1.

I den foreliggende appelsag skal Domstolen både tage stilling til specifikke og til grundlæggende spørgsmål.

2.

For det første giver appellen anledning til at få afklaret, hvorvidt og under hvilke betingelser en appel, der i første omgang er blevet iværksat uden fuldmagt, set i lyset af at Domstolens nye procesreglement, der trådte i kraft den 1. november 2012, kan få retsvirkninger, når fuldmagten indleveres efterfølgende under sagens behandling.

3.

For det andet opstår spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser tredjeparter uden for en kontrakt i henhold til artikel 272 TEUF kan inddrages i en voldgiftsbestemmelse, således at Unionens retsinstanser også har kompetence i sager mod sådanne tredjeparter.

4.

For det tredje skal det undersøges, hvorvidt og under hvilke betingelser Domstolen under appelsagen kan efterprøve anvendelsen af national lovgivning, som Retten har anvendt i sagen i første instans på grundlag af parternes lovvalg ( 2 ).

5.

For det fjerde opstår spørgsmålet om, hvorvidt der af EU-retten, navnlig den grundlæggende ret til god forvaltning, kan udledes et princip, hvorefter tilbagesøgning af betalinger kan være udelukket, såfremt de pågældende krav ganske vist muligvis endnu ikke er forældede, men den EU-institution, der kan gøre kravet gældende, ikke har inddrevet sine udestående fordringer rettidigt.

6.

Artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som har overskriften »Ret til god forvaltning«, har følgende ordlyd:

»Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.«

7.

Artikel 256, stk. 1, andet led, TEUF bestemmer:

»De afgørelser, der træffes af Retten […], kan appelleres til Domstolen, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål, på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i statutten.«

8.

Artikel 272 TEUF har følgende ordlyd:

»Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen [ ( 3 )] eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale.«

9.

Artikel 58, stk.1, i statutten for Domstolen har følgende ordlyd:

»Appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt EU-retten.«

10.

Artikel 119 i Domstolens procesreglement bestemmer:

»[…]

2.   Befuldmægtigede og advokater skal til Justitskontoret indlevere et officielt dokument eller en fuldmagt udstedt af den part, de repræsenterer.

[…]

4.   Hvis disse dokumenter ikke indleveres, giver justitssekretæren den pågældende part en rimelig frist til at tilvejebringe disse. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, træffer Domstolen efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten beslutning om, hvorvidt undladelsen af at overholde denne formforskrift skal medføre, at stævningen eller indlægget afvises.«

11.

Artikel 168 i Domstolens procesreglement bestemmer:

»[…]

2.   Artikel 119, 121 og artikel 122, stk. 1, finder anvendelse på appellen.

[…]

4.   Såfremt appelskriftet ikke opfylder kravene i stk. 1-3, giver justitssekretæren appellanten en rimelig frist til at berigtige appelskriftet. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Domstolen efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at appelskriftet afvises.«

12.

Artikel 44, stk. 5a, i Rettens procesreglement bestemmer:

»En stævning, der udtages i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale, jf. artikel 272 TEUF, skal være vedlagt et eksemplar af den aftale, hvori bestemmelsen er indeholdt.«

13.

Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, repræsenteret ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, indgik i juli 1990 en støttekontrakt med Société d’économie mixte d’équipement de l’Aveyron (herefter »SEMEA«), som Commune de Millau (Frankrig) ejede 50% af kapitalen i, vedrørende udførelsen af et lokalt udviklingsprojekt. I henhold til parternes aftaler er støttekontrakten dels underlagt fransk ret, dels er Domstolen »enekompetent til at påkende enhver tvist, der måtte opstå mellem parterne i forbindelse med overenskomsten«, såfremt der ikke kan opnås en forligsmæssig ordning.

14.

Den videre udførelse af udviklingsprojektet blev imidlertid efter aftale med Kommissionen ikke varetaget af SEMEA, men derimod af en forening, der blev stiftet med henblik på projektets udførelse. Foreningen tiltrådte imidlertid ikke støttekontrakten, og SEMEA forblev derfor Fællesskabets kontrahent.

15.

Efter at det havde vist sig, at Fællesskabet havde udbetalt for meget støtte, krævede Kommissionen i 1993, at SEMEA skulle tilbagebetale et beløb på 41012 ECU (herefter »den omtvistede fordring«). Selv om SEMEA ikke efterkom denne anmodning om betaling, fremsendte Kommissionen i første omgang ikke yderligere påkrav.

16.

Først i 2005, dvs. ca. 12 år senere, fremsatte Kommissionen på ny sin anmodning om betaling. SEMEA meddelte derefter Kommissionen, at selskabet i mellemtiden var trådt i likvidation. Desuden gjorde SEMEA gældende, at den forening, der forestod udførelsen af det støttede projekt, havde forsikret SEMEA om, at Kommissionen havde givet afkald på den omtvistede fordring, som i øvrigt i mellemtiden var forældet. Kommissionen bestred, at den på nogen måde skulle have givet afkald på fordringen. På trods af yderligere korrespondance og påkrav over flere år betalte SEMEA ikke. I februar 2008 fremsatte Kommissionen et sidste påkrav til SEMEA om betaling.

17.

Den 21. november 2008 tog den ekstraordinære generalforsamling for SEMEA den afgørelse, som Commune de Millau, der var hovedaktionær i SEMEA, traf om at tilbagetage sine aktiver og passiver, til efterretning, og besluttede at betale 82719,76 EUR, svarende til SEMEA’s disponible likviditet, til Commune de Millau. Den omtvistede fordring var nævnt i likvidatorens likvidationsrapport.

18.

Den 9. december 2008 afsluttede SEMEA’s likvidator likvidationen af selskabet og afmeldte SEMEA i handels- og selskabsregisteret. Den 18. december 2008 godkendte kommunalbestyrelsen for Commune de Millau overtagelsen af SEMEA’s formue. Kommissionens omtvistede fordring var opført blandt selskabets passiver ledsaget af en anmærkning om, at SEMEA for så vidt angik denne fordring havde gjort forældelse gældende, og at kreditoren ikke havde fulgt op på sin anmodning om betaling. Der var ikke indhentet samtykke fra Kommissionen til denne fremgangsmåde.

19.

For at kunne gøre den omtvistede fordring gældende ad rettens vej, selv om SEMEA var blevet afmeldt i handels- og selskabsregisteret, anmodede Kommissionen tribunal de commerce de Rodez (Frankrig) om at udpege en ad hoc-mandatar som repræsentant for selskabet.

20.

Efter at dette var sket, anlagde Kommissionen – på egne vegne – to sager ved Retten, dels i april 2010 mod SEMEA (sag T-168/10), dels i december 2010 mod Commune de Millau (sag T-572/10), der efter Kommissionens opfattelse hæfter solidarisk for den omtvistede fordring, da kommunen overtog SEMEA’s gæld. De to sager blev på grund af deres indbyrdes sammenhæng forenet med henblik på domsafsigelsen.

21.

De sagsøgte gjorde gældende, at fordringen er forældet. Den sagsøgte kommune anfægtede desuden Rettens kompetence, idet den som begrundelse herfor anførte, at den for støttekontrakten gældende bestemmelse, hvorefter Unionens retsinstanser har kompetence, ikke kunne gøres gældende over for kommunen. Subsidiært og for det tilfælde, at Kommissionens påstand vedrørende tilbagebetaling af den omtvistede fordring blev taget til følge, rejste de sagsøgte modkrav, idet de støttede dette på artikel 340 TEUF og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. De gjorde gældende, at Kommissionen, ved at vente så længe med at gøre den omtvistede fordring gældende, har tilsidesat pligten til at følge god forvaltningsskik og retssikkerhedsprincippet, hvilket indebærer, at de sagsøgte har et erstatningskrav over for Kommissionen, der beløbsmæssigt svarer til det af Kommissionen krævede beløb, hvorved de sagsøgtes betalingspligt i sidste ende bortfalder.

22.

Ved dom af 19. september 2012 tog Retten i det væsentlige Kommissionens påstande til følge og forkastede de sagsøgtes modkrav. SEMEA og Commune de Millau blev dømt til in solidum at betale 41012 EUR med tillæg af morarenter til Kommissionen.

23.

For så vidt angik kommunen blev Rettens kompetence fastslået med den begrundelse, at »Commune de Millau gennem et tredjemandsløfte, der er afgivet af Commune de Millau over for SEMEA, er blevet omfattet af en voldgiftsbestemmelse, der er til Unionens fordel« ( 4 ). Ifølge dommen følger det af generelle aftaleretlige principper, at »eksistensen af et tredjemandsløfte [...] endvidere [kan] udledes af kontraktens formål eller sagens omstændigheder« ( 5 ). Kommunen havde »med fuldt kendskab til SEMEA’s situation« ( 6 ) – og uden at tage forbehold over for voldgiftsbestemmelsen i støttekontrakten – erklæret sig villig til at indestå for SEMEA’s gæld og dermed accepteret voldgiftsbestemmelsen i støttekontrakten.

24.

I november 2012 indleverede det advokatkontor, der havde repræsenteret SEMEA og Commune de Millau for Retten, et appelskrift til Domstolen, hvormed advokatkontoret på vegne af de sagsøgte i første instans i det væsentlige har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom og subsidiært har opretholdt det modkrav, der blev fremsat i første instans.

25.

Appelskriftet af 19. november 2012 var vedlagt en omfattende samling af bilag. Den indeholder bl.a. en appelfuldmagt udstedt af Commune de Millau og en skrivelse fra SEMEA’s ad hoc-mandatar, der blev udpeget i forbindelse med sagen i første instans, Maître B., til en af de nævnte advokater. Denne skrivelse er dateret den 15. november 2012. Heri anbefaler Maître B. ganske vist, at førsteinstansens dom appelleres, men medgiver samtidig, at hans hverv som SEMEA’s ad hoc-mandatar sluttede allerede i august 2012.

26.

I betragtning af denne manglende tidsmæssige overensstemmelse anmodede Domstolens Justitskontor i oktober 2013 det nævnte advokatkontor om at dokumentere, at der forelå en fuldmagt fra SEMEA vedrørende appelsagen. Advokatkontoret fremlagde inden for de herfor fastsatte frister i november 2013 en kendelse afsagt af tribunal de commerce de Rodez den 5. november 2013, hvoraf det fremgår, at Maître B. efter anmodning fra de nævnte advokater af 29. oktober 2013 var blevet udpeget til SEMEA’s ad hoc-mandatar i den verserende appelsag for en periode på seks måneder.

27.

Sagsøgerne har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.

28.

For det første har Commune de Millau gjort gældende, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence i forhold til påstanden, der vedrører kommunen. Det er ikke muligt for en fransk offentligretlig juridisk person at tiltræde en voldgiftsbestemmelse ved hjælp af et tredjemandsløfte. Der eksisterer heller ingen aftale med et sådant indhold.

29.

For det andet har SEMEA gjort gældende, at selskabet ved i forbindelse med likvidationen at overføre sine aktiver til kommunen, der er en solvent offentligretlig juridisk person, er blevet frigjort fra sine økonomiske forpligtelser.

30.

For det tredje har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl i forbindelse med anvendelsen af de franske forældelsesbestemmelser.

31.

For det fjerde har appellanterne foreholdt Retten, at den ikke har taget hensyn til, at Kommissionens passivitet i 12 år udgør en overtrædelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det var derfor ikke muligt for appellanterne at træffe de nødvendige foranstaltninger i tide for at opfylde Kommissionens krav. Størrelsen af de krævede morarenter hænger sammen med, at Kommissionen ikke inddrev den omtvistede fordring rettidigt, og der foreligger derfor en årsagsforbindelse mellem det påståede tab og Kommissionens adfærd.

32.

Appelsagen rejser processuelle og materielle spørgsmål. For så vidt angår SEMEA er spørgsmålet i første omgang, om der gyldigt er indgivet en appel på selskabets vegne. Dette spørgsmål skal behandles først (under A). Derefter skal det i første anbringende rejste spørgsmål om, hvorvidt Unionens retsinstanser i det hele taget havde kompetence til navnlig at behandle det af Kommissionen anlagte søgsmål mod Commune de Millau undersøges (under B). Dernæst skal de materielle appelanbringender undersøges i det omfang, det er relevant (under C og D). I forbindelse med disse er det indledende spørgsmål, hvorvidt og i hvilket omfang Rettens anvendelse af national lovgivning i det hele taget kan prøves ved Domstolen i en appelsag.

33.

Ud fra sagsakterne må det lægges til grund, at de advokater, der optræder på SEMEA’s vegne, ikke havde behørig fuldmagt hertil, da de i november 2012 indgav appellen. Mandatperioden for SEMEA’s ad hoc-mandatar var nemlig allerede udløbet i august 2012, hvorfor dennes godkendelse af iværksættelsen af appellen i november 2012 ikke udgør en »fuldmagt« som omhandlet i artikel 119 sammenholdt med artikel 168 i Domstolens procesreglement. Advokaterne handlede derfor i første omgang – formentlig uden selv være klar over det – som repræsentanter uden repræsentationsbeføjelser ( 7 ).

34.

Efter at denne fuldmagtsmangel var blevet påtalt af Domstolens Justitskontor ca. et år efter indgivelsen af appelskriftet, anmodede de nævnte advokater den kompetente handelsret om udpegelse af en ad hoc-mandatar med henblik på appelsagen. Maître B., der allerede i november 2012, på daværende tidspunkt imidlertid uden at have beføjelse hertil, havde udtalt sig til fordel for iværksættelse af en appel på SEMEA’s vegne, blev udpeget.

35.

Det skal undersøges, om det på denne baggrund kan lægges til grund, at der gyldigt er iværksat appel på SEMEA’s vegne.

36.

Artikel 119 i Domstolens procesreglement, der i henhold til procesreglementets artikel 168 også gælder for appelsager ( 8 ), indeholder ifølge sin ordlyd umiddelbart regler for tilfælde, hvor der ikke er fremlagt dokumentation for fuldmagt. Procesreglementets artikel 119, stk. 4, omhandler nemlig »dokumenter«, der ikke indleveres, uden at nævne materielle fuldmagtsmangler. Bestemmelsen vedrører således i forbindelse med appelsager i første række situationer, hvor en advokat på det tidspunkt, hvor han indleverede et appelskrift, ganske vist havde fået fuldmagt af sin klient til at iværksætte appel, men ikke vedlagde appelskriftet dokumentationen herfor. I henhold til procesreglementets artikel 168, stk. 4, kan denne dokumentation indleveres efterfølgende inden for en af Domstolens Justitskontor fastsat frist. Sker dette ikke, beslutter Domstolen, »om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at appelskriftet afvises«.

37.

Det fremgår ikke direkte af procesreglementet, hvilke retsvirkninger der skal indtræde, såfremt dokumentationen for fuldmagten ikke blot ikke er blevet fremlagt for Domstolen, men advokaterne derudover også rent faktisk ikke havde nogen fuldmagt på tidspunktet for appelskriftets indlevering. Bestemmelsens ordlyd giver heller ikke noget svar på spørgsmålet om, hvorvidt en appel, der er iværksat uden fuldmagt, efterfølgende kan godkendes af den pågældende part, og en materiel fuldmagtsmangel derved kan afhjælpes med tilbagevirkende kraft. Det er imidlertid netop spørgsmålet i den foreliggende sag.

38.

Ved første øjekast synes der at være gode argumenter for at lægge til grund, at en appel iværksat uden fuldmagt skal afvises, uden at der er mulighed for at afhjælpe manglen. Domstolen har nemlig flere gange fastslået, at betingelserne for antagelse til realitetsforhandling principielt skal have været opfyldt på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for Domstolen ( 9 ).

39.

Domstolen har ganske vist i søgsmål med flere sagsøgere antaget hele søgsmålet til realitetsbehandling, når blot en af sagsøgerne var søgsmålsberettiget på tidspunktet for indgivelse af stævningen ( 10 ), men har dog i det væsentlige begrundet dette med procesøkonomiske argumenter ( 11 ). Disse argumenter kan ikke anvendes i SEMEA’s tilfælde. For det første er de to appellanters anbringender i den foreliggende sag ikke identiske, hvorfor procesøkonomiske overvejelser snarere ville tale for at undlade at behandle SEMEA’s appel, såfremt denne bør afvises. For det andet er et retsmiddel, der er iværksat uden fuldmagt, forbundet med en betydeligt alvorligere mangel end blot en manglende søgsmålskompetence. Den part, der ikke er søgsmålsberettiget, vil nemlig trods alt have givet sin repræsentant en gyldig instruks om at iværksætte en appel på partens vegne og skal derfor også bære omkostningerne som følge heraf, såfremt denne afvises. Denne retsvirkning kan vanskeligt anvendes på et tilfælde, hvor fuldmagten mangler. Tværtimod. Såfremt en repræsentant uden repræsentationsbeføjelser handler egenmægtigt og iværksætter en appel, kan mulige deraf følgende omkostninger vel næppe pålægges den formodede appellant, men derimod højst falsus procurator. Det ville i øvrigt være ulogisk at indlede en realitetsbehandling af et retsmiddel, hvis iværksættelse slet ikke kan tilskrives den formodede part, fordi denne ikke har givet fuldmagt hertil.

40.

I Domstolens retspraksis findes imidlertid også betragtninger, hvoraf det kan udledes, at procesreglementets artikel 119, stk. 4, og artikel 168, stk. 4 – ved anvendelse af en vid fortolkning af deres ordlyd – kan finde anvendelse ikke blot på fremskaffelsen af manglende dokumentation, men også på afhjælpningen af en materiel fuldmagtsmangel.

41.

Domstolen har således i et tilfælde, hvor det var tvivlsomt, om den advokat, der repræsenterede parten, var meddelt gyldig fuldmagt, anset det for tilstrækkeligt, at den pågældende repræsentationsbeføjelse blev bekræftet fra kompetent side efter søgsmålets anlæggelse ( 12 ). Domstolen undlod at påtale, at det pågældende dokument først blev udstedt efter søgsmålets anlæggelse. Generaladvokat Darmon anførte i forbindelse med den da gældende forgængerbestemmelse til procesreglementets artikel 119, stk. 4, at »[d]et vil efter min opfattelse være for formalistisk kun at lade denne bestemmelse gælde i tilfælde, hvor der efter indgivelsen af stævningen fremlægges et dokument, som er udstedt før dette tidspunkt« ( 13 ).

42.

I overensstemmelse hermed kunne procesreglementets artikel 119, stk. 4, sammenholdt med procesreglementets artikel 168, stk. 4, fortolkes således, at bestemmelserne ikke kun regulerer den efterfølgende indgivelse af manglende dokumentation for fuldmagt i forbindelse med iværksættelse af appel, men derudover også giver mulighed for afhjælpning af en manglende fuldmagt, f.eks. i form af en efterfølgende »bekræftelse« af den iværksatte appel.

43.

En sådan vid fortolkning, der inddrager materielle mangler, fører til rimelige konklusioner. Ved en sådan fortolkning omfattes afhjælpningen af fuldmagtsmangler, hvad enten de er af bevisretlig eller materiel karakter, for det første af fælles regler, hvilket forhindrer afgrænsningsproblemer og sikrer en ensartet behandling af emnet i hele EU uafhængigt af forudgående nationale opfattelser. For det andet tages der behørigt hensyn til retssikkerheden og en forsvarlig retspleje, når Domstolen forestår proceduren og kan bidrage til en hurtig afklaring af tvivlsspørgsmål ved at fastsætte rimelige frister.

44.

I tilfældet med den appel, der blev iværksat på SEMEA’s vegne, udpegede det organ, der i sidste ende har ansvaret, nemlig handelsretten, som reaktion på en meddelelse fra Domstolen en ad hoc-mandatar, efter at der var indgivet appelskrift på SEMEA’s vegne. Udpegelsen af denne skete, i lighed med »bekræftelsen« i den i punkt 41 beskrevne sag, med det formål at muliggøre en gennemførelse af den verserende appelsag på SEMEA’s vegne. Derved kunne advokaternes indgivelse af appellen tilregnes SEMEA, navnlig da den udpegede ad hoc-mandatar var den samme person, som den, der ca. et år tidligere over for advokaterne havde godkendt, at der blev iværksat appel på SEMEA’s vegne. Da udpegelsen af Maître B. til SEMEA’s ad hoc-mandatar således bør ses som en efterfølgende bekræftelse af iværksættelsen af appellen, må det lægges til grund, at den fuldmagtsmangel, som appellen oprindeligt var behæftet med, blev afhjulpet i henhold til procesreglementets artikel 119, sammenholdt med procesreglementets artikel 168, stk. 4.

45.

Derfor blev ikke blot kommunens appel, men også SEMEA’s appel iværksat på gyldig vis.

46.

I det følgende skal det nu undersøges, om Kommissionen kunne støtte sine søgsmål mod SEMEA og kommunen på voldgiftsbestemmelsen i SEMEA-kontrakten.

47.

Det er af to grunde tvivlsomt, om Kommissionen kan påberåbe sig voldgiftsbestemmelsen i støttekontrakten. Ud fra et formelt synspunkt er hverken den sagsøgte kommune eller den sagsøgende Kommission nemlig parter i støttekontrakten, der indeholder den omhandlede voldgiftsbestemmelse.

48.

Kommissionen, der på egne vegne har anlagt sag mod SEMEA og kommunen, optrådte nemlig i støttekontrakten som repræsentant for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, hvorfor der for det første hersker tvivl om dennes søgsmålsret (der ikke er anfægtet i den foreliggende sag) i den omhandlede retstvist, og det for det andet ikke er umiddelbart indlysende, at Kommissionen kan udlede selvstændige klagerettigheder af støttekontraktens voldgiftsbestemmelse. Sidstnævnte spørgsmål er en procesforudsætning, der skal undersøges ex officio (under 1).

49.

Kommunen var derimod på ingen måde involveret i støttekontrakten, men skal alligevel – ifølge den appellerede dom – acceptere, at voldgiftsbestemmelsen i støttekontrakten under anvendelse af principperne om tredjemandsløfte gøres gældende over for denne. Hvorvidt denne argumentation er holdbar, skal undersøges umiddelbart efter spørgsmålet om realitetsbehandling, der vedrører Kommissionen (under 2).

50.

Dette spørgsmål drejer sig i sidste ende om, hvem der kan optræde som part i retssager på grundlag af voldgiftsbestemmelser: Unionen som kontrahent eller den institution, der repræsenterer Unionen ved kontraktens indgåelse?

51.

Dette spørgsmål kan ikke afklares entydigt på grundlag af ordlyden af artikel 272 TEUF, selv om en del taler for, at også Unionen som sådan i sager »i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen [ ( 14 )] eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale« processuelt er forpligtet til at indtage status som part ( 15 ). Det modsatte synes imidlertid at være fast praksis ( 16 ), idet det i stævningen og i den senere doms indledning ikke er Unionen selv, men den EU-institution, der er kontrahent i den pågældende kontrakt, hvori voldgiftsbestemmelsen er indeholdt, der fremstår som part ( 17 ).

52.

Den appellerede dom tager ikke stilling til dette spørgsmål. Spørgsmålet om den korrekte partsangivelse kan dog i sidste ende lades ubesvaret. I den foreliggende sag skal der nemlig alene tages stilling til, om Kommissionen kunne påberåbe sig den omhandlede voldgiftsbestemmelse i det søgsmål, den anlagde på egne vegne. Dette spørgsmål vil man ved en samlet betragtning af retspraksis vedrørende Unionens partsstatus ved Unionens retsinstanser ( 18 ) skulle besvare bekræftende, hvorved der aftegner sig den tendens, at en forkert benævnelse af parten på Unionens side principielt ikke skal have negative konsekvenser, så længe sagens genstand er klart defineret, og sagsøgtes varetagelse af sine processuelle rettigheder derfor ikke bringes i fare. I det foreliggende tilfælde kan der ikke herske tvivl om nogen af delene.

53.

Derfor kunne Kommissionen i den sag, som den fører på egne vegne, i al fald over for SEMEA påberåbe sig voldgiftsbestemmelsen i SEMEA-kontrakten.

54.

Det skal dog stadig afklares, om voldgiftsbestemmelsen ikke blot kunne gøres gældende over for SEMEA, men også over for kommunen.

55.

Da dette spørgsmål er en ufravigelig procesforudsætning, skal det undersøges ex officio og uafhængigt af appelanbringenderne. Undersøgelsen skal ske ud fra fire synsvinkler: for det første ordlyden af bestemmelsen i SEMEA-kontrakten, for det andet de begivenheder, der er indtrådt efter kontraktens indgåelse, for det tredje de kriterier, der følger af artikel 272 TEUF, og for det fjerde de beviskrav for så vidt angår voldgiftsbestemmelsen, der følger af procesreglementet.

56.

Ifølge SEMEA-kontrakten er Domstolen »enekompetent til at påkende enhver tvist, der måtte opstå mellem parterne [...]«. Denne bestemmelse er således i første omgang kun bindende for kontrahenterne – SEMEA og Unionen – og kan ikke gøres gældende over for Commune de Millau.

57.

Det skal indledningsvis konstateres, at Kommissionen ikke var involveret i nogen aftale vedrørende voldgiftsbestemmelsen, der blev truffet efter kontraktens indgåelse. Der foreligger heller ikke dokumentation for en kontrakt mellem SEMEA og kommunen, men alene for separate beslutninger truffet af henholdsvis generalforsamlingen og kommunalbestyrelsen. Retten ( 19 ) henviser imidlertid til generelle aftaleretlige principper og konkluderer, at kommunens beslutninger vedrørende overtagelsen af SEMEA’s gældsforpligtelser – i forbindelse med SEMEA’s overdragelse af aktiver til kommunen – i overensstemmelse med deres formål og under hensyntagen til de samlede omstændigheder skal fortolkes som en kontrakt til fordel for Unionen. Kommunen og SEMEA ønskede, at Unionen skulle opnå en fordring mod Commune de Millau, og kommunen var indstillet på at være underlagt voldgiftsbestemmelsen i SEMEA-kontrakten, idet den havde »kendskab til tvisten [...] vedrørende den omtvistede fordring«. Det er i denne forbindelse uden betydning, at den frigørende virkning af gældsovertagelsen, som parterne havde til hensigt, i mangel af kreditors accept ikke indtrådte.

58.

Afgørende for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der derved blev aftalt en voldgiftsbestemmelse, der var bindende for kommunen, er de kriterier, der følger af artikel 272 TEUF ( 20 ), og som desuden skal fortolkes snævert, eftersom artikel 272 TEUF er en undtagelsesbestemmelse ( 21 ).

59.

Retten ( 22 ) anser det for muligt, at en voldgiftsbestemmelse i henhold til principperne om tredjemandsløfte kan aftales helt uden Unionens medvirken. I så henseende er der ganske vist ikke tale om en aftale, der er indgået af Unionen, men i al fald om en »på dens vegne indgået aftale« som omhandlet i artikel 272 TEUF.

60.

Denne opfattelse er tvivlsom. En aftale, der er indgået på Unionens vegne, berører Unionens materielle interesser. Den kan, eftersom artikel 272 TEUF som undtagelsesbestemmelse skal fortolkes snævert, kun indgås af institutioner, organer, kontorer og agenturer, der har beføjelse til at handle på vegne af Unionen. Det kan udenforstående tredjeparter ikke. En aftale, der er indgået i støttekontrakten under medvirken af tredjeparter, der ikke har tilknytning til Unionen, og uden at være foranlediget af EU-organer – som det er tilfældet med de aftaler mellem SEMEA og kommunen, der blev indgået efter kontraktens indgåelse – opfylder derfor ikke kravene i artikel 272 TEUF.

61.

Bortset herfra fremgår det heller ikke, at kommunen var indstillet på at være underlagt en voldgiftsbestemmelse som omhandlet i artikel 272 TEUF. En sådan vilje hos parten – der ville være en absolut forudsætning for en aftale om en voldgiftsbestemmelse – fremgår for det første ikke af de samlede omstændigheder i forbindelse med aftalerne, der er indgået mellem SEMEA og kommunen efter kontraktens indgåelse, og kan for det andet ikke uden videre formodes at foreligge. Dette gælder navnlig, da voldgiftsbestemmelsen blotte eksistens – ifølge det skriftlige materiale, der dokumenterer forløbet af SEMEA’s likvidation – hverken blev nævnt af SEMEA eller udtrykkeligt blev taget til efterretning af kommunen. Tværtimod: Hverken kommunalbestyrelsens beslutning af 18. december 2008 eller likvidationsrapporten af 21. november 2008 indeholder oplysninger herom. Derimod anføres det heri muligvis vildledende, at fransk ret finder anvendelse på SEMEA’s støttekontrakt – hvilket i al fald ikke umiddelbart giver anledning til at tro, at Unionens retsinstanser har kompetence for så vidt angår den omtvistede fordring.

62.

På baggrund heraf kan det ikke lægges til grund, at der er aftalt en voldgiftsbestemmelse i form af et tredjemandsløfte, som Kommissionen kan påberåbe sig over for kommunen.

63.

Selv hvis der imidlertid havde foreligget enighed mellem SEMEA og kommunen herom, ville det desuden være et spørgsmål, hvorvidt de dokumentationskrav, der gælder for voldgiftsbestemmelsen i henhold til artikel 44, stk. 5a, i Rettens procesreglement, er opfyldt. Dette spørgsmål vil blive behandlet nedenfor.

64.

I henhold artikel 44, stk. 5, i det nævnte procesreglement skal stævningen være vedlagt et eksemplar af den aftale, hvori bestemmelsen er indeholdt. Det påhviler med andre ord Kommissionen at godtgøre, at voldgiftsbestemmelsen eksisterer.

65.

For så vidt angår Commune de Millau har Kommissionen ikke godtgjort – og ville heller ikke have mulighed for at godtgøre – dette, fordi den formodede aftale om en voldgiftsbestemmelse til fordel for Kommissionen, som Retten medgiver i den appellerede dom ( 23 ), alene kan udledes af »formålet med aftalen mellem SEMEA og Commune de Millau samt af sagens omstændigheder« ( 24 ) og dermed, såfremt en sådan aftale forelå, ikke ville have karakter af en skriftligt affattet, men derimod af en rent konkludent aftale. En sådan opfylder ikke dokumentationskravene i artikel 44, stk. 5a, i Rettens procesreglement, hvorefter der kræves, at retten forelægges et eksemplar, dvs. et dokument, der indeholder den pågældende voldgiftsbestemmelse.

66.

I retspraksis er denne bestemmelse ganske vist blevet fortolket bredt, således at det har været anset for tilstrækkeligt, at der blev fremlagt et ikke underskrevet kontraktudkast samt korrespondance, der henviste hertil ( 25 ), eller at parterne henviste til dokumenter, der ikke indgik i kontrakten ( 26 ). Nævnte procesreglements artikel 44, stk. 5a, ville imidlertid blive tømt for indhold, såfremt man fuldstændig ser bort fra bestemmelsens centrale element, nemlig at der skal fremlægges et skriftligt eksemplar af den pågældende bestemmelse, hvoraf det umiddelbart skal fremgå, hvilke parter der har aftalt, at Unionens retsinstanser skal have kompetence, og for hvilken kontrakt. En fremlæggelse af dokumenter, hvoraf der blot kan drages konklusioner om mulige mundtlige eller konkludente aftaler, uden at indholdet heraf er affattet skriftligt, er ikke tilstrækkelig i så henseende, fordi omstændigheder, der ligger uden for dokumentet, vanskeligt kan anses for et »eksemplar« af en kontrakt ( 27 ). Artikel 44, stk. 5a, i Rettens procesreglement skal ses i tæt sammenhæng med den undtagelsesstilling, som artikel 272 TEUF indtager som eksorbitant kompetenceregel, og skal derfor inden for sit centrale område fortolkes strengt og kan ikke udlægges således, at der kan ses bort fra en fremlæggelse af et dokument, der entydigt og udtrykkeligt indeholder den pågældende voldgiftsbestemmelse.

67.

I så henseende har artikel 44, stk. 5a, også et retssikkerhedsmæssigt sigte og kan, som det modsætningsvis kan udledes af artikel 44, stk. 6, i Rettens procesreglement, til forskel fra de formkrav, der er anført i artikel 44, stk. 3-5, ikke afhjælpes efterfølgende ved at indlevere de manglende dokumenter. Såfremt eksemplaret af voldgiftsbestemmelsen mangler ved indgivelsen af klageskriftet, skal sagen derfor afvises.

68.

Da Kommissionen i det foreliggende tilfælde for så vidt angår Commune de Millau ikke har forelagt et eksemplar af voldgiftsbestemmelsen, der opfylder kravene i artikel 44, stk. 5a, i Rettens procesreglement, havde Retten ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende søgsmålet mod kommunen. Idet Retten alligevel fandt, at sagen mod kommunen kunne antages til realitetsbehandling, begik den således en retlig fejl.

69.

Commune de Millaus appel bør derfor tages til følge. Den appellerede dom bør ophæves, i det omfang kommunen er blevet pålagt at hæfte solidarisk og betale sagens omkostninger, og sagen mod kommunen bør, da sagen i så henseende er moden til påkendelse, afvises i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen.

70.

I betragtning af dette mellemresultat behandles i det følgende alene SEMEA’s appelanbringender. For så vidt det heri – vedrørende de franske forældelses- og likvidationsbestemmelser – gøres gældende, at national lovgivning er blevet anvendt fejlagtigt, er spørgsmålet indledningsvis, om, og i givet fald i hvilket omfang, Domstolen under appelsagen har beføjelse til at efterprøve Rettens anvendelse af national lovgivning. Såfremt Domstolen nemlig ikke eller kun i begrænset omfang har beføjelse hertil, kan der ses bort fra en detaljeret prøvelse af anbringenderne desangående. Disse spørgsmål skal behandles nedenfor.

71.

Det skal først undersøges, om anbringenderne vedrørende national lovgivning er relevante i appelinstansen.

72.

Domstolens kompetence under appelsagen konkretiseres i statuttens artikel 58, hvorefter »[a]ppel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt EU-retten«.

73.

Det synes dermed umiddelbart udelukket, at eventuelle retlige fejl i forbindelse med anvendelsen af national lovgivning, som Retten måtte have begået, kan påberåbes i appelinstansen. Sådanne retlige fejl ville jo principielt ( 28 ) ikke udgøre en overtrædelse af EU-retten, men alene af national lovgivning. Ifølge den udtømmende opregning af kompetencer i statuttens artikel 58 har Domstolen imidlertid ikke kompetence til at efterprøve national lovgivning under appelsagen ( 29 ).

74.

For så vidt angår voldgiftsbestemmelsen i henhold til artikel 272 TEUF indebærer den nuværende retstilstand derfor for det første, at Retten som første instans efter sagsanlægget i givet fald skal foretage en omfattende efterprøvelse på grundlag af den nationale lovgivning, der finder anvendelse i henhold til lovvalget. For det andet kan Domstolen som appelinstans, for hvilken førsteinstansens dom indbringes, henset til statuttens artikel 58, imidlertid principielt ikke bedømme appelanbringender, hvorved det alene gøres gældende, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af national lovgivning.

75.

I den faste retspraksis findes imidlertid rent faktisk domme afsagt af Domstolen, i hvilke førsteinstansens anvendelse af national lovgivning i appelinstansen – og netop også i forbindelse med voldgiftsbestemmelser ( 30 ) – efterprøves af Domstolen, uden at dette dog begrundes udførligt med henblik på statuttens artikel 58.

76.

Jeg foreslår, at Domstolen tager denne retspraksis op til fornyet overvejelse. Den er for det første ikke i overensstemmelse med den klare ordlyd af artikel 58 i statutten for Domstolen. For det andet foreligger der et vist misforhold til den af Store Afdeling afsagte dom i sagen Edwin mod KHIM ( 31 ), hvori Domstolen – dog på baggrund af en sag af varemærkeretlig karakter og uden udtrykkeligt at henvise til statuttens artikel 58 – sammenfattede sin prøvelsesret som appelinstans vedrørende den nationale lovgivning som følger: »For så vidt angår den gennemgang, der under appellen finder sted af de faktiske omstændigheder, som Retten har lagt til grund i forhold til den pågældende nationale lovgivning, har Domstolen kompetence til først at efterprøve, at Retten på grundlag af de dokumenter og andre oplysninger, som er blevet fremlagt for den, ikke har foretaget en urigtig gengivelse af ordlyden af de pågældende nationale bestemmelser eller af den nationale retspraksis, som er relevant for dem, eller endog af den retsvidenskabelige litteratur, som vedrører dem, og derefter at Retten i forhold til disse oplysninger ikke har foretaget konstateringer, der er åbenbart i strid med oplysningernes indhold, og endelig at Retten ved bedømmelsen af alle oplysningerne for at fastlægge indholdet af den pågældende nationale lovgivning ikke har tillagt en af dem en betydning, som ikke kan udledes deraf i forhold til de øvrige oplysninger, for så vidt som dette fremgår åbenbart af sagsakterne« ( 32 ). Når Domstolen træffer afgørelse som appelinstans, mener den således kun, at anvendelsen af national lovgivning skal korrigeres i tilfælde af en urigtig gengivelse, eller såfremt Retten har begået en åbenbar retlig fejl ( 33 ).

77.

Dette er ikke i modstrid med statuttens artikel 58, der ifølge dens ordlyd i fuld udstrækning undtager den nationale lovgivning fra Domstolens prøvelsesret. Derimod anvender Domstolen, med de fornødne tilpasninger, samme fremgangsmåde ved behandlingen af den nationale lovgivning, som den, ligeledes som appelinstans, anvender med hensyn til urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder, der skal bedømmes i henhold til EU-retten ( 34 ).

78.

Med denne fremgangsmåde kan Domstolen i tilfælde, hvor det er åbenbart, at Retten har anvendt national lovgivning urigtigt, men også kun i sådanne tilfælde, hvis der indgives appel i en sådan sag, gribe ind og ophæve den fejlagtige dom ( 35 ).

79.

Den varemærkeretlige løsning, der blev anvendt i sagen Edwin mod KHIM, kan ud fra dens ordlyd og indhold anvendes generelt, og meget taler for også at anvende den på appelsager i forbindelse med voldgiftsbestemmelser. Set i lyset af de utvetydige regler i artikel 256, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 58 i statutten for Domstolen, må det accepteres, at retssikkerheden forringes, for så vidt som ikke enhver overtrædelse af national lovgivning fra Rettens side i anden instans kan give anledning til en ophævelse af førsteinstansens dom. Dette problem kan kun afhjælpes af EU-lovgiver. Der er ikke grund til at frygte, at der opstår en situation, der er problematisk i forhold til den effektive retsbeskyttelse. For det første er princippet om effektiv retsbeskyttelse ikke forbundet med et ufravigeligt krav om mulighed for prøvelse i flere instanser. For det andet kan Domstolen også som appelret i tilfælde af åbenbar urigtig anvendelse af den nationale lovgivning frit ophæve førsteinstansens dom, såfremt denne appelleres.

80.

Med udgangspunkt i denne tilgang opstår i den foreliggende sag for det første spørgsmålet, om det kan lægges til grund, at der foreligger et tilfælde af åbenbar urigtig anvendelse af den nationale lovgivning, der kan anfægtes i en appelsag. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, opstår endvidere spørgsmålet, om appellanten SEMEA også har anfægtet denne omstændighed med et tilstrækkeligt velbegrundet og relevant appelanbringende.

81.

Da allerede det første spørgsmål i den foreliggende sag skal besvares benægtende, er en prøvelse af det andet spørgsmål ikke relevant. Retten har nemlig omhyggeligt undersøgt den franske retstilstand og retspraksis vedrørende den omhandlede forældelses- og likvidationsproblematik og fremlagt logiske løsninger, over for hvilke der ikke med rette kan gøres gældende, at der er tale om urigtig gengivelse eller åbenbare fejl.

82.

Det følger heraf, at SEMEA’s appelanbringender i så henseende bør forkastes.

83.

Endelig skal jeg behandle det appelanbringende, som SEMEA har fremsat vedrørende afvisningen af selskabets modkrav. Dette anbringende er i det væsentlige støttet på artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, er således præget af EU-retten og skal prøves i fuldt omfang.

84.

Med sit modkrav har SEMEA subsidiært fremsat en påstand om erstatning, som modsvarer den af Kommissionen krævede omtvistede fordring med tillæg af rente, og har i det væsentlige støttet sit krav på Unionens ansvar uden for kontrakt og den grundlæggende ret til god forvaltning. SEMEA har anført, at Kommissionen har overtrådt chartrets artikel 41, idet den var længe om at kræve sin fordring tilbagebetalt og navnlig lod ca. 12 år gå mellem første og andet påkrav. Derved påløb der bl.a. betydelige morarenter, der i modsat fald kunne have været undgået.

85.

Den foreliggende situation rejser reelt spørgsmålet om, hvorvidt, og i bekræftende fald, under hvilke betingelser Kommissionens passivitet i forbindelse med inddrivelsen af dens udeståender kan kritiseres ud fra synspunktet om retten til god forvaltning, og om Kommissionens betalingskrav kan bortfalde som følge heraf – uafhængigt af eller før disses forældelse. At SEMEA rejser dette spørgsmål i form af en påstand om et modkrav, kan skyldes, at retsinstituttet rettighedsfortabelse ikke findes i fransk ret, sådan som det i tysk ret udledes af princippet om god tro ( 36 ). I sidste ende vedrører sagen dog grundlæggende indsigelser mod sagsøgerens hovedkrav og accessoriske krav. Påstanden bør i den foreliggende sag bedømmes i overensstemmelse hermed.

86.

Det skal således undersøges, i hvilken udformning den grundlæggende ret til god forvaltning kan være relevant i en kontraktretlig sammenhæng, og om denne ret kan bringe kontraktlige krav til ophør eller kan udgøre en retshindrende indsigelse, som er til hinder for, at der opstår krav om betaling af morarenter.

87.

I første omgang kunne Kommissionen frit varetage sine formueanliggender efter eget forgodtbefindende inden for rammerne af den nationale lovgivning, der var aftalt med SEMEA – og også udnytte dennes lovbestemte forældelsesfrister. Chartrets artikel 41 kan vanskeligt fortolkes således, at den generelt erstatter de klare forældelsesfrister, som kontraktlige forpligtelser er undergivet, med en lidet konkret »rimelig frist«. Det ville hverken tjene retssikkerheden eller nogen af parternes interesser. Sagt på en anden måde: Med henblik på behandlingen af kontraktligt prægede anliggender er det i første omgang de frister, som parterne har aftalt i kontrakten, der skal anses for »rimelige« i chartrets forstand.

88.

Såfremt Kommissionen imidlertid tager skridt til at inddrive sine udestående fordringer, skal den gennemføre dette anliggende, der også berører Kommissionens kontrahent, inden for en rimelig frist, da den er undergivet chartret. Den omstændighed, at der ikke på grundlag af chartret pålægges Kommissionens kontrahent nogen forpligtelser over for denne, ændrer ikke noget herved. Uanset dette kan Kommissionen ikke unddrage sig sin forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder ved at »søge tilflugt i privatretten«.

89.

I det foreliggende tilfælde er Kommissionens adfærd problematisk ud fra en rimelighedsbetragtning, for så vidt som den på den ene side – med anmodningen om betaling af 27. april 1993 – rettidigt foranledigede, at morarenterne begyndte at løbe, men på den anden side ved at tie i næsten 12 år forledte debitoren til at tro, at sagen var bragt ud af verdenen, for først fra den 18. november 2005, men derefter ihærdigt, at kræve betaling af den forfaldne gæld med tillæg af et betydeligt rentebeløb, der, som SEMEA ubestridt har anført, på nuværende tidspunkt endog overstiger hovedstolen.

90.

Da der påhvilede Kommissionen en grundlæggende forpligtelse til at inddrive sin fordring så hurtigt som muligt, som Kommissionen ikke efterkom før den 18. november 2005, må dens langsommelige inddrivelse af fordringen betragtes som en adfærd, der har en direkte årsagsforbindelse med de i denne periode påløbne morarenter.

91.

Retligt set er det derfor uholdbart, at Retten alligevel i fuldt omfang har forkastet modkravet for så vidt angår renterne på grund af manglende årsagsforbindelse, idet den har anført, at den manglende betaling alene måtte tilregnes SEMEA ( 37 ), og ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til overtrædelsen af chartrets artikel 41, stk. 1. Forkastelsen af modkravspåstanden kan tværtimod kun opretholdes under appelsagen i det omfang, hvori den vedrører hovedstolen og de renter, der er påløbet fra den 18. november 2005. I øvrigt fører SEMEA’s påstand, der er gjort gældende i form af et modkrav, i sidste ende til en tilsvarende nedsættelse af sagsøgerens krav.

92.

Endelig skal der tages stilling til omkostningsspørgsmålet.

93.

Da Commune de Millaus appel tages til følge, tilpligtes Kommissionen at betale kommunens omkostninger. Da SEMEA delvist har tabt og delvist vundet sin appelsag, bærer SEMEA og Kommissionen hver især deres egne omkostninger (artikel 184, stk. 2, sammenholdt med artikel 138, stk. 2 og 3, i Domstolens procesreglement).

94.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at udtale og bestemme følgende: