«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt den 16. december 2011 af Den Europæiske Unions Ret i sagen Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet (sag T‑423/09, EU:T:2011:764, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Rådet i en sag, hvori der var nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 826/2009 af 7. september 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1659/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for magnesiasten med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 240, s. 7, herefter »den anfægtede forordning«), for så vidt som den herved fastsatte antidumpingtold hvad angår sagsøgeren overstiger, hvad der ville gælde, såfremt den var fastsat på grundlag af den beregningsmetode, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse for at tage hensyn til, at den kinesiske eksportmerværdiafgift (herefter »momsen«) ikke blev tilbagebetalt ved udførslen.

2

Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), blev erstattet og kodificeret ved Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fælleskab (EUT L 343, s. 51, berigtiget i EUT 2010 L 7, s. 22). Henset til datoen for vedtagelsen af den anfægtede forordning skal tvisten imidlertid behandles i henhold til forordning nr. 384/96, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2117/2005 af 21. december 2005 (EUT L 340, s. 17, herefter »grundforordningen«), som i artikel 2, stk. 1, første afsnit, og artikel 2, stk. 8 og 10, bestemte følgende:

»1.   Den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet.

[…]

8.   Eksportprisen er den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Fællesskabet.

[…]

10.   Der foretages en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi. Denne sammenligning foretages i samme handelsled for salg, der finder sted på tidspunkter, som ligger så tæt op ad hinanden som muligt og med behørig hensyntagen til andre forskelle, som berører sammenligneligheden af priser. Når den normale værdi og den konstaterede eksportpris ikke er umiddelbart sammenlignelige, tages der i hvert enkelt tilfælde i form af justeringer behørigt hensyn til forskelle i faktorer, der påstås og påvises at påvirke priserne og dermed prisernes sammenlignelighed. Enhver dobbeltjustering skal undgås, navnlig i henseende til rabatter, afslag, mængder og handelsled. Er de fastsatte betingelser herfor opfyldt, kan der foretages justeringer for følgende faktorer:

[…]

[…]

3

Grundforordningens artikel 11 bestemmer i stk. 3, første afsnit, og i stk. 9:

»3.   Behovet for at opretholde foranstaltninger kan, når det anses for påkrævet, også tages op til genovervejelse på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat, eller, forudsat at der er forløbet en rimelig periode på mindst et år siden indførelsen af de endelige foranstaltninger, på anmodning af en eksportør eller importør eller producenterne i Fællesskabet, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for at genoptage en undersøgelse, mens foranstaltningerne er i kraft.

[…]

9.   I alle genoptagede undersøgelser eller undersøgelser om tilbagebetaling, som gennemføres i henhold til denne artikel, anvender Kommissionen under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, som blev benyttet i den undersøgelse, der resulterede i indførelsen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 2, særlig stk. 11 og 12, og bestemmelserne i artikel 17.«

4

De relevante punkter vedrørende tvistens faktiske omstændigheder er fremstillet som følger i den appellerede doms præmis 4-6 og 16:

[…]

5

Dashiqiao fremsatte til støtte for sit søgsmål for Retten to anbringender om tilsidesættelse af henholdsvis artikel 2, stk. 10, og artikel 11, stk. 9, i grundforordningen.

6

Eftersom ingen af de to anbringender, som Dashiqiao gjorde gældende, blev taget til følge, frifandt Retten Rådet.

7

Dashiqiao har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

8

Rådet har nedlagt følgende påstande:

9

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Dashiqiao tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10

Dashiqiao har til støtte for appellen, der alene er rettet mod dommen, for så vidt som denne ikke giver selskabet medhold i det andet anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, påberåbt sig tre anbringender.

11

Med det første anbringende har Dashiqiao gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den afviste at behandle spørgsmålet om, hvilken metode for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, og for så vidt som den derfor ikke gyldigt kunne fastslå, at der ikke forelå »ændring af metoden« som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, i den fornyede undersøgelse. Selskabet har i denne forbindelse gjort gældende, at det fremgår af denne bestemmelse, at kun ændrede omstændigheder tillader institutionerne at anvende en anden metode end den, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse.

12

Dashiqiao har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 57 forvekslede begrebet ændring af »justeringsmetode« med begrebet ændring af »metode for sammenligning«. Ifølge selskabet er det ubestridt, at den antidumpingtold, som blev pålagt sagsøgerens indførsler efter den fornyede undersøgelse, ville have været lavere, såfremt institutionerne under denne undersøgelse havde anvendt den samme metode for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi som under den oprindelige undersøgelse.

13

Med det andet anbringende har Dashiqiao gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den fandt, at institutionerne har pligt til ikke længere at anvende metoden for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, hvis dette fører til en justering, som ikke er tilladt ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b). Ifølge Dashiqiao sammenblandede Retten begreberne »justering« og »metode for sammenligning«. Det er tilstrækkeligt, at den metode for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi, som blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, er i overensstemmelse med denne artikel 2, stk. 10, for at institutionerne er forpligtede til ligeledes at anvende den under den fornyede undersøgelse i henhold til samme forordnings artikel 11, stk. 9. Ifølge Dashiqiao foretog institutionerne imidlertid ikke en justering i henhold til artikel 2, stk. 10, eftersom den metode for sammenligning, der blev anvendt, var støttet på en normal værdi eksklusive moms, for hvilken en sådan justering ikke skal foretages.

14

Dashiqiao har gjort gældende, at den metode for sammenligning på et grundlag »inklusive moms«, der blev foretaget i forbindelse med den fornyede undersøgelse, ikke gør det muligt at tage hensyn til virkningen af eksportmomsen ved sammenligningen af eksportprisen og den normale værdi. Det er metoden for sammenligning på et grundlag »eksklusive moms«, der er neutral. Selskabet har endvidere bestridt, at artikel 2, stk. 10, litra b), kan anvendes på en indirekte afgift, der opkræves på tidspunktet for det endelige salg, som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi. I denne forbindelse har selskabet tilføjet, at anvendelsen af en normal værdi eksklusive moms ikke er forenelig med grundforordningens artikel 2. Retten fastslog derfor med urette, at den eneste metode for sammenligning, der var i overensstemmelse med denne artikel 2, var en metode, der var støttet på en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b).

15

Rådet og Kommissionen har både bestridt, at disse anbringender kan antages til realitetsbehandling, og bestridt deres velbegrundethed og har påstået dem afvist.

16

Ifølge ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 9, anvender Kommissionen – i alle genoptagede undersøgelser i henhold til denne artikel – under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, der blev benyttet i den oprindelige undersøgelse, som resulterede i indførelsen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bl.a. bestemmelserne i samme forordnings artikel 2.

17

Det bemærkes, at den undtagelse, der gør det muligt for institutionerne i forbindelse med den fornyede undersøgelse at anvende en anden metode end den, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, når der foreligger ændrede omstændigheder, nødvendigvis må undergives en streng fortolkning, idet en undtagelse til eller en fravigelse af en generel regel skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 29.9.2011, sag C‑82/10, Kommissionen mod Irland, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

18

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at bevisbyrden påhviler institutionerne, som skal godtgøre, at omstændighederne er ændrede med henblik på i forbindelse med den fornyede undersøgelse at kunne anvende en anden metode end den, der blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

19

Hvad angår karakteren af undtagelse for disse ændrede omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, skal det fastslås, at kravet om en streng fortolkning ikke indebærer, at institutionerne skal fortolke og anvende denne bestemmelse på en måde, der er uforenelig med dens ordlyd og formål (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, sag C‑337/09 P, Rådet mod Zhejiang Xinan Chemical Industrial Group, EU:C:2012:471, præmis 93). Det bemærkes i denne forbindelse, at den pågældende bestemmelse særligt foreskriver, at den metode, der anvendes, skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 2.

20

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den appellerede doms præmis 55, at der var blevet foretaget en justering af eksportprisen under den oprindelige undersøgelse som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), og at der ikke var blevet foretaget en sådan justering i forbindelse med den fornyede undersøgelse med den begrundelse, at betingelserne i denne bestemmelse ikke var opfyldt. Ifølge samme doms præmis 56 udgør denne forskel ikke en »ændring af metode« som omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 9.

21

Dashiqiao har i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved at afvise at behandle spørgsmålet om, hvilken metode for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, ikke med rette kunne konkludere, at der ikke havde foreligget en »ændring af metode« som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9.

22

Retten besvarede imidlertid spørgsmålet om metode for sammenligning af eksportprisen og den normale værdi, der blev anvendt i den fornyede undersøgelse og i den oprindelige undersøgelse, og dette skete i forbindelse med dens besvarelse af søgsmålets første anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, og denne besvarelse er ikke blevet anfægtet af Dashiqiao i forbindelse med nærværende appel. Retten bemærkede nemlig i den appellerede doms præmis 37, at det fremgik af den anfægtede forordning, at Rådet fandt, at betingelserne for en justering af normalværdien og/eller eksportprisen i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), ikke var opfyldt i løbet af den fornyede undersøgelse i modsætning til den situation, som forelå under den oprindelige undersøgelse, således at denne bestemmelse ikke kunne finde anvendelse.

23

Retten præciserede endvidere i den appellerede doms præmis 35 og 38 dels, at normalværdien og eksportprisen i forbindelse med den oprindelige undersøgelse blev justeret i henhold til forordningens artikel 2, stk. 10, litra b), under hensyn til den moms, som er blevet betalt, eller som skal betales, dels, at den metode, der blev anvendt under den fornyede undersøgelse, bestod i en sammenligning af den normale værdi med eksportprisen på et grundlag »inklusive moms« alene på grundlag af den almindelige bestemmelse i den pågældende forordnings artikel 2, stk. 10, første og andet punktum.

24

Følgelig må appellantens første anbringende, der savner faktuelt grundlag, forkastes som grundløst.

25

Hvad angår det andet appelanbringende bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 56 fastslog, at Rådets anderledes tilgang, der anfægtes af Dashiqiao, ikke udgør en »ændring af metode« som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9. I samme doms præmis 57 fastslog Retten, at begreberne »metode« og »justering« ikke er sammenfaldende, og at den omstændighed alene, at der afstås fra en sådan ikke-begrundet justering, henset til de foreliggende omstændigheder, ikke kan anses for en ændring af metode som omhandlet i denne bestemmelse.

26

Retten bemærkede ligeledes i samme præmis 57, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), under disse omstændigheder ikke længere var opfyldt. Retten fastslog endvidere i den appellerede doms præmis 58, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, bestemmer, at den anvendte metode skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 2, og at hvis det på tidspunktet for den fornyede undersøgelse måtte vise sig, at anvendelsen af den metode, som blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, ikke var i overensstemmelse med denne artikel 2, stk. 10, litra b), har institutionerne pligt til ikke længere at anvende denne metode.

27

Det var imidlertid med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 59 fastslog, at eftersom grundforordningens artikel 11, stk. 9, udtrykkeligt kræver, at den metode, som blev anvendt under den fornyede undersøgelse, overholder kravene i denne forordnings artikel 2, kan en sådan fornyet undersøgelse ikke bevirke en justering, som ikke er berettiget, navnlig i henhold til forordningens artikel 2, stk. 10, litra b).

28

Det er i denne sammenhæng, at Retten i den appellerede doms præmis 60 ligeledes fastslog, at ikke var nødvendigt at afgøre spørgsmålet, om i den foreliggende sag den metode, som blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, var i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), eftersom en sådan anvendelse i forbindelse med den fornyede undersøgelse ikke var i overensstemmelse med denne bestemmelse, idet betingelserne ikke var opfyldt.

29

Genopretningen af symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen, som er formålet med enhver justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, var ikke længere nødvendig i forbindelse med den fornyede undersøgelse, eftersom den asymmetri, der begrundede den justering, der blev foretaget under den oprindelige undersøgelse, nemlig den delvise refusion af eksportmomsen, ikke længere var til stede.

30

Dashiqiaos påstand om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den eneste anvendelige metode for sammenligning i forbindelse med den fornyede undersøgelse, som er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, er den metode, der består i at foretage en justering, der er støttet på artiklens stk. 10, litra b), er følgelig irrelevant i forhold til den blotte konstatering fra Rettens side om, at ingen yderligere justering i sig selv var nødvendig.

31

Under hensyn til de ovenfor anførte betragtninger må de to første appelanbringender forkastes som grundløse.

32

Dashiqiao har anfægtet Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 62 om, at Rådet havde godtgjort, at omstændighederne havde ændret sig mellem de to undersøgelser, og at denne ændring kunne begrunde undladelse af at anvende den justering, der var blevet anvendt under den oprindelige undersøgelse. Efter selskabets opfattelse er denne konklusion åbenbart fejlagtig, for så vidt som de ændrede omstændigheder, som Rådet påberåbte sig, og som er sammenfattet i samme doms præmis 63, på ingen måde gør det muligt at konkludere, at den gjorde den metode for sammenligning, der var anvendt i den oprindelige undersøgelse, uanvendelig. Dashiqiao har nemlig gjort gældende, som selskabet nævnte inden for rammerne af den argumentation, der blev fremført til støtte for dets første anbringende, at den omstændighed, at satsen for den kinesiske eksportmoms, der rent faktisk opkræves, blev forhøjet fra 4 til 17% mellem den oprindelige undersøgelse og den fornyede undersøgelse, kun har til følge, at den justering af eksportprisen, der skal foretages i henhold til artikel 2, stk. 10, litra k), er på 17% i stedet for på 4%. Forskellen med hensyn til satsen for refusion af eksportmomsen ville således have kunnet identificeres ved hjælp af den metode for sammenligning, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse. Selskabet er endvidere af den opfattelse, at denne tilgang ikke er i overensstemmelse med kravet om, at den undtagelse vedrørende ændrede omstændigheder, som er nævnt i den pågældende doms præmis 54, skal fortolkes strengt.

33

Rådet har gjort gældende, at det tredje anbringende på én gang er irrelevant, uantageligt til realitetsbehandling og grundløst. Ifølge Kommissionen er anbringendet irrelevant og grundløst.

34

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 62 fastslog, at under alle omstændigheder, og dersom det lægges til grund, at Rådet under den fornyede undersøgelse vedtog en anden metode for sammenligning end den, som blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, havde denne institution godtgjort dels, at omstændighederne havde ændret sig mellem den oprindelige undersøgelse og den fornyede undersøgelse, dels, at denne ændring kunne begrunde et afkald på en sådan justering. Retten anførte selv i den pågældende doms præmis 63, at selv om den kinesiske moms under den oprindelige undersøgelse blev delvist refunderet for eksportsalg af de pågældende produkter, mens denne moms fuldt ud blev opkrævet af salg til hjemmemarkedet, var dette ikke længere tilfældet under den periode, som er omfattet af den fornyede undersøgelse, således at der var indtrådt ændrede omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9.

35

Retten kunne i den appellerede doms præmis 64 uden at begå en retlig fejl af denne konstatering udlede, at Rådet, henset til disse ændrede omstændigheder, var berettiget til at afstå fra en sådan justering af normalværdien og eksportprisen under den fornyede undersøgelse, eftersom det var muligt for Rådet at foretage en rimelig sammenligning af denne værdi og denne pris på et grundlag »inklusive moms«.

36

Det er nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at den justering, som institutionerne foretog under den oprindelige undersøgelse, havde til formål at tage hensyn til en delvis refusion af den kinesiske eksportmoms, som affødte en asymmetri mellem den normale værdi og eksportprisen, hvilket Dashiqiao ikke har bestridt.

37

Som anført i denne doms præmis 28, fra det tidspunkt, hvor det forhold, der bevirkede, at der forelå en asymmetri under den oprindelige undersøgelse, nemlig den delvise refusion af eksportmomsen, ophørte med at eksistere, var en genopretning af denne asymmetri ikke nødvendig og en justering således heller ikke nødvendig, uanset den faktisk anvendte justeringsmetode.

38

Eftersom de omstændigheder, der begrundede en justering, havde ændret sig, var det med rette, at Retten fastslog, principalt, at der ikke var tale om en ændring af metode, men snarere, at betingelserne for en sådan justering ikke var opfyldt, og for fuldstændighedens skyld at, såfremt der havde været tale om en ændring i metode, ville denne have været begrundet i ændrede omstændigheder.

39

Da ingen af de tre anbringender, som Dashiqiao har påberåbt sig til støtte for appellen, kan tages til følge, må appellen forkastes.

40

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Dashiqiao har tabt sagen, og Rådet har nedlagt påstand om, at selskabet tilpligtes at betale sagens omkostninger, bør det pålægges selskabet at betale sagens omkostninger. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 140, stk. 1, som i henhold til artikel 184 ligeledes finder anvendelse i appelsager, bør det pålægges Kommissionen at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):